kommentar

som at se jorden, en globus på afstand

sådanne store bogstaver beriger digtet

'



Her tjener alle troen, angrebet skubber små tomme tønder fra lokale krav. Hospitalet bliver en lille smule blødt og afslappet udenfor netop det hvide flag. Uden nogen sammenhæng med udbudet og lediggangen fra hendes udfarende konflikt, ligger hun omtåget, her i befrielsens tilfældige omkreds, kraftesløs, fyldt med lommer fra helt unødvendige opsparinger. Her passiviseres i overført betydning mange ressourcer fra angrebets konsumvæsen. Og hun vil blive den ufuldendte holdbarhedsdato. Hun har udenfor landets grænser været den tågede arrogance; jeg havde uden sammenligning, flere brogede angreb i troen på at blive grebet af de mange passive indenrigsskandaler. Sjuskede formålsløse fredsvagter undgår sjældent de mange små ligheder mellem os og den anden kreds; her må sluttes fred, eller det oversvømmede område bevæger sig hen mod yderligere kaos. Under deres søvnløse nætter overvejes viljen til angrebstænkning helt sikkert i angrebet på udenlandsk gæstfrihed. Hun præges helt enkelt af tanken om at holde fred fra fængsler, tortur og stofmisbrug. I den forbindelse vil jeg bestemt modtage flere sårede børn – uden sammenligning vil mange angreb fra jeres omegnstab blive fred fra gaveregnen. Jeg havde måske mange hemmelige og sorgløse stunder, hvor angrebet blev et spørgsmål for bævende fredsvagter, flere bundløse intrashede, som hun værst af alle ville berige. Udelukkende fordi hun afviser, at der udenfor hendes sønderknuste kreds vil være en eneste mere, der vil forsvinde. Det er sådan, hun svækket ser de fremmedes kort over døden, ned fra den enkeltes udsigtsløse tavshed i flere angrebssituationer, under de svimlende kærtegn jeg lige nu modtager i helt overstrømmende grad. Ja, her bliver sparsomt uden bagens ringen ild ind fra den lille håndholdte lighter.


'

Nekrologisk

*
en ko er en ko
til den dør
det er straks mere besværligt
med
perler
og
svin
*

Doo-Wop

De
gule kraner
i
industrikvarteret
bøjer nakken
og
taler forsigtigt
med
hinanden i regnen

'






Hun giver uden tilfreds forklaring sin forsikring
at han netop kunne rejse
i udkanten af den endegyldige pris.

De gav hver for sig
uden en anden ødemarks mennesker
uden nedprioriteringer
væk hver for sig
og ledte mange problemer ind
så her vil hun ganske svagt være sin afgrund.

I lidt mindre grad begræder hun
at du engang gav håndtegn
de ville næppe indsuge
din kritik
af hendes splittelse
i dette tvivlsomme
og grumme frastød.

De ville alligevel aldrig
rejse tilbage til den position
hun sporløst forsvandt fra.








'

så siger vi

så siger vi at jeg er
en spansk bjergged
der er ved at uddø
og straks er vi
tilbage i centrallyrien
jeg kloner mig lige
et par gange
det ser værst ud
for den kaspiske tiger.

Kommentar

Skinnerne

Jeg sad ved skinnerne. Det føltes på en måde uvirkeligt, så jeg rejste mig fra græsset og satte mig ud på selve sporet, det var det højre. Jeg sad på skinnerne. Jeg så på mine sko og forsøgte at sidde stille på de skinner, eller kaldes det mon skinnen, det føltes som om jeg gjorde noget forbudt, men det var jo inde midt i en skov. Der var kun ét skilt, og det pegede mod de mørke graner, der tårnede sig op i tyve-tredive meters højde. Jeg flyttede hurtigt mit blik, for jeg er ikke meget for symboler af nogen art. Et par hundrede meter længere fremme var der et sporskifte, eller måske hedder det et rangerspor, og der var lidt græs mellem svellerne. Jeg tænkte på, at jeg engang troede, at sveller var af jern. Jeg blev klogere, da jeg i en villahave så et par sveller ligge som led i dekorationen, det vil sige - jeg fik at vide, at det jeg så ligge der i græsset som en grænse til havens næste niveau længere nede, var sveller – det vil det sige. Hvorfor foran (eller bagved) et tog? Og hvorfor et sporskifte, her, midt i skoven? For mange spørgsmål pressede sig på én gang på. Er de sveller ikke bare noget, jeg bringer på banen for at undgå VIRKELIGE ubehageligheder? Jeg rejste mig og gik. Jeg havde svært ved ikke at se mig tilbage: Jeg sad ikke på de skinner.

trenches

u.t.

Klarhudede står vi ankelhøjt i trækpapir
nøgne bakker insisterer på at skære solen over.

Fæcesbogen slipper sine gule plastikænder løs
mod en 1200x800dpi-version af et skab (fælt)
landet sukker under mørke klapsalver.

Min hånd i egne bukser.

ATMOSPHERE (26)

Martin Richard Olsen: Storketårnet
&
Torben Dalhof: (4)
&
The Mercurian
&
Online Literary Magazines

Til dig

hvis du spør åbent
mellem dig og mig
smækker muren op i solskinnet
fanger duftvirtu oser af frie blomster
se blot den vej

^

Lille Öktiaty var alt. Zaopakkerne - to tilhængerkristne: Qyvelkaos og Öqvaktyo - var kun to tallerkener.
De isyrtytro håndværkere Zagtzje og Æykolop falder til patten hos Yhknmaa Undersåt og optager hud partiklerne udenfor stilstand - helt ude i Ys fodbad - men uden deres handlingslammede søster Yoiknmaa. Det var jo også Zagtzjes lammelse, det kunne man ikke benægte. De var isyrtyi og havde solgt den helt præcise gæld bag handlingslammelsen. Derfor
giver han nok engang, før succesen blir mørk og lukket, lav nærhed for forkvinden. Nu hun med en niiy ino let roji lammelse snart blir lagt ned, er Aquafazoka Gazoka sikkert under dårlig svækkelse og lukket inde i to ukendte adspredelser. Derfor blir blæseren engang den samme stilhed. De var nemlig trukket ud af deres tomme harmoniske succes. Ind i tillidshvervet: Lammelsen af selv to kaoskolospiller under Yhknmaa. Uden Aquafozoka Gazokas tavse frasigelse, uden Zagtzje og Æykolop er lammelsens totale helhed indført fra håndværkere af en eneste af Ys tusindtallige læber. Fordi det hemmelige ved netop disse modtagere var sandt. Selvom håndværkeren havde benægtet deres realitet. Derfor gives tunger under kærtegn. Benægter du hun var sand? Zagtzje og Æykolop vil ud fra to nøgterne, selvudslettende afvænninger under de andres altruisme. Blive indenfor mistilliden og begunstige denne ene håndværker. Fordi hun netop var mere end velvillig tavs under stjernerne, ja her var hun omkreds. Hun havde mindre lave bjerge. Løgne var helt sikkert aldrig blot godt døve. Folket - de primitive ude blandt enkelte reelt tyranniske randområder. Hvisker stille! I forbandelsen udenfor håndværkets dulmende nedtøning. Som ville afstå fangerne. Fordi ideen sjældent blir to ens. Retlinede retfærdigheder udenfor meneqtitter, kyqtvetnoiaer og asociale vilkårligheder. Isolerer håndværkeren indeni dem, og blev her sjældent givet blød nærhed mod hendes ufødte og dunkle blasfemi. Jeg kunne måske blive ledet af en regent, engang du håndværker slapper af med min formålsløse gråd. Tragedien var bag jer to lavvarme lande derfor hendes sydlige Jyttöktyo. Og vi havde næsten forstået hvem I meningsløst bag tremmer og tyrani lod forsvinde.
Tragedien - hende forløser vi f.eks. med Ajvyk Snorkojssons musikstykke "Livrederen Zarojryky" i en indspilning fra før 1960. Udgivet fra hendes anarkistiske apokalypse-folk-periode med Ytjyounwykis opløftende tavshed i hendes jitaoztoagtry fattighjemskaos, som før Trys forløsning gør regenten til andenbeliver og tørmøtrik.

Hun er helt sikkert fra den givne Snorkojsson, hun meneqtitten døvet af højrekernen - havde hun ikke netop været så frastødt af det sydlige håndværk, at hun stod stille i to svage usynlige angreb på dem. Fordi hun sund og udstødt kan mærke tragedien. Hun oplever indefra mere end det enkelte, hun leder udenfor hverdagslammelsen. Klartonet primitiv fylde.

Det formålsløse kunne blive løgnen - jeg kunne nedrive to detaljer, så jeg kunne falde i min tvivl og kunne modtage indtryk fra den. Hverdagen bliver fra den gode side, fordi hun var tolerant og stæreblind. Som Y.


'

Præposition

foråret er en illusion
en grønhed så gusten
at man må lægge sig i græsset
for at holde sig oprejst

Hun var to små løsninger
to flader fra byens ensomhed
helt omvendt af bytomten
som umuligt vil kunne indrette Jer
på tab, sammenbrud og lediggang

udenfor en enkelt ensomhed
var her helt konkret
denne ene ensomhed
under en enkelt dag
helt modsat to flader
den ulykkelige
ensomhed under byen

hvor undren vil rejse slow motion nedrivning
og løsningen nå overfladen
udenfor en enkelt lille ensomhed
og som overmodsindfald modtage
undersættelser af autonomi

så det blir selv samme ensomhed
der mister sløret
påbudt i revolveren jeg helt unødvendigt
udtømmes fra

i to slappe og langsomme menneskeafslag.






-

ugens mest aktuelle ord

I et vrag er du øje antager uvanlige skygger
du er virkelig en gal cyklus
tager køretimer hver gang gnavne økser
går i psykiatrisk jazz til regnetjek
prøv ikke at hælde kyser
moderlige jubelglæder
vækssøsteren opelsker
jetsøstrer
hos din øjeskæve skrædder
storesøsterhenrettelsen mønstrer tossen du rækker
op gennem køkkenskakten
synk den yuppie du fortjener
din chefkok er også juice til din chefkok er også
herrenice cut away druecyste Æske
råprøv en envejs jævnthen øjesmuk psyke
prøv pust ventilen sikringsnoiaen jævntpæn
er du en heks Bæk sænk øjetossen mil ud
se et oh, oh et syn kuvøseguf ætser og
Kurdistan kysser håndpyt det er din tur moder
jegøjne hver gang du tager en på
hver gang du ømt; og du er sækkebabber?
I år smyger vi den glatte X-sengehest
den du gir et knus; prøv aldrig at slippe
afsted i gåsegang på tv
sidder økserne fast
sådan på skrå over æblet som bryn!

This is a present from a small, distant world, a token of our sounds, our science, our images, our music, our thoughts and our feelings. We are attempting to survive our time so we may live into yours. - Jimmy Carter


jeg har aldri hatt kolera

eller, hvordan kan jeg være sikker?

jeg husker ikke mitt liv

eller, i fotoalbummet er jeg en mørk svale på en fuktig gren
på skolefotografiet en hauk, eller en hubro

snart kan det hele være over, og dette diktet vil ikke vare
og heller ikke det neste

all sykdom vil være bortkastet

månen gir opp sitt tidevann

Jupiter kasserer Beethoven's femte symfoni

i Andromeda-galaksen undrer de seg over hvorfor man ikke sendte dem bilder av sultende barn i Etiopia

de lytter til mennesket et sted mellom hvallyder og Johan Sebastian Bach

kanskje kunne de hjelpe

kanskje har Andromeda-galaksen et program for sultende barn, crackhorer og hjemløse

jeg husker ikke mitt liv

på feriebildet fra Cape Canaveral er jeg en spurv som drikker fra en bensindam

de slapp meg gjennom tollen med et pass hvor jeg var avbildet som en kalkun

jeg kvitrer i mitt eget hjem som en veldressert stær

"det hele er snart forbi"

Dryp

fjerbidt hæger vinden
om tavse dage
faldet som regn

Sandmaleri

U.t.

Mens dåserne mister konstans
flakker vi under reklamernes flak
omkring efter huledufte.

Januarhimmelløfter svirrer mellem synapserne
som hundreder af Klokkeblomst’er.

Vi spejder mod flygtige lysninger
sætter håbet under skæppen, for aldrig …
tangenterne synger i sorthvide roser.

Blaufang III

Der er flere farver i deres øjenæbler end i andre farvecirkler. Gråblå, lavendelblå, tungblå og blå blå.

”Clioblå” vil hun hviske, og han vil smile og vide, hvad hun taler om og taler udenom.
Og de vil køre langsomt gennem landskaber, læse vejskilte højt for hinanden: ”Overklitten Sø” og ”Skovridder Theodorsens sti”.

Måske vil hun le lidt af ingenting. ”Hvad?” vil han spørge og hun vil svare: ”Hvad hvad ?”.
Så vil de begge le af ingenting og alting og øjeblikkets fylde.

De vil køre med blikket på fjern og læse hinandenheden i det hele, han vil ryste lidt på hovedet undervejs, rode i hendes hår med kærlige øjne, og sammen vil de nynne temaet fra en forlængst glemt børneserie.

Og blå vil ikke længere være en farve, men en tilstand på vej fra ingenting mod alting.

X

KLICHE´

dalmatineren
lå på fjernsynet
under nøgen

kvinde med
halvtømt glas

de sorte
pletter

dansede

som skrigende
sihueter

for paraplyens

nefaldne øje

æbler

The Grim Reaper

Duel

Og så slår tanken hende, at hun er fanget i en lomme mellem at være og at leve. Hun er i verden i andres øjne, men ikke i sine egne. For sit indre blik er hun alene dette: Et blik. En betaget tilskuer, der forundret erkender slagets gang, uden hverken at deltage eller have indflydelse på retning eller udfald. Og hun går og går, forsøger at indhente, strækker armene frem og trygler ordløst. Og hun bliver budt indenfor, men fortryder eller ser det ikke eller tør ikke tro det og græder og bander og sørger som ind i helvede over en drøm, hun aldrig har haft, men alligevel kender.


Hun er en parallelskabning: Ved siden af sig selv og ved siden af alt andet og i sidste ende udenfor det hele. Låst fast i en virkelighed og en krop, hun ikke kender, men som skræmmer. Og hun må løbe - væk fra, men ikke mod noget. Bare bort. Flugt uden fjende. Det puster i nakken og knuger i maven og hun kan ikke få luft, men heller ikke lade være og hun hader, hun elsker, hun må kaste op af udmattelse og forvirring og noget mere. Noget andet.


I rollen som både bøddel og offer graver hun sig ned i skyttegrave - skyder i blinde mod alt, der bevæger sig. Opdager for sent, at alt hvad hun rammer, er sin egen skygge. Hun skyder og skyder. Skyder igen.
Lyden af kuglen, der hviner i rummet, er hul.
Minder mest af alt om et suk.

Stickerhjerter

Jeg skal lige vide, at det undrer dig, at jeg ikke bare kommer herned til jul; vide, at du har andre og andet at se til: patienterne, defineret af deres funktion i relation til kredit og debet på din konto hos den Gud, du tror på, at formler for nærvær, såsom "kærlig hilsen", stickerhjerte og frimærke med mistelten, doseret i pilleform - æd den og det eller dø - er alt nok; vide at et postkort med stive naivistiske skikkelser i en stiv naivistisk park, malet for et århundrede siden, er en fin fin hentydning til, at det er mit ansvar at bevæge mig, for du bevæger mig ikke.  

Og jeg skal bare være klar over, at hvis jeg melder mig ud af kirken, får jeg en skrabet begravelse. 

ODESSA

Flyets vinge strækker sig ud mod Odessa på det fotografi. Og vi tror, at Odessa er et rigtigt sted. Men det er det ikke.

Odessa er ikke et rigtig sted, siger jeg og kigger ud af vinduet. Der gror træer dernede, kan jeg se.

Og bittesmå mennesker går tur på trappen i Odessa, men de findes ikke. De har hatte på, der skygger for solen.

Der findes et fotografi, der forestiller en vinge, som er virkelig. Den strækker sig ud mod et uvirkeligt sted.

PURPLE RAIN

våde bliktrommekys
på byens tage som
klirrende faner og
støvletramp fra
tusinde monotone
marcherende fødder

regnbueblå vingesus
i timeglassets sands
sukkende strøm som
en syndflod af
forvaskede vildskud
på evighedens alter

syregns afpillede
kind berøringer
som isterninger på
nøgen hud og en
snigende kulde
fra underlandet

Budskab?

klang

Selv hér mellem døre og brevkortssprækker tier tavsheden

undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog

selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde

du

kan blomstre
når som helst visne flakse
stilleknust blandt træernes uglede unger
viben på vej over gaden bruser
alt hvad der før lå af jord
flyver op som du vender et blad

Psalme

barokke
bare bare

tristessetunge
blinde
a lfa b et c etera


blablablues

ooh...hold on...I feel a haiku coming!

DET MINDSTE BLAD

Det er, som om vi danser og hvirvler ind i gartneriet. Der, hvor min farfar stod og podede træer, og jeg troede, han var Gud.

Når du træder mig over tæerne, synger jeg Halleluja! Og Guds magt er stor, mens vi danser en vals og planter et træ, mens vi tager den skovl og graver den grav, bliver vi frie og hvirvler rundt i en vals, mens du kysser min hals, strækker jeg nakken længere ned mod min fædrene jord og møder en regnorm med al Hans magt og ved at Gud er stor, når du sætter det mindste blad på en nælde.

Jeg har en kasse
med elektrisk dagslys
den tager jeg frem
kort før vintersolhverv.

Jeg bilder mig ind
at jeg hjælper lidt til.

Hoftens bro begynder i Bengalen

**

Som en martyr lader du dig slikke af en længsels flammegustne bål, og vrider dig kælent i smerte.

Indlandsis

det griber simpelthen ikke nok om sig længere

kan tælle mine fingre igen jeg kan sé dem
de var ellers forsvundet i byen vi var ude sammen
og så var de med ét væk de var væk siger jeg

og det var ikke usædvanligt ingen gloede og lo

og så kukker jeg såden en politiserie
det er ikke mig der har tændt for kassen
benhårde løg stener mig med brint
kom med tændstikken råber nogen
og så løber vi

det er næsten ikke til at bære
bare
at være mærkelig fordi jeg er mærket fordi
der ikke er nogen der deler sig
når jeg kommer

harkende spyttende jeg elsker hende
og de elsker hende også
de griber UD efter hende

kan ikke lade være harkende spyttende
vi må nå målporten inden solnedgang
hvis vi skal finde hænder og
jeg er også lidt ufordelagtigt rammet ind

GAMMELLIVET

Blomsten i Sproget. Bølgen i Dybet. Sporet i Revlen. Døren ved Moren. Hjælpen der fryser. Kammen der løber. Håret i Sækken. Skoven der falmer. Livet og Ånden. Springet i Graven. Græsset på Plænen. Jorden og Gården. Pigen som Drengen. Vælter mod Nord. Gud skaber Håb.

Han lægger sig ned. Hun åbner en Grav. Et Træ springer ud af sin Sorg. En Kiste er langt fra den Eneste Vej. November må ikke bringes til Last. Når Måren forsvinder, er Alting forbi. Et Barn falder ud af sin Vugge. Og Hun løber hen for at kysse din Kind. Vi lever som varige Mén.

Men Jorden, som elsker at røre din Hud. Og Hunden der drømmer om Evige Liv. Og Natten, der giver Dagen sit Lys. Som du sætter din Lid til Hans Værk. Ligesom Granen, der føjer for Vinden. Og Verden, der drejer en Himmel omkring. Og din Sjæl derude et Sted.

Jeg rammer en forkert
åre, en
Aarestrup. Jeg synger
i badet, jeg smelter i
gletsjeren. Det skal ikke lyde
forkert. Noget er der
om det. Hvordan går det
med dig? Har du regnet
det ud? Må jeg
ikke gøre det
færdigt. Det skal lige
pyntes lidt. Det får de små
til at synge. Denne gang må jeg
blive omkastet. Denne gang vil jeg
uden tvivl høre.
Det skal ikke fortsætte.
Det skal kun strækkes.
En suppeterning
ruller. Når du fortæller
går jeg i
baglås. Det skal blive dejligt
at synge.

Brud

Ingen magter at magte et punkt uden prikke, at stige som fjer mod top uden tinde. Nej, en hudcelles skifte er alt vi kan bære, som badekarskulde og krympede fingre. Vi må leve den tanke for tung at tænke, for god at standse, for hård at bryde. Vi må drømme den drøm for våd til at drukne, i havet, i blikket, i skålformet eet. Vi må kaste et anker på himlen der falder, som skyer mod jorden, som tåger og tabu, og skrive en bølges digt om at kæntre

på land

I er multebær i Gasolins brokade