ANARKIET

det griber simpelthen ikke nok om sig længere

kan tælle mine fingre igen jeg kan sé dem
de var ellers forsvundet i byen vi var ude sammen
og så var de med ét væk de var væk siger jeg

og det var ikke usædvanligt ingen gloede og lo

og så kukker jeg såden en politiserie
det er ikke mig der har tændt for kassen
benhårde løg stener mig med brint
kom med tændstikken råber nogen
og så løber vi

det er næsten ikke til at bære
bare
at være mærkelig fordi jeg er mærket fordi
der ikke er nogen der deler sig
når jeg kommer

harkende spyttende jeg elsker hende
og de elsker hende også
de griber UD efter hende

kan ikke lade være harkende spyttende
vi må nå målporten inden solnedgang
hvis vi skal finde hænder og
jeg er også lidt ufordelagtigt rammet ind