Duel

Og så slår tanken hende, at hun er fanget i en lomme mellem at være og at leve. Hun er i verden i andres øjne, men ikke i sine egne. For sit indre blik er hun alene dette: Et blik. En betaget tilskuer, der forundret erkender slagets gang, uden hverken at deltage eller have indflydelse på retning eller udfald. Og hun går og går, forsøger at indhente, strækker armene frem og trygler ordløst. Og hun bliver budt indenfor, men fortryder eller ser det ikke eller tør ikke tro det og græder og bander og sørger som ind i helvede over en drøm, hun aldrig har haft, men alligevel kender.


Hun er en parallelskabning: Ved siden af sig selv og ved siden af alt andet og i sidste ende udenfor det hele. Låst fast i en virkelighed og en krop, hun ikke kender, men som skræmmer. Og hun må løbe - væk fra, men ikke mod noget. Bare bort. Flugt uden fjende. Det puster i nakken og knuger i maven og hun kan ikke få luft, men heller ikke lade være og hun hader, hun elsker, hun må kaste op af udmattelse og forvirring og noget mere. Noget andet.


I rollen som både bøddel og offer graver hun sig ned i skyttegrave - skyder i blinde mod alt, der bevæger sig. Opdager for sent, at alt hvad hun rammer, er sin egen skygge. Hun skyder og skyder. Skyder igen.
Lyden af kuglen, der hviner i rummet, er hul.
Minder mest af alt om et suk.

Stickerhjerter

Jeg skal lige vide, at det undrer dig, at jeg ikke bare kommer herned til jul; vide, at du har andre og andet at se til: patienterne, defineret af deres funktion i relation til kredit og debet på din konto hos den Gud, du tror på, at formler for nærvær, såsom "kærlig hilsen", stickerhjerte og frimærke med mistelten, doseret i pilleform - æd den og det eller dø - er alt nok; vide at et postkort med stive naivistiske skikkelser i en stiv naivistisk park, malet for et århundrede siden, er en fin fin hentydning til, at det er mit ansvar at bevæge mig, for du bevæger mig ikke.  

Og jeg skal bare være klar over, at hvis jeg melder mig ud af kirken, får jeg en skrabet begravelse. 

ODESSA

Flyets vinge strækker sig ud mod Odessa på det fotografi. Og vi tror, at Odessa er et rigtigt sted. Men det er det ikke.

Odessa er ikke et rigtig sted, siger jeg og kigger ud af vinduet. Der gror træer dernede, kan jeg se.

Og bittesmå mennesker går tur på trappen i Odessa, men de findes ikke. De har hatte på, der skygger for solen.

Der findes et fotografi, der forestiller en vinge, som er virkelig. Den strækker sig ud mod et uvirkeligt sted.

PURPLE RAIN

våde bliktrommekys
på byens tage som
klirrende faner og
støvletramp fra
tusinde monotone
marcherende fødder

regnbueblå vingesus
i timeglassets sands
sukkende strøm som
en syndflod af
forvaskede vildskud
på evighedens alter

syregns afpillede
kind berøringer
som isterninger på
nøgen hud og en
snigende kulde
fra underlandet

Budskab?

klang

Selv hér mellem døre og brevkortssprækker tier tavsheden

undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog

selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde

du

kan blomstre
når som helst visne flakse
stilleknust blandt træernes uglede unger
viben på vej over gaden bruser
alt hvad der før lå af jord
flyver op som du vender et blad

Psalme

barokke
bare bare

tristessetunge
blinde
a lfa b et c etera


blablablues

ooh...hold on...I feel a haiku coming!

DET MINDSTE BLAD

Det er, som om vi danser og hvirvler ind i gartneriet. Der, hvor min farfar stod og podede træer, og jeg troede, han var Gud.

Når du træder mig over tæerne, synger jeg Halleluja! Og Guds magt er stor, mens vi danser en vals og planter et træ, mens vi tager den skovl og graver den grav, bliver vi frie og hvirvler rundt i en vals, mens du kysser min hals, strækker jeg nakken længere ned mod min fædrene jord og møder en regnorm med al Hans magt og ved at Gud er stor, når du sætter det mindste blad på en nælde.

Jeg har en kasse
med elektrisk dagslys
den tager jeg frem
kort før vintersolhverv.

Jeg bilder mig ind
at jeg hjælper lidt til.

Hoftens bro begynder i Bengalen

**

Som en martyr lader du dig slikke af en længsels flammegustne bål, og vrider dig kælent i smerte.

Indlandsis

det griber simpelthen ikke nok om sig længere

kan tælle mine fingre igen jeg kan sé dem
de var ellers forsvundet i byen vi var ude sammen
og så var de med ét væk de var væk siger jeg

og det var ikke usædvanligt ingen gloede og lo

og så kukker jeg såden en politiserie
det er ikke mig der har tændt for kassen
benhårde løg stener mig med brint
kom med tændstikken råber nogen
og så løber vi

det er næsten ikke til at bære
bare
at være mærkelig fordi jeg er mærket fordi
der ikke er nogen der deler sig
når jeg kommer

harkende spyttende jeg elsker hende
og de elsker hende også
de griber UD efter hende

kan ikke lade være harkende spyttende
vi må nå målporten inden solnedgang
hvis vi skal finde hænder og
jeg er også lidt ufordelagtigt rammet ind

GAMMELLIVET

Blomsten i Sproget. Bølgen i Dybet. Sporet i Revlen. Døren ved Moren. Hjælpen der fryser. Kammen der løber. Håret i Sækken. Skoven der falmer. Livet og Ånden. Springet i Graven. Græsset på Plænen. Jorden og Gården. Pigen som Drengen. Vælter mod Nord. Gud skaber Håb.

Han lægger sig ned. Hun åbner en Grav. Et Træ springer ud af sin Sorg. En Kiste er langt fra den Eneste Vej. November må ikke bringes til Last. Når Måren forsvinder, er Alting forbi. Et Barn falder ud af sin Vugge. Og Hun løber hen for at kysse din Kind. Vi lever som varige Mén.

Men Jorden, som elsker at røre din Hud. Og Hunden der drømmer om Evige Liv. Og Natten, der giver Dagen sit Lys. Som du sætter din Lid til Hans Værk. Ligesom Granen, der føjer for Vinden. Og Verden, der drejer en Himmel omkring. Og din Sjæl derude et Sted.

Jeg rammer en forkert
åre, en
Aarestrup. Jeg synger
i badet, jeg smelter i
gletsjeren. Det skal ikke lyde
forkert. Noget er der
om det. Hvordan går det
med dig? Har du regnet
det ud? Må jeg
ikke gøre det
færdigt. Det skal lige
pyntes lidt. Det får de små
til at synge. Denne gang må jeg
blive omkastet. Denne gang vil jeg
uden tvivl høre.
Det skal ikke fortsætte.
Det skal kun strækkes.
En suppeterning
ruller. Når du fortæller
går jeg i
baglås. Det skal blive dejligt
at synge.

Brud

Ingen magter at magte et punkt uden prikke, at stige som fjer mod top uden tinde. Nej, en hudcelles skifte er alt vi kan bære, som badekarskulde og krympede fingre. Vi må leve den tanke for tung at tænke, for god at standse, for hård at bryde. Vi må drømme den drøm for våd til at drukne, i havet, i blikket, i skålformet eet. Vi må kaste et anker på himlen der falder, som skyer mod jorden, som tåger og tabu, og skrive en bølges digt om at kæntre

på land

I er multebær i Gasolins brokade

lukket søndag

Tihi

ATMOSPHERE (25)

Frank O'Hara - Video
&
25 Under 25: Up-and-Coming
American Photographers
&
Magnum Photos

Pixel

I serier af kamerafanget virkelighed griber hun verden som gråtoneskalaer og pixelopløste vidnesbyrd:
Med sin blikløs linse fanger hun nuet – og fremkalder det som fortid og fremtid i øjnenes mørkekammer.

Genskaber tabte drømme på længslens højglanspapir.

U.t.

Og som om der ikke var lummerheder nok,
stod fyren ved baren og lavede onanibevægelser
med sin neglesønderbidte barnehånd i overstørrelse
og uklædelige nedomrøvenhængende bukser,
der bare ser endnu mere forkerte ud på en 35-årig
tvangsskaldet rockerwannabe med mave, og rotterne bag
barens flasker gnavede i eget afkom, mens de
sked lakridspastiller så rendte. To yngre piger/kvinder i
lokalet med tjavsede brintoverilteparykker og
forbavsende ens påklædning (Narj, det’ helt tilfældigt!),
et tomme tykt lag pudder som fra en svunden
tid, hvor det var almindeligt at besørge bag gobe-
liner, skævede skiftevis til den buldrende basse
og til egne spejlbilleder i den natsorte rude, der
strimet af regn og udstødningspartikler gengav
dem som de spøgelser, de var, sørgelige efter-
ligninger af mennesker, som de ser ud på tv, og
jukeboksen høvlede sig igennem ligegyldighedernes
top 10, mens Skratte-Jørgen sov med hovedet
i et fyldt askebæger bagest i lokalet, der, hvor
ingen udover pissetrængende går forbi, når de
ikke kan holde sig længere og er fulde nok til
at benytte det oldgamle og stinkende lokum.
Luftonanistens kammerat går udenfor for at
pifte efter en steg, der ikke ænser ham. Hun
har hovedet pakket ind i hovedtelefoner og
en helt anden planets musik, og han ville alli-
gevel aldrig kunne komme i nærheden af hende,
hun er for dyr og har for mange bekendtskaber
med penge og indflydelse. Bulderbassens bukser
hænger nu så langt nede, at hans festlige Tøj-og-Sko
-underbukser i 70'er pskykodelika – eller køkkenmønster -
viser, at det er længe siden, de har været rene.
Alt er ved det gamle, og Skratte-Jørgen skider,
hvor han sidder.

ANSØGNING

I
Jeg er vasket og rullet og lige til skuffen. Jeg er gammeldags. Jeg er sexy for satan. Jeg er lige under dynen Jeg er en hård negl. Jeg er en hånd, der holder en dør.

Jeg er lidt træt. Jeg er alsidig og rund – sådan som du beskrev dig selv. Jeg er, én der spiser en sandwich. Jeg er flyttet.

Jeg kan stadig godt lide vinter og bliver let deprimeret. Jeg er glad for dit selskab. Jeg holder varmen, når du klemmer mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set dig le.

Jeg forstår ikke alt, hvad man siger til mig. Jeg mindes dengang, vi lå og sov. Jeg er træt af alt for mange drømme. Jeg sov over mig i går.

II
Jeg er en skal af sten og træ og vand. Jeg er en anden. Jeg er en søanemone. Jeg er et fossil. Jeg er et hav, som du soler dig i. Jeg er den bølge, som du bærer over med.

Jeg drukner dig, gang på gang. Jeg er ikke gammel. Jeg er et barn, som dukker sig for solen. Jeg presser øjnene i. Jeg er en abekonge, som svinger sig fra gren til gren.

Jeg er et æble, der falder ned fra en – gren. Jeg er en pære, der falder ned fra en – tallerken. Jeg er en hjerne, der åbnes og samles igen i en pille. Jeg er den taske, som redder dit liv.

Jeg er en hyæne, som dør under dig. Jeg lever bedst i hulerne. Jeg lever bedst i bjergene. Jeg lever bedst på markerne. Jeg lever bedst ved havet.

Konger af kulde

Krimidigte

Krimidigt 1

Natten har lagt sig over storbyen

Telefoner og ulvemænd hyler en grønsagsdebat i gang

Juli måned fører sig frem og de tykke piger er så utrolige

Vær ikke bange for at møde de fremmede

De er også bange, og kan heller ikke rumme din kærlighed

Krimidigt 2

Alle mænd ser godt ud i dag. De har aldrig fået så meget, som de får i aften

Og de lilla briller, den rigtige mand, en stor kanin

Hvorfor fængsler de dig i 30 dage, når din tissemand er så lang?

Sædelighedspolitiet tager ikke mig og behændige Joy, beklager…

Sidney på vej mod en mistænkt, 48 Gerrison Street

Tag den med ro, tag den med ro

så meget velour

Krimidigt 3

Politiet har sort overskæg

jeg så ham selv, vi kalder ham Kit

Kit råber for højt i det her kvarter

og knalder en hammer

i molekylestruktur

09.49

Aldrig må hun mærke sig den modsatte glæde, vanvidstalen og feberhåbet. Altid må hun brække drømmene i stykker til spiselige bidder af erfaring, vride livet af led og gøre andetheden virkelig, som den ikke er.

Hun har ingen klostermure mod den hvide støj og englenes toner fra oven. Hun har ingen hvidkalket fortid, ingen merhed, nærhed eller glemte betroelser at gemme sig bag. Nej alt hvad hun har er kvalte kvadratmeter og radiatorvarmen, der lægger sig som en klam buffer mod inderligheden, mod huden, kulden og kroppens begær.
Alt mens vreden driver og løber som perler langs knoglernes puds, besejrer hun savnet. Alt forpasset, forvirret og fortvivlet ”for helvede”, samler hun som Samsons afrevne totter i vasken. Hun stopper til, stopper op, stopper ned i gemthed og glemsel.

” Fuck tapetidyl og stearinafstemt nærhed, jeg vil for fanden danse mig blå i polarnætters kulde, ædes af bjørne og andre prikker i horisonten, jeg vil glo på hvidt i hvidt og manglen på farver, jeg vil kaste op i gletscherrevner, persiennesprækker og uskrevne regler, jeg vil opløses i sprog der splintrer og skærer nuet til blods....

”

.

Carpe Diem

Det lille tyveri.

Det store tyveri er enkelt. Genstande flyttes fra punkt til punkt. Rationelt med en klar plan, ombygning af en velordnet villa. Indboforsikringen dækker selvklart. Men så er der det undselige, tilsyneladende ubetydelige. Vi tager en stue. På sofaen, et menneske midt i en middagslur. Smøger, nøgler, briller på sofabordet. Så fjerner vi smøger, nøgler, briller og når den sovende vågner, er verden en udflydende tåge af lukkede rum, hvor selv den lille glød, hun ellers altid holder i hånden, når hun er forvirret eller bange, er brændt ud og forduftet. Det lille tyveri er let som flygtig uskyld. En lyshåret brise vælter universet.

*






Købehoved

røb blot hva åkusken ser
etik er hjem og gå til i
køb et sygt hoved udgået for
du må ikke ryge her
sig mig lige
dør etikken der hvor
det reb du gir et ungt vrag
sænkes ned i zoologisk
og resten af sætningen er
sy koen fast til væggen
dit hoved er økse fuld af
jeg udregner x antal år
ungdommelige stier gætter
i år kysser ryggen sin hest og
syv koøjer falder ud af ytringsfriheden
skyl ud syv hæslige koøjer falder
ud af hovskisnovski jeg
trækker retsssagen gennem smuthul
jeg regner som en gal de ubekendte
jeg regner jeg uden tvivl regner som besat
de ubekendte rutsjer syv
jeg formoder tavlekorset kravler helt op
i pukken jeg syvsover trin for trin
i én bevægelse i én bevægelse
ned
ned
ned.














'

Gyyyyyyyyyyyyyyys!

the collector

Sørenjensme uartig

Kælderudsigt

Andensalsforbrændinger
korttidshukommelsesbesvær
besvær i det hele
taget i at hugge blåvand
finanskrisepsykologer
vandfarvelademadder
og syltet tøj. Mænd af vand
og under 10% tørstofafhængighed.
Noget går den rigtige vej.

Syremor savner

*






Efter at have været lukket i en måned
er Millionærbutikken på Borgergade
atter åbnet og døgnet kører normalt
søskendeflokken hugger snolder maven
fuld af neonånde Millionærbutikken
har fået spilleautomater og kaffe lounge
hvor håndværkere taxichauffører og
alle andre kan nyde en kop skoldhed kaffe
få en snak og se nyheder på TV
og hvis bunden ryger arbejder vi
måneden uden tærte
pantelånertrio på ønskekvist
hører vel også til i pausen
tænd vokalsignalet gæst
fis hjem dit CV er allerede
en frisbee.





*

Gen(op)stand

Skrab ikke hornhinden af mit syn
men lad øjnenes negle
ridse
erindringens tavle
med en lyd så skinger
at den vækker
drømme
om nat

Fan, tänkte hon, jag måste hitta något annat at pyssla med.

men det er næsten som jeg taber det hele neglene fingrene hænderne
samler maven i midten det største røde hul fosser ud af mig liggende

LIVSVÆRDI

Du lever med to gamle mænd
Det er dine arveonkler
De har kondicykler og inhalatorer

For hver dag tappes de for blod
Men dine arme er varme og stærke
Du lever i gamle grå øjne

I kælderen ligger tre kister
En til hver
Og en af guld

Solnedgang over farven rød

Vores kærlighedsliv er en sag for det østrigske politi

Radikale mænd i et længst eksploderet kvarter

Du kan selvfølgelig se den her på siden, men hvis du i stedet dobbeltklikker på videoen, åbner den i et nyt vindue. Dér (hos youtube) vil du til højre, nedenunder videoen kunne klikke dig til at se den i ”high quality” - forskellen er til at tage at føle på. Du kan ligeledes vælge at se den i ”full screen mode” - også det kan anbefales.

Initiativet kommer af, at jeg godt kunne tænke mig en flot produceret spoken word-film som ikke var plastret til med uvedkommende musik. En form for dogmeagtig enkelhed: lyd, gestik, ansigtets anatomi under oplæsning - ikke-iscenesat baggrundsvirkelighed.

Der er et større publikum til det talte ord via digitale medier end på nogen scene i landet. Jeg har tidligere uploadet små, hjemmegjorte film, men nu er tiden moden til at gøre det for alvor. I samarbejde med instruktøren Suvi Helminen har jeg lavet film ud fra performances med mit tekstmateriale. De vil blive formidlet via youtube, Facebook, myspace, Sternbergs.dk og Øverste kirurgiskes hjemmeside, Oplysningskontoret.dk. Spoken word er som skabt til nettet – hvis det er skabt til nettet.

Suvi Andrea Helminen har lavet film og TV siden 1997. I 2003 blev hun færdiguddannet som dokumentarfilm-instruktør fra Den Danske Filmskole, TV-uddannelsen. Suvi har været instruktør på en række tv-programmer og dokumentarfilm. Hun fik på Documenta i Madrid, 2006 juryens 2. pris for filmen, ”Kærlighed og smadret glas”. “På vej til Paradis” vandt prisen for bedste dokumentar på Odense Filmfestival i 2007.

Teksterne er en del af en samling, som formentlig udkommer i bogform til næste år.

Arbejdet med teksterne er støttet af Kunstrådets generelle midler.

Lille prinsesse

Det hele var i grunden alt for galt
Du måtte tabe din porcelænssko som et hjerte