Præposition

foråret er en illusion
en grønhed så gusten
at man må lægge sig i græsset
for at holde sig oprejst

Hun var to små løsninger
to flader fra byens ensomhed
helt omvendt af bytomten
som umuligt vil kunne indrette Jer
på tab, sammenbrud og lediggang

udenfor en enkelt ensomhed
var her helt konkret
denne ene ensomhed
under en enkelt dag
helt modsat to flader
den ulykkelige
ensomhed under byen

hvor undren vil rejse slow motion nedrivning
og løsningen nå overfladen
udenfor en enkelt lille ensomhed
og som overmodsindfald modtage
undersættelser af autonomi

så det blir selv samme ensomhed
der mister sløret
påbudt i revolveren jeg helt unødvendigt
udtømmes fra

i to slappe og langsomme menneskeafslag.






-

ugens mest aktuelle ord

I et vrag er du øje antager uvanlige skygger
du er virkelig en gal cyklus
tager køretimer hver gang gnavne økser
går i psykiatrisk jazz til regnetjek
prøv ikke at hælde kyser
moderlige jubelglæder
vækssøsteren opelsker
jetsøstrer
hos din øjeskæve skrædder
storesøsterhenrettelsen mønstrer tossen du rækker
op gennem køkkenskakten
synk den yuppie du fortjener
din chefkok er også juice til din chefkok er også
herrenice cut away druecyste Æske
råprøv en envejs jævnthen øjesmuk psyke
prøv pust ventilen sikringsnoiaen jævntpæn
er du en heks Bæk sænk øjetossen mil ud
se et oh, oh et syn kuvøseguf ætser og
Kurdistan kysser håndpyt det er din tur moder
jegøjne hver gang du tager en på
hver gang du ømt; og du er sækkebabber?
I år smyger vi den glatte X-sengehest
den du gir et knus; prøv aldrig at slippe
afsted i gåsegang på tv
sidder økserne fast
sådan på skrå over æblet som bryn!

This is a present from a small, distant world, a token of our sounds, our science, our images, our music, our thoughts and our feelings. We are attempting to survive our time so we may live into yours. - Jimmy Carter


jeg har aldri hatt kolera

eller, hvordan kan jeg være sikker?

jeg husker ikke mitt liv

eller, i fotoalbummet er jeg en mørk svale på en fuktig gren
på skolefotografiet en hauk, eller en hubro

snart kan det hele være over, og dette diktet vil ikke vare
og heller ikke det neste

all sykdom vil være bortkastet

månen gir opp sitt tidevann

Jupiter kasserer Beethoven's femte symfoni

i Andromeda-galaksen undrer de seg over hvorfor man ikke sendte dem bilder av sultende barn i Etiopia

de lytter til mennesket et sted mellom hvallyder og Johan Sebastian Bach

kanskje kunne de hjelpe

kanskje har Andromeda-galaksen et program for sultende barn, crackhorer og hjemløse

jeg husker ikke mitt liv

på feriebildet fra Cape Canaveral er jeg en spurv som drikker fra en bensindam

de slapp meg gjennom tollen med et pass hvor jeg var avbildet som en kalkun

jeg kvitrer i mitt eget hjem som en veldressert stær

"det hele er snart forbi"

Dryp

fjerbidt hæger vinden
om tavse dage
faldet som regn

Sandmaleri

U.t.

Mens dåserne mister konstans
flakker vi under reklamernes flak
omkring efter huledufte.

Januarhimmelløfter svirrer mellem synapserne
som hundreder af Klokkeblomst’er.

Vi spejder mod flygtige lysninger
sætter håbet under skæppen, for aldrig …
tangenterne synger i sorthvide roser.

Blaufang III

Der er flere farver i deres øjenæbler end i andre farvecirkler. Gråblå, lavendelblå, tungblå og blå blå.

”Clioblå” vil hun hviske, og han vil smile og vide, hvad hun taler om og taler udenom.
Og de vil køre langsomt gennem landskaber, læse vejskilte højt for hinanden: ”Overklitten Sø” og ”Skovridder Theodorsens sti”.

Måske vil hun le lidt af ingenting. ”Hvad?” vil han spørge og hun vil svare: ”Hvad hvad ?”.
Så vil de begge le af ingenting og alting og øjeblikkets fylde.

De vil køre med blikket på fjern og læse hinandenheden i det hele, han vil ryste lidt på hovedet undervejs, rode i hendes hår med kærlige øjne, og sammen vil de nynne temaet fra en forlængst glemt børneserie.

Og blå vil ikke længere være en farve, men en tilstand på vej fra ingenting mod alting.

X

KLICHE´

dalmatineren
lå på fjernsynet
under nøgen

kvinde med
halvtømt glas

de sorte
pletter

dansede

som skrigende
sihueter

for paraplyens

nefaldne øje

æbler

The Grim Reaper

Duel

Og så slår tanken hende, at hun er fanget i en lomme mellem at være og at leve. Hun er i verden i andres øjne, men ikke i sine egne. For sit indre blik er hun alene dette: Et blik. En betaget tilskuer, der forundret erkender slagets gang, uden hverken at deltage eller have indflydelse på retning eller udfald. Og hun går og går, forsøger at indhente, strækker armene frem og trygler ordløst. Og hun bliver budt indenfor, men fortryder eller ser det ikke eller tør ikke tro det og græder og bander og sørger som ind i helvede over en drøm, hun aldrig har haft, men alligevel kender.


Hun er en parallelskabning: Ved siden af sig selv og ved siden af alt andet og i sidste ende udenfor det hele. Låst fast i en virkelighed og en krop, hun ikke kender, men som skræmmer. Og hun må løbe - væk fra, men ikke mod noget. Bare bort. Flugt uden fjende. Det puster i nakken og knuger i maven og hun kan ikke få luft, men heller ikke lade være og hun hader, hun elsker, hun må kaste op af udmattelse og forvirring og noget mere. Noget andet.


I rollen som både bøddel og offer graver hun sig ned i skyttegrave - skyder i blinde mod alt, der bevæger sig. Opdager for sent, at alt hvad hun rammer, er sin egen skygge. Hun skyder og skyder. Skyder igen.
Lyden af kuglen, der hviner i rummet, er hul.
Minder mest af alt om et suk.

Stickerhjerter

Jeg skal lige vide, at det undrer dig, at jeg ikke bare kommer herned til jul; vide, at du har andre og andet at se til: patienterne, defineret af deres funktion i relation til kredit og debet på din konto hos den Gud, du tror på, at formler for nærvær, såsom "kærlig hilsen", stickerhjerte og frimærke med mistelten, doseret i pilleform - æd den og det eller dø - er alt nok; vide at et postkort med stive naivistiske skikkelser i en stiv naivistisk park, malet for et århundrede siden, er en fin fin hentydning til, at det er mit ansvar at bevæge mig, for du bevæger mig ikke.  

Og jeg skal bare være klar over, at hvis jeg melder mig ud af kirken, får jeg en skrabet begravelse. 

ODESSA

Flyets vinge strækker sig ud mod Odessa på det fotografi. Og vi tror, at Odessa er et rigtigt sted. Men det er det ikke.

Odessa er ikke et rigtig sted, siger jeg og kigger ud af vinduet. Der gror træer dernede, kan jeg se.

Og bittesmå mennesker går tur på trappen i Odessa, men de findes ikke. De har hatte på, der skygger for solen.

Der findes et fotografi, der forestiller en vinge, som er virkelig. Den strækker sig ud mod et uvirkeligt sted.

PURPLE RAIN

våde bliktrommekys
på byens tage som
klirrende faner og
støvletramp fra
tusinde monotone
marcherende fødder

regnbueblå vingesus
i timeglassets sands
sukkende strøm som
en syndflod af
forvaskede vildskud
på evighedens alter

syregns afpillede
kind berøringer
som isterninger på
nøgen hud og en
snigende kulde
fra underlandet

Budskab?

klang

Selv hér mellem døre og brevkortssprækker tier tavsheden

undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog

selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde

du

kan blomstre
når som helst visne flakse
stilleknust blandt træernes uglede unger
viben på vej over gaden bruser
alt hvad der før lå af jord
flyver op som du vender et blad

Psalme

barokke
bare bare

tristessetunge
blinde
a lfa b et c etera


blablablues

ooh...hold on...I feel a haiku coming!

DET MINDSTE BLAD

Det er, som om vi danser og hvirvler ind i gartneriet. Der, hvor min farfar stod og podede træer, og jeg troede, han var Gud.

Når du træder mig over tæerne, synger jeg Halleluja! Og Guds magt er stor, mens vi danser en vals og planter et træ, mens vi tager den skovl og graver den grav, bliver vi frie og hvirvler rundt i en vals, mens du kysser min hals, strækker jeg nakken længere ned mod min fædrene jord og møder en regnorm med al Hans magt og ved at Gud er stor, når du sætter det mindste blad på en nælde.

Jeg har en kasse
med elektrisk dagslys
den tager jeg frem
kort før vintersolhverv.

Jeg bilder mig ind
at jeg hjælper lidt til.

Hoftens bro begynder i Bengalen

**

Som en martyr lader du dig slikke af en længsels flammegustne bål, og vrider dig kælent i smerte.

Indlandsis

det griber simpelthen ikke nok om sig længere

kan tælle mine fingre igen jeg kan sé dem
de var ellers forsvundet i byen vi var ude sammen
og så var de med ét væk de var væk siger jeg

og det var ikke usædvanligt ingen gloede og lo

og så kukker jeg såden en politiserie
det er ikke mig der har tændt for kassen
benhårde løg stener mig med brint
kom med tændstikken råber nogen
og så løber vi

det er næsten ikke til at bære
bare
at være mærkelig fordi jeg er mærket fordi
der ikke er nogen der deler sig
når jeg kommer

harkende spyttende jeg elsker hende
og de elsker hende også
de griber UD efter hende

kan ikke lade være harkende spyttende
vi må nå målporten inden solnedgang
hvis vi skal finde hænder og
jeg er også lidt ufordelagtigt rammet ind

GAMMELLIVET

Blomsten i Sproget. Bølgen i Dybet. Sporet i Revlen. Døren ved Moren. Hjælpen der fryser. Kammen der løber. Håret i Sækken. Skoven der falmer. Livet og Ånden. Springet i Graven. Græsset på Plænen. Jorden og Gården. Pigen som Drengen. Vælter mod Nord. Gud skaber Håb.

Han lægger sig ned. Hun åbner en Grav. Et Træ springer ud af sin Sorg. En Kiste er langt fra den Eneste Vej. November må ikke bringes til Last. Når Måren forsvinder, er Alting forbi. Et Barn falder ud af sin Vugge. Og Hun løber hen for at kysse din Kind. Vi lever som varige Mén.

Men Jorden, som elsker at røre din Hud. Og Hunden der drømmer om Evige Liv. Og Natten, der giver Dagen sit Lys. Som du sætter din Lid til Hans Værk. Ligesom Granen, der føjer for Vinden. Og Verden, der drejer en Himmel omkring. Og din Sjæl derude et Sted.

Jeg rammer en forkert
åre, en
Aarestrup. Jeg synger
i badet, jeg smelter i
gletsjeren. Det skal ikke lyde
forkert. Noget er der
om det. Hvordan går det
med dig? Har du regnet
det ud? Må jeg
ikke gøre det
færdigt. Det skal lige
pyntes lidt. Det får de små
til at synge. Denne gang må jeg
blive omkastet. Denne gang vil jeg
uden tvivl høre.
Det skal ikke fortsætte.
Det skal kun strækkes.
En suppeterning
ruller. Når du fortæller
går jeg i
baglås. Det skal blive dejligt
at synge.

Brud

Ingen magter at magte et punkt uden prikke, at stige som fjer mod top uden tinde. Nej, en hudcelles skifte er alt vi kan bære, som badekarskulde og krympede fingre. Vi må leve den tanke for tung at tænke, for god at standse, for hård at bryde. Vi må drømme den drøm for våd til at drukne, i havet, i blikket, i skålformet eet. Vi må kaste et anker på himlen der falder, som skyer mod jorden, som tåger og tabu, og skrive en bølges digt om at kæntre

på land

I er multebær i Gasolins brokade

lukket søndag

Tihi

ATMOSPHERE (25)

Frank O'Hara - Video
&
25 Under 25: Up-and-Coming
American Photographers
&
Magnum Photos

Pixel

I serier af kamerafanget virkelighed griber hun verden som gråtoneskalaer og pixelopløste vidnesbyrd:
Med sin blikløs linse fanger hun nuet – og fremkalder det som fortid og fremtid i øjnenes mørkekammer.

Genskaber tabte drømme på længslens højglanspapir.

U.t.

Og som om der ikke var lummerheder nok,
stod fyren ved baren og lavede onanibevægelser
med sin neglesønderbidte barnehånd i overstørrelse
og uklædelige nedomrøvenhængende bukser,
der bare ser endnu mere forkerte ud på en 35-årig
tvangsskaldet rockerwannabe med mave, og rotterne bag
barens flasker gnavede i eget afkom, mens de
sked lakridspastiller så rendte. To yngre piger/kvinder i
lokalet med tjavsede brintoverilteparykker og
forbavsende ens påklædning (Narj, det’ helt tilfældigt!),
et tomme tykt lag pudder som fra en svunden
tid, hvor det var almindeligt at besørge bag gobe-
liner, skævede skiftevis til den buldrende basse
og til egne spejlbilleder i den natsorte rude, der
strimet af regn og udstødningspartikler gengav
dem som de spøgelser, de var, sørgelige efter-
ligninger af mennesker, som de ser ud på tv, og
jukeboksen høvlede sig igennem ligegyldighedernes
top 10, mens Skratte-Jørgen sov med hovedet
i et fyldt askebæger bagest i lokalet, der, hvor
ingen udover pissetrængende går forbi, når de
ikke kan holde sig længere og er fulde nok til
at benytte det oldgamle og stinkende lokum.
Luftonanistens kammerat går udenfor for at
pifte efter en steg, der ikke ænser ham. Hun
har hovedet pakket ind i hovedtelefoner og
en helt anden planets musik, og han ville alli-
gevel aldrig kunne komme i nærheden af hende,
hun er for dyr og har for mange bekendtskaber
med penge og indflydelse. Bulderbassens bukser
hænger nu så langt nede, at hans festlige Tøj-og-Sko
-underbukser i 70'er pskykodelika – eller køkkenmønster -
viser, at det er længe siden, de har været rene.
Alt er ved det gamle, og Skratte-Jørgen skider,
hvor han sidder.

ANSØGNING

I
Jeg er vasket og rullet og lige til skuffen. Jeg er gammeldags. Jeg er sexy for satan. Jeg er lige under dynen Jeg er en hård negl. Jeg er en hånd, der holder en dør.

Jeg er lidt træt. Jeg er alsidig og rund – sådan som du beskrev dig selv. Jeg er, én der spiser en sandwich. Jeg er flyttet.

Jeg kan stadig godt lide vinter og bliver let deprimeret. Jeg er glad for dit selskab. Jeg holder varmen, når du klemmer mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set dig le.

Jeg forstår ikke alt, hvad man siger til mig. Jeg mindes dengang, vi lå og sov. Jeg er træt af alt for mange drømme. Jeg sov over mig i går.

II
Jeg er en skal af sten og træ og vand. Jeg er en anden. Jeg er en søanemone. Jeg er et fossil. Jeg er et hav, som du soler dig i. Jeg er den bølge, som du bærer over med.

Jeg drukner dig, gang på gang. Jeg er ikke gammel. Jeg er et barn, som dukker sig for solen. Jeg presser øjnene i. Jeg er en abekonge, som svinger sig fra gren til gren.

Jeg er et æble, der falder ned fra en – gren. Jeg er en pære, der falder ned fra en – tallerken. Jeg er en hjerne, der åbnes og samles igen i en pille. Jeg er den taske, som redder dit liv.

Jeg er en hyæne, som dør under dig. Jeg lever bedst i hulerne. Jeg lever bedst i bjergene. Jeg lever bedst på markerne. Jeg lever bedst ved havet.

Konger af kulde

Krimidigte

Krimidigt 1

Natten har lagt sig over storbyen

Telefoner og ulvemænd hyler en grønsagsdebat i gang

Juli måned fører sig frem og de tykke piger er så utrolige

Vær ikke bange for at møde de fremmede

De er også bange, og kan heller ikke rumme din kærlighed

Krimidigt 2

Alle mænd ser godt ud i dag. De har aldrig fået så meget, som de får i aften

Og de lilla briller, den rigtige mand, en stor kanin

Hvorfor fængsler de dig i 30 dage, når din tissemand er så lang?

Sædelighedspolitiet tager ikke mig og behændige Joy, beklager…

Sidney på vej mod en mistænkt, 48 Gerrison Street

Tag den med ro, tag den med ro

så meget velour

Krimidigt 3

Politiet har sort overskæg

jeg så ham selv, vi kalder ham Kit

Kit råber for højt i det her kvarter

og knalder en hammer

i molekylestruktur

09.49

Aldrig må hun mærke sig den modsatte glæde, vanvidstalen og feberhåbet. Altid må hun brække drømmene i stykker til spiselige bidder af erfaring, vride livet af led og gøre andetheden virkelig, som den ikke er.

Hun har ingen klostermure mod den hvide støj og englenes toner fra oven. Hun har ingen hvidkalket fortid, ingen merhed, nærhed eller glemte betroelser at gemme sig bag. Nej alt hvad hun har er kvalte kvadratmeter og radiatorvarmen, der lægger sig som en klam buffer mod inderligheden, mod huden, kulden og kroppens begær.
Alt mens vreden driver og løber som perler langs knoglernes puds, besejrer hun savnet. Alt forpasset, forvirret og fortvivlet ”for helvede”, samler hun som Samsons afrevne totter i vasken. Hun stopper til, stopper op, stopper ned i gemthed og glemsel.

” Fuck tapetidyl og stearinafstemt nærhed, jeg vil for fanden danse mig blå i polarnætters kulde, ædes af bjørne og andre prikker i horisonten, jeg vil glo på hvidt i hvidt og manglen på farver, jeg vil kaste op i gletscherrevner, persiennesprækker og uskrevne regler, jeg vil opløses i sprog der splintrer og skærer nuet til blods....

”

.

Carpe Diem

Det lille tyveri.

Det store tyveri er enkelt. Genstande flyttes fra punkt til punkt. Rationelt med en klar plan, ombygning af en velordnet villa. Indboforsikringen dækker selvklart. Men så er der det undselige, tilsyneladende ubetydelige. Vi tager en stue. På sofaen, et menneske midt i en middagslur. Smøger, nøgler, briller på sofabordet. Så fjerner vi smøger, nøgler, briller og når den sovende vågner, er verden en udflydende tåge af lukkede rum, hvor selv den lille glød, hun ellers altid holder i hånden, når hun er forvirret eller bange, er brændt ud og forduftet. Det lille tyveri er let som flygtig uskyld. En lyshåret brise vælter universet.

*






Købehoved

røb blot hva åkusken ser
etik er hjem og gå til i
køb et sygt hoved udgået for
du må ikke ryge her
sig mig lige
dør etikken der hvor
det reb du gir et ungt vrag
sænkes ned i zoologisk
og resten af sætningen er
sy koen fast til væggen
dit hoved er økse fuld af
jeg udregner x antal år
ungdommelige stier gætter
i år kysser ryggen sin hest og
syv koøjer falder ud af ytringsfriheden
skyl ud syv hæslige koøjer falder
ud af hovskisnovski jeg
trækker retsssagen gennem smuthul
jeg regner som en gal de ubekendte
jeg regner jeg uden tvivl regner som besat
de ubekendte rutsjer syv
jeg formoder tavlekorset kravler helt op
i pukken jeg syvsover trin for trin
i én bevægelse i én bevægelse
ned
ned
ned.














'

Gyyyyyyyyyyyyyyys!

the collector