Ja, undskyld tidsånd, men det begynder at dufte
jeg venter på insektet, på dyret
blomsten er den anden side af sommerfugl eller bi
blomsten ligner sommetider et dyr
imellem planten og dyret er blomsten
imellem mennesker er hænder, øjne, ører til ord, mund til kys
...kom maj du søde....
onsdag den 30. april 2008
Efter begravelsen
Efter konens begravelse gik han ud i haven og klemte en fodbold fast i det hul i hækken, hvor hendes hovede plejede at sidde (mærket Select).
Våben har taget mit hoved på
Freden kører i sikkerhedskortege
panserglassets operationsstue
smil sender saksebid slipsets minefelter
skarpskytter grøftekanters løvetand og ridderspore
jordbær lytter med ved frokosten
korsets striber stjerner vinker
panserglassets operationsstue
smil sender saksebid slipsets minefelter
skarpskytter grøftekanters løvetand og ridderspore
jordbær lytter med ved frokosten
korsets striber stjerner vinker
tirsdag den 29. april 2008
mandag den 28. april 2008
Ingen titel XXXIII
det var mens hendes
pumpende hjertekonkylie - vi
må hellere vende tilbage
til det vi kender; min
vej
er
belagt med
potteskår fra
svundne tider.
pumpende hjertekonkylie - vi
må hellere vende tilbage
til det vi kender; min
vej
er
belagt med
potteskår fra
svundne tider.
Johannes V. Jensen: "Den lange Rejse." - Blodet taler
Men den store hvide Stjerne der vandrer rastløs omkring paa Himlen, medens alle andre Stjerner er kommen i Hvile og tindrer paa et Sted, Stjernen der ikke funkler men hænger rolig og haard som en drengs Taarer, det er Orm der døde for tidligt. Hvor han lyser i sin Bleghed, mens han forfølger sin Bane, der blev afbrudt før han havde levet, hvor han gaar evigt om Jorden med sit fine og trodsige Hjerte! Og snart som Aften- snart som Morgenstjerne lyser den lille Pige der blev dræbt ved sin Moders Bryst, hvid og fortænkt som en Barnesjæl, der pusler ene og leger saa godt med sig selv paa uendelige Veje.
søndag den 27. april 2008
Piñero
Han går
sejler gennem gader
køber alle med et drenget smil
med en joint i poesimaskinen
gadernes Jesus
der spytter og savler
rytmen af 80ernes New York.
Birgitte Krogsbøll interviewer ØK - Thomas Ahrensbøll Hansen svarer (1/18)
Birgitte Krogsbøll:
Vi "fanger" poesiens hvide bisser i elevatoren i Hotel Radisson søndag over middag efter en intens arbejdsweekend. Trætte ser de ud, ja, nærmest forpjuskede, og det er i første omgang svært at få gang i interviewet på grund af en diskussion omkring brunchen: røræg eller æggestand?
Men som de gamle venner de er, bliver det ikke på noget tidspunkt til direkte nævekamp, snart er alle vågne samtidig, og første spørgsmål kan fyres af, lige i mellemgulvet:
Før I lavede tidsskriftet, var I aktive på den Københavnske dansescene med drengegruppen: "Uptown Toyboys", men ikke, tør man vel nok antyde uden at røbe for meget, med de store succesoplevelser. Dog, en af jer bragede på et tidspunkt igennem som solodanser. Hvem var det, hvad betød det for dynamikken i gruppen, og hvorfor stoppede denne hans dansen så brat igen?
Thomas Ahrensbøll Hansen:
Faktisk hed vi oprindeligt: "Uptown Teen Toyboys Goes Downtown", men Niels Ivar havde svært ved at udtale det, når han skulle annoncere os, så vi ændrede det.
Iført det nye navn havde vi skam stor succes i de jyske bingohaller langs vestkysten.
Med min fortid som tjener med sirligt cykelstyroverskæg og ivrig dansemus i det nu nedlagte Dansetten i Tivoli, var det kun naturligt at jeg satsede på en solokarriere, da de jyske bingohaller blev bygget om til kunstmuseer og biblioteker, som følge af en politisk studehandel og klokkeklar fejlpriorientering.
Min solokarriere tog mig i en årrække verden rundt til talrige udenlandske bingohaller, hvor jeg excellerede i en mere actionpacked dansestil end dengang i det jyske.
For dynamitten i gruppen betød det at den eksploderede, og vi derved alle kom videre på hver vores måde.
Jeg danser skam stadig, men mest til redaktionsmøderne, hvor jeg ofte ubehjælpsomt fremstammer: jeg mangler ord til mine argumenter, men jeg kan danse dem.
Det gør jeg så for en måbende og himmelfalden restredaktion, der stille sidder tilbage og ikke rigtig ved hvad den skal sige.
Vi "fanger" poesiens hvide bisser i elevatoren i Hotel Radisson søndag over middag efter en intens arbejdsweekend. Trætte ser de ud, ja, nærmest forpjuskede, og det er i første omgang svært at få gang i interviewet på grund af en diskussion omkring brunchen: røræg eller æggestand?
Men som de gamle venner de er, bliver det ikke på noget tidspunkt til direkte nævekamp, snart er alle vågne samtidig, og første spørgsmål kan fyres af, lige i mellemgulvet:
Før I lavede tidsskriftet, var I aktive på den Københavnske dansescene med drengegruppen: "Uptown Toyboys", men ikke, tør man vel nok antyde uden at røbe for meget, med de store succesoplevelser. Dog, en af jer bragede på et tidspunkt igennem som solodanser. Hvem var det, hvad betød det for dynamikken i gruppen, og hvorfor stoppede denne hans dansen så brat igen?
Thomas Ahrensbøll Hansen:
Faktisk hed vi oprindeligt: "Uptown Teen Toyboys Goes Downtown", men Niels Ivar havde svært ved at udtale det, når han skulle annoncere os, så vi ændrede det.
Iført det nye navn havde vi skam stor succes i de jyske bingohaller langs vestkysten.
Med min fortid som tjener med sirligt cykelstyroverskæg og ivrig dansemus i det nu nedlagte Dansetten i Tivoli, var det kun naturligt at jeg satsede på en solokarriere, da de jyske bingohaller blev bygget om til kunstmuseer og biblioteker, som følge af en politisk studehandel og klokkeklar fejlpriorientering.
Min solokarriere tog mig i en årrække verden rundt til talrige udenlandske bingohaller, hvor jeg excellerede i en mere actionpacked dansestil end dengang i det jyske.
For dynamitten i gruppen betød det at den eksploderede, og vi derved alle kom videre på hver vores måde.
Jeg danser skam stadig, men mest til redaktionsmøderne, hvor jeg ofte ubehjælpsomt fremstammer: jeg mangler ord til mine argumenter, men jeg kan danse dem.
Det gør jeg så for en måbende og himmelfalden restredaktion, der stille sidder tilbage og ikke rigtig ved hvad den skal sige.
Krybespil
*
Når krybben er tom, bider man barnet
*
Når tomheden kommer krybende
bider sandheden sig fast
*
Når sandheden bliver tom, bider man
tænderne sammen
og kryber videre
*
Når krybben er tom, bider man barnet
*
Når tomheden kommer krybende
bider sandheden sig fast
*
Når sandheden bliver tom, bider man
tænderne sammen
og kryber videre
*
!
Jeg knytter læber før kys
for 133 karat guld er ingen ting
hundrede og tre og tredive ringe smeltet
ned i et Ja lægger vejene øde
ser du ikke det?
for 133 karat guld er ingen ting
hundrede og tre og tredive ringe smeltet
ned i et Ja lægger vejene øde
ser du ikke det?
lørdag den 26. april 2008
fredag den 25. april 2008
Encyklopædagogik
I
Hymnastik:
Når sproget synger og røven vrikker. Med
II
Ordgasme:
At nå nye højder. Sprogbestigelse
III
Alfabetastisk:
Glæden ved det høje C. Det dybe F. Og alt det andet
Hymnastik:
Når sproget synger og røven vrikker. Med
II
Ordgasme:
At nå nye højder. Sprogbestigelse
III
Alfabetastisk:
Glæden ved det høje C. Det dybe F. Og alt det andet
RESUMÉER
En ung mand med stærk moderbinding har undertiden svært ved at falde i søvn.
En bedstemoder forbarmer sig over sin uduelige læge og en lille følsom dreng.
Kvindfolk i flotte skørter og gevandter optræder i postyr og samtale.
Lastefulde mennesker optræder ofte som dyden selv.
Et enkelt menneske kan sagtens have ret.
Den tabte tid ligger gemt i en bog.
Klogskab og godhed findes.
En bedstemoder forbarmer sig over sin uduelige læge og en lille følsom dreng.
Kvindfolk i flotte skørter og gevandter optræder i postyr og samtale.
Lastefulde mennesker optræder ofte som dyden selv.
Et enkelt menneske kan sagtens have ret.
Den tabte tid ligger gemt i en bog.
Klogskab og godhed findes.
ATMOSPHERE (5)
Ron Herron fra Archigram, A Walking City (1964), video:
http://pl.youtube.com/watch?v=tWDxmIoZjd8&feature=related
Andrzej Bursa, digte oversat til engelsk:
http://uark.edu/~passport/archives/issue4/issue4bursa.htm
Orson Welles, The One Man Band:
http://www.ubu.com/film/welles_oneman.html
WebUrbanist, Three Houses:
http://weburbanist.com/2008/02/10/10-amazing-tree-houses-from-around-the-world-sustainable-unique-and-creative-designs/
& Last Tasmanian Tiger:
http://pl.youtube.com/watch?v=6vqCCI1ZF7o&feature=related
http://pl.youtube.com/watch?v=tWDxmIoZjd8&feature=related
Andrzej Bursa, digte oversat til engelsk:
http://uark.edu/~passport/archives/issue4/issue4bursa.htm
Orson Welles, The One Man Band:
http://www.ubu.com/film/welles_oneman.html
WebUrbanist, Three Houses:
http://weburbanist.com/2008/02/10/10-amazing-tree-houses-from-around-the-world-sustainable-unique-and-creative-designs/
& Last Tasmanian Tiger:
http://pl.youtube.com/watch?v=6vqCCI1ZF7o&feature=related
Hvordan destruktive tilnærmelser stumpesamler liv
der er manden
sat udenpå sin forlængelse
der er kvinden
slisken
sat udenpå sin forlængelse
der er kvinden
slisken
torsdag den 24. april 2008
antages af benovede publikummer
man trækker en streg og noget er
over og under retvendt eller spejlvendt
afhængig af om der er nogen på den modsatte side
net af stopninger
nederste lag markeret med røde cirkler
nummerordener 11
støbeforme til de korpulerede
krydsninger af bedemænd og jægersoldater
gudinder og porcelænsurinaler
inde i en bygning indkorporeres
de skabte objekter
i glasmontres døbefonde
over og under retvendt eller spejlvendt
afhængig af om der er nogen på den modsatte side
net af stopninger
nederste lag markeret med røde cirkler
nummerordener 11
støbeforme til de korpulerede
krydsninger af bedemænd og jægersoldater
gudinder og porcelænsurinaler
inde i en bygning indkorporeres
de skabte objekter
i glasmontres døbefonde
onsdag den 23. april 2008
tirsdag den 22. april 2008
Tankrobatik
Det er svært at holde balancen
tungen lige i munden, tungen ud af munden, tungen ned i halsen
Man må øve sig
på linedans, tankeakrobatik
alt imens kroppen ubehjælpsomt følger efter
med røven ud af halsen og tungen i vandskorpen
tungen lige i munden, tungen ud af munden, tungen ned i halsen
Man må øve sig
på linedans, tankeakrobatik
alt imens kroppen ubehjælpsomt følger efter
med røven ud af halsen og tungen i vandskorpen
THE HUSBAND
Do you remember that holiday? Spain, sunglasses and the sun. And when we would
get down
we would speak Spanish.
And when we would quarrel, we would speak English - which was only logical.
And in French we would be philosophical and talk romantic.
And we would always be funny in Spanish, which was our way of being funny. Driving your car.
Me, wearing your sunglasses – feeling happy in the mirror. When I was young and pretty and you were so tanned. We rode around an Island and made up this story that I would write.
One day.
That I would call “The Husband”, cause you once kissed someone’s wife and they would call us children.
And I called home and said, that I was happy and in love and had never been this happy before, which made them worry about me.
And when you broke my heart, I took the long way home escorted by angels.
get down
we would speak Spanish.
And when we would quarrel, we would speak English - which was only logical.
And in French we would be philosophical and talk romantic.
And we would always be funny in Spanish, which was our way of being funny. Driving your car.
Me, wearing your sunglasses – feeling happy in the mirror. When I was young and pretty and you were so tanned. We rode around an Island and made up this story that I would write.
One day.
That I would call “The Husband”, cause you once kissed someone’s wife and they would call us children.
And I called home and said, that I was happy and in love and had never been this happy before, which made them worry about me.
And when you broke my heart, I took the long way home escorted by angels.
mandag den 21. april 2008
~
Lørdagen er helt lørdag dér hvor hånden
med sine fingre blir øje med øjenvipper
ét eneste punkt uden for verden
får dig til at føle dig mere hjemme
de fyldte grave runger
landkort store som barnesind
de indre organer
skal hele tiden tage hver eneste
sætnings bogstaver for pålydende
og er til salg
for reklamer så store at vi ikke
kan overskue deres budskab
fingrenes vuggesang er hvordan fingrene
finder ro i
manøvren
og at nogen følger reglerne for vandfald.
*
med sine fingre blir øje med øjenvipper
ét eneste punkt uden for verden
får dig til at føle dig mere hjemme
de fyldte grave runger
landkort store som barnesind
de indre organer
skal hele tiden tage hver eneste
sætnings bogstaver for pålydende
og er til salg
for reklamer så store at vi ikke
kan overskue deres budskab
fingrenes vuggesang er hvordan fingrene
finder ro i
manøvren
og at nogen følger reglerne for vandfald.
*
Ingrid
Hos Ingrid er der ingen russere men en uventet tør luft og langt mere ryddeligt end hos flest.
Hun er sirlig med sin orden. Ikke fanatisk. Slet ikke. Men fladerne! Fladerne skal være ryddede og der skal ikke ligge noget og flyde. Når reklamerne er bladret hastigt igennem, går hun direkte i papircontaineren med dem. Så er de af vejen og der er jo ingen grund til at udskyde problemerne. Avisen lader hun efter gennemlæsning ligge sammenfoldet på den nederste hylde i reolens højre hjørne. Gemmer kun en uge tilbage. Hver dag tager hun derfor den ugegamle avis og går ned ad trappen til papircontaineren og lader den nu udtjente avis dumpe ned. På den måde har hun altid overblik over den forgangne uge, hverken mere eller mindre.
Ikke for meget og ikke for lidt, som hun ynder at sige. Begrænset udsyn, men i klart vejr. Jo, hun er lun. Ingrid. Lun, men ikke tøjlesløs. Hun blev engang tilbudt et abonnement på Weekendavisen, som den flinke telefonsælger betroede hende kun udkom een gang ugentlig. Så kunne hun jo nøjes med et konsumerat af ugens begivenheder, som han sagde. Men hun lod ideen ligge. Af magelighed, men også fordi hun holder af sine daglige små gøremål. Heriblandt at rydde op i sine aviser.
Ingrid plejer at sige, at hun holder af de nære ting. Hverdagen og cykelturen til og fra arbejde, af et ordentligt hjem og en god kop te. Hun er, hvad man kunne kalde nøjsom. Forventer ikke det store og bliver således sjældent skuffet. Et foredrag i ny og næ på det lokale bibliotek - mest om havebrug og slægtshistorie. Af og til lader hun sig friste til at høre lidt om det alternative. Healing og horoskoper og sådan. Ikke fordi hun kunne drømme om at bruge den slags, nej nej. Men hun synes det lyder spændende og det er vigtigt at være åben over for nye ting, det ved Ingrid. Hun ved, at alt ikke er hvad det ser ud til, at der er mere mellem himmel og jord. Så hun holder sig ajour - har antennerne ude, som de siger på lærerværelset. Ikke overdrevet, bare sådan til husbehov.
Hjemme hos Ingrid er der ingen russere. Men køkkentøj hængt på moderne aluminiumskroge, blomsterbøger og en tv-oversigt for den kommende uge. Ingen reklamer og halvfærdige projekter.
Ingen blinkende knapper på telefonsvareren
Hun er sirlig med sin orden. Ikke fanatisk. Slet ikke. Men fladerne! Fladerne skal være ryddede og der skal ikke ligge noget og flyde. Når reklamerne er bladret hastigt igennem, går hun direkte i papircontaineren med dem. Så er de af vejen og der er jo ingen grund til at udskyde problemerne. Avisen lader hun efter gennemlæsning ligge sammenfoldet på den nederste hylde i reolens højre hjørne. Gemmer kun en uge tilbage. Hver dag tager hun derfor den ugegamle avis og går ned ad trappen til papircontaineren og lader den nu udtjente avis dumpe ned. På den måde har hun altid overblik over den forgangne uge, hverken mere eller mindre.
Ikke for meget og ikke for lidt, som hun ynder at sige. Begrænset udsyn, men i klart vejr. Jo, hun er lun. Ingrid. Lun, men ikke tøjlesløs. Hun blev engang tilbudt et abonnement på Weekendavisen, som den flinke telefonsælger betroede hende kun udkom een gang ugentlig. Så kunne hun jo nøjes med et konsumerat af ugens begivenheder, som han sagde. Men hun lod ideen ligge. Af magelighed, men også fordi hun holder af sine daglige små gøremål. Heriblandt at rydde op i sine aviser.
Ingrid plejer at sige, at hun holder af de nære ting. Hverdagen og cykelturen til og fra arbejde, af et ordentligt hjem og en god kop te. Hun er, hvad man kunne kalde nøjsom. Forventer ikke det store og bliver således sjældent skuffet. Et foredrag i ny og næ på det lokale bibliotek - mest om havebrug og slægtshistorie. Af og til lader hun sig friste til at høre lidt om det alternative. Healing og horoskoper og sådan. Ikke fordi hun kunne drømme om at bruge den slags, nej nej. Men hun synes det lyder spændende og det er vigtigt at være åben over for nye ting, det ved Ingrid. Hun ved, at alt ikke er hvad det ser ud til, at der er mere mellem himmel og jord. Så hun holder sig ajour - har antennerne ude, som de siger på lærerværelset. Ikke overdrevet, bare sådan til husbehov.
Hjemme hos Ingrid er der ingen russere. Men køkkentøj hængt på moderne aluminiumskroge, blomsterbøger og en tv-oversigt for den kommende uge. Ingen reklamer og halvfærdige projekter.
Ingen blinkende knapper på telefonsvareren
Sang
Kanariefuglen bekymrer os så pludseligt
buret er udtjent og knirkende
Og hvordan skal jeg fortælle
at jeg ikke mere kan høre
Jeg lader som om det er skuespil
Men har du ikke styrke til at synge
i domkirkens skib
så nyn i Botanisk have
Flyt din opmærksomhed til struben
hvor du altid vil finde begyndelsen
Jeg er kun batteriet i dit vækkeur
buret er udtjent og knirkende
Og hvordan skal jeg fortælle
at jeg ikke mere kan høre
Jeg lader som om det er skuespil
Men har du ikke styrke til at synge
i domkirkens skib
så nyn i Botanisk have
Flyt din opmærksomhed til struben
hvor du altid vil finde begyndelsen
Jeg er kun batteriet i dit vækkeur
Danmark
der er skønsang i nærsynet
på alle analer med det brede
Der eR, hedder den ene anal
Til V2 hedder den anden anal
som elsker strut til nytår
på alle analer med det brede
Der eR, hedder den ene anal
Til V2 hedder den anden anal
som elsker strut til nytår
Balla, bella
Dén computergrafik
minder om et tidligt billede
af Balla, futuristen, du ved.
Det minder ikke om en skid
på vej til bageren på cykel
- det var rigtignok skønt.
minder om et tidligt billede
af Balla, futuristen, du ved.
Det minder ikke om en skid
på vej til bageren på cykel
- det var rigtignok skønt.
Meta-stase
Hverdagens konforme billeders
sus og dus
selvoptaget i samtid
nødtørftigt
gløder i sin sygdoms
meningsfulde multipeldannelse
af små faste knuder
på tilværelsens ensomhed
sus og dus
selvoptaget i samtid
nødtørftigt
gløder i sin sygdoms
meningsfulde multipeldannelse
af små faste knuder
på tilværelsens ensomhed
ATMOSPHERE (4)
Alan Kaufman, Relationshit, a rant/poem, fra 'Eclectica Magazine':
http://www.eclectica.org/v2n4/kaufman.html
d.a. levy (!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!):
http://www.clevelandmemory.org/levy/
Jan Erik Vold på Samfundet:
http://pl.youtube.com/watch?v=BvqG6TbMx7g
Jack Micheline (Beat Generation), digte:
http://www.lucidmoonpoetry.com/poems/tributetomicheline.shtml
http://www.eclectica.org/v2n4/kaufman.html
d.a. levy (!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!):
http://www.clevelandmemory.org/levy/
Jan Erik Vold på Samfundet:
http://pl.youtube.com/watch?v=BvqG6TbMx7g
Jack Micheline (Beat Generation), digte:
http://www.lucidmoonpoetry.com/poems/tributetomicheline.shtml
søndag den 20. april 2008
lørdag den 19. april 2008
(*)
Hestekys med sivadgang
flinkeskolens elvte time
tal ikke om det før festen begynder
skriv dueslaget over hans fjæs
plej sengekitler
festlige æsler
selvet hvirvler
jorden trans.
*
* The Prettiest Star
fx var jeg Angela med håret stylet af brint cute som Warhol
plakat kneppede Jagger der sniffede coke af mine patter hvor faithfull
Marianne var overfor Mick? Who gives a damn? det handlede om pik sub og dub det handlede om kusse white trash det dyre det handlede om pik mit afterlife syrer det handler om kusse still going young på fyre going high going low på chicks og Bowie fx
* Titlen står David Bowie for (1970)
og sangen under titlen gik
til Mary Angela Barnett (Bowie-konen nummer 1).
plakat kneppede Jagger der sniffede coke af mine patter hvor faithfull
Marianne var overfor Mick? Who gives a damn? det handlede om pik sub og dub det handlede om kusse white trash det dyre det handlede om pik mit afterlife syrer det handler om kusse still going young på fyre going high going low på chicks og Bowie fx
* Titlen står David Bowie for (1970)
og sangen under titlen gik
til Mary Angela Barnett (Bowie-konen nummer 1).
fredag den 18. april 2008
Fragmenteret optisk vifte
Overfladen ikke anderledes
men indeni berøvet
alle ting halvt forsvundet
en halv fod og seng
gulvet et åbent hav
o ghvo r r r yggen ?
han falder ud af tredimentionel kodning
til myriader af sorte prikker
blækhuset farer forbi
briller eller cykel er ens stængelagtige
venstre arm er højre arm
hvo rskal t æppetli gge ?
trykken i maven
informationsbidder bækken
hvord anvinker man en hvi d k ittel til s i g ?
men indeni berøvet
alle ting halvt forsvundet
en halv fod og seng
gulvet et åbent hav
o ghvo r r r yggen ?
han falder ud af tredimentionel kodning
til myriader af sorte prikker
blækhuset farer forbi
briller eller cykel er ens stængelagtige
venstre arm er højre arm
hvo rskal t æppetli gge ?
trykken i maven
informationsbidder bækken
hvord anvinker man en hvi d k ittel til s i g ?
TYGGE DRØV
En hest lægger sig ned og prøver at tygge drøv. Den er ikke en ko, men den er ikke sikker. Jeg prøver på at finde Gud i disse ord, men er heller ikke sikker. Og nogle gange tænker jeg på, om jeg mon er en ko. Men jeg kan ikke tygge drøv. Men jeg kan ikke løbe på fire klove ude på marken (Er jeg heller ikke en hest?) Jeg har ikke mange patter, der drypper med mælk. Jeg kan ikke kælve. Jeg er heller ikke en hest.
Men.
Jeg lægger mig ned på en grøn eng og prøver på at tygge drøv, og rejser mig op og prøver at løbe på fire klove med dinglende patter, der skal kælve og drypper af mælk, som var jeg en ko, der ikke var helt sikker på, om den mon var en ko eller en hest eller noget.
Hvis man spiser sit eget bræk, så tygger man drøv.
Men.
Jeg lægger mig ned på en grøn eng og prøver på at tygge drøv, og rejser mig op og prøver at løbe på fire klove med dinglende patter, der skal kælve og drypper af mælk, som var jeg en ko, der ikke var helt sikker på, om den mon var en ko eller en hest eller noget.
Hvis man spiser sit eget bræk, så tygger man drøv.
torsdag den 17. april 2008
(*)
Fodspor står og gaber i ætsende skud
fanerne klirrer lovløst mod hverandre
gælden er delt så vi sidder tættere i mørket
Bjerge af praksis står parkerede
gentagelsen gnider sig selv
klimaks rækker poten
De jeg løftede højt til senere vækst
bliver sendt gennem gaderne
og jeg rører dem ikke
Nat helt op over alle nav;
vil aldrig røbe (det.)
*
Nok om det
Jeg vil begynde med ingenting
det er det letteste
men jeg har alt
det er en modsætning
denne forbindelse er altid den samme på en ny måde
jeg har alt men jeg er ikke alt
heller ikke ingenting
og der er ingen regler for at være det
så jeg er det som jeg har bestemt at jeg vil være
plus en hel masse mere som vi ikke hører noget til
så jeg er den som… nok om det
træet er foldet ud igen
det står på sine rødder
det er et sødt træ
det smager sødt
sukkertræ gummitræ …nok om det
der er en forbindelse
det siger jeg altid
det er en af mine særheder
der er ingen regler undtagen dem vi står ved
nu skal jeg igen forsvare mig
det er slet ikke nødvendigt
jeg må igen gribe ud efter andre
de ting der befinder sig i min nærhed er ikke forbi
der er ikke noget forbi der kommer forbi …nok om det sproglige
nu vil jeg vende mig mod alvorlige emner
er det en forbindelse
nej det er en slægtning
i dag skylder jeg ikke at bevise noget
jeg har skrevet gode digte
det behøver jeg ikke at gøre i dag
jeg skal bare skrive noget andet
noget der ikke ligner det jeg skrev i går
men alligevel er fuldstændig det samme udtryk
jeg skal bare skrive det som jeg tænker på
uden at gøre det til et kors
mine fingre skal være levende
jeg er en digter der bevæger sig
en sjældenhed
nej ikke en sjældenhed
det gør de alle sammen
de bevæger sig
de vil noget
de udforsker uden at kende
jeg vil nu bevise at jeg er en af dem
beviset er som følger
hvis jeg skriver noget der et digt er jeg digter
hvis jeg skriver noget der ligner et digt ligner jeg en digter
ergo opfører jeg mig fuldstændig som en digter
og beviset er fyldestgørende og kan bruges i enhver given sammenhæng
også socialt og mere henkastet
nu må jeg igen flytte mig et stykke
eller bevæge mig som jeg tidligere har kaldt det
hvis nu to personer skriver de samme digte
og kun den ene af dem er digter
er de så ikke begge digtere i deres egen ret
selvfølgelig er de det
så beviset er unødvendigt
men nu står det der alligevel hvis nogen skulle få brug for det
jamen så må vi vel begynde forfra tænker du
nej ikke nødvendigvis
vi kan fra tid til anden blot køre i det samme spor et stykke tid
sporet er langt og fører et eller andet sted hen
som vil vise sig at være interessant
vi ser nu to digtere som ikke ligner hinanden det mindste
og som skriver de samme digte
følger det heraf at det er samme person der skriver begge digtere indefra
det ser sådan ud men for en sikkerheds skyld vil jeg lade det stå lidt åbent
så kan du selv fortsætte denne tankerække
og muligvis nå frem til den samme konklusion
og dermed igen bevise at vi er to der er den samme
men som kan adskilles ved at vi skriver med hver sin hånd
og i øvrigt ikke kender hinanden
det er det letteste
men jeg har alt
det er en modsætning
denne forbindelse er altid den samme på en ny måde
jeg har alt men jeg er ikke alt
heller ikke ingenting
og der er ingen regler for at være det
så jeg er det som jeg har bestemt at jeg vil være
plus en hel masse mere som vi ikke hører noget til
så jeg er den som… nok om det
træet er foldet ud igen
det står på sine rødder
det er et sødt træ
det smager sødt
sukkertræ gummitræ …nok om det
der er en forbindelse
det siger jeg altid
det er en af mine særheder
der er ingen regler undtagen dem vi står ved
nu skal jeg igen forsvare mig
det er slet ikke nødvendigt
jeg må igen gribe ud efter andre
de ting der befinder sig i min nærhed er ikke forbi
der er ikke noget forbi der kommer forbi …nok om det sproglige
nu vil jeg vende mig mod alvorlige emner
er det en forbindelse
nej det er en slægtning
i dag skylder jeg ikke at bevise noget
jeg har skrevet gode digte
det behøver jeg ikke at gøre i dag
jeg skal bare skrive noget andet
noget der ikke ligner det jeg skrev i går
men alligevel er fuldstændig det samme udtryk
jeg skal bare skrive det som jeg tænker på
uden at gøre det til et kors
mine fingre skal være levende
jeg er en digter der bevæger sig
en sjældenhed
nej ikke en sjældenhed
det gør de alle sammen
de bevæger sig
de vil noget
de udforsker uden at kende
jeg vil nu bevise at jeg er en af dem
beviset er som følger
hvis jeg skriver noget der et digt er jeg digter
hvis jeg skriver noget der ligner et digt ligner jeg en digter
ergo opfører jeg mig fuldstændig som en digter
og beviset er fyldestgørende og kan bruges i enhver given sammenhæng
også socialt og mere henkastet
nu må jeg igen flytte mig et stykke
eller bevæge mig som jeg tidligere har kaldt det
hvis nu to personer skriver de samme digte
og kun den ene af dem er digter
er de så ikke begge digtere i deres egen ret
selvfølgelig er de det
så beviset er unødvendigt
men nu står det der alligevel hvis nogen skulle få brug for det
jamen så må vi vel begynde forfra tænker du
nej ikke nødvendigvis
vi kan fra tid til anden blot køre i det samme spor et stykke tid
sporet er langt og fører et eller andet sted hen
som vil vise sig at være interessant
vi ser nu to digtere som ikke ligner hinanden det mindste
og som skriver de samme digte
følger det heraf at det er samme person der skriver begge digtere indefra
det ser sådan ud men for en sikkerheds skyld vil jeg lade det stå lidt åbent
så kan du selv fortsætte denne tankerække
og muligvis nå frem til den samme konklusion
og dermed igen bevise at vi er to der er den samme
men som kan adskilles ved at vi skriver med hver sin hånd
og i øvrigt ikke kender hinanden
Grat og Gråt
Papiret lukkes
grankoglemassivt
æselet svømmer i stjerner
laver forandringer
i lufttrykket
næsehullers uendelige
universer
Telefonen ringer
ikke her
naboens rive falder
til jorden med et klask
pakken ryger ind igennem
brevsprækken
lyden skraber en sky
i horisonten
vederlagsagtigt, gratias
Grenade infanterister skyder
fuglefileter spækket med
trøfler og tunge
kølegitter grifbørn
tillaves så gæsterne
selv kan se på det
griber grim fyr
i triste grå farver
gris de perle
Om æg og blommer
Nogle gange er der for mange ord og for lidt liv. Andre gange er det omvendt.
Det er svært at sige, hvad der er æg og hvad der er blomme.
Hvad der kom først og hvad der bliver tilbage. Når ordene slipper op. Eller livet.
*
Der synes dog at være en sammenhæng. Mellem for lidt og for meget. Mellem æg og blommer, mellem liv og lommer. Mellem det, der er og det, der kommer.
*
Om ikke andet et rim, en remse, en drøm om et digt.
Det er svært at sige, hvad der er æg og hvad der er blomme.
Hvad der kom først og hvad der bliver tilbage. Når ordene slipper op. Eller livet.
*
Der synes dog at være en sammenhæng. Mellem for lidt og for meget. Mellem æg og blommer, mellem liv og lommer. Mellem det, der er og det, der kommer.
*
Om ikke andet et rim, en remse, en drøm om et digt.
onsdag den 16. april 2008
Jess
Jess er midt i trediverne, men kunne sagtens lyve sig ti år ældre. Ikke på grund af den begyndende halvmåne eller det arvede møblement i lejligheden. Snarere fordi han med sin højde på næsten 2 meter og sin magre krop krummer som en gangbesværet herre. Han ved det godt, men har vænnet sig til det. Det er ikke noget han vil lade sig pine af.
Jess er ved at færdiggøre sit speciale. Medicinske forsøg på rotter og biologiske processer i forbindelse med hjernens serotininbalance. På det psykiatriske ambulatorium hvor han har sine lokaler, arbejder han udelukkende sammen med midaldrende laboranter. Kvinder alle sammen. Og det er herfra Jess henter sin daglige omgang med mennesker.
Samvær er så meget sagt. Men de hygger sig i frokoststuen, det gør de i hvert fald. Og som ene hane i kurven behandler laboranterne ham med en nænsom og kærligt drillende omsorg, som huer ham. Her i deres selskab føler han sig mere hjemme end noget andetsteds. Her i de lange hospitalsgange virker hans ranglede krop mindre iøjnefaldende, ja falder næsten naturligt ind i det sært stilliserede miljø. Her har han sin hule, sit forsøgslaboratorium og her går dagene helt umærkeligt. Én efter én. Uden at efterlade sig nogle særlige spor, men også uden at efterlade noget savn.
Jess tilbringer det meste af sin vågne tid på hospitalet. Også weekenderne og aftnerne. Det bliver gerne sent, inden han tager sin sorte herrecykel købt i Brugsen, og vender hjem til sin lejlighed. Her går han som regel direkte i seng efter at have drukket et glas sødmælk og skyllet glasset af under hanen.
Sødmælk. Altid sødmælk. Bare et enkelt glas og så på hovedet i seng.
Man skulle jo gerne være frisk til forsøgsrotter, kvindelige kolleger og serotininbalancer dagen efter.
Jess er ved at færdiggøre sit speciale. Medicinske forsøg på rotter og biologiske processer i forbindelse med hjernens serotininbalance. På det psykiatriske ambulatorium hvor han har sine lokaler, arbejder han udelukkende sammen med midaldrende laboranter. Kvinder alle sammen. Og det er herfra Jess henter sin daglige omgang med mennesker.
Samvær er så meget sagt. Men de hygger sig i frokoststuen, det gør de i hvert fald. Og som ene hane i kurven behandler laboranterne ham med en nænsom og kærligt drillende omsorg, som huer ham. Her i deres selskab føler han sig mere hjemme end noget andetsteds. Her i de lange hospitalsgange virker hans ranglede krop mindre iøjnefaldende, ja falder næsten naturligt ind i det sært stilliserede miljø. Her har han sin hule, sit forsøgslaboratorium og her går dagene helt umærkeligt. Én efter én. Uden at efterlade sig nogle særlige spor, men også uden at efterlade noget savn.
Jess tilbringer det meste af sin vågne tid på hospitalet. Også weekenderne og aftnerne. Det bliver gerne sent, inden han tager sin sorte herrecykel købt i Brugsen, og vender hjem til sin lejlighed. Her går han som regel direkte i seng efter at have drukket et glas sødmælk og skyllet glasset af under hanen.
Sødmælk. Altid sødmælk. Bare et enkelt glas og så på hovedet i seng.
Man skulle jo gerne være frisk til forsøgsrotter, kvindelige kolleger og serotininbalancer dagen efter.
ATMOSPHERE (3)
the POETRY kit (poets on the internet, poetry blogs, free E-books, writers workshops, etc.):
http://www.poetrykit.org/
&
Billy Bragg, interview fra 'Three Monkeys Online Magazine':
http://www.billybragg.co.uk/words/words1.php?word_id=6
Billy Bragg, A New England (live in Berlin 2007), video:
http://pl.youtube.com/watch?v=Ku20fSSRQWA&feature=related
Billy Bragg, A New England, tekst:
http://www.billybragg.co.uk/releases/albums/life_riot_spy/life4.html
http://www.poetrykit.org/
&
Billy Bragg, interview fra 'Three Monkeys Online Magazine':
http://www.billybragg.co.uk/words/words1.php?word_id=6
Billy Bragg, A New England (live in Berlin 2007), video:
http://pl.youtube.com/watch?v=Ku20fSSRQWA&feature=related
Billy Bragg, A New England, tekst:
http://www.billybragg.co.uk/releases/albums/life_riot_spy/life4.html
Barselsfeber
Gem dig under vuggen
din mor er sær
Hun sopper i sin røde skygge
Du peger på de kys der
svæver over brysterne
Hvis bare hendes syn ikke slår ned
din mor er sær
Hun sopper i sin røde skygge
Du peger på de kys der
svæver over brysterne
Hvis bare hendes syn ikke slår ned
tirsdag den 15. april 2008
Kun
Kun du
Kun jeg
Kun vi
Kunsten er omfattet af os begge
Vi har det samme tøj som for et øjeblik siden
Kun du
Kun jeg
Kun vi
Ingen har befundet sig i denne cirkel så længe før
Kun du
Kun jeg
Kun vi
Kun jeg
Kun vi
Kunsten er omfattet af os begge
Vi har det samme tøj som for et øjeblik siden
Kun du
Kun jeg
Kun vi
Ingen har befundet sig i denne cirkel så længe før
Kun du
Kun jeg
Kun vi
H.C. ANDERSEN
Jeg anstrenger mig for at forstå, at tæer ikke er små mennesker. Især lilletåen virker så menneskelig med sit lille, lille væsen. Og storetåen, der er så grov og brovtende, fylder så meget i en forsamling af tæer. Og hvad med hele holdet ind imellem, som den lange, der er længere end storetåen, men åh, så slank, og disse anonyme mellemstørrelser imellem lille og stor, ligesom mig?
Og disse negle på disse tæer, nik nak, er de mon små, tænkende hoveder, og er så neglesaksen en guillotine? Nik nak. Nej, negle på tæer er små negle. De kan gro ind i huden, hvis du ikke passer på. Små hoveder kan ikke gro ind i huden. Huden gror ud over dit hoved, og til sidst er dit hoved én stor mave. Så husk at spise sundt og tænk ikke på, hvorvidt tæer er små mennesker eller ej. De er ikke små Tommelider, det er ikke dem, der går, det er fødderne, der går.
Tæerne er navigationsinstrumenter.
Mine tæer er ikke små Tommelider, lige meget, hvor sjove og legesyge de er, hvor meget de end tér sig, er de dog tæer.
Og disse negle på disse tæer, nik nak, er de mon små, tænkende hoveder, og er så neglesaksen en guillotine? Nik nak. Nej, negle på tæer er små negle. De kan gro ind i huden, hvis du ikke passer på. Små hoveder kan ikke gro ind i huden. Huden gror ud over dit hoved, og til sidst er dit hoved én stor mave. Så husk at spise sundt og tænk ikke på, hvorvidt tæer er små mennesker eller ej. De er ikke små Tommelider, det er ikke dem, der går, det er fødderne, der går.
Tæerne er navigationsinstrumenter.
Mine tæer er ikke små Tommelider, lige meget, hvor sjove og legesyge de er, hvor meget de end tér sig, er de dog tæer.
Der var engang et træ
Der var engang et træ, der var så højt, at man ikke kunne se toppen af det. Men så fældede man det.
Efterløn
To små halvøer lå over for hinanden ved indsejlingen til en lille fjord. Imellem dem lå en stærkt stenet grund, som vandet gengav med hurtige blink, når solen var stærkest. Halvøerne havde snedige tricks, og tricksene indebar alt muligt - lige fra lokkende sirener, som de inviterede for god betaling, til tåge og klippeblokke, som de flyttede rundt med efter forgodtbefindende. Halvøerne konkurrerede heftigt om, hvem af de to der kunne få flest skibe til at havarere. Men snart spredte en ny tids revolutionære forestillinger sig gennem vandet som en virus, ekkolod så dagenes lys: sten og klipper responderede på henvendelserne, der ingen nævneværdig modstand mødte fra de levende. Andre og nye moralbegreber forplantede sig, gennemtrængende alt på deres vej. Halvøerne sygnede stille og roligt hen. Nu glimter gamle etikker i det skarpe sollys, og så godt som uddøde taktikker ligger blotlagte uden nåde, de forekommer skaldede og dumme efter begivenhedsrige liv, mens strandskaderne skriger som altid.
Præ
Hvis man kunne ridse
en frostaftens ubetydelige ånde
i stedet:
et fortættet ord
en prik af uvirkelighed
*
et sår af salt
*
Så uanseligt at det ikke fanges
af uskyldige øjne
men sanses
som
synlige årer på blottet hud
afklædte menneskers kald
*
- en kalkmines ufattelige blå.
en frostaftens ubetydelige ånde
i stedet:
et fortættet ord
en prik af uvirkelighed
*
et sår af salt
*
Så uanseligt at det ikke fanges
af uskyldige øjne
men sanses
som
synlige årer på blottet hud
afklædte menneskers kald
*
- en kalkmines ufattelige blå.
mandag den 14. april 2008
A bridge is a church, when it is stretching its long pillars across the vertical life of an eye that is leaning towards the neck, leaning into the brain of someone, who is watching a bridge.
That eye is part of a person, who says: I cannot rest, while we are crossing this great bridge. It is beautiful, but its pillars are so big, I’m so scared, I could die.
Another part of that person is not frightened. It says: I want to travel and go to Africa. I want safaris and hunting and life.
That’s why, it is church.
That eye is part of a person, who says: I cannot rest, while we are crossing this great bridge. It is beautiful, but its pillars are so big, I’m so scared, I could die.
Another part of that person is not frightened. It says: I want to travel and go to Africa. I want safaris and hunting and life.
That’s why, it is church.
søndag den 13. april 2008
karen langben 1974
hun var lang
jeg var lille
barry white brummed' stille
på sin Love Serenade
ni minutter
plus lidt fade
det var mig
det var karen
bloody mary stod i baren
mens de andre var skæve
skrev vi lange kærestebreve
hun staved' tryghed med k
det ku' bare ikke gå
jeg var lille
barry white brummed' stille
på sin Love Serenade
ni minutter
plus lidt fade
det var mig
det var karen
bloody mary stod i baren
mens de andre var skæve
skrev vi lange kærestebreve
hun staved' tryghed med k
det ku' bare ikke gå
Hukommelse
Jeg ville gerne kunne huske mere
men det jeg kan huske er forbi
og det kommer ikke igen
så jeg kan ikke se det for mig
det forsvinder før jeg får spurgt
om det er værd at huske
men det jeg kan huske er forbi
og det kommer ikke igen
så jeg kan ikke se det for mig
det forsvinder før jeg får spurgt
om det er værd at huske
lørdag den 12. april 2008
fredag den 11. april 2008
ATMOSPHERE (2)
Spencer Selby's List of Experimental Poetry/Art Magazines:
http://www.selbyslist.com/
Bobi Peru, Between, fra avantgarde album PROJEKT1, video:
http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&VideoID=26837838
Ron Padgett, PennSound, mp3, readings:
http://writing.upenn.edu/pennsound/x/Padgett.html
og 'de andre' fra PennSound:
http://writing.upenn.edu/pennsound/x/authors.php
http://www.selbyslist.com/
Bobi Peru, Between, fra avantgarde album PROJEKT1, video:
http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids.individual&VideoID=26837838
Ron Padgett, PennSound, mp3, readings:
http://writing.upenn.edu/pennsound/x/Padgett.html
og 'de andre' fra PennSound:
http://writing.upenn.edu/pennsound/x/authors.php
Ohrswifflers syndrom
Jeg lider af Ohrswifflers syndrom
spørg mig ikke hvad det skal gøre godt for
Det er en lidelse for ord
sat sammen på uheldige måder
kombineret med mangel på opførsel
og almindeligt rod i gangen af tanker
så alt andet kommer før det ene
Det er uheldigt
men ikke ulykkeligt
for vi har denne klub
for de ramte
en klub for Ohrswifflere
og vi mødes hver tredje fredag
og på skuddag
og sidder med det karakteristiske tomme blik
rettet mod fremtiden
Ja, jeg lider af Ohrswifflers syndrom!
vi lærer at bekende
vi lærer at turde stå frem
og det er ingen skam
Ja, ja jeg er Ohrswiffler!
jeg bytter om
og lægger til
og det er løgn i min mund
Men jeg vasker den
før jeg begynder forfra
spørg mig ikke hvad det skal gøre godt for
Det er en lidelse for ord
sat sammen på uheldige måder
kombineret med mangel på opførsel
og almindeligt rod i gangen af tanker
så alt andet kommer før det ene
Det er uheldigt
men ikke ulykkeligt
for vi har denne klub
for de ramte
en klub for Ohrswifflere
og vi mødes hver tredje fredag
og på skuddag
og sidder med det karakteristiske tomme blik
rettet mod fremtiden
Ja, jeg lider af Ohrswifflers syndrom!
vi lærer at bekende
vi lærer at turde stå frem
og det er ingen skam
Ja, ja jeg er Ohrswiffler!
jeg bytter om
og lægger til
og det er løgn i min mund
Men jeg vasker den
før jeg begynder forfra
torsdag den 10. april 2008
Mine erindringer i småstykker (3)
Far købte en gammel Saab da min mor og far blev skilt. Der var lakridser i handskerummet. Den var grøn eller var den rød. Jeg husker ikke hvilken der kom først. Der var først et vrag, senere var der en mere tjekket model. Den kostede lidt mere, men bitterheden var mindre. Jeg tror han havde købt den første Saab for ingenting i håbet om at den ville køre galt i et flammehav af bitter trodsighed. Der var en cool gammel autoradio man kunne finde alt muligt på. Han boede i en lille æske af en lejlighed i Hostrups Have. Der boede min Farmor og Farfar også (ja, altså bare i en anden lejlighed). Nu var det bare min farmor, for farfar havde brækket lårbenet i forsøget på at komme ud af bussen og han var 87 og han gad, for nu at være helt ærlig, ikke længere.
Der boede han så, min far og min fars søster boede i den anden ende af haven. De sås så godt som aldrig. Ikke at de ikke ville, de havde desværre bare en del søskendefjendskab mellem sig.
Der var desuden i Hostrups Have en udmærket legeplads med en god gammeldags centrifuge så vi kunne komme lidt på syre, selv om vi var børn. Farmor gav os druesukker og diverse andre sugetabletter. Hun var en stærk gammel dame. Hun opførte sig klogt og med den yderste respekt over for alle dem hun mente havde fortjent det. Jeg havde en fornemmelse af at hun var en hemmelig overlever, en hemmeligt udsmuglet tzardatter. Hun insisterede på at holde en kroget gammel familie sammen. Hendes hushjælp virkede til hun blev 85 - jeg husker det fordi min farmor afholdt en seance hvor Fru Nielsen blev hædret på sin fødselsdag med et glas portvin.
Min farmor skulle bare banke på væggen, så kom næste ret med militær logistisk nøjagtighed. Hurra for alle dele af familien og for visse af dem vi kender, på Hovedlandet, på Sjælland og Brüssel og Strasburg, New York, Berlin, Paris og i Folketinget og i pressen. Og min farmor remsede det ene familietræ op efter det andet. Komplet med tidslinje og det hele.
Der boede han så, min far og min fars søster boede i den anden ende af haven. De sås så godt som aldrig. Ikke at de ikke ville, de havde desværre bare en del søskendefjendskab mellem sig.
Der var desuden i Hostrups Have en udmærket legeplads med en god gammeldags centrifuge så vi kunne komme lidt på syre, selv om vi var børn. Farmor gav os druesukker og diverse andre sugetabletter. Hun var en stærk gammel dame. Hun opførte sig klogt og med den yderste respekt over for alle dem hun mente havde fortjent det. Jeg havde en fornemmelse af at hun var en hemmelig overlever, en hemmeligt udsmuglet tzardatter. Hun insisterede på at holde en kroget gammel familie sammen. Hendes hushjælp virkede til hun blev 85 - jeg husker det fordi min farmor afholdt en seance hvor Fru Nielsen blev hædret på sin fødselsdag med et glas portvin.
Min farmor skulle bare banke på væggen, så kom næste ret med militær logistisk nøjagtighed. Hurra for alle dele af familien og for visse af dem vi kender, på Hovedlandet, på Sjælland og Brüssel og Strasburg, New York, Berlin, Paris og i Folketinget og i pressen. Og min farmor remsede det ene familietræ op efter det andet. Komplet med tidslinje og det hele.
onsdag den 9. april 2008
I søvne
når dit ben svinger dovent over min hofte,
når vi vrøvler, ler,
når græsset er grønnere,
når jeg, ligesom lam, siger ”mæh”
når vi vrøvler, ler,
når græsset er grønnere,
når jeg, ligesom lam, siger ”mæh”
PRÆDIKEREN
At trække stikket ud er som at trække bukserne ned.
Det er tåbeligt at tro sig længere, end man er. Hvorfor være højere, når man sagtens kan nå stjernerne allerede.
At være forsvarsløs er: At blive bange for en flue.
Når solen tegner en tulipan på din væg, har du sovet længe nok.
Du er ikke min rose, men du er min tulipan.
En kirkegård i Prag er det samme som et minde, du prøver ikke at glemme, om en ven, du havde engang.
Den utilgivelige synd er ikke længere væk.
Stueplanter er et varsel om grønt og bedsteforældre på en planteskole i Salling. Din søster er født i Selde.
Et fotografi kalder minderne frem, du ikke har.
Forskellige dufte i haven er ikke så lykkelige, som da lykken opstod. Resten er meget lykkelige.
Jeg har også en barndom og en tabt tid i en have af guld og en farmor, der lyser af lykke, og familien samles på godt og ondt. Du må ikke lave skår i din barndom.
Når du kører forbi Combray, skal du tage et billede og skrive navnet ned. Du skal kigge ud af vinduet og se en almindelig by.
Den tyske motorvej er ikke farligere end en hane i brunst.
Som livet bevæger sig udad, bliver det tydeligere.
Himmel og hav flyder ikke længere ud i hinanden. Du er midt imellem, hvis du er en måge, som flyver langsomt ned og dykker ud i det våde som ikke længere levende.
En slægtning er ikke længere væk, end du er tættere på.
En tyk allé af kolde træer i natten er et godt tidspunkt at fortælle spøgelseshistorier på. Og holde hånd.
Et varmt tæppe er et varsel om barmhjertighed.
Husk at tage tallerkener med på stranden.
Sæt helst neurotiske kvinder til at gøre rent. Gerne vegetarer. (De er alligevel dårlige elskerinder.)
Et himmelrum er det samme som en lang gang, der fører ned til din elskedes værelse. Han åbner døren, når du banker.
For mange bilister er et tegn på symbolsk fravær på vejene, og færre cyklister, der kører med én hånd på styret.
Elsk hinanden ned på gulvet og træk dit hjerte med.
Johannes af Korset skal fortælle dig om mørket. Luk dig ind i et mørkt rum sammen med ham. Han vil fortælle dig resten. Og husk lige at slukke lyset.
Den babylonske skøge er alt for dyr i drift.
Den rene luft er vinterens sol. Tag en frakke på.
Det er tåbeligt at tro sig længere, end man er. Hvorfor være højere, når man sagtens kan nå stjernerne allerede.
At være forsvarsløs er: At blive bange for en flue.
Når solen tegner en tulipan på din væg, har du sovet længe nok.
Du er ikke min rose, men du er min tulipan.
En kirkegård i Prag er det samme som et minde, du prøver ikke at glemme, om en ven, du havde engang.
Den utilgivelige synd er ikke længere væk.
Stueplanter er et varsel om grønt og bedsteforældre på en planteskole i Salling. Din søster er født i Selde.
Et fotografi kalder minderne frem, du ikke har.
Forskellige dufte i haven er ikke så lykkelige, som da lykken opstod. Resten er meget lykkelige.
Jeg har også en barndom og en tabt tid i en have af guld og en farmor, der lyser af lykke, og familien samles på godt og ondt. Du må ikke lave skår i din barndom.
Når du kører forbi Combray, skal du tage et billede og skrive navnet ned. Du skal kigge ud af vinduet og se en almindelig by.
Den tyske motorvej er ikke farligere end en hane i brunst.
Som livet bevæger sig udad, bliver det tydeligere.
Himmel og hav flyder ikke længere ud i hinanden. Du er midt imellem, hvis du er en måge, som flyver langsomt ned og dykker ud i det våde som ikke længere levende.
En slægtning er ikke længere væk, end du er tættere på.
En tyk allé af kolde træer i natten er et godt tidspunkt at fortælle spøgelseshistorier på. Og holde hånd.
Et varmt tæppe er et varsel om barmhjertighed.
Husk at tage tallerkener med på stranden.
Sæt helst neurotiske kvinder til at gøre rent. Gerne vegetarer. (De er alligevel dårlige elskerinder.)
Et himmelrum er det samme som en lang gang, der fører ned til din elskedes værelse. Han åbner døren, når du banker.
For mange bilister er et tegn på symbolsk fravær på vejene, og færre cyklister, der kører med én hånd på styret.
Elsk hinanden ned på gulvet og træk dit hjerte med.
Johannes af Korset skal fortælle dig om mørket. Luk dig ind i et mørkt rum sammen med ham. Han vil fortælle dig resten. Og husk lige at slukke lyset.
Den babylonske skøge er alt for dyr i drift.
Den rene luft er vinterens sol. Tag en frakke på.
tirsdag den 8. april 2008
Udstødt !
Hvad er det dog du har gjort?
Mit spejlbillede kigger tilbage med et hårdt og anklagende blik, jeg ikke kan håndtere og jeg må krympe mig.
Hvorfor jeg overhovedet prøvede at få støtte fra den kant af forstår jeg ikke engang selv.
Det har altid været min hårdeste kritiker, og lidt barmhjertighed i min sværeste stund var åbenbart for meget at forlange.
Jeg fjerner mig fra spejlet, uden at løfte blikket.
Bange for at møde de øjne, der kan tage pusten fra mig, og standse mig i en form for lammelse.
Sofaen omfavner mig, og jeg hengiver mig til dens omsorg og varme, en sikker ven.
Blomsten som jeg, i et uigenkaldeligt anfald af overskud, havde købt i fredags, stod nu og hang lidt med hovedet.
Åndsfraværende tømmer jeg vandglasset der aldrig blev tømt i går, i hovedet på den.
Jeg var flygtet fra toget tidligere, klaustrofobisk over de andre mennesker i kabinen.
Skræmt til døde af deres blikke, som om de vidste det hele.
De kunne mærke at jeg ikke hørte til blandt dem, de afskyede mig.
Så ting i øjne, ting som ikke var der.
Jeg måtte væk, væk fra de anklagende blikke, væk fra deres alvidende overlegenhed.
Nu lå jeg så her, helt alene, sammen med min hårdeste kritiker.
Savnede mennesker, følte mig ensom.
Men jeg var ikke ønsket, herreste gud, jeg ønskede jo ikke engang mig selv, jeg bebrejdede dem ikke.
Moral er ikke andet end et udtryk for menneskets hyrdeinstinkt, havde Nietzche sagt.
Hvor jeg dog savnede flokken, trods dens ensrettede og formålsløse driven af sted i retninger ingen kendte eller bekymrede sig om.
Jeg havde udstødt mig fra min flok, var blevet en enspænder, jeg havde ikke kunne efterleve flokkens regler.
Hverken de usagte eller de skrevne.
Længe havde jeg dog været en del af den, havde indtil i fredags hyldet den, og føjet mig den.
Det var forventet af mig følte jeg, jeg havde især gjort det for hendes skyld.
Da jeg brød med flokken, havde jeg uvidende også brudt med hende.
Burde have vidst at hun også tilhørte dem.
Mikkel AB
Mit spejlbillede kigger tilbage med et hårdt og anklagende blik, jeg ikke kan håndtere og jeg må krympe mig.
Hvorfor jeg overhovedet prøvede at få støtte fra den kant af forstår jeg ikke engang selv.
Det har altid været min hårdeste kritiker, og lidt barmhjertighed i min sværeste stund var åbenbart for meget at forlange.
Jeg fjerner mig fra spejlet, uden at løfte blikket.
Bange for at møde de øjne, der kan tage pusten fra mig, og standse mig i en form for lammelse.
Sofaen omfavner mig, og jeg hengiver mig til dens omsorg og varme, en sikker ven.
Blomsten som jeg, i et uigenkaldeligt anfald af overskud, havde købt i fredags, stod nu og hang lidt med hovedet.
Åndsfraværende tømmer jeg vandglasset der aldrig blev tømt i går, i hovedet på den.
Jeg var flygtet fra toget tidligere, klaustrofobisk over de andre mennesker i kabinen.
Skræmt til døde af deres blikke, som om de vidste det hele.
De kunne mærke at jeg ikke hørte til blandt dem, de afskyede mig.
Så ting i øjne, ting som ikke var der.
Jeg måtte væk, væk fra de anklagende blikke, væk fra deres alvidende overlegenhed.
Nu lå jeg så her, helt alene, sammen med min hårdeste kritiker.
Savnede mennesker, følte mig ensom.
Men jeg var ikke ønsket, herreste gud, jeg ønskede jo ikke engang mig selv, jeg bebrejdede dem ikke.
Moral er ikke andet end et udtryk for menneskets hyrdeinstinkt, havde Nietzche sagt.
Hvor jeg dog savnede flokken, trods dens ensrettede og formålsløse driven af sted i retninger ingen kendte eller bekymrede sig om.
Jeg havde udstødt mig fra min flok, var blevet en enspænder, jeg havde ikke kunne efterleve flokkens regler.
Hverken de usagte eller de skrevne.
Længe havde jeg dog været en del af den, havde indtil i fredags hyldet den, og føjet mig den.
Det var forventet af mig følte jeg, jeg havde især gjort det for hendes skyld.
Da jeg brød med flokken, havde jeg uvidende også brudt med hende.
Burde have vidst at hun også tilhørte dem.
Mikkel AB
Om valg og vrag
Man kunne vælge at opgive ævred. Man kunne vælge at vende ryggen til med et suk. Man kunne vælge at folde hænderne til en bøn. Man kunne vælge at bryde sammen i gråd. Man kunne vælge at tælle til ti. Man kunne vælge at lukke øjnene. Man kunne vælge at åbne dem igen. Man kunne vælge at tro på det bedste. Man kunne vælge det modsatte. Man kunne vælge at kæmpe imod. Man kunne vælge at lægge våbnene. Man kunne vælge at bede om hjælp. Man kunne vælge at klare det selv. Man kunne vælge at søge udad. Man kunne vælge at vende det indad. Man kunne vælge at sove på det. Man kunne vælge at holde ører og øjne åbne. Man kunne vælge at springe over, hvor gærdet er lavest. Man kunne vælge at kravle under. Man kunne vælge at le sidst. Man kunne vælge at le bedst. Man kunne vælge at le ad det hele. Man kunne vælge at stille gode miner til slet spil.
Man kunne vælge at stoppe mens legen er god. Man kunne vælge at lege med nogen andre. Man kunne vælge at fortrænge. Man kunne vælge at konfrontere. Man kunne vælge at kæmpe med. Man kunne vælge at kæmpe for. Man kunne vælge at ryge og rejse. Man kunne vælge at sejle sin egen sø. Man kunne vælge at smile til verden. Man kunne vælge at stikke tungen ud af vinduet. Man kunne vælge at blive ved sin læst. Man kunne vælge at flyve højere end vingerne bær. Man kunne vælge at flyve for tæt på solen. Man kunne vælge at gribe stjernerne. Man kunne vælge at gå over åen efter vand. Man kunne vælge at vande høns. Man kunne vælge at klappe hesten. Man kunne vælge at sadle samme dag, som man rider.
Man kunne vælge skrige til himlen. Man kunne vælge at grave sin grav. Man kunne vælge at skue mod evigheden. Man kunne vælge at pille sin navle. Man kunne vælge at feje for egen dør. Man kunne vælge at kaste med sten efter et glashus. Man kunne vælge at gå bag lukkede døre. Man kunne vælge at leve for nedrullede gardiner. Man kunne vælge at hoppe og danse. Man kunne vælge at vrikke og svanse. Man kunne vælge at buldre og brage. Man kunne vælge at tie og samtykke. Man kunne vælge at smide perler for svin. Man kunne vælge at rette smed for bager. Man kunne vælge at smede mens jernet er varmt. Man kunne vælge at tælle knapper. Man kunne vælge at rette slipset. Man kunne vælge at tale sin sag. Man kunne vælge at tie før man taler. Man kunne vælge og vrage. Man kunne vælge at vrage.
Man kunne vælge at stoppe mens legen er god. Man kunne vælge at lege med nogen andre. Man kunne vælge at fortrænge. Man kunne vælge at konfrontere. Man kunne vælge at kæmpe med. Man kunne vælge at kæmpe for. Man kunne vælge at ryge og rejse. Man kunne vælge at sejle sin egen sø. Man kunne vælge at smile til verden. Man kunne vælge at stikke tungen ud af vinduet. Man kunne vælge at blive ved sin læst. Man kunne vælge at flyve højere end vingerne bær. Man kunne vælge at flyve for tæt på solen. Man kunne vælge at gribe stjernerne. Man kunne vælge at gå over åen efter vand. Man kunne vælge at vande høns. Man kunne vælge at klappe hesten. Man kunne vælge at sadle samme dag, som man rider.
Man kunne vælge skrige til himlen. Man kunne vælge at grave sin grav. Man kunne vælge at skue mod evigheden. Man kunne vælge at pille sin navle. Man kunne vælge at feje for egen dør. Man kunne vælge at kaste med sten efter et glashus. Man kunne vælge at gå bag lukkede døre. Man kunne vælge at leve for nedrullede gardiner. Man kunne vælge at hoppe og danse. Man kunne vælge at vrikke og svanse. Man kunne vælge at buldre og brage. Man kunne vælge at tie og samtykke. Man kunne vælge at smide perler for svin. Man kunne vælge at rette smed for bager. Man kunne vælge at smede mens jernet er varmt. Man kunne vælge at tælle knapper. Man kunne vælge at rette slipset. Man kunne vælge at tale sin sag. Man kunne vælge at tie før man taler. Man kunne vælge og vrage. Man kunne vælge at vrage.
ATMOSPHERE (1)
The Dziegiel's - Creep (Radiohead cover), dadapunkdadapunk:
http://pl.youtube.com/watch?v=zdEv6uckF2s
Juxtapoz Art & Culture Magazine Online:
http://www.juxtapoz.com/
http://pl.youtube.com/watch?v=zdEv6uckF2s
Juxtapoz Art & Culture Magazine Online:
http://www.juxtapoz.com/
Pia stavrer
Pia stavrer. Fra toilettet tilbage til bordet er der cirka fem meter. Det er nok til at blive set. Jeg trækker stolen ud, hurtigt, og hun dumper ned i sædet med et støn. Hendes alt for mange kilo er besværlige at bære rundt på. I dagens anledning har hun taget kjole på: Lyserød, v-udskæring og gennemsigtigt tyl fra gulvlængden til op over låret, overvægtigheden til trods.
Det er familiefest i golfklubben, onkel Poul fylder 40.
—Du har noget dér, på hagen, noget rødt. —Pia stikker pegefingeren helt op i mit ansigt— Hvad er det for noget, er det et udslæt? Ej, prøv og se, er det ikke rigtigt, hun har noget dér på hagen.
Pia henvender sig til hele bordet, og jeg smiler forlegent.
—Jeg tror altså, der er noget i maden, du ikke kan tåle, Anna! —Pia kaster stofservietten ned i tallerkenen og skubber hele molevitten fra sig, så det kan høres— Ad, hvor ulækkert! —Hendes stemmeleje ligger flere decibel over normalen.
Men så, pludseligt, begynder hun at hulke. Hun siger, hun er bange for, udslættet kan være alvorligt. At måske skal jeg dø af det?
Folk klapper. Der kommer en sang ind. Det er én af de festlige, hvor alle kvinder og alle mænd skal rejse sig på skift og synge nogle linier. Så bliver det til en battle mellem kønnene. Pia kan ikke læse teksten, skrifttypen er for lille, hun klumrer og kan slet ikke følge med. Når jeg holder i hendes arm, går det lidt bedre. Bagefter stavrer hun ud for at ryge, man må ikke ryge indenfor.
Det er klart, hun har drukket, det kan alle da se. Da først dansegulvet bliver åbnet, og hun gramser rundt på mændene, en efter en griber hun, Pia griber efter pikke, og gnider sig op ad dem. Det er det sjoveste den aften, at Pia er så plakatfuld. Det griner alle af. Alle mændene vil danse, og hun tager imod som forventet, hygger sig bedre end nogensinde. For det er, hvad der kan ske, at en eller anden får for meget indenbords, og på en måde er det dén skandale, alle håber på, at det så i aften blev Pia, tænker ingen videre over. Ingen tænker over, at der stikker noget under, noget dybere, noget ligesom forudsættende: en angst hun dulmer, og at det ikke kun er i aften. Pia er min mor.
Det er familiefest i golfklubben, onkel Poul fylder 40.
—Du har noget dér, på hagen, noget rødt. —Pia stikker pegefingeren helt op i mit ansigt— Hvad er det for noget, er det et udslæt? Ej, prøv og se, er det ikke rigtigt, hun har noget dér på hagen.
Pia henvender sig til hele bordet, og jeg smiler forlegent.
—Jeg tror altså, der er noget i maden, du ikke kan tåle, Anna! —Pia kaster stofservietten ned i tallerkenen og skubber hele molevitten fra sig, så det kan høres— Ad, hvor ulækkert! —Hendes stemmeleje ligger flere decibel over normalen.
Men så, pludseligt, begynder hun at hulke. Hun siger, hun er bange for, udslættet kan være alvorligt. At måske skal jeg dø af det?
Folk klapper. Der kommer en sang ind. Det er én af de festlige, hvor alle kvinder og alle mænd skal rejse sig på skift og synge nogle linier. Så bliver det til en battle mellem kønnene. Pia kan ikke læse teksten, skrifttypen er for lille, hun klumrer og kan slet ikke følge med. Når jeg holder i hendes arm, går det lidt bedre. Bagefter stavrer hun ud for at ryge, man må ikke ryge indenfor.
Det er klart, hun har drukket, det kan alle da se. Da først dansegulvet bliver åbnet, og hun gramser rundt på mændene, en efter en griber hun, Pia griber efter pikke, og gnider sig op ad dem. Det er det sjoveste den aften, at Pia er så plakatfuld. Det griner alle af. Alle mændene vil danse, og hun tager imod som forventet, hygger sig bedre end nogensinde. For det er, hvad der kan ske, at en eller anden får for meget indenbords, og på en måde er det dén skandale, alle håber på, at det så i aften blev Pia, tænker ingen videre over. Ingen tænker over, at der stikker noget under, noget dybere, noget ligesom forudsættende: en angst hun dulmer, og at det ikke kun er i aften. Pia er min mor.
Frugtelskeren
”Jeg gik i panik,” sagde arrestanten. Hans ansigt var blegt.”Forstår I det? Jeg gik simpelthen i panik. Jeg havde hørt, at den slags kunne ske for en mand, men jeg anede ikke, at det kunne ske for kvinder.”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt!” sagde han, ”Altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt, blondt, opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt!” sagde han, ”Altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt, blondt, opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”
mandag den 7. april 2008
OUR FLYING OBJECTS - selected poems
Grzegorz Wroblewski, "OUR FLYING OBJECTS - selected poems", Equipage Press, Cambridge UK 2007; Review af Tom Jenks, Parameter Magazine, Manchester:
http://www.parametermagazine.org/objects.htm
http://www.parametermagazine.org/objects.htm
Sur mule
at du kaldte mig KO!
hvordan kunne du
dét
voldte dig slet ikke besvær
dagen efter var jeg slagtet
bare dét
at du ikke var den
der tog mig
her på marken
og sikke du kunne GLO!
Unter uns gesagt
I mørket vil jeg holdes fast i dine arme.
De spørger mig, om jeg elsker dig? Jeg ved ikke, hvad det betyder.
Dit lys og din skygge går gennem mig, som dage og nætter går over jorden.
De spørger mig, om jeg elsker dig? Jeg ved ikke, hvad det betyder.
Dit lys og din skygge går gennem mig, som dage og nætter går over jorden.
Supermarkedstilstand
Når heltene er uddøde og vort sidste håb er
at rive konservesdåser ned fra hylden, at
møde rivaler prustende, indkøbsvogn mod indkøbsvogn
sparke den bagerste i køen i ryggen, så alle vælter
partere de værste af de skrigende møgunger og
lægge dem i frysedisken, der
holder de vel kæft, nå
at rive konservesdåser ned fra hylden, at
møde rivaler prustende, indkøbsvogn mod indkøbsvogn
sparke den bagerste i køen i ryggen, så alle vælter
partere de værste af de skrigende møgunger og
lægge dem i frysedisken, der
holder de vel kæft, nå
Fascisterne har forfatterne
Fascisterne har forfatterne
det er måske lidt hurtigt at sige
men jeg tænker på Ezra
gnistrende blomster springer ud af hans pande
alt i hans væsen er handling
ja, og Celine med flere (hvem?), Hamsun
men han var nazi
og ikke fazi
ham tænker jeg på med døde birketræer.
Var Pound og Celine overhovedet fascister
eller havde de bare svært ved at kapere
personer med braktud?
Spidsfindige definitioner har fanden skabt
og bekymrede slet ikke Celine
indtil den dag han blev buret inde:
Bølger af vrede, forurettelse og had
og så på skødet den her kat
som han blidt fører hånden henover
igen og igen. Og igen.
det er måske lidt hurtigt at sige
men jeg tænker på Ezra
gnistrende blomster springer ud af hans pande
alt i hans væsen er handling
ja, og Celine med flere (hvem?), Hamsun
men han var nazi
og ikke fazi
ham tænker jeg på med døde birketræer.
Var Pound og Celine overhovedet fascister
eller havde de bare svært ved at kapere
personer med braktud?
Spidsfindige definitioner har fanden skabt
og bekymrede slet ikke Celine
indtil den dag han blev buret inde:
Bølger af vrede, forurettelse og had
og så på skødet den her kat
som han blidt fører hånden henover
igen og igen. Og igen.
››BIZZ CONNECTION‹‹
Writing down the
language of the stars/V. Woolf
men lad os tale kan vi ikke tale os høje og himlende
tale sammen som om og I haenger saa højt oppe over
land og ryger galt i svinget ikke hvis ikke hvem det kan vaere lige meget
jeg behøver intet bare en undskyldning for at mene
for hvem behøver andet end at skulle mene noget
landskabet er lukket ned af nedbidte negles hegn
jeg forventer ikke en skid af det men det forventer
at jeg tager mig sammen og
og skriver ordentligt
og jeg har sgu mareridt om det
skriv det ned pak det sammen AIJ det samme
om og om igen og jeg har intet at sige
det virkelig smukke er at sige noget og ikke sige noget
og sige det noget eller ikke noget til én der fx lyttede
language of the stars/V. Woolf
men lad os tale kan vi ikke tale os høje og himlende
tale sammen som om og I haenger saa højt oppe over
land og ryger galt i svinget ikke hvis ikke hvem det kan vaere lige meget
jeg behøver intet bare en undskyldning for at mene
for hvem behøver andet end at skulle mene noget
landskabet er lukket ned af nedbidte negles hegn
jeg forventer ikke en skid af det men det forventer
at jeg tager mig sammen og
og skriver ordentligt
og jeg har sgu mareridt om det
skriv det ned pak det sammen AIJ det samme
om og om igen og jeg har intet at sige
det virkelig smukke er at sige noget og ikke sige noget
og sige det noget eller ikke noget til én der fx lyttede
Dødens sene eftermiddag
Kom alt for sent
Og jeg opdagede det aldrig
Fordi jeg ikke var helt hjemme
Og det var lige hvad der var brug for
Ligesom et dårligt
Off Broadwaystykke
Med masser af opmærksomhed
Og dårlige anmeldelser
Jeg farede vild
Og endte
I den ene blindgyde efter den anden
Jeg løb tør for luft
Tabte grundlaget
Mistede grebet om overblikket
Jeg dannede grobund
for panik og paranoia
i skønneste forening
medens ord og tanker
mistede deres sammenhæng
og stikket blev trukket
til treenigheden af
stjerner
sol
og måne
Det var alt for sent
Jeg skød i blinde
På dødens sene eftermiddag
Kom alt for sent
Og jeg opdagede det aldrig
Fordi jeg ikke var helt hjemme
Og det var lige hvad der var brug for
Ligesom et dårligt
Off Broadwaystykke
Med masser af opmærksomhed
Og dårlige anmeldelser
Jeg farede vild
Og endte
I den ene blindgyde efter den anden
Jeg løb tør for luft
Tabte grundlaget
Mistede grebet om overblikket
Jeg dannede grobund
for panik og paranoia
i skønneste forening
medens ord og tanker
mistede deres sammenhæng
og stikket blev trukket
til treenigheden af
stjerner
sol
og måne
Det var alt for sent
Jeg skød i blinde
På dødens sene eftermiddag
søndag den 6. april 2008
Fuglene er mine fjender
Når de sidder og kalder
De tager mig væk
På deres spinkle stemmer
De lader mig ikke være
De styrtdykker
Lukt ned i mine tanker
Får mig til at stoppe op
Får mig til at vende mig omkring
Fuglene er mine fjender
Når de sidder og kalder mig
Ud af Byens ro
Ud af Byens baggrund
Når de trækker Byens blytunge tæppe
Af mig
Og jeg spinkelt
tynd og forvirret
Begynder at vakle ud af mig selv
Uden andet at lede mig
End deres kald
Ingen tanker
Intet fald
Kun deres kald
Når de sidder og kalder
De tager mig væk
På deres spinkle stemmer
De lader mig ikke være
De styrtdykker
Lukt ned i mine tanker
Får mig til at stoppe op
Får mig til at vende mig omkring
Fuglene er mine fjender
Når de sidder og kalder mig
Ud af Byens ro
Ud af Byens baggrund
Når de trækker Byens blytunge tæppe
Af mig
Og jeg spinkelt
tynd og forvirret
Begynder at vakle ud af mig selv
Uden andet at lede mig
End deres kald
Ingen tanker
Intet fald
Kun deres kald
Også dette vil elskes
Dette er også sandt
også dette vil elskes
betonmure nøgengrå
naglernes rustløb
ned over flader
forvitret af tid
ekko på ekko på ekko
af trin der tager til
og dør bort
gennem gange
og stemmernes brus
jævnt som lyd af fjernt hav
tallerkener bestik
knivskarp klirren forstyrrer
stoles metalskrab mod stengulv
en stemme med dybde af solskin og bark
læber spændt ud i et smil
kærlighedshungrende hund i spring op op
på stedet
forgæves
usynlige gløder sydende i
et blik bortmanøvreret
til træer grønne af ælde
mod himmelen hvid
bag ruder
hvor tårespor afslører regnen
februars kulde i luften
et bid i blød hud
ikke skønt som din mund
mod mit følsomme bryst
men en påmindelse
om en angst for et tab
en ny død
bundløs faldende ned uden stop
afstand mellem to hænder
fingre som slipper en fastholdt erindring
møders sitrende sårbarhed
ansigt i spejlet
med års fortræd skarpt skåret ind
i vævs finhed
gentagelses træthed
bøjende legemet
og længselen længselen længselen på trods
rosernes fravær
kærtegnet tænkt
men sjældent fulgt op af berøring
og favntaget elsket og husket
harpiks hærdet – nu rav
dine skridt her på gangen
et ekko fra mures forvitrede grå
en afsked strakt ud
til en evighed
siden den første håndsrækning
og livet og livet og livet
som venter
mens du går forbi
uden ord
også dette vil elskes
betonmure nøgengrå
naglernes rustløb
ned over flader
forvitret af tid
ekko på ekko på ekko
af trin der tager til
og dør bort
gennem gange
og stemmernes brus
jævnt som lyd af fjernt hav
tallerkener bestik
knivskarp klirren forstyrrer
stoles metalskrab mod stengulv
en stemme med dybde af solskin og bark
læber spændt ud i et smil
kærlighedshungrende hund i spring op op
på stedet
forgæves
usynlige gløder sydende i
et blik bortmanøvreret
til træer grønne af ælde
mod himmelen hvid
bag ruder
hvor tårespor afslører regnen
februars kulde i luften
et bid i blød hud
ikke skønt som din mund
mod mit følsomme bryst
men en påmindelse
om en angst for et tab
en ny død
bundløs faldende ned uden stop
afstand mellem to hænder
fingre som slipper en fastholdt erindring
møders sitrende sårbarhed
ansigt i spejlet
med års fortræd skarpt skåret ind
i vævs finhed
gentagelses træthed
bøjende legemet
og længselen længselen længselen på trods
rosernes fravær
kærtegnet tænkt
men sjældent fulgt op af berøring
og favntaget elsket og husket
harpiks hærdet – nu rav
dine skridt her på gangen
et ekko fra mures forvitrede grå
en afsked strakt ud
til en evighed
siden den første håndsrækning
og livet og livet og livet
som venter
mens du går forbi
uden ord
Man må gå før man kan kravle
....du siger Dig og Dit og læser en drøm ind i et ord, der i virkeligheden ikke er andet end skyggen af en angst, der fandt form som forladthed i en glose
....og du spørger til noget, der ikke er, og jeg svarer at også de voksne kan være bange, men hvad med mig, hvad med mig? jeg er ikke bange, bare lidt træt og øjenlågstung og har poser af gråd hængende under hagen
....og jeg hvisker at man burde gå ad helvede til og dreje til venstre ved tyggegummiautomaten bag Brugsen, og følge en sti fyldt med efterladte dåseøl og ulæselige dosmersedler: ”gær, shampoo, skyllemiddel og 20 Cecil”
....men jeg går ingen vegne uden Dig og Dit og den drøm du kan læse af mine udtrådte gloser
....og du spørger til noget, der ikke er, og jeg svarer at også de voksne kan være bange, men hvad med mig, hvad med mig? jeg er ikke bange, bare lidt træt og øjenlågstung og har poser af gråd hængende under hagen
....og jeg hvisker at man burde gå ad helvede til og dreje til venstre ved tyggegummiautomaten bag Brugsen, og følge en sti fyldt med efterladte dåseøl og ulæselige dosmersedler: ”gær, shampoo, skyllemiddel og 20 Cecil”
....men jeg går ingen vegne uden Dig og Dit og den drøm du kan læse af mine udtrådte gloser
To professioner
Læger ved ikke hvad de skriver
Digtere skriver ikke hvad de ved
det er den eneste forskel
Digtere skriver ikke hvad de ved
det er den eneste forskel
lørdag den 5. april 2008
Mine erindringer i småstykker (2)
Min far blev ved med at forsøge at bilde os ind at han ikke havde noget at gøre med nogen efterretningstjeneste. Jeg troede ham ikke. Det holdt mig vågen. Senere, meget senere, blev jeg klar over at det havde han naturligvis og at det var ikke mig der var noget galt med. Da jeg var otte blev jeg gudskelov holdt vågen af en anden grund, det var for at se månelandningen. Jeg synes den havde en masse poesi i sig. Det var gribende. Min far var rummedarbejder. Ham og Claus Toksvig. Claus gav mig alle mullige jakkemærker som jeg kunne have solgt her og nu for en formue og et Apollo 12 samlesæt som jeg ikke aner hvad der skete med. Måske var jeg for lille og måske blev det givet til en anden, jeg husker det ikke.
Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter. Vi havde ingen hængepartier. Vi var kun to hænder. Der var masser af plads.
Inden da havde far været i Korea og så Vietnam. Ind i mellem var der rundrejser med de amerikanske præsidenter og præsidentkandidater. I 69 var Vietnam slet ikke overstået. I 70-72 var den fordømte krig blevet en offentlig lidelse på højde med, eller over, Irakkrigen. Min far sad i en hellikopter og filmede mens de kastede napalm i hovedet på uskyldige mennnesker. Vi så månelandningen sammen og det glemmer jeg aldrig. Jeg ville bare have ønsket mig at min far rent faktisk havde været tilstede og ikke altid et andet forfærdeligt sted som jeg kunne se i fjernsynet. Min far var i fjernsynet og ikke hjemme hos os. Da den første fod blev sat på månen klemte far min hånd. Jeg klemte tilbage alt hvad jeg havde lært. Vi var uden afstand i nogle minutter. Vi havde ingen hængepartier. Vi var kun to hænder. Der var masser af plads.
Dagens billede
Dagens billede er et ældgammelt postkort fra Zanzibar
som jeg har arvet efter min far der har arvet det efter sin mor
Frokost i Nepi
Gaetano står uden for restauranten, da vi kommer. Han hører vel nærmest til her. Hans hår er farvet helt sort. Sidst jeg så ham, var han blond. Håret er tyndt og tjavset, men på frisørmåden. Midt på den høje krop sidder en stor, kuglerund mave, kun lige dækket af den sorte rullekravetrøje. Sollyset er skarpt, og de steder, hvor trøjen er slidt tynd, ses tydeligt. Han har sorte solbriller på. Neden under er pluskæberne og den spidse næse. Jeg ved, at øjnene inde bag dem er lyse og våde, så det ser ud som om han altid er lige ved at græde. Det viser sig, at han skal sidde med til bords. Sammen med alle os. Ved siden af mig. På den anden side sidder min mands svigerfar. Han har næsten ingen tænder tilbage, men han snakker hele tiden. Så prøver jeg at sige ja på de rigtige steder. Det er et familiebord. Men Gaetano sidder med. Den unge mor ammer. Brystet er dobbelt så stort som babyen. Alle rejser sig en gang i mellem og går hen og kigger ned i barnevognen. Også Gaetano. De siger, han arbejder ved fjernsynet. Eller hvor det nu er. Han bliver nødt til at gå nu. Han er bange for, at han har en smule feber. Jeg hilser høfligt farvel.
fredag den 4. april 2008
Morgen en april. den varme jord
er fliset helt hen til min plads
og solen diser frem bag en kjole altid flyttende
den varme jord er fliset helt hen til min plads
og solen diser frem bag en kjole altid flyttende
men hvorhen. ingen steder det samme sted men
det er ikke flugt der er nul flugt og jeg kan
høre skyerne for hvad de er
kjoler med svaler
hidsigt syende de sting der skal til. men hvorhen
de sting der skal til for at holde kjolen kjolerne hvor
de skal vaere. men jeg har ingen steder og kunne
mange duer i fyrretraerne udenad deres gurg
og kluk.
de sting er ikke sting og slet ikke syninger
som svalerne
men kluntede knuder
vingerne i bask
lige henover hovedet er vejen
til at ryge og aldrig andet. drikke en kop
hvis duerne stener mere eller stopper kjolen kjolernes
huller ud og graa bliver mere graa. de sting men graa i graa
og aske tippet fra cigaretten mere
men hvorhen. ingen steder det samme sted men
det er ikke flugt der er nul flugt og jeg kan
høre skyerne for hvad de er
kjoler med svaler
hidsigt sydende de sting der skal til. men hvorhen
og det siges at jeg kan findes overalt med mange
arme. jeg ligger med alle arme kryds ligger under
sten og uden udsigt. det jeg ser er det jeg ser
er hvad jeg saa
saa blytunge hjelme knage hovederne paa ryttere
saa langt ned at hals og skuldre er mørke og mørke
er ryttere med de blytunge hjelme saa en fjer
vil redde hele verden hvis den falder med lyd
mørke og mørke og mørke og ryttere med de blytunge hjelme
er ryttere de er ryttere med de blytunge hjelme saa en fjer bare én
redder hele min verden. behøver jeg andet. hvis den falder nu
er fliset helt hen til min plads
og solen diser frem bag en kjole altid flyttende
den varme jord er fliset helt hen til min plads
og solen diser frem bag en kjole altid flyttende
men hvorhen. ingen steder det samme sted men
det er ikke flugt der er nul flugt og jeg kan
høre skyerne for hvad de er
kjoler med svaler
hidsigt syende de sting der skal til. men hvorhen
de sting der skal til for at holde kjolen kjolerne hvor
de skal vaere. men jeg har ingen steder og kunne
mange duer i fyrretraerne udenad deres gurg
og kluk.
de sting er ikke sting og slet ikke syninger
som svalerne
men kluntede knuder
vingerne i bask
lige henover hovedet er vejen
til at ryge og aldrig andet. drikke en kop
hvis duerne stener mere eller stopper kjolen kjolernes
huller ud og graa bliver mere graa. de sting men graa i graa
og aske tippet fra cigaretten mere
men hvorhen. ingen steder det samme sted men
det er ikke flugt der er nul flugt og jeg kan
høre skyerne for hvad de er
kjoler med svaler
hidsigt sydende de sting der skal til. men hvorhen
og det siges at jeg kan findes overalt med mange
arme. jeg ligger med alle arme kryds ligger under
sten og uden udsigt. det jeg ser er det jeg ser
er hvad jeg saa
saa blytunge hjelme knage hovederne paa ryttere
saa langt ned at hals og skuldre er mørke og mørke
er ryttere med de blytunge hjelme saa en fjer
vil redde hele verden hvis den falder med lyd
mørke og mørke og mørke og ryttere med de blytunge hjelme
er ryttere de er ryttere med de blytunge hjelme saa en fjer bare én
redder hele min verden. behøver jeg andet. hvis den falder nu
torsdag den 3. april 2008
Reklamehjerteblok
opdaget og diagnostiseret usædvanlige alder
bivirkninger tambor bisocor samt magnyl
difuse steder i højre forkammer træthed
manglende aktindsigt og HOLTER-monitorering din læge ikke vil lytte
mislyd en lille én adfærdsterapi en stor én
hvis du ikke føler dig tryg
så opret dig som bruger af HEART PALPITATION
bivirkninger tambor bisocor samt magnyl
difuse steder i højre forkammer træthed
manglende aktindsigt og HOLTER-monitorering din læge ikke vil lytte
mislyd en lille én adfærdsterapi en stor én
hvis du ikke føler dig tryg
så opret dig som bruger af HEART PALPITATION
?
taler du til mig?
TALER du til mig?
taler DU til mig?
taler du TIL mig?
taler du til MIG?
TALER DU TIL MIG?
TALER du til mig?
taler DU til mig?
taler du TIL mig?
taler du til MIG?
TALER DU TIL MIG?
Arb.titel: Fjerkræ i dansk poesi
Sverre skridter godt ud – sig mig, har du nogen sinde hørt rigtig
svanesang – spørger han og
svinger med armene, og nej, det har hun ikke, hun har skrevet om
svaler, hun har rigtig nok
svælget i
svingfjer
svaner og
svømmehud
sværme af stære og mursejlere der
svirper over himlen, og hun kan godt være lidt ud-
svævende, men hun har aldrig hørt dem synge, hun bli'r ham
svar skyldig, og havde det været ham, ville der nok forekomme en
svartbag, larus marinus med sort ryg, præcis som hans tøj eller den
svalehale, der kom i klemme i døren, og det var ikke med vilje, men alle grinede
svedent, og latteren blev tyk som en
svelle, og det er et rigtig dårligt billede, det ved hun godt, hun har
svigtet et eller andet, han er altid så u-
svigelig sikker, og han går hurtigt, han har
svedperler på panden, panden med digterrynken, hun tænker på
svævehud, når hun ser hans øjne, hun bliver
svimmel, usikkerheden
svirrer og
svækker hendes dømmekraft, hun er fanget i hans
svikmølle, og det er også et dårligt billede, hun løber i ring på hans
svalegang, hvor klatterne rammer hende, de
sviner
svalerne men
svanerne, de synger, siger man
onsdag den 2. april 2008
Regel om film mm.
Vi bringer ikke film der kører på loop. Man skal selv kunne vælge om man vil se filmen eller ej.
Vi bringer ikke film du "lige har fundet ude på nettet".
Vi bringer ikke film vi ikke kan fastslå ophavspersonen til.
Til gengæld er vi glade for oplæsningsfilm og syrede film du selv har lavet.
Opload filmen på YouTube eller en tilsvarende tjeneste og embed den eller link til den i dit indslag/artikel.
Hvis du gerne vil bringe en film anonymt/pseudonymt, med dig som hemmelig ophavsperson, kan du sende urlen til oplysningskontoret@gmail.com
Vi bringer ikke film du "lige har fundet ude på nettet".
Vi bringer ikke film vi ikke kan fastslå ophavspersonen til.
Til gengæld er vi glade for oplæsningsfilm og syrede film du selv har lavet.
Opload filmen på YouTube eller en tilsvarende tjeneste og embed den eller link til den i dit indslag/artikel.
Hvis du gerne vil bringe en film anonymt/pseudonymt, med dig som hemmelig ophavsperson, kan du sende urlen til oplysningskontoret@gmail.com
Opsnappede sætninger
Opsnappede sætninger:
Så sagde han:
- Jeg tror der var blåbær i.
Så svarede han:
- Nå, fy for satan.
Så sagde han:
- Henter du crème brûlée, så er du stemplet.
Så sagde han:
- Nå Giorgio. Hvordan går det så med peberfrugterne?
Så sagde hun:
- Det er næsten som om jeg svæver når jeg siger noget, ikke?
Så sagde hun:
- Lillemand der, ja han er jo dejlig.
Så siger han
- Min næse var jo flækket på langs
så siger han:
- Og så da jeg endelig fik konstateret at det var papegøjesyge.
Og så siger han:
- Vips – og så var der allerede de der gulerødder og sådan noget.
Og så siger han:
- jeg harøøhenergidrik i tasken.
Og så siger han:
- Så vil jeg hellere noget kinesisk, noget sur-sød sauce og nogle hot-wings.
Og så siger han:
- lunkne pebernødder.
Så sagde han:
- Jeg tror der var blåbær i.
Så svarede han:
- Nå, fy for satan.
Så sagde han:
- Henter du crème brûlée, så er du stemplet.
Så sagde han:
- Nå Giorgio. Hvordan går det så med peberfrugterne?
Så sagde hun:
- Det er næsten som om jeg svæver når jeg siger noget, ikke?
Så sagde hun:
- Lillemand der, ja han er jo dejlig.
Så siger han
- Min næse var jo flækket på langs
så siger han:
- Og så da jeg endelig fik konstateret at det var papegøjesyge.
Og så siger han:
- Vips – og så var der allerede de der gulerødder og sådan noget.
Og så siger han:
- jeg harøøhenergidrik i tasken.
Og så siger han:
- Så vil jeg hellere noget kinesisk, noget sur-sød sauce og nogle hot-wings.
Og så siger han:
- lunkne pebernødder.
Tyngdekraft, verdens største trend
Det begyndte med en smart japaner der fandt på at sælge tyngdekraft på dåse i et utroligt lækkert design.
Senere blev det markedsført af en af de mellemstore stilskabende supermarkedskæder.
Nu sælger Coca Cola det også.
Nu er det gået helt galt og tyngdekraft findes stort set overalt.
Smøg den i nærmeste revle
Himmelsmart hvid fugl
fugl på frakken
Dykkermester rundt
rundt i verden
Kompasset magisk ned
rullet til navlen
med Marlboro i nakken
Ingen titel XXIX
Under min tynde hud
er der en mangel på
reel substans og på
pænhed. Der er kun et
stort træt tomrum under
mit knasende kyllingeskind
så når folk træder på mig knaser
det og så falder de flere kilometer ned gennem
en silo af salte tanker som krænger maven ud på sig selv og klamrer sig til byttet til det er
opløst
er der en mangel på
reel substans og på
pænhed. Der er kun et
stort træt tomrum under
mit knasende kyllingeskind
så når folk træder på mig knaser
det og så falder de flere kilometer ned gennem
en silo af salte tanker som krænger maven ud på sig selv og klamrer sig til byttet til det er
opløst
Abonner på:
Opslag (Atom)
