Rovdyrblik

Hov
Bliv
her
hos
Hvor skal du nu?
Kom
Sit!

Du lukker da

i
hvert
fald

øjnene når du kysser mig.
Det kan jeg se med mine
Vidt åbne
Udspilede
Blodskudte

Marksten

Jeg blev vendt og vendt
til jeg lå perfekt
Så faldt der ro over billedet
Min bekymring er min egen lidt endnu
Og imens hviler jeg tankegangen
her i min ager

HISTORIER

Jeg er den jøde, som faldt om på vejen til Jeriko. Ligger og forbløder og forbander Job. Som om, man skulle miste sin tro for at finde den. Når nu, det er mig, der bliver fundet.

Jeg er det tårn, der skyder op i vejret. Knækker op mod skyerne og falder ned som et pomfrithelvede, som mig selv. Jeg ligger bare dernede i jorden og drømmer om skyer.

Jeg er den gren, som træet skød ud fra. Træet er ikke sig selv. Det er mig. Jeg er et træ, der leger, at jeg er en lille gren. Og bladene omkring mig hvisler i vinden, fordi jeg er til.

Vulkansk aske

Pelé, må jeg bære dig
Gennem mit indre lydspor

Ånd på mig

Ånd tungt

Mastrubation og hvide vinger

Et symfoniorkesters skrig
fra havets svævende fråde

ATMOSPHERE (30)

Marcus Slease
GODZENIE
&
GLOSSOLALIA
&
DARKNESS PARTY
&
fascicle
&
past simple

Næstekærlighed kan gradbøjes

Næstekærlighed

Næstekærlighedere

Næstekærlighedest

Kold i røven.

(Til præsterne, der kan skelne mellem hvilke irakere, der er deres næste og dem, der ikke er).

--

Henda kom først
så kom styresmaktene
hakkihæl

og det går bedre nå
sierem

mer veit vi ikke

Om læring

Kunne man tænke sig, at ulven lærte Peter ikke at råbe: ”Ulven kommer”
For efterfølgende at æde ham?
Kunne man tænke sig, at Peter alligevel kaldte på ulven.
For at lære det på den hårde måde?
Kunne man tænke sig, at ulven undskyldte sig med, at det var dens natur.
Og Peter tænkte: Hvad er min undskyldning?
Kunne man tænke sig at Peter lærte ulven.
Noget som helst?

Jeg er

Jeg er så optaget
af vores samtale
at jeg ikke kan høre
hvad du siger

Solsort

Ingen vej går her forbi
Det er en fornøjelse at lytte
til træer der vokser
på deres stilfærdige facon
halvfærdige i deres vækst
Og imens jeg lytter
slipper denne sang ud
mellem sidebenene
Notabene: hør ikke efter

NYT LIV HÆNGER I EN TYND TRÅD

Der er nogen derude, som prøver at ændre deres liv. De laver det hele om. Det banker og risler i dem ved tanken om alt det nye.

En af dem bestemmer, at alt, hvad hun gør, er for fremtiden. Hun står tidligt op og gør grundigt rent i sit hus.

Hendes nye liv hænger i en tynd tråd, så det er godt, hun er så behændig. Alt kan hun lave med sine fine, små hænder.

De fineste små hænder spinder guld udi en ny verden. Den lille, ny verden holder sig udstrakt. Dets landskab er deres nye hænder.

.

Sådan kender hun verden og sådan har hun mærket den: som en fjern plet bag øjet, så langt fra alt hun ser og alt, hun er.


Hun indrammer øjnene med kohlsort bly og tegner en skarphed i rød langs kindbenet. Hun hærder sig med lak i håret, knapper skjorten men ikke til hals – en diskret blød bue lader sig antyde ved brystet. Hun maler negle, farver hår og træder med præcise trin i høje støvler. Efterlader sig intet udover fyndige smæld fra hæle.
Sådan vil hun træde ud i mylderet og følge lyskurvenes skiften fra rød til grøn. Hun vil spankulere gennem byen med ret ryg og poser i stift karton med rebsnøre og logo. Hun vil knuge dem i hånden, poserne, som man holder om en elskets hånd.


Og hun vil købe delikate oste i små portioner, rugkiks og en sursød garniture. Hun vil lade sig overtale til en halv flaske dessertvin: ”Til at rense ganen”, som ekspedienten kækt vil tilføje i håb om et svar. Men hun vil ikke svare, blot betale og forlade butikken med delikatesser, designerposer og hælenes kontante smæld.


Når hun kommer hjem vil hun pakke varerne ud – osten på køl og garnituren i en ornamenteret porcelænsskål. Hun vil hænge tøjet på bøjler, knappe vinen op og lune et flute i ovnen for til slut at anrette det hele på en serveringsbakke.

Så vil hun sætte sig yderst på sofaen, rank og tænksom, folde hænderne i skødet og se ud ad vinduet.


Og hun vil se, ikke mylderet på gaden eller lyskurvens skiften, men alene en insisterende plet bag øjet.

Myre

tak mig ikke nu,tak
mig ikke nu, tak mig
ikke nu, tak mig ikke
nu Svend

stof

jeg møder hende i et anfald
af arme, en dejagtig blødhed

hun har bånd om håndleddene
når jeg trækker i dem
rynker hun sammen
som en lille pose potpourri

--

På dager som detta
går jeg bare og mumler
sitter jeg bare og glaner
fyller lommene med stein
kasterem på elva
fyller lommene med stein
kasterem på elva
dikt og dank
mens jeg venter på en venn a meg
med penger

ATMOSPHERE (29)

Marcus Slease
NEVER MIND THE BEASTS
innovative poetics
&
UP
Brian and Ashley Howe Video
&
the new post-literate:
a gallery of asemic writing