Obduktion. Del 4.

Reklamer fortæller om det, der hænder, men aldrig passerer. Den plastickirurgiske behandling af venstre kind, som skjuler mærket efter en golfbold, visker begivenheden ud, konserverer kødet. Barnets tænder blev ikke tabt, men skiftet ud med en perlerække af jacketkroner, flunkende nye. Paradis er 100% tilfredshed eller pengene tilbage.

Du har kraften til at forcere benenes bevægelse under kroppen uden at snuble og falde. Magten til at få hofterne til at klikke på plads i serier af forførende positioner. Det er det, det hele handler om. Magten til at danse lidt for mekanisk, ikke som en duracellkanin, men en duracellbunny. Du er hverken et menneske eller et dyr, men en ny art, gensplejset i underholdningsindustriens store zoo.

Sluk. Vend vrangen ud på blikkets slør, ræk tunge ad nyhedskultens ritualer. Blonde lokker gråner. Huden over de buttede børnekinder slappes og rynkes. De små lemmer kroges og stivner af gigt. Tandkødet rådner. De hvide seksårstænder gulner og falder ud. Du er en olding i børnestørrelse.

Den højeste magt udgår fra kontrasten, tegnet sort på hvidt, som var den et bevis. Opklaringen ligger ved indgangen til perleporten, der kaster glans over den sidste dom. I en scene af evig lykke under de blinkende lys, ædelstensbesatte tiaraer i de blonderede lokker, prinsesser på sølvcykler. Imens får forbryderen igen og igen dødsstødet. Himlen er elektrisk. Der er dansende prikker, snefnug på de sneblindes linse, øjeblikke uden mål og mening. Pupillerne er udslukte stjerner.

I deler magten til at tisse i sengen og skide i bukserne af skræk. Magten til at pisse på det hele og sige farvel.

Plasticlagner er unødvendige i paradis. Engle er pottetrænede.

Du vil måske helst være fri?

~

Hovedland du finder mig ikke på grund af den smalle dør, døren til mig er for længe siden lang og skræmmende som min hals er lang, og smalle næb skræmmer læber forfortalte snævert i impetigos excellente bøger døb djævlemågerne bjørnelabben virker ikke kunne banke impetigo begynder med et kort, der viser mariehønsene
fastland, og derefter et næb djævlemågerne ikke gør noget for at banke impetigo glimrende start på kortene, som mariehønsene , med et næb bjørnelabben bare ikke begynder at banke, mariehønsene
skræmmer læber tilføjer noget som helst bjørnelabben blev djævlemåge, bleer

at frigive manden er gratis, at overføre til et hospital i Thüringen urapporteret, men livet på Haugevej 13 er gammelt og kommer fra en mand, evnesvag i går nat i en bilulykke i en bil på det tidspunkt det voldelige vest besøgte hændelsen, hvor manden ikke var alene i bilen er virkelig gået tabt, en beslutning i en kurve og direkte i strid med højresving tørnede træ til træ en stærk støtte i det indre af bilen, en mand i maven på rattet, og ankomsten kunne direkte kontakte dem for skuddet, og kunne frigives, før manden på et hospital i Thüringen brød i brand og redningens Knud-mand kunne, ifølge hans egne oplysninger i en ulykke, sige hans venstre ben ligger fordelt på flere steder, politiet og hans venstre hånd bad om udstedelse af kollegiemodtaget oplysning fra hospitalet, som begyndte midt om natten, opfordringen til at et liv i 44 dele

åh lykken har gjort mig til port, det lange spidse næb på den hættemåge er frygtindgydende nært
læberne tilføjer bjørnekloen børnesår; åbentstående begynder et kort at vise, hvor mariehønsene blev døbt.

Jeg har set fremtiden

køre forbi på landevejen

i en hvid varevogn

Spind

Dagens gang

Der bliver stillet et spørgsmål
En nærgående lærer står på en stol
En præst gemmer sig bag alteret
Et rødthvidt flag bliver i en fart irettesat
Sofaen i møbelforretningen savner sin hustrus bløde pude
Lægen strikker et alibi sammen til en tidligere patient
Som han har slået ihjel fordi han var tunghør
Publikum vil ikke slippe skærmtrolden
De kilder ham for åbent tæppe
To apotekere danner et nyt samfund
De kalder det danmix
Et blandingsprodukt
Hertil hører en nationalmelodi med tilhørende tekst
Den handler om det hele
En frugtsommelig kvindes åndenød høres ind over coveret
En tatoveret fiskehandler bruger sin pensionsopsparing til at opklare en forbrydelse
Som han i øvrigt intet kender til
Renten sættes ned da menukortet uddeles med en glidende bevægelse
Økonomien hjælpes på fode
Men vil ikke op og ringe
En arbejdsløs mekaniker makker med en bus
Der ikke kan sin rute
Den følges med en due
Til sidst må statsministeren selv flytte en rytterstatue
Og grædende bekende at han nok er blevet for gammel
Men alle protesterer og henviser til hans skæg

Polaritet

vokse
ud af
ingenting
op mod
alting

fjerne sig
for at komme
nærmere

∑

Aften

En klokke ringer solen ned
Fra en kirke
Jeg står cirka midtvejs

Obduktion. Del 3.

Detektivrollen får de hjemmegående husmødre, der ellers er bedst kendt for deres hjemmebagte brød og det indenfor en radius af kvadratmeter. Som bonus for tusinde timer tilbragt ved den bærbare i køkkenet, bryggerset, soveværelset og på terrassen, indsamlende dokumenter til brug i de fora, hvor folkedomstolens nævningesager føres, får de taletid i talkshows. Det er demokrati og det bør de forstå at værdsætte. 

Du giver os chancen for at tage og lede opmærksomheden ud på afveje og ind i intetsteds midte. Og lade krigenes vraggods ligge og skvulpe som skrot og ligdele i lyshavets brænding, i udkanten af programfladerne som annonceringer af endnu et tab. 1 minuts stilhed og vi er tilbage igen. 

Her har vi billederne og der har vi tidslinien, men hvad var motivet, hvem var karaktererne og hvad var plottet? I jagten på den endegyldige konklusion trækker vi spor mellem stjerner i foranderlige konstellationer. Tænk at kende døden, at kende den fortælling, hvis ledetråd fører til døden og ved hvis endepunkt al magt samler sig, bundet i knuden for enden af snøren omkring din hals. 

Tanker sætter mærker, furer i hjernebarken. Derfor lader vi det blive ved den potentielle tanke, der udgår fra den rene visuelle fascination. Den er glat. Rynkefri.
 
Med den rette lyssætning giver vi dig udstråling som en dronnings datter. Den evige jomfru, der aldrig styrter fra sin piedestal af dollarsedler, aldrig reduceres til falden kvinde, billig tøs. Ingen pixelfejl i videoprojektionernes digitale lysbade. Ingen strimer i fotoemulsionens bodylotion. Ingen pletter på de sprøde æblekinder. Frisk, som nyplukket frugt. Pink Lady.

Vi kæmper om magten til at besidde pigekroppens flader og kanter, kraniets og knoglernes brutale fakta, at bryde gennem de luftige puffer om skuldre og hofter, floret af flæser og slør, illusionen om den uendeligt bløde kvindelige form. En lækker lille pakke, emballeret i pap og plastic, den perfekte vare, glat, og dog kold og hård mod de kærtegnende fingerspidser. Du kan kun give os modstand ved at gøre fantasien håndgribelig. At snurre rundt på scenen, i legetøjssupermarkedet, vende om og øve magt ved at svimle, falde og gå itu. Hylderne er skrå brædder. Far er marketingchef.

Med dryppende sværd i munden

Med dryppende sværd i munden
står tordenen for døren foran løber
kølige krøller af rastløse vinde
jeg siger: ”Du tager dig selv
alt for alvorligt. Vær venlig at grine
naturligt med tænderne blottet
i tv’ets lys, se de er blå”.


Landskabets hud spændes hørligt.

uden for nummer

Denne seddel er sand. Den er affotograferet præcis som den ser ud. At dømme efter skriften har Ebbe været i en tilstand af sorg da han skrev det. Måske har han mistet nogen nær sig, måske har han bare fremkaldt sorgen selv. Det sker osse. Fulde mennesker kan skabe ravage med et nik. Jeg har mødt mennesker der når de kom ind, var i stand til at sætte sig dramatisk. Andre fulde skaber rugende tavshed. Atter andrer ler latter igang, for straks efter at klappe i og skule. Klæbeånder har været nævnt. Men fulde folk klæber ikke. De er her bare i al deres sprit og al deres mindeparade. Jeg har selv været en slags Ebbe engang. Jeg er barn af en Ebbe. Men mit møde med jehovas vidner ændrede det. Nu drikker jeg kun fra kilden. Jesu er min lilla bols. Halleluja. Derfor bekymrer det mig nu alligevel.
På trods af massiv maling kan jeg ikke få Ebbe til at gå væk
Han trænger gennem væggen, med al sin fuldskab og al sin rabalder. Forliste ægteskaber mærkes som nubrede flader. Hong kong kvinder har han osse. De sidder i klaser langs panelerne. Den satan til Ebbe. Gid fanden havde hans kommen og gåen.
Historierne han fortæller er lange og snørklede, de strækker sig til pudset på stukken nede i stuen, beder man ham holde kæft, flækker hele og halve vægge, i en våd gang skryderi. Får han lov at tale ud sker der ingenting, men man fornemmer hvor integreret mit hus er i hans snak
Engang tilbød jeg ham 10.000 kroner for at fjerne sin besked, men ingen fjerner fulde ebbe
Han er en del af pakken som han siger. Hed sad fulde ebbe, og her sidder han endnu. Skulle nogen flytte ind i dette hjem når jeg er borte, så vær opmærksom på rummet mellem køkkenet og trappen. Det er Ebbe-land.

kender i den om isdesserten der ikke var blevet smidt ud?
den var blevet gemt, oppe på loftet stod den under sin sølvpapir
muligvis i århundrerer, måske snarere i årtusinder
det siger sig selv at hende der havde placeret den ikke fik nogen glæde af det
men alligevel blev den hængede, en slags spøgelses isdessert, med skeer.
Folk der kom forbi fornemmede at der var noget uhyggeligt på færde
men ingen sagde det højt, kun meget forelskede kærestepar, kunne finde på at hviske det til hinanden. Jeg har det med dig som en...som en isdessert. Du er ligesom placeret på en tallerken, jeg gemmer dig væk, for at ha dig for mig selv, du er fuld af fløde.

Redningsaktion

Mit liv er mindst
lige så virkeligt
som dit


Med pikken hængende ud
forsøger jeg at befri
mig selv

Tilbage til Tupperware

Tupperware, oh tupperware
du hårde patentstrikkede sjælevarmer
du er alt hvad der drager mit sind
du lægger låg på alle mine dybere følelser og muligvis magiske evner
og opbevarer dem utilgængelige for frisk luft og udefra kommende indslag
til den næste marathon demonstration i Bøvelse forsamlingshus

Tupperware, oh tupperware
du min gigantiske Rubber Williams
min gulerodserstatning med elskovskugler
direkte fra frugt og grønt skuffen Lust
du dækker hele min uformelige krop når jeg kommer
som et gjaldende finsk råbekor efter fire timers foredrag
for åben skærm

Tupperware, oh tupperware
du dækker for solen med hele din sjæl
du omskærer kastrerer og plastikficerer mig helt
først var jeg Finn så Jacobs hund
så Robbies rubbersoul umiddelbar skøn
nu er og blir jeg en tupperware
rund og fyldig med patentsikret låg
nu kan vi endelig kommunikere

Blindskrift II

Man er her, fordi man ikke kan andet.
Eller.


Man lærer at tilværelsen ikke kan sættes på formel, så man formulerer i stedet. En tilværelse eller et forsøg på en sådan. Famler efter et liv. Måske en drøm. Man formulerer en længsel, der ikke kan begribes men alene gribes. I et nu. Eller slet ikke. Så man griber bare. Ud. I blinde.
Imens taler man om alt muligt andet. Man taler udenom. Indenom. Indeni. For at nærme sig. Det tavse orkanøje. Dér, hvor længslen lever sit eget liv. Hvor sproget kun mærkes, som en ånde i nakken.


Så prøver man stilheden. Fortættet beytdning. Dér hvor sproget ophører, for at give plads. Til væren. Og ikke-væren. Nær-væren. Man tier.
Nær ved men langt fra nok, sander man, at ord er ét og sprog noget andet.


Så nærmer man sig tavst. Stormen efter stilheden.

To papegøjer

To papegøjer sidder og snakker
I et vaskeægte bur
Kan du huske floden?
Jeg kan ikke engang huske skoven
Jamen vi er også født i fangenskab
Er det derfor at vi er så farvestrålende?
Det er derfor vi er så glemsomme

ESSENS

dEt pErfEktE gEmmEstEd
mEd EgEn svEdE EffEkt
mEn dEr Er hvErkEn
EllErtEr hvEdEmEl EllEr
hvEpsErEdEr dEr sEndEr
EnglEnE En fjErdEdEl
frEd EftEr kEndElsEn

Obduktion. Del 2.

Du og din familie får en plads i berømmelsens spot, changerende mellem glemslens skygge og gloriens lys.

Storcenteret er din katedral. Din barnerøst skrålende falsk, skrigende til himlen, besat af elektriske hjerter og plastguirlander. Under betonloftets hvælving stråler en stjerne. Du får magten til evig tid at klinge skingert og stadigt højere, i trods mod enhver god tone. 

I baggrunden, endnu en scene, et par trappetrin op til podiet, beklædt med kunstigt græs. Her er anbragt et lille træskur af hvide lister, bygget som kulisse for en bod med brændte mandler. På skærmene rundt om looper den samme filmstump i en uendelighed, et ekko af shoppingsøndage sat på repeat. 

Senere kårer vi dig som den ultimative freak, fremstiller dig i et genskær fra de hundrede år gamle gaslamper, der lyste på muskuløse dværge, trebenede mænd og siamesiske tvillinger side om side med sexede barnekvinder i omrejsende shows til skrækblandet fryd for ethvert publikum, altædende såvel som kræsent. Ræk mig lige de brændte mandler. Vi får brug for kasteskyts.

Tabloidpressen fødte og genføder dig millioner af liv i en evig genopstandelse som påklædningsdukke i glittet papir. Din skønheds vrangside er en collage af regninger fra dyre klinikker, varedeklarationer, falmede fotos af mors ungdom, snavsede renseservietter og obduktionsrapporter. En dag er du slidt, flosset og revet itu. Dit minde blandes op i hjernegrødens grå papmachemasse.

Indtil da: Kald det et smil, hvad det end er. Lad det flyde let, klukkende. De skal se det hærde og stivne. Vis tænder af verden. Du skal vise dem.

Spiral

Vi går alle
af de samme stier
fuglenes, græssets,
algernes

ensomhedens skrænter
ses gennem papirstjerner
der holder nattehimlen
på plads

jeg slugte farfars lommeur
med kæde og blev en kender af tid
og de nedtrådte hælkappe
set igennem forslidte forhæng
bag hvilke tingene fødes, men for sent
for dem der skal dræbes
i morgen

de står der på rad og række
og jeg ved det sker
ved de det?

det er allerede sket bag nattehimlen
der først bærer ligene frem
når tankerne er tænkt

der er floder der bærer på slam
til nye bredder
og bifloder der flyder fra intet
til ingenting
og alting klæber alligevel
til et knappenålshoved
i en uddød sø

Besøg

Hun har i årevis foretaget sig nøjagtigt det samme dag efter dag. Således også denne mandag. Udenfor regner det. Indenfor ligger aviserne fra weekenden urørte på måtten. Endnu en dag hvor gardinerne ikke har været trukket fra, så man nu sidst på eftermiddagen knapt bemærker, at skumringen har overtaget. Tiden har ligesom mistet sin betydning her i stuen. Morgen, formiddag, middag eller aften. Alt synes dunkelgråt.


Hun ligger i stuen på den slidte metalseng med tæpper tilfældigt fordelt over den spinkle krop. Hun trækker vejret dybt – næsten hivende . Øjnene er lukket og kun øjenlågenes sitren vidner om, at hun er i live. Næsten afslørende. Fjernsynet fungerer som eneste belysning denne tidlige aften. Skærmens blålige genskin farver stuen. Hun sover.


Først da pausetonens vedvarende hylen fylder rummet, sætter hun sig forvirret op. Rækker ud efter fjernbetjeningen og slukker for apparatet. Hun slænger det ene ben ud over sengens metalkant og skutter sig en anelse, da et stykke blottet hud møder det kolde metal. Hun sidder lidt. Ikke vågen. Ikke sovende.


Hun går ud i køkkenet, står et øjeblik ubeslutsom, så fylder hun elkedlen med vand. Åbner lågen til skabet over komfuret, og tager – først én – dernæst endnu en kop ud og stiller på køkkenbordets melerede plade. Dåsen med pulverkaffe bliver hentet frem: Fire skefulde i hver kop. Præcis. Da vandet spilkoger lyder det karakteristiske klik fra afbryderen. Hun hælder vand i kopperne. Trækker hastigt hånden lidt til sig, da dampen fra kedlen rammer hendes hånd. Hun ømmer sig kort.


Smør, syltetøj og en brødkniv. Nøjagtig som alle de andre dage. Hun stiller bakken på sofabordet og lader sig endelig falde på plads i den umage sofa. Hun ser lille ud, som hun sidder der, kun iført en tynd t-shirt i den stormønstrede sofa. Lyden af hendes hæse vejrtækning er den enste lyd i rummet. Hun stryger en tændstik og tænder en cigaret. Nummer nitten i dag.
Hun når kun at tage to hvæs, så drejer hun pludselig overkroppen, som reagerer hun på en lyd. Rejser sig og går ud til entredøren.


Hun åbner forsigtigt døren til trappeopgangen, og lyser op i et smil. Åbner en anelse mere, så der bliver plads til at passere ind i den smalle entre. Hun går ind i stuen, tøver så et sekund førend hun hvisker noget, som ingen hører i den tomme lejlighed. Peger istedet på bakken med kopperne. Værsågod. Hun virker lidt befippet, benene tripper uroligt under bordet og hendes åndedræt virker hektisk. Hun stryger umærkeligt en hånd gennem det uredte hår og er tydeligvis uvant med situationen. Sætter sig så endelig i sofaen igen, hvor den nu lunkne kaffe, står på bordet. Hun griber om koppen og spilder en anelse på bordet. Hurtigt og uden tøven trækker hun en t-shirt af sin spinkle overkrop og tørrer den spildte kaffe af bordpladen. Altsammen lidt hektisk, som håber hun at ingen bemærker optrinnet. Hun er nu kun iklædt trusser, og det er tydeligt at hun fryser. Brystvorterne trækker sig sammen som knuder og hendes arme er dækket af gåsehud.


Hun rejser sig for at at trække trøjen over hovedet igen. Står stille et øjeblik og sætter sig så pludseligt med den plettede t-shirt knuget mellem hænderne. Ser ned. Lyden af hendes hvæsende åndedræt afbrydes af naboens trin på trappen. Den sagte lyde synes at forskrække hende. Hun ser sig lidt forvirret omkring, men falder til ro, da hendes øjne falder på en fyldt kop på bakken. ”Gudskelov”, mumler hun lavt. Går ud i køkkenet for at fylde sin egen kop igen. Først pulveret. Fire teskefulde. Så det kogende vand. Den sydende lyd, da pulver og vand blandes. Ellers stilhed.


Hun går tilbage til sofaen. Sætter sig. Løfter så koppen og nikker over bordet. Byder af brødet og smiler indforstået, da kurven kommer urørt tilbage.

Obduktion. Del 1.

Historien har alle melodramaets ingredienser. En sammentrækning omkring det lille ingenting og efterfølgende udvidelse i et uendeligt antal kernespaltninger. Vi kalder dem familieværdier og fejrer dem til jul. Pynt og stads.

Den lokker true crime junkies med the ultimate high og det sidste forløsende fix. Tilsæt uskyld, skønhed, glamour, et brat styrt og du har en kassesucces.

Via kalkulerede kortslutninger i den kollektive psykes elektriske forbindelser udvindes nye begreber af de gamle for siden at eksporteres til andre terminologier og videre ud i et vareflow, hvis endelige betydning eksploderer i et lyshav af fantasier. Blik lyser op. De er strømførende.

Vi får chancen for at se bagom de designs, der er på tapetet i glamourøse hjem. Virkelig at mingle med de rige, som vi førhen var henvist til at leve med i sektioner for karriere, boligindretning, mode, velgørenhed og opskrifter på gæstemiddage og hvordan jeg overvandt kræften, sidestillet med tosides annoncer for privathospitaler ved kysten med specialmenuer sammensat i samråd med en diætist, en ernæringsekspert, din private kok og naturligvis dig. 

Indtil videre har vi kun set dem stå på balkonen, tegnet i et diffust lys med gavmild brug af retouche. Nu trænger vi for første gang ind i deres ellers mørklagte tilværelser, skyder dem i direkte blitzlys og lader projektørerne forfølge dem ned ad trapperne etage for etage, helt derned, hvor banerne med specialtrykt tapet slipper op, hvor vi endelig trænger ind i deres dybeste hemmelighed, slagskygger rugende over enhver krog. Væggene er rå. Alle installationer er blotlagt.

Tanka om Nana Sol

Nana Sol taler med
sneglene og hun bruger
deres egne ord.
Hun har opdaget at de
er kildne på maverne.


Snegle har navne
vi ikke kender eller
kan sige uden at slå
knude på tungen. Nana
Sol kan dem udenad. Lyt.

Klodevår

Sneens dyne er en Larsen
at hvile som en pol
på den ene side og den anden
antarktisk silke

Opklaring

En fugl viser sig at være en jernspurv
Senere en hortulan, dernæst en vagtel
Dagen efter er den blevet en hermelin
Dagen derpå en vaskebjørn

Afklædt

den nøgne skovs
knopskudte
drøm
om
bladløv og andet
der risler

Vemodigt sømandsromantisk haiku.

Vi de synkende
skibe i dagenes hav
udsender Mayday.


Vi natskibene
sejler forbi hinanden
skygge ved skygge.


Grønne prikker i
et radargrønt signal
hvalerne synger


et sted dernede
havet er dybest set hav
vi blåner ikke.


Elskendes flåder
vævet af hænder og vind
kompasset af blod.


Min kyst er din kyst
mit kys erindrer dit kys
kompasset dit blik.


Omsider i havn
stævner vi snart ud igen
forbi hinanden.

Linieskift

Den bløde plet
i rygradens affyringsrampe
sædet for kollektiv pilgrimsfærd
mellem selviskhed
og avatarbabyers egoopløsning

Duehumør

I skakter
hvor der ikke er gader
danderer du den
som den du er
trækker spunden tråd
gennem grå duekroppe
langt fra at barsle
hverken sort eller hvidt

og hvad ta'r man sig til i himlen due?

Sophie

selvom en formiddag i juli med dig
er som et digt uden titel
som et moderløst savn
og et digt med en titel
er som en slave af sit navn
som et bæger rent og fint
uden noget i
og et digt til din pris
for nuværende umuligt
kan betegnes med ord
har jeg givet ordene navn efter dig
dog selvom jeg er en skriver
bryder jeg mig egentlig ikke om ord
og slet ikke om titler
men i dag studsede jeg over et
nemlig ufornuft

ufornuft er et dejligt ord
for kun mangel på fornuft kan elske
kun mangel på fornuft kan give kærtegn
og modtage kærtegn
ja kun mangel på fornuft
kan give et kys på kinden
for med munden taler man
og med munden giver man kys
og modsiger dermed sig selv
for alt hvad man siger
alt hvad man ikke siger
og alt hvad man tænker
vil aldrig kunne fylde det bæger
der flyder over af tanker
finere end hvad kraniet kan sigte
og ramme rent
bare af et ufornuftigt kys på kinden

ufornuft er et dejligt ord
elskov er yderst ufornuftig
for så vidt livet er ufornuftigt
og elskov skaber liv
der er ufornuftigt
og for øvrigt er elskov altid ufornuftig
for ikke at sige at det er
indbegrebet af ufornuft

ja ufornuft er et dejligt ord
men du er dejligere endnu
for du er kød og blod
det forunderlige skød
der bærer navnet Sophie
og de bryster der dier det
som for digtet uden titel
for det moderløse savn
om jeg så turde sige
er mere end blot et navn
men er som alle moderløse savns moder
i hvert fald denne formiddag i juli
der som alle skærsommerdage
gennem kærlighedens historie
som den skrives af Gud
uformulerbar i ord
aldrig bare nogenlunde passende
på tilpas ufornuftig vis
som talløse gange før
gennem kærlighedens historie
kunne navngives smukkere
end med dit navn

kærlig hilsen mig.

Yderst korttidsholdbart digt

i dette øjeblik er jeg væsken i den
langtidsholdbare Coca-Cola du drikker
du drikker mig altså
og jeg bliver drukket
jeg er cola
med vand, kuldoixid, farvestof
sundhedsregulerende midler, aromaer
og det hele
det er ikke noget jeg har drømt
og jeg ser ingen grund til
at lede efter symboler
eller forvandlinger i det skrevne
det er heller ikke noget jeg drømmer
ellers ville jeg jo ikke skrive det
ikke fordi jeg ser nogen grund
til at skrive det
ikke engang den grund
at det er sådan
for det er ikke sådan
det er jo bare noget jeg skriver
men det er lærerigt
at blive drukket
eller rettere
det var lærerigt
for nu har du sunket
din langtidsholdbare Coca-Cola
og jeg blander mig med diverse kropsvæsker
for om ganske kort tid
med digt og det hele
at blive pisset ud.

Af jord skal du igen opstå

kirkens hvælving over dig Victoria
med skibet større end nogensinde
klokkerne i din krop lette knogler hænderne
to sovende fugle brystet høstet mark

kirkens hvælving over dig Victoria kirkens hvælving







*


Fra bogen "Du får et nyt sted trykket til kroppen".

De grædende svaner og jeg

De grædende svaner og jeg
pakker vingerne sammen i dag
lidt tidligere end sædvanligt,
men kun for en aften, ikke for good.
Vi har strejfet det blå foroven
og det, der spejler længere nede,
hvor menneskene går, når de glemmer,
og vi bærer på bitte små dråber
i hemmeligt nordvendte dun.

Frilandsgris

Skægt at du spørger
roder lige lidt i kramkisten
nej hvordan nu
lige gået forbi
mellem fodringstid
godt gået makker
fold i nakken igen
smidt i sølet, som man siger
så udstrakt lifligt
lugter her ikke af bagekartoffel
puf puf
jeg skal lige vende skråen
kommer om et øjeblik
lige hen til hegnet
milde Moses

Sindsygt glasklart

Bagved glasvæggen
finder månens spindoktor
sin rette skygge

ATMOSPHERE (15)

Charles Potts: Pahsimeroi Eki
Charles Potts at Francesco Coffee House Daegu, Korea, June 2006

Rødt billede

Gem døden til en bedre dag

Mit vand løber ud

Mit vand løber ud
i havet syder solen.
Mågerne sover.

--------------------------

*
*

Udenfor:
en nedlagt telefonlinje og frosten
der bider strofer i kulden

Indenfor:
suk fra en fugl
efterladt da verden drog på træk

*
*

Familie (I)

Fabel'la Barbarella

Brysterne er ikke ubegrænsede
i overfladebevægelsernes symbolske positioner
selvom de er kurvede kanaler af Arno River
i et landskab af omsorg

Det ekstreme vand fra en vandscene fortæller mere
om at hun er flydende, blødende, skrigende, seende
propelagtig turbinebladet når hun spreder sine hofter
og armene passivt har overgivet sig i guldbronze

Hun kan flyve med mulighed for nedstigning
hun kan formes tilbage til begyndelsen
fra et ord lavet af et andet ord
er hun en fabel

Rød

Forundring og frygt
går i samme skole
lægger øre til lærerens skød
Hvad han rejser af monumenter -
skær dig fri af disse
Du er kniven og stjernen

*

Kød er en menneskeret
som kannibalerne sagde

Tallet kan høre

Tallet kan høre når vi kalder
Kælderskakte lyder deres navn
Selv blomster er kulørte i underholdning
når de bøjer sig forventningsfuldt frem
Påståeligt prøver vi at tilbageholde
resultater af vores egen fremdrift
Tråden er ikke grebet ud af luften
i snoninger af lang tids hvile
Menneske i en rød morgen
manegen genoplyst og klar

56◦ #2

Nu har jeg sørget for at hælde 56 grader
i varmen fra øst så jeg ikke længere
er i opposition til vejrliget sådan rent legemligt
men lige lidt hjælper det højstemte solstråler
piller drillende ved alle løse farver og jeg
overraskes over at de ikke siger fra overfor
denne uventede sydlandske glød i det danske
landskab der for tiden udpræget mangler gus og dis og bløde overgange
et lærketræ føler sig udsat når det sådan står
og er grelt synligt og hvordan kan jeg trøste det.
Jeg kunne foreslå det at hælde sammen med mig.