Og så slår tanken hende, at hun er fanget i en lomme mellem at være og at leve. Hun er i verden i andres øjne, men ikke i sine egne. For sit indre blik er hun alene dette: Et blik. En betaget tilskuer, der forundret erkender slagets gang, uden hverken at deltage eller have indflydelse på retning eller udfald. Og hun går og går, forsøger at indhente, strækker armene frem og trygler ordløst. Og hun bliver budt indenfor, men fortryder eller ser det ikke eller tør ikke tro det og græder og bander og sørger som ind i helvede over en drøm, hun aldrig har haft, men alligevel kender.
Hun er en parallelskabning: Ved siden af sig selv og ved siden af alt andet og i sidste ende udenfor det hele. Låst fast i en virkelighed og en krop, hun ikke kender, men som skræmmer. Og hun må løbe - væk fra, men ikke mod noget. Bare bort. Flugt uden fjende. Det puster i nakken og knuger i maven og hun kan ikke få luft, men heller ikke lade være og hun hader, hun elsker, hun må kaste op af udmattelse og forvirring og noget mere. Noget andet.
I rollen som både bøddel og offer graver hun sig ned i skyttegrave - skyder i blinde mod alt, der bevæger sig. Opdager for sent, at alt hvad hun rammer, er sin egen skygge. Hun skyder og skyder. Skyder igen.
Lyden af kuglen, der hviner i rummet, er hul.
Minder mest af alt om et suk.
mandag den 29. december 2008
onsdag den 24. december 2008
Stickerhjerter
Jeg skal lige vide, at det undrer dig, at jeg ikke bare kommer herned til jul; vide, at du har andre og andet at se til: patienterne, defineret af deres funktion i relation til kredit og debet på din konto hos den Gud, du tror på, at formler for nærvær, såsom "kærlig hilsen", stickerhjerte og frimærke med mistelten, doseret i pilleform - æd den og det eller dø - er alt nok; vide at et postkort med stive naivistiske skikkelser i en stiv naivistisk park, malet for et århundrede siden, er en fin fin hentydning til, at det er mit ansvar at bevæge mig, for du bevæger mig ikke.
Og jeg skal bare være klar over, at hvis jeg melder mig ud af kirken, får jeg en skrabet begravelse.
Og jeg skal bare være klar over, at hvis jeg melder mig ud af kirken, får jeg en skrabet begravelse.
mandag den 22. december 2008
ODESSA
Flyets vinge strækker sig ud mod Odessa på det fotografi. Og vi tror, at Odessa er et rigtigt sted. Men det er det ikke.
Odessa er ikke et rigtig sted, siger jeg og kigger ud af vinduet. Der gror træer dernede, kan jeg se.
Og bittesmå mennesker går tur på trappen i Odessa, men de findes ikke. De har hatte på, der skygger for solen.
Der findes et fotografi, der forestiller en vinge, som er virkelig. Den strækker sig ud mod et uvirkeligt sted.
Odessa er ikke et rigtig sted, siger jeg og kigger ud af vinduet. Der gror træer dernede, kan jeg se.
Og bittesmå mennesker går tur på trappen i Odessa, men de findes ikke. De har hatte på, der skygger for solen.
Der findes et fotografi, der forestiller en vinge, som er virkelig. Den strækker sig ud mod et uvirkeligt sted.
lørdag den 20. december 2008
PURPLE RAIN
våde bliktrommekys
på byens tage som
klirrende faner og
støvletramp fra
tusinde monotone
marcherende fødder
regnbueblå vingesus
i timeglassets sands
sukkende strøm som
en syndflod af
forvaskede vildskud
på evighedens alter
syregns afpillede
kind berøringer
som isterninger på
nøgen hud og en
snigende kulde
fra underlandet
på byens tage som
klirrende faner og
støvletramp fra
tusinde monotone
marcherende fødder
regnbueblå vingesus
i timeglassets sands
sukkende strøm som
en syndflod af
forvaskede vildskud
på evighedens alter
syregns afpillede
kind berøringer
som isterninger på
nøgen hud og en
snigende kulde
fra underlandet
fredag den 19. december 2008
torsdag den 18. december 2008
klang
Selv hér mellem døre og brevkortssprækker tier tavsheden
undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog
selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde
undervejs fra et du til et jeg, fra en tanke til en handling, gik noget i stå da andet begyndte, som disse evighedsskulpturer der sættes i gang for aldrig at slutte, og dog
selv tavsheden tier, højlydt synger lydenes fravær og man ved ikke hvad er værst: manglen på lyd eller lydenes mangel på
fylde
mandag den 15. december 2008
du
kan blomstre
når som helst visne flakse
stilleknust blandt træernes uglede unger
viben på vej over gaden bruser
alt hvad der før lå af jord
flyver op som du vender et blad
når som helst visne flakse
stilleknust blandt træernes uglede unger
viben på vej over gaden bruser
alt hvad der før lå af jord
flyver op som du vender et blad
fredag den 12. december 2008
torsdag den 11. december 2008
onsdag den 10. december 2008
DET MINDSTE BLAD
Det er, som om vi danser og hvirvler ind i gartneriet. Der, hvor min farfar stod og podede træer, og jeg troede, han var Gud.
Når du træder mig over tæerne, synger jeg Halleluja! Og Guds magt er stor, mens vi danser en vals og planter et træ, mens vi tager den skovl og graver den grav, bliver vi frie og hvirvler rundt i en vals, mens du kysser min hals, strækker jeg nakken længere ned mod min fædrene jord og møder en regnorm med al Hans magt og ved at Gud er stor, når du sætter det mindste blad på en nælde.
Når du træder mig over tæerne, synger jeg Halleluja! Og Guds magt er stor, mens vi danser en vals og planter et træ, mens vi tager den skovl og graver den grav, bliver vi frie og hvirvler rundt i en vals, mens du kysser min hals, strækker jeg nakken længere ned mod min fædrene jord og møder en regnorm med al Hans magt og ved at Gud er stor, når du sætter det mindste blad på en nælde.
tirsdag den 9. december 2008
mandag den 8. december 2008
**
Som en martyr lader du dig slikke af en længsels flammegustne bål, og vrider dig kælent i smerte.
lørdag den 6. december 2008
torsdag den 4. december 2008
det griber simpelthen ikke nok om sig længere
kan tælle mine fingre igen jeg kan sé dem
de var ellers forsvundet i byen vi var ude sammen
og så var de med ét væk de var væk siger jeg
og det var ikke usædvanligt ingen gloede og lo
og så kukker jeg såden en politiserie
det er ikke mig der har tændt for kassen
benhårde løg stener mig med brint
kom med tændstikken råber nogen
og så løber vi
det er næsten ikke til at bære
bare
at være mærkelig fordi jeg er mærket fordi
der ikke er nogen der deler sig
når jeg kommer
harkende spyttende jeg elsker hende
og de elsker hende også
de griber UD efter hende
kan ikke lade være harkende spyttende
vi må nå målporten inden solnedgang
hvis vi skal finde hænder og
jeg er også lidt ufordelagtigt rammet ind
onsdag den 3. december 2008
GAMMELLIVET
Blomsten i Sproget. Bølgen i Dybet. Sporet i Revlen. Døren ved Moren. Hjælpen der fryser. Kammen der løber. Håret i Sækken. Skoven der falmer. Livet og Ånden. Springet i Graven. Græsset på Plænen. Jorden og Gården. Pigen som Drengen. Vælter mod Nord. Gud skaber Håb.
Han lægger sig ned. Hun åbner en Grav. Et Træ springer ud af sin Sorg. En Kiste er langt fra den Eneste Vej. November må ikke bringes til Last. Når Måren forsvinder, er Alting forbi. Et Barn falder ud af sin Vugge. Og Hun løber hen for at kysse din Kind. Vi lever som varige Mén.
Men Jorden, som elsker at røre din Hud. Og Hunden der drømmer om Evige Liv. Og Natten, der giver Dagen sit Lys. Som du sætter din Lid til Hans Værk. Ligesom Granen, der føjer for Vinden. Og Verden, der drejer en Himmel omkring. Og din Sjæl derude et Sted.
Han lægger sig ned. Hun åbner en Grav. Et Træ springer ud af sin Sorg. En Kiste er langt fra den Eneste Vej. November må ikke bringes til Last. Når Måren forsvinder, er Alting forbi. Et Barn falder ud af sin Vugge. Og Hun løber hen for at kysse din Kind. Vi lever som varige Mén.
Men Jorden, som elsker at røre din Hud. Og Hunden der drømmer om Evige Liv. Og Natten, der giver Dagen sit Lys. Som du sætter din Lid til Hans Værk. Ligesom Granen, der føjer for Vinden. Og Verden, der drejer en Himmel omkring. Og din Sjæl derude et Sted.
Jeg rammer en forkert
åre, en
Aarestrup. Jeg synger
i badet, jeg smelter i
gletsjeren. Det skal ikke lyde
forkert. Noget er der
om det. Hvordan går det
med dig? Har du regnet
det ud? Må jeg
ikke gøre det
færdigt. Det skal lige
pyntes lidt. Det får de små
til at synge. Denne gang må jeg
blive omkastet. Denne gang vil jeg
uden tvivl høre.
Det skal ikke fortsætte.
Det skal kun strækkes.
En suppeterning
ruller. Når du fortæller
går jeg i
baglås. Det skal blive dejligt
at synge.
åre, en
Aarestrup. Jeg synger
i badet, jeg smelter i
gletsjeren. Det skal ikke lyde
forkert. Noget er der
om det. Hvordan går det
med dig? Har du regnet
det ud? Må jeg
ikke gøre det
færdigt. Det skal lige
pyntes lidt. Det får de små
til at synge. Denne gang må jeg
blive omkastet. Denne gang vil jeg
uden tvivl høre.
Det skal ikke fortsætte.
Det skal kun strækkes.
En suppeterning
ruller. Når du fortæller
går jeg i
baglås. Det skal blive dejligt
at synge.
tirsdag den 2. december 2008
Brud
Ingen magter at magte et punkt uden prikke, at stige som fjer mod top uden tinde. Nej, en hudcelles skifte er alt vi kan bære, som badekarskulde og krympede fingre. Vi må leve den tanke for tung at tænke, for god at standse, for hård at bryde. Vi må drømme den drøm for våd til at drukne, i havet, i blikket, i skålformet eet. Vi må kaste et anker på himlen der falder, som skyer mod jorden, som tåger og tabu, og skrive en bølges digt om at kæntre
på land
på land
mandag den 1. december 2008
lørdag den 29. november 2008
fredag den 28. november 2008
Pixel
I serier af kamerafanget virkelighed griber hun verden som gråtoneskalaer og pixelopløste vidnesbyrd:
Med sin blikløs linse fanger hun nuet – og fremkalder det som fortid og fremtid i øjnenes mørkekammer.
Genskaber tabte drømme på længslens højglanspapir.
Med sin blikløs linse fanger hun nuet – og fremkalder det som fortid og fremtid i øjnenes mørkekammer.
Genskaber tabte drømme på længslens højglanspapir.
onsdag den 26. november 2008
U.t.
Og som om der ikke var lummerheder nok,
stod fyren ved baren og lavede onanibevægelser
med sin neglesønderbidte barnehånd i overstørrelse
og uklædelige nedomrøvenhængende bukser,
der bare ser endnu mere forkerte ud på en 35-årig
tvangsskaldet rockerwannabe med mave, og rotterne bag
barens flasker gnavede i eget afkom, mens de
sked lakridspastiller så rendte. To yngre piger/kvinder i
lokalet med tjavsede brintoverilteparykker og
forbavsende ens påklædning (Narj, det’ helt tilfældigt!),
et tomme tykt lag pudder som fra en svunden
tid, hvor det var almindeligt at besørge bag gobe-
liner, skævede skiftevis til den buldrende basse
og til egne spejlbilleder i den natsorte rude, der
strimet af regn og udstødningspartikler gengav
dem som de spøgelser, de var, sørgelige efter-
ligninger af mennesker, som de ser ud på tv, og
jukeboksen høvlede sig igennem ligegyldighedernes
top 10, mens Skratte-Jørgen sov med hovedet
i et fyldt askebæger bagest i lokalet, der, hvor
ingen udover pissetrængende går forbi, når de
ikke kan holde sig længere og er fulde nok til
at benytte det oldgamle og stinkende lokum.
Luftonanistens kammerat går udenfor for at
pifte efter en steg, der ikke ænser ham. Hun
har hovedet pakket ind i hovedtelefoner og
en helt anden planets musik, og han ville alli-
gevel aldrig kunne komme i nærheden af hende,
hun er for dyr og har for mange bekendtskaber
med penge og indflydelse. Bulderbassens bukser
hænger nu så langt nede, at hans festlige Tøj-og-Sko
-underbukser i 70'er pskykodelika – eller køkkenmønster -
viser, at det er længe siden, de har været rene.
Alt er ved det gamle, og Skratte-Jørgen skider,
hvor han sidder.
stod fyren ved baren og lavede onanibevægelser
med sin neglesønderbidte barnehånd i overstørrelse
og uklædelige nedomrøvenhængende bukser,
der bare ser endnu mere forkerte ud på en 35-årig
tvangsskaldet rockerwannabe med mave, og rotterne bag
barens flasker gnavede i eget afkom, mens de
sked lakridspastiller så rendte. To yngre piger/kvinder i
lokalet med tjavsede brintoverilteparykker og
forbavsende ens påklædning (Narj, det’ helt tilfældigt!),
et tomme tykt lag pudder som fra en svunden
tid, hvor det var almindeligt at besørge bag gobe-
liner, skævede skiftevis til den buldrende basse
og til egne spejlbilleder i den natsorte rude, der
strimet af regn og udstødningspartikler gengav
dem som de spøgelser, de var, sørgelige efter-
ligninger af mennesker, som de ser ud på tv, og
jukeboksen høvlede sig igennem ligegyldighedernes
top 10, mens Skratte-Jørgen sov med hovedet
i et fyldt askebæger bagest i lokalet, der, hvor
ingen udover pissetrængende går forbi, når de
ikke kan holde sig længere og er fulde nok til
at benytte det oldgamle og stinkende lokum.
Luftonanistens kammerat går udenfor for at
pifte efter en steg, der ikke ænser ham. Hun
har hovedet pakket ind i hovedtelefoner og
en helt anden planets musik, og han ville alli-
gevel aldrig kunne komme i nærheden af hende,
hun er for dyr og har for mange bekendtskaber
med penge og indflydelse. Bulderbassens bukser
hænger nu så langt nede, at hans festlige Tøj-og-Sko
-underbukser i 70'er pskykodelika – eller køkkenmønster -
viser, at det er længe siden, de har været rene.
Alt er ved det gamle, og Skratte-Jørgen skider,
hvor han sidder.
tirsdag den 25. november 2008
ANSØGNING
I
Jeg er vasket og rullet og lige til skuffen. Jeg er gammeldags. Jeg er sexy for satan. Jeg er lige under dynen Jeg er en hård negl. Jeg er en hånd, der holder en dør.
Jeg er lidt træt. Jeg er alsidig og rund – sådan som du beskrev dig selv. Jeg er, én der spiser en sandwich. Jeg er flyttet.
Jeg kan stadig godt lide vinter og bliver let deprimeret. Jeg er glad for dit selskab. Jeg holder varmen, når du klemmer mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set dig le.
Jeg forstår ikke alt, hvad man siger til mig. Jeg mindes dengang, vi lå og sov. Jeg er træt af alt for mange drømme. Jeg sov over mig i går.
II
Jeg er en skal af sten og træ og vand. Jeg er en anden. Jeg er en søanemone. Jeg er et fossil. Jeg er et hav, som du soler dig i. Jeg er den bølge, som du bærer over med.
Jeg drukner dig, gang på gang. Jeg er ikke gammel. Jeg er et barn, som dukker sig for solen. Jeg presser øjnene i. Jeg er en abekonge, som svinger sig fra gren til gren.
Jeg er et æble, der falder ned fra en – gren. Jeg er en pære, der falder ned fra en – tallerken. Jeg er en hjerne, der åbnes og samles igen i en pille. Jeg er den taske, som redder dit liv.
Jeg er en hyæne, som dør under dig. Jeg lever bedst i hulerne. Jeg lever bedst i bjergene. Jeg lever bedst på markerne. Jeg lever bedst ved havet.
Jeg er vasket og rullet og lige til skuffen. Jeg er gammeldags. Jeg er sexy for satan. Jeg er lige under dynen Jeg er en hård negl. Jeg er en hånd, der holder en dør.
Jeg er lidt træt. Jeg er alsidig og rund – sådan som du beskrev dig selv. Jeg er, én der spiser en sandwich. Jeg er flyttet.
Jeg kan stadig godt lide vinter og bliver let deprimeret. Jeg er glad for dit selskab. Jeg holder varmen, når du klemmer mig. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set dig le.
Jeg forstår ikke alt, hvad man siger til mig. Jeg mindes dengang, vi lå og sov. Jeg er træt af alt for mange drømme. Jeg sov over mig i går.
II
Jeg er en skal af sten og træ og vand. Jeg er en anden. Jeg er en søanemone. Jeg er et fossil. Jeg er et hav, som du soler dig i. Jeg er den bølge, som du bærer over med.
Jeg drukner dig, gang på gang. Jeg er ikke gammel. Jeg er et barn, som dukker sig for solen. Jeg presser øjnene i. Jeg er en abekonge, som svinger sig fra gren til gren.
Jeg er et æble, der falder ned fra en – gren. Jeg er en pære, der falder ned fra en – tallerken. Jeg er en hjerne, der åbnes og samles igen i en pille. Jeg er den taske, som redder dit liv.
Jeg er en hyæne, som dør under dig. Jeg lever bedst i hulerne. Jeg lever bedst i bjergene. Jeg lever bedst på markerne. Jeg lever bedst ved havet.
søndag den 23. november 2008
Krimidigte
Krimidigt 1
Natten har lagt sig over storbyen
Telefoner og ulvemænd hyler en grønsagsdebat i gang
Juli måned fører sig frem og de tykke piger er så utrolige
Vær ikke bange for at møde de fremmede
De er også bange, og kan heller ikke rumme din kærlighedKrimidigt 2
Alle mænd ser godt ud i dag. De har aldrig fået så meget, som de får i aften
Og de lilla briller, den rigtige mand, en stor kanin
Hvorfor fængsler de dig i 30 dage, når din tissemand er så lang?
Sædelighedspolitiet tager ikke mig og behændige Joy, beklager…
Sidney på vej mod en mistænkt, 48 Gerrison Street
Tag den med ro, tag den med ro
så meget velour
Krimidigt 3
Politiet har sort overskæg
jeg så ham selv, vi kalder ham Kit
Kit råber for højt i det her kvarter
og knalder en hammer
i molekylestruktur
09.49
Aldrig må hun mærke sig den modsatte glæde, vanvidstalen og feberhåbet. Altid må hun brække drømmene i stykker til spiselige bidder af erfaring, vride livet af led og gøre andetheden virkelig, som den ikke er.
Hun har ingen klostermure mod den hvide støj og englenes toner fra oven. Hun har ingen hvidkalket fortid, ingen merhed, nærhed eller glemte betroelser at gemme sig bag. Nej alt hvad hun har er kvalte kvadratmeter og radiatorvarmen, der lægger sig som en klam buffer mod inderligheden, mod huden, kulden og kroppens begær.
Alt mens vreden driver og løber som perler langs knoglernes puds, besejrer hun savnet. Alt forpasset, forvirret og fortvivlet ”for helvede”, samler hun som Samsons afrevne totter i vasken. Hun stopper til, stopper op, stopper ned i gemthed og glemsel.
” Fuck tapetidyl og stearinafstemt nærhed, jeg vil for fanden danse mig blå i polarnætters kulde, ædes af bjørne og andre prikker i horisonten, jeg vil glo på hvidt i hvidt og manglen på farver, jeg vil kaste op i gletscherrevner, persiennesprækker og uskrevne regler, jeg vil opløses i sprog der splintrer og skærer nuet til blods....
”
.
Hun har ingen klostermure mod den hvide støj og englenes toner fra oven. Hun har ingen hvidkalket fortid, ingen merhed, nærhed eller glemte betroelser at gemme sig bag. Nej alt hvad hun har er kvalte kvadratmeter og radiatorvarmen, der lægger sig som en klam buffer mod inderligheden, mod huden, kulden og kroppens begær.
Alt mens vreden driver og løber som perler langs knoglernes puds, besejrer hun savnet. Alt forpasset, forvirret og fortvivlet ”for helvede”, samler hun som Samsons afrevne totter i vasken. Hun stopper til, stopper op, stopper ned i gemthed og glemsel.
” Fuck tapetidyl og stearinafstemt nærhed, jeg vil for fanden danse mig blå i polarnætters kulde, ædes af bjørne og andre prikker i horisonten, jeg vil glo på hvidt i hvidt og manglen på farver, jeg vil kaste op i gletscherrevner, persiennesprækker og uskrevne regler, jeg vil opløses i sprog der splintrer og skærer nuet til blods....
”
.
lørdag den 22. november 2008
Det lille tyveri.
Det store tyveri er enkelt. Genstande flyttes fra punkt til punkt. Rationelt med en klar plan, ombygning af en velordnet villa. Indboforsikringen dækker selvklart. Men så er der det undselige, tilsyneladende ubetydelige. Vi tager en stue. På sofaen, et menneske midt i en middagslur. Smøger, nøgler, briller på sofabordet. Så fjerner vi smøger, nøgler, briller og når den sovende vågner, er verden en udflydende tåge af lukkede rum, hvor selv den lille glød, hun ellers altid holder i hånden, når hun er forvirret eller bange, er brændt ud og forduftet. Det lille tyveri er let som flygtig uskyld. En lyshåret brise vælter universet.
fredag den 21. november 2008
*
Købehoved
røb blot hva åkusken ser
etik er hjem og gå til i
køb et sygt hoved udgået for
du må ikke ryge her
sig mig lige
dør etikken der hvor
det reb du gir et ungt vrag
sænkes ned i zoologisk
og resten af sætningen er
sy koen fast til væggen
dit hoved er økse fuld af
jeg udregner x antal år
ungdommelige stier gætter
i år kysser ryggen sin hest og
syv koøjer falder ud af ytringsfriheden
skyl ud syv hæslige koøjer falder
ud af hovskisnovski jeg
trækker retsssagen gennem smuthul
jeg regner som en gal de ubekendte
jeg regner jeg uden tvivl regner som besat
de ubekendte rutsjer syv
jeg formoder tavlekorset kravler helt op
i pukken jeg syvsover trin for trin
i én bevægelse i én bevægelse
ned
ned
ned.
'
Købehoved
røb blot hva åkusken ser
etik er hjem og gå til i
køb et sygt hoved udgået for
du må ikke ryge her
sig mig lige
dør etikken der hvor
det reb du gir et ungt vrag
sænkes ned i zoologisk
og resten af sætningen er
sy koen fast til væggen
dit hoved er økse fuld af
jeg udregner x antal år
ungdommelige stier gætter
i år kysser ryggen sin hest og
syv koøjer falder ud af ytringsfriheden
skyl ud syv hæslige koøjer falder
ud af hovskisnovski jeg
trækker retsssagen gennem smuthul
jeg regner som en gal de ubekendte
jeg regner jeg uden tvivl regner som besat
de ubekendte rutsjer syv
jeg formoder tavlekorset kravler helt op
i pukken jeg syvsover trin for trin
i én bevægelse i én bevægelse
ned
ned
ned.
'
torsdag den 20. november 2008
onsdag den 19. november 2008
Kælderudsigt
Andensalsforbrændinger
korttidshukommelsesbesvær
besvær i det hele
taget i at hugge blåvand
finanskrisepsykologer
vandfarvelademadder
og syltet tøj. Mænd af vand
og under 10% tørstofafhængighed.
Noget går den rigtige vej.
korttidshukommelsesbesvær
besvær i det hele
taget i at hugge blåvand
finanskrisepsykologer
vandfarvelademadder
og syltet tøj. Mænd af vand
og under 10% tørstofafhængighed.
Noget går den rigtige vej.
*
Efter at have været lukket i en måned
er Millionærbutikken på Borgergade
atter åbnet og døgnet kører normalt
søskendeflokken hugger snolder maven
fuld af neonånde Millionærbutikken
har fået spilleautomater og kaffe lounge
hvor håndværkere taxichauffører og
alle andre kan nyde en kop skoldhed kaffe
få en snak og se nyheder på TV
og hvis bunden ryger arbejder vi
måneden uden tærte
pantelånertrio på ønskekvist
hører vel også til i pausen
tænd vokalsignalet gæst
fis hjem dit CV er allerede
en frisbee.
*
Efter at have været lukket i en måned
er Millionærbutikken på Borgergade
atter åbnet og døgnet kører normalt
søskendeflokken hugger snolder maven
fuld af neonånde Millionærbutikken
har fået spilleautomater og kaffe lounge
hvor håndværkere taxichauffører og
alle andre kan nyde en kop skoldhed kaffe
få en snak og se nyheder på TV
og hvis bunden ryger arbejder vi
måneden uden tærte
pantelånertrio på ønskekvist
hører vel også til i pausen
tænd vokalsignalet gæst
fis hjem dit CV er allerede
en frisbee.
*
tirsdag den 18. november 2008
Gen(op)stand
Skrab ikke hornhinden af mit syn
men lad øjnenes negle
ridse
erindringens tavle
med en lyd så skinger
at den vækker
drømme
om nat
men lad øjnenes negle
ridse
erindringens tavle
med en lyd så skinger
at den vækker
drømme
om nat
mandag den 17. november 2008
LIVSVÆRDI
Du lever med to gamle mænd
Det er dine arveonkler
De har kondicykler og inhalatorer
For hver dag tappes de for blod
Men dine arme er varme og stærke
Du lever i gamle grå øjne
I kælderen ligger tre kister
En til hver
Og en af guld
Det er dine arveonkler
De har kondicykler og inhalatorer
For hver dag tappes de for blod
Men dine arme er varme og stærke
Du lever i gamle grå øjne
I kælderen ligger tre kister
En til hver
Og en af guld
søndag den 16. november 2008
fredag den 14. november 2008
Radikale mænd i et længst eksploderet kvarter
Du kan selvfølgelig se den her på siden, men hvis du i stedet dobbeltklikker på videoen, åbner den i et nyt vindue. Dér (hos youtube) vil du til højre, nedenunder videoen kunne klikke dig til at se den i ”high quality” - forskellen er til at tage at føle på. Du kan ligeledes vælge at se den i ”full screen mode” - også det kan anbefales.
Initiativet kommer af, at jeg godt kunne tænke mig en flot produceret spoken word-film som ikke var plastret til med uvedkommende musik. En form for dogmeagtig enkelhed: lyd, gestik, ansigtets anatomi under oplæsning - ikke-iscenesat baggrundsvirkelighed.
Der er et større publikum til det talte ord via digitale medier end på nogen scene i landet. Jeg har tidligere uploadet små, hjemmegjorte film, men nu er tiden moden til at gøre det for alvor. I samarbejde med instruktøren Suvi Helminen har jeg lavet film ud fra performances med mit tekstmateriale. De vil blive formidlet via youtube, Facebook, myspace, Sternbergs.dk og Øverste kirurgiskes hjemmeside, Oplysningskontoret.dk. Spoken word er som skabt til nettet – hvis det er skabt til nettet.
Suvi Andrea Helminen har lavet film og TV siden 1997. I 2003 blev hun færdiguddannet som dokumentarfilm-instruktør fra Den Danske Filmskole, TV-uddannelsen. Suvi har været instruktør på en række tv-programmer og dokumentarfilm. Hun fik på Documenta i Madrid, 2006 juryens 2. pris for filmen, ”Kærlighed og smadret glas”. “På vej til Paradis” vandt prisen for bedste dokumentar på Odense Filmfestival i 2007.
Teksterne er en del af en samling, som formentlig udkommer i bogform til næste år.
Arbejdet med teksterne er støttet af Kunstrådets generelle midler.
torsdag den 13. november 2008
onsdag den 12. november 2008
Frostånde
Hun elsker frosten. Vintermorgenerne hvor hun går udenfor, møder dagen og kan gribe sin egen ånde mellem hænderne. Iskolde morgener, hvor hun ser sin puls som hvide dampskyer i luften og kan mærke kroppens kontur aftegnet som jag i vinden.
Disse morgener er hun hverken mere eller mindre alene end ellers. Hun mærker sig som altid afstanden mellem sig selv og Dem, mellem kroppen og verden. Men ensomheden synes mere venlig i det frostebidt trav - mere skærmende. Disse morgener bliver afstandene hendes, en distance hun lægger og ikke som ellers en distance lagt. Af andre.
Hun går ud i vintermorgenernes skarpe frost. For at nærme sig det, der fjerner sig. Men mest af alt for at fjerne sig fra det, hun ikke ønsker. Skal nærme sig.
Hun går og hendes ånde tegner sig som en uhåndgribelighed hun
kender som skarptskåret frost. Et kort øjeblik hænger vejrtrækningen i luften.
Så opløses den hvide damp og hun kan gå hjem.
Disse morgener er hun hverken mere eller mindre alene end ellers. Hun mærker sig som altid afstanden mellem sig selv og Dem, mellem kroppen og verden. Men ensomheden synes mere venlig i det frostebidt trav - mere skærmende. Disse morgener bliver afstandene hendes, en distance hun lægger og ikke som ellers en distance lagt. Af andre.
Hun går ud i vintermorgenernes skarpe frost. For at nærme sig det, der fjerner sig. Men mest af alt for at fjerne sig fra det, hun ikke ønsker. Skal nærme sig.
Hun går og hendes ånde tegner sig som en uhåndgribelighed hun
kender som skarptskåret frost. Et kort øjeblik hænger vejrtrækningen i luften.
Så opløses den hvide damp og hun kan gå hjem.
tirsdag den 11. november 2008
Mens jeg siver
Du godeste
Her er jeg på en måde anbragt i en krop
Du godeste
Her er jeg ude af dit skind
Du godeste
Her siver jeg under husmure
Du godeste
Her er virkelig den slags begær
Du godeste
Her er så stille at jeg hører sværmen
Du godeste
Her beder jeg dig udrette mirakler
Her er jeg på en måde anbragt i en krop
Du godeste
Her er jeg ude af dit skind
Du godeste
Her siver jeg under husmure
Du godeste
Her er virkelig den slags begær
Du godeste
Her er så stille at jeg hører sværmen
Du godeste
Her beder jeg dig udrette mirakler
søndag den 9. november 2008
lørdag den 8. november 2008
torsdag den 6. november 2008
Hymmmmmmne
i pausen mellem to tænder
knaser som guldkorn
fredsramte krigere
*
værgeløst spyttes
et ord
til jorden
hmmmmmm....
knaser som guldkorn
fredsramte krigere
*
værgeløst spyttes
et ord
til jorden
hmmmmmm....
Korrekt ordstilling udsat
Nu skal jeg
fortælle Dig
noget
om Nødvendighed
Glem
Dine usle vilkår
tilbed Langballe
nej æd ham
som din næste Danielle Steel
Bedrag Samfundet
det vil jo bedrages
og begraves i et
gammelt harskt smørhul!
onsdag den 5. november 2008
NYHEDSMAIL
det var ikke fastfrosset i køen
i morgendøsen halvvågen
kører toget mig eller kører jeg togs jernsmag
på fugtige gelændere
det er det har det du
hos Ivan Grundahl nål i fåreuld stikker metalspænde
fremmed olie ophober sig
i Chrystler risikerer at dreje nøglen om
job ryger på frie fodsåler
arbejder imod mere frihandel
milliarder dollers koger usunde lån
og ingen sundhedsforsikringer
indsmurt i fedtbræmmer
breder sig til andre lande
gik til Jerusalem tre mænd
trådte for Kongen frem med pandestjerner
saltsjæle og hær af dråber
dråber vinder overalt
af ve og nød skal livet springe
handlinger forestår
fremfor blodmætte læber og fod og kjortler grå af støv
hånd venter Jeres nyeste kald tålmodigt sig selv
menneskehvælvinger fremad frem foran støv og støv
og soldater fløj hen
velkommen hjem i tilbagetogs brandskærs farver
hvor alting skælver
i morgendøsen halvvågen
kører toget mig eller kører jeg togs jernsmag
på fugtige gelændere
det er det har det du
hos Ivan Grundahl nål i fåreuld stikker metalspænde
fremmed olie ophober sig
i Chrystler risikerer at dreje nøglen om
job ryger på frie fodsåler
arbejder imod mere frihandel
milliarder dollers koger usunde lån
og ingen sundhedsforsikringer
indsmurt i fedtbræmmer
breder sig til andre lande
gik til Jerusalem tre mænd
trådte for Kongen frem med pandestjerner
saltsjæle og hær af dråber
dråber vinder overalt
af ve og nød skal livet springe
handlinger forestår
fremfor blodmætte læber og fod og kjortler grå af støv
hånd venter Jeres nyeste kald tålmodigt sig selv
menneskehvælvinger fremad frem foran støv og støv
og soldater fløj hen
velkommen hjem i tilbagetogs brandskærs farver
hvor alting skælver
*
Løft foden over hver sten
i byen vender skjulte døre
hvor nemt du gir og køber seks dåser
intet fremmedlegeme stemmer på din afstand
eller gå ti skridt baglæns
kilometerlange køer af høflige fraser
og bagefter klemmer letmetallet
som kassesystem gør-det-selv og ekstra medhjælp
sølvpapir langt ned i brøndens bål
er du hvad du med foden vokaliserer
og hun messer en bøn
og mærker tæerne vokse i ryk mod dine strømper
stemmefremmede eksempler
gemmer sig oftest i ankelhøjde
og hun messer et vandfald
og mærker tæerne mod strømpens seje stof
og vækstfremmeren indkasserer
ned i brøndens bål tager det mig et år
og hårdt tager det mig
vær vejmester med benet løftet til gribetå
lån februar rør før mausoleet
så snart du grådigt indtager dit jeg
og vækstfremmeren tæller kasser
at suge alt det selvgode
vær vejmester løft foden allermest
nu finder du nummeret til stuen
som en humlebi der slikker dug
uanset hvem det er der rækker ud efter rækker
nedad rejser et tegn langs murene
tusindårsefeu svæver til selvmål
en myre begynder fra bagerste hylde
så snart du står med skibsforlis
helsedomshjem i skiver, uh medicinkort med termofjæs
den hvælvede tilføjelse du
med et enkelt spark
falder tusmørket fra muren
at bide sit vabelformat
og syv haves ebbe og flod
gå til lægen med dine fremmedlegemer
du du stilk
giv foden tåmesterstrømpesko
nummeret til fødestuen
og sindssygen øges som et regnestykke der ikke går op
stram skruen om dit akneskred
og intet rusmiddel åbner sprækker som
foden har sin egen bue
og du er endda god til matematik
aknekrumtappen kæfter op
som for helvede bestandigt
små asfaltaftryk af massesåler og hagl
hvornår åbner det andet
i hovedet kører spændetrøjen gazeomvundet
kan du for helvede ikke se kæledyret lige i øjnene
søpapegøje strejfer nakken
små åkandeformede pixibøger eksploderet i gang
hvornår lukker du øjnene op
bukserne op eller ned
ingen anden aktør øger kødressuren på Guds CD
men ikke du og festerne
lad det bare sive nedover fodgængerfelter og lyskryds
til endnu en fødselsforberedelse
remsen
som kerneydelsen sidder oppe i ærmet med sin kødrand og regner den ud
festerne med bøllestreger
du der står så rødligt se dig for
maven er helt normal med mindre du
du øver dig dreng du øver dig kokstriptykoner
regn med jeg går på gaden lettere skrårem
i hver sin bås
grin foden spitfireformet og sådan
går rundt og falder
indstiller signalet signalerer signalerne
og fremstammer snurrige brumbasser
ned i sæbemaskinen
må efeu og kiosker svæve over hvert skridt
falder du over en tue af numre
mens øjet hænger ægyptisk
hvor mange udgifter går der på et fremmedlegeme
og gnaske bog
giv albuerum før du fæster
reklameskiltes berusende slogans
oh, det cykler
enkelt eller månedlig øjenmedicin; årsdagen springer læk
stå og trippe på gajoler
bryster for hvilke lydmure gennembryder
meget nærmere en løsning
tossekasse du behøver et skvæt
kom alle mine digitale venner: find færgemanden
en hvilken somhelst lagerbar forbindelse
på hjørnet af fødsel og livet går videre og videre og videre
at stå imod med at så imod med
hiv joystikket ud
du og dit stereo-under
oh, ve ve ve
en hvirvel langs ruden og kørebanen deler døgnet
en oase er Iraq se en stor oase
skod de fuckmordere, dig et hul
molboløftet men ikke du
store sortfod sørg først
for din egen søvn og naglerne
falder ud af side
ruder på TV
undskyld mig en støttestrømpe
stadset op til fest
spidse torne jaget igennem
en dyb og bombesikker mol
se det altsammen på TV
med knæhøje åkander går det ad stormfloder til
en syl i rød lava
husk så kun egenbuen
for de nye børn
for de nye børn
foldet sammen som en dåse
galhalsen galer
kun egenbuen som rabler over dit hoved
som alle løber til døren
sidder jeg øm og sidder jeg
asylcentret
som rabler over dit hoved
som alle løber hen til døren
uret til venstre med hjemmefordelen
sæt aldrig dit Josefskaft
og ser hullet og vinden på vej
et fastfrosset undskyld undskyld mig undskyld
stikker dødsmetallet
som kolbe
ind i en skakt
dit negerrav men ikke du
for nogen anden blomst
du du stilk.
_
Løft foden over hver sten
i byen vender skjulte døre
hvor nemt du gir og køber seks dåser
intet fremmedlegeme stemmer på din afstand
eller gå ti skridt baglæns
kilometerlange køer af høflige fraser
og bagefter klemmer letmetallet
som kassesystem gør-det-selv og ekstra medhjælp
sølvpapir langt ned i brøndens bål
er du hvad du med foden vokaliserer
og hun messer en bøn
og mærker tæerne vokse i ryk mod dine strømper
stemmefremmede eksempler
gemmer sig oftest i ankelhøjde
og hun messer et vandfald
og mærker tæerne mod strømpens seje stof
og vækstfremmeren indkasserer
ned i brøndens bål tager det mig et år
og hårdt tager det mig
vær vejmester med benet løftet til gribetå
lån februar rør før mausoleet
så snart du grådigt indtager dit jeg
og vækstfremmeren tæller kasser
at suge alt det selvgode
vær vejmester løft foden allermest
nu finder du nummeret til stuen
som en humlebi der slikker dug
uanset hvem det er der rækker ud efter rækker
nedad rejser et tegn langs murene
tusindårsefeu svæver til selvmål
en myre begynder fra bagerste hylde
så snart du står med skibsforlis
helsedomshjem i skiver, uh medicinkort med termofjæs
den hvælvede tilføjelse du
med et enkelt spark
falder tusmørket fra muren
at bide sit vabelformat
og syv haves ebbe og flod
gå til lægen med dine fremmedlegemer
du du stilk
giv foden tåmesterstrømpesko
nummeret til fødestuen
og sindssygen øges som et regnestykke der ikke går op
stram skruen om dit akneskred
og intet rusmiddel åbner sprækker som
foden har sin egen bue
og du er endda god til matematik
aknekrumtappen kæfter op
som for helvede bestandigt
små asfaltaftryk af massesåler og hagl
hvornår åbner det andet
i hovedet kører spændetrøjen gazeomvundet
kan du for helvede ikke se kæledyret lige i øjnene
søpapegøje strejfer nakken
små åkandeformede pixibøger eksploderet i gang
hvornår lukker du øjnene op
bukserne op eller ned
ingen anden aktør øger kødressuren på Guds CD
men ikke du og festerne
lad det bare sive nedover fodgængerfelter og lyskryds
til endnu en fødselsforberedelse
remsen
som kerneydelsen sidder oppe i ærmet med sin kødrand og regner den ud
festerne med bøllestreger
du der står så rødligt se dig for
maven er helt normal med mindre du
du øver dig dreng du øver dig kokstriptykoner
regn med jeg går på gaden lettere skrårem
i hver sin bås
grin foden spitfireformet og sådan
går rundt og falder
indstiller signalet signalerer signalerne
og fremstammer snurrige brumbasser
ned i sæbemaskinen
må efeu og kiosker svæve over hvert skridt
falder du over en tue af numre
mens øjet hænger ægyptisk
hvor mange udgifter går der på et fremmedlegeme
og gnaske bog
giv albuerum før du fæster
reklameskiltes berusende slogans
oh, det cykler
enkelt eller månedlig øjenmedicin; årsdagen springer læk
stå og trippe på gajoler
bryster for hvilke lydmure gennembryder
meget nærmere en løsning
tossekasse du behøver et skvæt
kom alle mine digitale venner: find færgemanden
en hvilken somhelst lagerbar forbindelse
på hjørnet af fødsel og livet går videre og videre og videre
at stå imod med at så imod med
hiv joystikket ud
du og dit stereo-under
oh, ve ve ve
en hvirvel langs ruden og kørebanen deler døgnet
en oase er Iraq se en stor oase
skod de fuckmordere, dig et hul
molboløftet men ikke du
store sortfod sørg først
for din egen søvn og naglerne
falder ud af side
ruder på TV
undskyld mig en støttestrømpe
stadset op til fest
spidse torne jaget igennem
en dyb og bombesikker mol
se det altsammen på TV
med knæhøje åkander går det ad stormfloder til
en syl i rød lava
husk så kun egenbuen
for de nye børn
for de nye børn
foldet sammen som en dåse
galhalsen galer
kun egenbuen som rabler over dit hoved
som alle løber til døren
sidder jeg øm og sidder jeg
asylcentret
som rabler over dit hoved
som alle løber hen til døren
uret til venstre med hjemmefordelen
sæt aldrig dit Josefskaft
og ser hullet og vinden på vej
et fastfrosset undskyld undskyld mig undskyld
stikker dødsmetallet
som kolbe
ind i en skakt
dit negerrav men ikke du
for nogen anden blomst
du du stilk.
_
tirsdag den 4. november 2008
mandag den 3. november 2008
NAGENTA
På en restaurant i Paris. Sidder kvinderne i korte skørter. Sidder børnene på store skød. Sidder mændene og spidser mund.
Og her sidder Nagenta
På hånden. I hans hånd. Her ligger der et ocean. Her sejler der en båd.
Og her sidder Nagenta
På hånden. I hans hånd. Her ligger der et ocean. Her sejler der en båd.
På anden hånd
Hun sidder ved et bord midt i dagens mylder. Bestiller en italiensk vand med brus og nipper forsigtigt af flasken, sætter den så tilbage på bordet. Læner sig frem og piller lidt ved den fint designede etiket. Hun ser ikke noget, hører i stedet samtalen som tager form ved bordet bagved, og finder liv i de ord der forlader deres mund:
Ved bordet planlægges ferie, der bliver leet ved tanken om skidragthelvede og umage forsøg på grønne pister. Der tegnes billeder imellem dem, så hjertelige at de kan gribes og mærkes som hænder der flettes.
De flettede fingre, øjnenes genspejling og de mange fælles planer gør hende tør i halsen: hun må tage endnu en slurk af vandet for at sluge savnet og skammen ved at stjæle af de andres ord - ved for et kort øjeblik at have gjort dem til sine egne.
Så rejser hun sig, og går ud på toilettet for at se sig i spejlet. Hvisler et indædt ”hvad fanden glor du på”, og skyller så ud i toilettet af bare vane. Går tilbage til bordet og den italienske vand, drikker endnu en tår og ser ud af vinduet.
Udenfor går mødre forbi, afslappet slingrende. De skubber livets mening foran sig på fire hjul akkompagneret af træranglers spil og svag pludren. Lidt væk cykler en blond pige forbi med rank ryg: gemt bag store mørke solbriller haster hun gennem efterårets grå på vej mod planer, aftaler og hektiske nætter. To ensklædte børn løber omkring på må og få, indtil den ene falder og bryder ud i gråd. En ældre mand hjælper barnet på benene og puster på hendes knæ. Moren iler til, griber barnet i armen og haster væk. Manden står lidt fortabt tilbage. Så går også han videre.
Hun sidder ved bordet lidt endnu. Piller ved etiketten. Hun mærker sig blikke, lyde og puls.
Tager så en sidste slurk af den prikkende vand og lægger en femkrone på bordet som tak.
Ved bordet planlægges ferie, der bliver leet ved tanken om skidragthelvede og umage forsøg på grønne pister. Der tegnes billeder imellem dem, så hjertelige at de kan gribes og mærkes som hænder der flettes.
De flettede fingre, øjnenes genspejling og de mange fælles planer gør hende tør i halsen: hun må tage endnu en slurk af vandet for at sluge savnet og skammen ved at stjæle af de andres ord - ved for et kort øjeblik at have gjort dem til sine egne.
Så rejser hun sig, og går ud på toilettet for at se sig i spejlet. Hvisler et indædt ”hvad fanden glor du på”, og skyller så ud i toilettet af bare vane. Går tilbage til bordet og den italienske vand, drikker endnu en tår og ser ud af vinduet.
Udenfor går mødre forbi, afslappet slingrende. De skubber livets mening foran sig på fire hjul akkompagneret af træranglers spil og svag pludren. Lidt væk cykler en blond pige forbi med rank ryg: gemt bag store mørke solbriller haster hun gennem efterårets grå på vej mod planer, aftaler og hektiske nætter. To ensklædte børn løber omkring på må og få, indtil den ene falder og bryder ud i gråd. En ældre mand hjælper barnet på benene og puster på hendes knæ. Moren iler til, griber barnet i armen og haster væk. Manden står lidt fortabt tilbage. Så går også han videre.
Hun sidder ved bordet lidt endnu. Piller ved etiketten. Hun mærker sig blikke, lyde og puls.
Tager så en sidste slurk af den prikkende vand og lægger en femkrone på bordet som tak.
Sort Nat
Jeg vil male natten sort
Når jeg føler megen tort.
Jeg blev rastløs i November
Holdt så fri hen ad December.
Alle regnvejrsnætter ender
Jeg vil male natten sort.
Jeg vil male natten sort
Når det hele er for hårdt.
Jeg er lige ved at vælte
Jeg bli’r sikkert lagt i bælte
Gid mit hjerte måtte smelte.
Jeg vil male natten sort.
Jeg vil male natten sort
Så det meste vejres bort
Jeg bli’r kemisk lagt i lænker
Alle sortsyns nætter ender
Kom nu maj i min kalender
Jeg vil drikke kaffen sort.
Jeg vil drikke kaffen sort
Når det hele går som smurt
Æde piller hele dagen
Så de aldrig har set magen
Få lidt sol på for og bagen
Og så bare snakke sort…
(Frit efter Pia Raug og Ebba Munks:
”Regnvejrsdag i November”)
Når jeg føler megen tort.
Jeg blev rastløs i November
Holdt så fri hen ad December.
Alle regnvejrsnætter ender
Jeg vil male natten sort.
Jeg vil male natten sort
Når det hele er for hårdt.
Jeg er lige ved at vælte
Jeg bli’r sikkert lagt i bælte
Gid mit hjerte måtte smelte.
Jeg vil male natten sort.
Jeg vil male natten sort
Så det meste vejres bort
Jeg bli’r kemisk lagt i lænker
Alle sortsyns nætter ender
Kom nu maj i min kalender
Jeg vil drikke kaffen sort.
Jeg vil drikke kaffen sort
Når det hele går som smurt
Æde piller hele dagen
Så de aldrig har set magen
Få lidt sol på for og bagen
Og så bare snakke sort…
(Frit efter Pia Raug og Ebba Munks:
”Regnvejrsdag i November”)
søndag den 2. november 2008
lørdag den 1. november 2008
akse
Dagen aftager med lysets hast og livet tiltager en time
(Om ganske snart vil hun ikke huske noget om nogen og havet vil skygge for horisonten.
Om kort tid er bare hukommelsens sorte huller tilbage, som tilfældigt spredte mærker ved uendelighedens grænse )
(Om ganske snart vil hun ikke huske noget om nogen og havet vil skygge for horisonten.
Om kort tid er bare hukommelsens sorte huller tilbage, som tilfældigt spredte mærker ved uendelighedens grænse )
torsdag den 30. oktober 2008
Nekrolog - Ole Peder Haske
Ole Peder Haske, Udviskeren, er død 16. februar 2006 efter kort tids vemod i Luleå, Sverige. Ole Peder Haske blev født 12. december 1899 i Vestre Lungelse af gårdmand Hans Peter Haske og hustru Eline Haske f. Blauenrumpff, og gennemlevede en stort set begivenhedsløs barndom. Han blev verdenskendt som Udviskeren, da han længe før Robert Rauschenberg og hans samtidige, gjorde udviskningen af eksisterende kunstværker, fortrinsvis tegninger og værker på papir, til en kunstart; ”Et statement om kunstens – og dermed alt menneskeskabt - flygtighed i en verden, der hele tiden falder sammen og fra hinanden. En understregning af paradokset, der ligger i, at mennesket bevidst om sin egen og sit værks forgængelighed – det være sig på grund af naturlige eller menneskeskabte kræfter – alligevel forsøger at skabe noget, der har evighedens karakter, eller rækker ud over den tid, det selv lever i, og hvor værket så at sige fødes til at skue mod det uskuelige. … de værker, der har holdt sig bedst gennem tiden, er de værker, ingen har set. Eller kun meget få.” (Citat fra interview i ”Art & Disappearance. Art Periodical. London 1944 (på engelsk, forstås)). Han startede som palimpsestør (palimpsest: håndskrift, hvis oprindelige tekst er slettet for at give plads til en ny. Det er undertiden muligt, fx vha. kemikalier eller UV-lys, at skelne den oprindelige tekst. Palimpsestør: en, der fremstiller palimpsester), men opgav snart denne karriere, da han ustandselig kom i karambolage med arkivarer, bibliotekarer og andre, der blandt andet talte hans studiekammerater Per Viking Glob og Herman S. Borthe, begge rigsarkivarer, og da han var en mand af få ord, der mente, at værket måtte tale for sig selv, og fordi, han ikke var så original i den tilføjede tekst, som han ville være, gik han over til tegninger og anden kunst udført og indført på papir, som var det tætteste, han kunne komme håndskriften, brevet, notatet, bogen in spe. En anden årsag til at holde sig til disse medier var, at han fandt lærreder for uimodtagelige for viskelæder og i det hele taget for klodsede, og statuer i det hele taget for umedgørlige; på alle punkter. Ole Peder Haskes foretrukne redskaber var netop viskelædere, af hvilke han selv udviklede forskellige typer og radérvand, som han kombinerede med skalpeller og specielle små knive, han havde ladet fremstille i Sydamerika hos en indianerstamme, der var kendte for at skrumpe insekter (på samme måde som andre stammer krymper hovederne af deres fjender), og derfor måtte have fine redskaber, for at borttage eventuelle letfordærvelige bløddele. Ole Peder arbejdede over hele verden. Han besøgte mange anerkendte kunstnere, gjorde sig gode venner med dem – bl.a. med hjælp fra sin bon-kammerat Jern-Svend (Svend Ingenstans), som var en glimrende hypnotisør og sin hundehvalp, der kunne blødgøre selv det hårdeste hjerte – for derefter at få dem til at overdrage sig et værk på papir, en tegning for det meste (Ole Peders foretrukne medie som sagt), som derefter blev registreret i et udstillingskatalog eller en officiel værkfortegnelse, så den officielle siden af sagen var i orden; værket var et anerkendt kunstværk. Så blev tegningen omhyggeligt visket ud, fjernet på den overordentligste måde, og papiret bar nu kun svage spor, der for det meste kun blev synlige under specielle belysningsforhold, og spor efter at have været under Ole Peder Haskes behandling. Håndværket var vigtigt for Ole Peder, og han var sig bevidst om, at overfladen på et papir altid vil bære spor efter det, der er sket med det. ”Papiret er en bærer af historien, og vidner om menneskelig ihærdighed,” sagde han tit og ofte. I årene efter 2. verdenskrig kom der rigtig gang i karrieren og han viskede, slettede, udraderede og bortkradsede utallige store værker, ligesom han, med den tiltagende udbredelse af grammofonpladen og båndoptageren, fandt lejlighed til også at begive sig ind på musikkens område, hvor han kunne arbejde med musikken på anden måde, end ved blot at udviske partiturer. Han opfandt en mekanisme, der kunne skrælle rillen af en grammofonplade i én lang streng, men fandt, at de magnetiske bånd var en anelse for nemme at slette, hvorfor han kun arbejdede med disse ved helt særlige lejligheder som f.eks. dengang, da Kaptajn Hermod Flühne vendte hjem fra Arktis med kaskelothvalernes fangstlyde og grindehvalernes korsang, som det havde taget 6 år at optage, og Ole Peder Haske så sit snit til ”at komme til at tabe” en vældig stor magnet ned i kassen med spolebånd. Der gik flere år, før han vedkendte sig værket. Men han kunne også angribe musikken fra den anden, den traditionelle, vinkel, nemlig ved at udviske nodeark kort før en opførsel, hvilket bl.a. fandt sted, da den amerikanske komponist Johan Kage (norsk afstamning) besøgte København og skulle opføre sit værk ”4:33” for kor og orkester. Dette blev et gennembrud, hvor komponistens og palimpsestørens værker gik op i en højere enhed. Værket er senere fremført over hele jorden og er udkommet i mange indspilninger. Det består i al sin enkelhed af et fuldtonet orkester og et 100 mands kor, der intet spiller eller synger i 4 minutter og 28 sekunder, men indledes med en heftig nervøs rømmen i 5 sekunder. Oprindeligt hed værket: ”The Rise and Fall of the Handmaids of the Titanic and the Icebergs or Lament of the Tibetan Whalers”, men blev efter opførelsen i Tivolis Koncertsal med det af Ole Peder Haske udviskede partitur omdøbt til netop”4:33”. Dirigentens (Peter Lühre) partitur var det eneste, der ikke hvad været under Haskes behandling. Senere blev Peter Lühre – efter endt ophold på det dengang berømte sanatorium ”Im See”, Østrig - lærer i tegnsprog for døve, som han udviklede til også at omfatte musiske partiturer. I denne, den oprindelige, fremførelse bankede dirigenten tillige på nodestativet, men det tog komponisten ud, idet han ikke mente, at det passede rent klangmæssig, og nemt kunne tolkes som et lån fra ”Skrivemaskine-sonaten”. Ole Peder havde da fast adresse i Borup på Midtsjælland, men fra midten af 1960’erne og indtil 1988 rejste han overalt i verden og udstillede og udførte sin kunst. Dog slog han sig på sine ældre dage til ro på opfordring af sin hustru, som indtil da ikke havde set ham siden ægtevielsen i 1947, og som nu insisterede på at ville have børn. ”Det var sandelig på høje tid,” skulle han have sagt, og dermed blev det. Som for at understrege sin målrettethed og i lyset af beslutningens betydning for fremtiden, kravlede han samme nat op på Århus Rådhus klokketårn og ”lod uret forsvinde”. Da det ikke var hans sædvanlige medie og fremgangsmåde, var der ingen, der mistænkte ham for ”udåden”, som dette forsvindingsværk blev kaldt i den almindelige presse. Senere, da han havde sikret sig, at Århus ikke havde udvekslingsaftaler med Luleå, sendte han Ur-værket, som han selv kaldte det, tilbage til rådhuset fordelt i mindre pakker og sendt fra flere forskellige posthuse i Nordsverige. Familien flyttede altså til Luleå i Sverige; også fordi de syntes, at navnet lød sjovere end Borup. Men selv om Ole Peder blev far i en meget høj alder, lagde han dog ikke arbejdet helt væk. Luleå Kommune og Det Svenske Rigsarkiv erholder ifølge hans efterladte papirer og en række personer, der har fundet ud af, at de er ikke-eksisterende, samt byggeprojekter, der har måttet skrinlægges på grund af manglende plantegninger, stadig et for offentligheden ukendt antal udviskninger. Tiden vil vise, hvor mange der er tale om. Ole Peder Haskes fysik havde det ikke godt med at flytte så højt nordpå, og som tiden gik blev han mere og mere nedtrykt. Han savnede karrierens udfordringer. Han forstod heller ikke det svenske sprog, skønt hans hustru vil vide, at det var et spørgsmål om ikke at ville tale et sprog, der lyder så fjollet, og fordi han ikke vidste noget om rensdyr og elge. De sidste 2 år boede han i et udhus, hvor man eller skulle have haft brænde til vinteren. Der havde han låst sig inde i en gammel kuffert, og her sang han i alle sine vågne timer danske sange, sådan som de blev fremført af Aksel Schiøtz. Han havde kendt Schiøtz i sine unge år, hvor han var med i en dilettantteaterklub, hvor også denne prøvede kræfter med de skrå brædder. Hans fremførelse bestod af en tro kopi af de grammofonplader af Schiøtz’ indspilninger, han i sin tid havde skrællet. Den var komplet med ridser, nålestøj og ”fluepletter”, altså små forekomster af almindeligt snavs, der på forskellig måde havde klistret sig fast til grammofonpladen, og som stadig sad fast på den lange plastik-snor, der var resultatet af en ”skrælning”. Ole Peder Haske efterlader sig 8 børn og en ganske livskraftig hustru, Elvira Haske. Bisættelsen foregår.
onsdag den 29. oktober 2008
Den sidste....
Den sidste
fantasi
vores dialog
bliver en film
hvor hver
replik
skal chokere
og
til sidst
løbe ud som
våd
croquis.
fantasi
vores dialog
bliver en film
hvor hver
replik
skal chokere
og
til sidst
løbe ud som
våd
croquis.
Prænet
Før nettet så alle mennesker tv
Før tv lyttede alle mennesker radio
Før radioen læste alle mennesker aviser
de gik i teater
de orienterede sig i rygter
de troede på ALT hvad de hørte
Alle lyttede
eller holdt deres kæft
og ingen kunne tale
så utroligt smukt som du kan.
Før tv lyttede alle mennesker radio
Før radioen læste alle mennesker aviser
de gik i teater
de orienterede sig i rygter
de troede på ALT hvad de hørte
Alle lyttede
eller holdt deres kæft
og ingen kunne tale
så utroligt smukt som du kan.
SigNatur
Hun er helt sin egen
Altid på farten, på podiet, på vej.
I tilbagelænet hast gribes et gøremål, mens hun svinger med døren - ”derudaf og væk”.
Hun er hverken til dates eller dosmerliv, poesi eller nærværsprostitution. Nej, fanden stå i rim, remser og blikfjerne betroelser; her danses på gloende kul og inkvisitionens øjeblikke nydes, mens tid er.
Hun kaster med bolde på tværs af baner og høster flere sæsoners point på en enkelt halvleg. Lever af off- og insides, rene tacklinger og et stærkt forsvar.
Hun ejer navne som von og De la, men holder sig til skødesløst nedfældede initialer -”just like that”.
Hun befinder sig i overhalingsbanen, i slipstrømmen, på forreste række.
Underspiller med enhver tænkelig bagtanke rollen
som
heeeeelt sin egen
Altid på farten, på podiet, på vej.
I tilbagelænet hast gribes et gøremål, mens hun svinger med døren - ”derudaf og væk”.
Hun er hverken til dates eller dosmerliv, poesi eller nærværsprostitution. Nej, fanden stå i rim, remser og blikfjerne betroelser; her danses på gloende kul og inkvisitionens øjeblikke nydes, mens tid er.
Hun kaster med bolde på tværs af baner og høster flere sæsoners point på en enkelt halvleg. Lever af off- og insides, rene tacklinger og et stærkt forsvar.
Hun ejer navne som von og De la, men holder sig til skødesløst nedfældede initialer -”just like that”.
Hun befinder sig i overhalingsbanen, i slipstrømmen, på forreste række.
Underspiller med enhver tænkelig bagtanke rollen
som
heeeeelt sin egen
tirsdag den 28. oktober 2008
Det ses
verden bliver mere og mere lykkelig, lande smilende smilende, til højre fryder Sverige sig til venstre er der vand. Når en ny Ø skyder op, venter den med at lyse, den skal lige være flydevoren før det hele bliver grønt, men så tror vi også på den, langsomt. Der er mange dyr, de har knogler fulde af luft, de har vinger der kan spragle under solens viadukt. Himlen har vist os fuglene, som sikkert var børn engang. Læg dig med hjertet opad og syng min sang
mandag den 27. oktober 2008
søndag den 26. oktober 2008
Det er et billigt trick
at skrive om krager.
De kan ikke engang
flyve ordentligt, de
flakser bare rundt
på naturens bagside, hænger
som affald i træerne,
altid tæt på togskinner,
motorveje, industrikvarterer.
De skræpper op, skælder ud
på hinanden, tilsyneladende
uden grund, kragerne.
Men uden krager intet sprog, derude
er det svært at få øje på noget, helt
derude i tågen, det bakkede landskab
af glemsel.
Kragerne er ligeså virkelige som
en varmtvandspumpe, et kontoudtog,
et gennemblødt girokort i vejkanten,
som fejemaskinerne glemte at få med. Ikke
girokortet, men dets helt naturlige,
halvt opblødte tilstand er
kragernes signatur.
at skrive om krager.
De kan ikke engang
flyve ordentligt, de
flakser bare rundt
på naturens bagside, hænger
som affald i træerne,
altid tæt på togskinner,
motorveje, industrikvarterer.
De skræpper op, skælder ud
på hinanden, tilsyneladende
uden grund, kragerne.
Men uden krager intet sprog, derude
er det svært at få øje på noget, helt
derude i tågen, det bakkede landskab
af glemsel.
Kragerne er ligeså virkelige som
en varmtvandspumpe, et kontoudtog,
et gennemblødt girokort i vejkanten,
som fejemaskinerne glemte at få med. Ikke
girokortet, men dets helt naturlige,
halvt opblødte tilstand er
kragernes signatur.
og vandet er tykt
du kan skære i det med din mund
salt om din hals blinker til
lændens tæppe bevarer vildskab
tungen besvarer med vildskab
jeg ved ikke om jeg har
råd til at skrive ved siden af
når vandet fantaserer og
din mund vil så meget mere?
salt om din hals blinker til
lændens tæppe bevarer vildskab
tungen besvarer med vildskab
jeg ved ikke om jeg har
råd til at skrive ved siden af
når vandet fantaserer og
din mund vil så meget mere?
lørdag den 25. oktober 2008
Endnu en regnfuld eftermiddag
De har været ved lægen. Ingen siger noget. Så ringer det på døren. Jeg lukker op. Udenfor står en meget høj, meget smuk, meget lyshåret, meget ung mand i en gulvlang frakke. - Er Inge hjemme?
- Nu skal jeg se, siger jeg og vender mig om i gangen. Så kommer Inge inde fra huset. Hun har et værelse hos os. Mit gamle værelse. - Du har fået gæster.
Jeg vender mig mod døren igen. Der står en lille, lav, gammel, pukkelrygget mand.
Jeg går ind til mig selv. DET der kommer vist ikke lige mig ved.
- Nu skal jeg se, siger jeg og vender mig om i gangen. Så kommer Inge inde fra huset. Hun har et værelse hos os. Mit gamle værelse. - Du har fået gæster.
Jeg vender mig mod døren igen. Der står en lille, lav, gammel, pukkelrygget mand.
Jeg går ind til mig selv. DET der kommer vist ikke lige mig ved.
fredag den 24. oktober 2008
carry me on the shoulder of a siamese cat
hei lisboa, du er to byer når jeg drømmer om deg/ jeg fotograferer deg i begge byer, uvitende om din doble natur/ bildene avslører ingenting, men viser et stykke rosa tøy mot en forfallen vegg/ dette kunne være porto, dette kunne være ourense/ this could be avalon/ jeg bor gratis på hotell, kaster skitne håndklær i søppelsjakten/ jeg portretterer de hjemløse og gateløse i havnen/ de er likegyldig til hvilken av byene de bor i/ de bor gratis overalt, sover på skitne håndklær i søppelkjellere/torsdag den 23. oktober 2008
Beat-it-up
Vi taler også om at alle disse...mennesker.. er levende døde, som Jack og Neal talte om det.
I dag tales der camouflageagtigt Punkt 1 om det...det er kommet for tæt på.
Vi elsker med øjnene åbne, som når vi slås, og så filmer vi lortet og kigger på det bagefter, som jordlopper der gør alting småt...
I dag tales der camouflageagtigt Punkt 1 om det...det er kommet for tæt på.
Vi elsker med øjnene åbne, som når vi slås, og så filmer vi lortet og kigger på det bagefter, som jordlopper der gør alting småt...
U.t.
Under sofaen ligger de græske øer
i et alt for havgrønt tæppe. Langhåret
salt og måger. Er havet en kvinde
og bølgen en mand? Er klippen
et barn ingen kan nå eller en sær
gamling, der har fået fikse ideer?
Luften flytter sig, og det kalder vi
noget, vi ikke kan huske. Søvn
og muntert marmor forenes.
*
Vi er oppegående.
i et alt for havgrønt tæppe. Langhåret
salt og måger. Er havet en kvinde
og bølgen en mand? Er klippen
et barn ingen kan nå eller en sær
gamling, der har fået fikse ideer?
Luften flytter sig, og det kalder vi
noget, vi ikke kan huske. Søvn
og muntert marmor forenes.
*
Vi er oppegående.
onsdag den 22. oktober 2008
modsat mosaik III
Han tabte noget af syne engang. Noget rundt og rigtigt og fandt kant i stedet:
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på
Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog
Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt
Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på
Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog
Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt
Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik
tirsdag den 21. oktober 2008
Gude Sludder
Til helvede med formler
tårne rager ud af ilden
Fire hjørners ørne
sluger Johannesbrød
Askens gløder
på marmorbryster
Uvidenhed gør sig klar
som utilpassede børn strejfer
tårne rager ud af ilden
Fire hjørners ørne
sluger Johannesbrød
Askens gløder
på marmorbryster
Uvidenhed gør sig klar
som utilpassede børn strejfer
mandag den 20. oktober 2008
Illusion
Hun finder svar på spørgsmål aldrig stillet og sidder tilbage med favnen fuld af uafklarede udråbstegn, mere i tvivl end tvivlen selv
Hun griber ord der ikke findes, aldrig er sagt og ender med skrift på vægge der for længst er væltet
Hun finder drømme uden ejer og længsler uden krop
Hun skaber konturer uden omrids og savner tyngden af en skygge
Hun lever et fatamorgana og hun ved det
Hun griber ord der ikke findes, aldrig er sagt og ender med skrift på vægge der for længst er væltet
Hun finder drømme uden ejer og længsler uden krop
Hun skaber konturer uden omrids og savner tyngden af en skygge
Hun lever et fatamorgana og hun ved det
søndag den 19. oktober 2008
Nyhederne
Godaften,
det er TV-avisen
Nye undersøgelser viser,
at det alligevel ikke vil være
muligt at nå ind til
virkelighedens kerne. Eksperterne
udtaler, at vi må leve med at observere
tingenes overflade som den er
De teknologiske vismænd,
der har lavet undersøgelsen,
er ellers nogle af de
lykkeligste i verden, viser en rundspørge
i foreningen af forsvundne
kioskejere
Dog har en nødvendig kæde af
misforståelser
ført til en del kritik. Overalt på
landets posthuse har sagen været
diskuteret. ”Den der finder frem til
sandheden,
vinder en gris”, har generaldirektøren
udtalt.
Og vejret: tåge over det meste af landet,
koldskål
fra vest, kaniner og rådyr
med grå stær i vejkanten, fare for
udskridning
19.6.2008
det er TV-avisen
Nye undersøgelser viser,
at det alligevel ikke vil være
muligt at nå ind til
virkelighedens kerne. Eksperterne
udtaler, at vi må leve med at observere
tingenes overflade som den er
De teknologiske vismænd,
der har lavet undersøgelsen,
er ellers nogle af de
lykkeligste i verden, viser en rundspørge
i foreningen af forsvundne
kioskejere
Dog har en nødvendig kæde af
misforståelser
ført til en del kritik. Overalt på
landets posthuse har sagen været
diskuteret. ”Den der finder frem til
sandheden,
vinder en gris”, har generaldirektøren
udtalt.
Og vejret: tåge over det meste af landet,
koldskål
fra vest, kaniner og rådyr
med grå stær i vejkanten, fare for
udskridning
19.6.2008
lørdag den 18. oktober 2008
EFTERLADT
melodisk vanddrypperi
i dukkens gyldne hår
efterladt i badekabinen
mixes med rotternes
gnaven i tørre brødkrummer
som hovedløse jægere
uden haler overtog
ormene lidt efter lidt
magten over torsoen
i stuens eneste stol
de indtog overtog og
sørgede for at der igen
kom liv i tomme øjne
i badet gispede dukken
efter vejret da lyset
forsvandt
i dukkens gyldne hår
efterladt i badekabinen
mixes med rotternes
gnaven i tørre brødkrummer
som hovedløse jægere
uden haler overtog
ormene lidt efter lidt
magten over torsoen
i stuens eneste stol
de indtog overtog og
sørgede for at der igen
kom liv i tomme øjne
i badet gispede dukken
efter vejret da lyset
forsvandt
fredag den 17. oktober 2008
Fartøj
I det primære øjeblik
af sort
gjorde livet indtryk
af parathed
og polaritet
bevægelsen fremad
hvor verdenen
bag mig
blev holdt fast
jeg indstillede
mine knoglers
løse strenge
strakte dem
imod omkredsen
for at høre
det uhørlige
af sort
gjorde livet indtryk
af parathed
og polaritet
bevægelsen fremad
hvor verdenen
bag mig
blev holdt fast
jeg indstillede
mine knoglers
løse strenge
strakte dem
imod omkredsen
for at høre
det uhørlige
Mmmmmm.....
Tænk at bære navnet Jerichau - at kunne tænde en syvarmet lysestage,
drømme om tabte lande og mindes det unævnelige i et fælles sprog af tavshed
Tænk at bære navnet på en by, et træ, en sunken skonnert
at spejde forgæves og kende ordet tyst, som en tyngde i kroppen
Tænk at vinke fra et vindue i en bus undervejs
rejse bort og vende tilbage i een og samme håndbevægelse
At vide sig tilstede i en tanke et sted
Tænk at nynne ”Mmm...”
og mærke jorden svinge med samme frekvens.
drømme om tabte lande og mindes det unævnelige i et fælles sprog af tavshed
Tænk at bære navnet på en by, et træ, en sunken skonnert
at spejde forgæves og kende ordet tyst, som en tyngde i kroppen
Tænk at vinke fra et vindue i en bus undervejs
rejse bort og vende tilbage i een og samme håndbevægelse
At vide sig tilstede i en tanke et sted
Tænk at nynne ”Mmm...”
og mærke jorden svinge med samme frekvens.
torsdag den 16. oktober 2008
Erindrings erosion
Jordens læderhud er skoldet, en drøms dagsrest brændt i kød, en grill tiltet omkuld i græsset og ad flugtvejen forbi et flået fabeldyr, afslagne hænder som tyves, kløvede stamtræer faldet i baghold. I blå stænk ligger regnen spredt, strimler af stof hængt i hegnet, blafrer som vimpler, små flag, stormen har sat på det erobrede land. Skypumpen kaster op i skvulp og spytter vraggods fra en falden himmel, som verdens fede vom vendt på vrangen.
onsdag den 15. oktober 2008
Vi der valgte druknelivet
De tusinde mænd med fugtige ører
De nul ridende bølger
De nul våde drømme
Havet af umuligheder
De nul ridende bølger
De nul våde drømme
Havet af umuligheder
tirsdag den 14. oktober 2008
To digte
Solens dæmon hæver sig
over dagens matte sokkel og
kysser skoven med sine blide flis
I jorden en forstenet muldvarp: alle
under jorden sover trygt. Inde i cirklen
af ventetid sidder et postbud af filt
og rører i sovsen:
han har tænkt sig frem til en tilstand
af svævende identitet: det ene øjeblik
er han en lille fugl, det næste øjeblik
en islænder-sweater der luner sig selv
i de kølige sommernætter, det næste igen
en tivolidirektør
der råber op til dagens
forestilling mens han står fastklemt
mellem
to cirkusvogne på grund af sin
alt for store mave
Det er ikke lige til at se
at sommeren ikke er kommet rigtig
i gang i år. Men buskenes blade
sitrer ikke som de plejer og træerne
af jern signalerer kun til os via
underjordiske kanaler når vi svøbt
i søvnens pose under nattens myggenet
af sved råber på mere feber
Tanker af strå lægger sig på det
allervarmeste sted i hjernen,
det hele naglet fast med søm og skruer
midt i en sump af meningsløs oversvømmelse:
Tallene viser, at tragten er for snæver: de fleste
dyr vil uundgåeligt sidde fast i kontrastens
skarpe fremkaldervæske: som overeksponerede
falder de giftsyge ud i den ventende
sø af kød
Maj 2008.
Verden ånder
gennem spejlet af papir
og efterlader duggens
fine aftryk – bogstaver af salt
En nethinde af udsagn gennem
bandagen – du får øje på
dyret dér hvor lyset falder
ind gennem hjernens sprække
af metal
Verden er tung og gammel
Økonomerne svæver
som lette fnug i stratosfærens
kogende ozon
Bølgeslag af glemsel
holder dig vågen
som en lampe
i nattens svævende stof
Mens du leder efter spor
i sandet opdager du
at tiden har fundet dine
Som gammel krigsveteran
beholder du hjelmen på
til det sidste, men det hele er
sløret, åndedrættet er for tæt
på
1.6.2008
over dagens matte sokkel og
kysser skoven med sine blide flis
I jorden en forstenet muldvarp: alle
under jorden sover trygt. Inde i cirklen
af ventetid sidder et postbud af filt
og rører i sovsen:
han har tænkt sig frem til en tilstand
af svævende identitet: det ene øjeblik
er han en lille fugl, det næste øjeblik
en islænder-sweater der luner sig selv
i de kølige sommernætter, det næste igen
en tivolidirektør
der råber op til dagens
forestilling mens han står fastklemt
mellem
to cirkusvogne på grund af sin
alt for store mave
Det er ikke lige til at se
at sommeren ikke er kommet rigtig
i gang i år. Men buskenes blade
sitrer ikke som de plejer og træerne
af jern signalerer kun til os via
underjordiske kanaler når vi svøbt
i søvnens pose under nattens myggenet
af sved råber på mere feber
Tanker af strå lægger sig på det
allervarmeste sted i hjernen,
det hele naglet fast med søm og skruer
midt i en sump af meningsløs oversvømmelse:
Tallene viser, at tragten er for snæver: de fleste
dyr vil uundgåeligt sidde fast i kontrastens
skarpe fremkaldervæske: som overeksponerede
falder de giftsyge ud i den ventende
sø af kød
Maj 2008.
Verden ånder
gennem spejlet af papir
og efterlader duggens
fine aftryk – bogstaver af salt
En nethinde af udsagn gennem
bandagen – du får øje på
dyret dér hvor lyset falder
ind gennem hjernens sprække
af metal
Verden er tung og gammel
Økonomerne svæver
som lette fnug i stratosfærens
kogende ozon
Bølgeslag af glemsel
holder dig vågen
som en lampe
i nattens svævende stof
Mens du leder efter spor
i sandet opdager du
at tiden har fundet dine
Som gammel krigsveteran
beholder du hjelmen på
til det sidste, men det hele er
sløret, åndedrættet er for tæt
på
1.6.2008
Tekst TV 93.
Min dør
burde ikke ligge lige der
men til venstre
som på snoede græske hoteller
i en tid
hvor al
tekst tv
blev lavet i
Albanske pixilerede strøg.
burde ikke ligge lige der
men til venstre
som på snoede græske hoteller
i en tid
hvor al
tekst tv
blev lavet i
Albanske pixilerede strøg.
mandag den 13. oktober 2008
Om kriser
Kan man ikke finde på andet, kan man altid finde en krise, der kradser. Og man kradser igen, og der går hul på bylden. I heldigste fald også betændelse i skidtet. Og det bløder og pletter tøjet og så går tiden da med det. Plefjerner og kogevask. Man sætter sig lidt foran maskinen med tromlen, der kører og kører. I ring. Og man tænker: ”trædemølle”. Det gør én så trist. Trædemøller er per definition triste.
Man forsøger at tænke på noget andet, men tristheden har bidt sig fast, ligesom kulden og krisen. Der kradser. Så man rejser sig og sætter sig igen. Triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng. Så triller man igen: først den anden vej og så den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Det gør ikke den store forskel. Tommelfingre er tommelfingre, hvordan man end vender og drejer dem.
Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør, for ekempel. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe at nogen kaster med sten. Mod eget glashus. Og der bliver kastet og man råber:
”Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre mit”.
Så går tiden jo med det.
Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Mens krisen kradser og vasketøjet tumbler. Man kan også lade være.
Godnat og sov godt
Man forsøger at tænke på noget andet, men tristheden har bidt sig fast, ligesom kulden og krisen. Der kradser. Så man rejser sig og sætter sig igen. Triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng. Så triller man igen: først den anden vej og så den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Det gør ikke den store forskel. Tommelfingre er tommelfingre, hvordan man end vender og drejer dem.
Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør, for ekempel. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe at nogen kaster med sten. Mod eget glashus. Og der bliver kastet og man råber:
”Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre mit”.
Så går tiden jo med det.
Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Mens krisen kradser og vasketøjet tumbler. Man kan også lade være.
Godnat og sov godt
ATMOSPHERE (22)
Joe Strummer & The Mescaleros:
"Walk on the Wild Side" (St. Ann's Warehouse,
Brooklyn NYC, 5 April 2002)
POEMS by TED BURKE
TED BURKE Blog: like it or not
"Walk on the Wild Side" (St. Ann's Warehouse,
Brooklyn NYC, 5 April 2002)
POEMS by TED BURKE
TED BURKE Blog: like it or not
søndag den 12. oktober 2008
fredag den 10. oktober 2008
Den danske språg
"Der er løbet meget vand under åen siden da."
En dansk "mediefigur" (bl.a. forfatter).
En dansk "mediefigur" (bl.a. forfatter).
torsdag den 9. oktober 2008
Det Ærlige Digt
Døden den dramakvien flakser lifligt
i slipstrømmene fra en flower roterende
a la Rigshospitalets helikopters rotorblade
- når den snitter står blodet så det ligner
et helt springvand - medens jeg står og betagter og
betages af skæbnens potens medens
livet rinder ud af en tilfældig vidunderlagt
hvorpå en knyttet hånd åbner sig langsam
hvorpå en blomst en rypelyng vokser frem af venstre bryst
og den springer ud og jeg plukker den, jeg spiser den, jeg gumler den.
i slipstrømmene fra en flower roterende
a la Rigshospitalets helikopters rotorblade
- når den snitter står blodet så det ligner
et helt springvand - medens jeg står og betagter og
betages af skæbnens potens medens
livet rinder ud af en tilfældig vidunderlagt
hvorpå en knyttet hånd åbner sig langsam
hvorpå en blomst en rypelyng vokser frem af venstre bryst
og den springer ud og jeg plukker den, jeg spiser den, jeg gumler den.
onsdag den 8. oktober 2008
If you go away like I know you will..
Kunstneren vil være anonym, men jeg kender hendes navn og må gengive maleriet her.
Stop!
Du skal passe på 8 især
når det ligger for dine fødder
som et sæt øjne eller dobbelt punktum
Achtung baby, 2 ringe eller håndjern
der knipser dig fast
knipser dig fast så du ikke
kan bevæge dig over
over eller tilbage
tilbage vent til i morgen
9 er trods alt den højeste Herre
Derefter starter du forfra
når det ligger for dine fødder
som et sæt øjne eller dobbelt punktum
Achtung baby, 2 ringe eller håndjern
der knipser dig fast
knipser dig fast så du ikke
kan bevæge dig over
over eller tilbage
tilbage vent til i morgen
9 er trods alt den højeste Herre
Derefter starter du forfra
une mirage
hva finnes av fjell
hva finnes av språk for fjell
hvilke portretter finnes av fjell
alle tre meget interessante spørsmål vedrørende fjell
her er tre ikke så interessante spørsmål vedrørende fjell:
hvorfor finnes fjell
hvorfor finnes språk for fjell
hvorfor finnes portretter av fjell
dette sier nok mye om meg, og lite om fjell
om diktet, hvis det finnes, sier det ingenting
tirsdag den 7. oktober 2008
En efterårstragedie
Der var en gang et stort træ, der gerne ville være pænt om efteråret. Det ville stå der, hvor det stod på brinken, der, hvor den kærlige og pæne skovsti snoede sig på vejen rundt om søen, som var den lagt af en ulykkeligt forelsket guldaldermaler, og vise sine blades mange farver frem for dem, som kom forbi dernede under kronen. Men denne oktober var en uvenlig én af slagsen, og der gik ikke mange dage, før vinden havde revet alle bladene af træet, og det stod nøgent tilbage, og fremviste sine spinkle grene og slappe bark. Selv de snyltere, der kunne have ventet til, den første nattefrost havde været der, gik i hi i utide, egernene nægtede af kravle op ad stammen. Den var dog for ulækker. Alt i alt var efteråret slet ikke, som træet havde tænkt sig. At gå ind i vinterens udsathed og de mange normale storme som en mosgroet vanskabning, var ikke noget at se frem til. Træet tog en beslutning. Dybt inde i stammen, hvor de største træmuskler sidder, begyndte det at spænde op, og efterhånden som spændingen arbejdede sig udad, blev træet stivere og stivere. Hvis nogen havde været der for at se på det, kunne de have set, hvordan træet efterhånden blev så overspændt, at man skulle tro, at det var invaderet af frost, der fik alt vand i veddet til at udvide sig, og med et lille pfft faldt træet sammen i flere millioner tændstikker (m. svovl). Det tog et aktiveringshold fra den tidligere Farum Kommune hele vinteren at samle dem sammen i æsker, og på dem klæbe små fine billeder af kommunalbestyrelsen.
naturens evindelige fitness
Om efteråret taber naturen sig.
Det er ligesom den går på Nupo kur
Det må være ekstremt usundt
Men fadbamse-daggryet er ovre
Det er tid til at rense ud
Alle de blade der ryger af
Og alle de fedtede grene
Sensommer-slasken
For-vinter dasken
Fuglene flygter
Åååååh
Fittness september
Kronhjorte kardiogrammer
uuuh
Spinning oktober
Havet får Nike-løbe-lort på
Henad november står den så uden et gram for meget
Slank som et siv
Lidt ligesom Elvis i 68
Fuld af overskud
Fuld af fever
Men også lidt overkold og hysterisk spændstig
Naturen i en boksering med tætsiddende læder
Det er ligesom den går på Nupo kur
Det må være ekstremt usundt
Men fadbamse-daggryet er ovre
Det er tid til at rense ud
Alle de blade der ryger af
Og alle de fedtede grene
Sensommer-slasken
For-vinter dasken
Fuglene flygter
Åååååh
Fittness september
Kronhjorte kardiogrammer
uuuh
Spinning oktober
Havet får Nike-løbe-lort på
Henad november står den så uden et gram for meget
Slank som et siv
Lidt ligesom Elvis i 68
Fuld af overskud
Fuld af fever
Men også lidt overkold og hysterisk spændstig
Naturen i en boksering med tætsiddende læder
mandag den 6. oktober 2008
fredag den 3. oktober 2008
efternat
det er efternat, han sover og har forlængst forladt dagenes manglende berøring og sofaens umagehed, som de tidligere på aftenen delte. nu er han undervejs i søvnen, på vej mod flere dage, flere vågne timer med fjernblik og tavse appeller, for en stund fredet i og af søvnen.
med kroppen formet som et omvendt S, synes han at tegne et spørgsmålstegn mod det hvide lagen.
hun står i døren og betragter ham, hans sitrende øjenlag og den lette savl der har lavet en mørk plet på puden. hun kan svagt høre køleskabets mekaniske vejrtrækning fra køkkenet og møblerne der giver sig en smule, som vånder de sig under nattens åg. hun er helt, helt tæt på skumringsgråheden, hun er opløst og fri af tanker og kan mærke hans krops dufte som en tyngde i rummet. en tyngde der får hende til at skutte sig en smule i den tynde bluse, som fornemmer hun pludselig, at der ikke er rum til hende, derinde bag søvnens dør.
hun mærker trætheden men vil ikke sove, nej hun vil stå her til han vågner.
så vil hun sige ”godmorgen”, mens han vil knibe øjnene sammen for at skærme mod lyset bag gardinerne. han vil strække sig, og hun vil vide at han et kort øjeblik føler sig fremmed, afsløret, nøgen. han vil se på hende med en slags frygt, som læser hun hans tanker og drømme, der handler om alt andet end dem og deres. så vil han skubbe dynen til side og med den også frygten, han vil kærtegne hendes skulder, gå mod badeværelset og svagt mumle et ”godmorgen” til svar.
hun vil vende sig om og forgæves søge hans blik, men han er længe væk, han er trådt ind i dagen og vasker nu nattens længsler af under bruseren.
så vil hun lægge sig på lagnet og søge at fange det spørgsmål hans krop tegnede i nat - hun vil snuse og mærke fordybningen, hvor hans krop har ligget.
og hun ved, at hun vil søge forgæves. at hun må kvæle et savn før det opstår, og søge mod søvnen for at finde.
med kroppen formet som et omvendt S, synes han at tegne et spørgsmålstegn mod det hvide lagen.
hun står i døren og betragter ham, hans sitrende øjenlag og den lette savl der har lavet en mørk plet på puden. hun kan svagt høre køleskabets mekaniske vejrtrækning fra køkkenet og møblerne der giver sig en smule, som vånder de sig under nattens åg. hun er helt, helt tæt på skumringsgråheden, hun er opløst og fri af tanker og kan mærke hans krops dufte som en tyngde i rummet. en tyngde der får hende til at skutte sig en smule i den tynde bluse, som fornemmer hun pludselig, at der ikke er rum til hende, derinde bag søvnens dør.
hun mærker trætheden men vil ikke sove, nej hun vil stå her til han vågner.
så vil hun sige ”godmorgen”, mens han vil knibe øjnene sammen for at skærme mod lyset bag gardinerne. han vil strække sig, og hun vil vide at han et kort øjeblik føler sig fremmed, afsløret, nøgen. han vil se på hende med en slags frygt, som læser hun hans tanker og drømme, der handler om alt andet end dem og deres. så vil han skubbe dynen til side og med den også frygten, han vil kærtegne hendes skulder, gå mod badeværelset og svagt mumle et ”godmorgen” til svar.
hun vil vende sig om og forgæves søge hans blik, men han er længe væk, han er trådt ind i dagen og vasker nu nattens længsler af under bruseren.
så vil hun lægge sig på lagnet og søge at fange det spørgsmål hans krop tegnede i nat - hun vil snuse og mærke fordybningen, hvor hans krop har ligget.
og hun ved, at hun vil søge forgæves. at hun må kvæle et savn før det opstår, og søge mod søvnen for at finde.
Uforsigtig omgang
Han optrådte velmenende, og skrev digte, der var ligesådan. Han var kommet direkte hjemmefra med en stak nye skriblerier i tasken og en pæn flok stærke øl. Han havde læst cirka 25 digte op, og jeg var blevet mere og mere irriteret og –tabel. Jeg kunne ikke ha’ det! Det var noget umodent pis, for at sige det rent ud, men jeg handler altså nogle gange, før jeg taler, og jeg blev nødt til at klappe ham hårdt på kinden. Han kaldte det for et slag. ”Må jeg be’?”, sagde jeg, idet jeg véd med mig selv, at jeg ikke er voldelig, men nogen eller noget, hvilket i mit tilfælde kan være det samme, måtte få ham rystet så meget, at han ville skifte synsvinkel og indstilling. Jeg havde jo kun tjattet til ham for hans eget bedste. Det var, og det kan jeg ikke betone kraftigt nok, ikke et slag. Hvis jeg havde slået ham, ville han ikke længere have været at tælle blandt de levende, og jeg havde ikke til hensigt at myrde ham mere end tilstrækkeligt. Men det nytter ikke med det dér velmenende, altfavnende, filosofiske, middelmådige, lommeplatte pjat! Han tog sig til underkæben, og jo, det var måske mere en kajetrækker, en gedigen uppercut, end en lussing, han havde taget imod fra min velmenende (en positiv betegnelse i denne forbindelse) hånd, der knap nok havde strejfet ham, og det siger noget om hans almene konstitution. Man må gøre sit for at få folk på ret køl og få dem til at bevæge sig i den rigtige retning, få dem på rette kurs, for nu at blive i det maritime, så de ikke kuldsejler i banalt vås, som er lige så farligt et farvand som Sargassohavet og Bermuda-trianglen. Da han havde læst nok af digte om i sit køkken pludseligt opdukkende påfugle, der jo egentlig blot var en lettere abstraktion over de høns, der altid havde bevæget sit rundt i hans hus, om kold kaffe med mælkeskind, om hvor dybt banaliteterne stikker etc., var der jo nogen, mig, der måtte få disse overfladiske ligegyldigheder rystet løs fra hans oversensitive hjernes vindinger. Måske var det lettere prætentiøst af en klamphugger som mig selv, at gøre sig til domsmand og eksekutor, men helt grundlæggende, drejede det sig først og fremmest om, at jeg ville slippe for kvalmen. Han blødte lidt, og jeg gav ham en nogenlunde ren klud at tørre sig med, og når jeg siger nogenlunde, er det fordi, jeg opdagede, at jo mere han tørrede sig, jo mere forsvandt hans ansigtstræk. Jeg kiggede efter, hvorfra jeg havde taget kluden. Det havde jeg nemlig forsømt i første omgang. Det viste sig, at den kom fra en kasse med klude og væsker, jeg bruger til at opløse irriterende ting og sager – og uvelkomne dyr. Jeg dækkede i skyndingen et par næsten opløste påfuglehalefjer til. Jeg ville jo ikke føje spot til skade. Jeg sagde ingenting, men det, der fandt sted foran mig, havde fanget min interesse. Det var jo et ganske fortrinligt terror- og overraskelsesvåben. Jeg mener nok, at han sagde en hel del, mens han således ømmede sig og viskede mere og mere af sit ansigt ud, men jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad det var. Måske var det noget af det dér: ”Av, for helvede, marn! Hvorfor fanden gjorde du det? Idiot, mæfikke” … og sådan noget. Jeg lod ham tale. Han kunne alligevel ikke sige noget, jeg ville finde interessant. Det viste hans skriverier mig. Jeg lod ham tale, mens jeg så, at hans næse blev væk, men i stedet for at efterlade et hul, der skulle fyldes som Tycho Brahes, blev ansigtet blot fladt og så lyserødt som en barnerumpe. Det blev ved, og til sidst var alle hans ansigtstræk væk. Hvordan han stadig kunne se og tale og høre, for der, hvor ørerne skulle være, var der ligeledes bart og glat, kan jeg ikke sige, men det var med til at gøre det mere interessant end et almindeligt syreangreb. På et tidspunkt gik han på toilettet, men kom hurtigt skrigende og råbende tilbage til stuen – eller værkstedet – hvor vi havde siddet. Igen sagde han en hel masse, og igen hørte jeg ikke efter. Kald mig bare kold, men jeg har jo forklaret sagens sammenhæng én gang. Jeg knappede endnu en 47’er op til ham og skænkede ham også et tandglas whisky, men han spildte det ned ad sig, da han ikke kunne få det indenbords. Munden manglede ligesom, og det er ikke noget, der ligefrem gør det lettere at drikke. Jeg fandt et gammelt dropstativ frem, hvorpå der stadig hang en tom flaske, der engang havde være formaldehyd i. Den fyldte jeg nu med en blanding af førnævnte varer. Jeg fandt også en gammel og stump kanyle, som jeg bruger til at fylde blæk og tusch i diverse små beholdere med, og jog den i armen på ham, og allerede efter et par minutter blev han roligere. Der måtte dog have været nogle rester af kemikalie i slangen, for efter at være gået omkuld med et par krampeagtige spjæt, fik han den dér underlige farve og overflade, som f.eks. balsamerede får. Nå, men han faldt dog på en måde til ro, og jeg kunne fortsætte med det, jeg have været i gang med, før han kom for at læse sine umanerlige digte op. Jeg fik opløst resten af påfuglen, katten og hans enlige ged, og gik i seng til en god nats søvn. Der er intet, der er så godt, som at hvile efter veludført gerning. Dog lagde jeg mig på sinde, at jeg for eftertiden måtte mere omhyggelig med, hvor jeg lagde mine kemiske klude. Jeg besluttede mig for, at han, hvis han vågnede, kunne få bygget et nyt sæt ansigtstræk af de optøede kyllinger (5 for 200 kr.), som alligevel lå og rådnede i køkkenet. Sådan noget er jeg god til. Jeg kan nævne adskillige kendte personer ved navn, som har været turen igennem, men af helt andre årsager.
torsdag den 2. oktober 2008
onsdag den 1. oktober 2008
Symphony
En orm borer
pibler frem vælter
rødder
som livet er på jorden
det skriger
vildt i riste
vrister sener
svaler stiger
svinder vind
omkring aorta
bruser bryster
imod udstødte
børn
ridser med knive
blev du nysgerrig?
ja, en chance
What a chance!
se det
en chance
lydene stiger
en periode med sprog
formuleret til:
alle er kunstner
en stol med blod og vox
stress lægges på materialer
enhver hemmelighed
fornægtes
ingen ord bruges
monotone lyde stiger
varme skulpturer
men sproget/hænger på spørgsmål
om sprog
dem der kender verdens sprog
altså du og jeg?
pibler frem vælter
rødder
som livet er på jorden
det skriger
vildt i riste
vrister sener
svaler stiger
svinder vind
omkring aorta
bruser bryster
imod udstødte
børn
ridser med knive
blev du nysgerrig?
ja, en chance
What a chance!
se det
en chance
lydene stiger
en periode med sprog
formuleret til:
alle er kunstner
en stol med blod og vox
stress lægges på materialer
enhver hemmelighed
fornægtes
ingen ord bruges
monotone lyde stiger
varme skulpturer
men sproget/hænger på spørgsmål
om sprog
dem der kender verdens sprog
altså du og jeg?
KRABBESHOLM SKOV
Jeg ville tage et fotografi af dig dengang.
Du håbede.
Du grinede .
Og du kiggede på mig.
Og du kiggede på min søster.
Og du kiggede på anemonerne.
Og du kiggede på bladene.
Og du kiggede på grenene.
Og du kiggede på træerne.
Og du kiggede på skyerne.
Og du kiggede på solen.
Og du kiggede på himlen.
Da du glemte at være lidt bange.
Men det gjorde jeg ikke. Det glemte jeg.
Men. Det gør jeg nu
BLITZ! KAPOW! Og nu
Er du her.
Hver nat får jeg den idé, som skal redde dig
Men jeg glemmer den, når jeg vågner igen.
Når jeg vågner. Har jeg glemt
I søvne. Husker jeg alt
Det er. Upraktisk
Du håbede.
Du grinede .
Og du kiggede på mig.
Og du kiggede på min søster.
Og du kiggede på anemonerne.
Og du kiggede på bladene.
Og du kiggede på grenene.
Og du kiggede på træerne.
Og du kiggede på skyerne.
Og du kiggede på solen.
Og du kiggede på himlen.
Da du glemte at være lidt bange.
Men det gjorde jeg ikke. Det glemte jeg.
Men. Det gør jeg nu
BLITZ! KAPOW! Og nu
Er du her.
Hver nat får jeg den idé, som skal redde dig
Men jeg glemmer den, når jeg vågner igen.
Når jeg vågner. Har jeg glemt
I søvne. Husker jeg alt
Det er. Upraktisk
HÆ
Et HÆ
er en osteklokke
dinglende
over et hampereb
med rådne måger
der sluger hinanden
fra røven til halsen.
er en osteklokke
dinglende
over et hampereb
med rådne måger
der sluger hinanden
fra røven til halsen.
Kommunikation...
Det er fint at snakke sort
Talen flyver længere bort
Sproget er jo stadig vort
Men hvorfor er det stort
At skrive sort
Nammenam og dikke dikke
Se det forstår jeg ikke!
Man skulle tro
Kommunikation bli’r go’
Når budskabet er klart
Det ville da være en start.
Talen flyver længere bort
Sproget er jo stadig vort
Men hvorfor er det stort
At skrive sort
Nammenam og dikke dikke
Se det forstår jeg ikke!
Man skulle tro
Kommunikation bli’r go’
Når budskabet er klart
Det ville da være en start.
tirsdag den 30. september 2008
Mikado
Hun kan mærke tankerne, der falder fra hinanden. Som et Mikadospil. Det er ligesom pointen - gamet. At hun skal falde fra hinanden. For at stykkes sammen på ny. Det er så trættende, så usvigeligt sikkert, så fandens forudsigeligt, hver gang det sker. Hun vil allerhelst skrive en ny begyndelse. Om hyldeblomster og buske så store som skyskrabere og vasketøj, der lufttørrer. Forfra. Om igen
Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevede og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og det godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.
Havde det bare været en flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel altid tilstede. Hendes vrede er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hvorfor hun i stedet har valgt tristheden. De nedslåede øjne synes langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Åh jo, hun bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Og får således sin tyste appalus af uudtalt medfølelse. Hun opnår krigsveteranens fredning, og hun ved det.
Og vreden? Den lægger sig som giftig spy bag hendes malede øjenlåg og udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller de stadigt flere spydigheder i hjørnerne. På det seneste er hun også blevet stadig mere fraværende fra jobbet. Migræne, forstås.
Men virkeligheden er anderledes. Fyldt med absolutter og stilstande: Renskrevede og afsendt til en fortid, der alligevel ikke lader sig ændre. Og det godt det samme. Istedet kan hun rette fokus på alt andet. Alt det udenom. Den verden, der rumsterer og støjer og ikke passer ind i ulykkelige skæbner, symfonier eller affaldsskakternes runde hul. Som ikke rimer på mågeskrig, men som ikke desto mindre føles nøjagtig så skærende. Vrede, for eksempel. Og hun er vred. Som et ondt helvede.
Havde det bare været en flammende vrede: Blodrød, smuk og kraftfuld. Hendes vrede er snarere gustengrå og indtørret. Klæber sig til en fortid, der som kridt for længst er smuldret bort. Ikke virkelig og alligevel altid tilstede. Hendes vrede er ikke som et bål i flammer, men ucharmerende, kantet og svulstig. Hvorfor hun i stedet har valgt tristheden. De nedslåede øjne synes langt mere præsentable med deres mytiske skær af tilbageholdt sorg. Åh jo, hun bærer skam med smil sin byrde, gør hun. Holder fanen højt og kæmper tappert. Og får således sin tyste appalus af uudtalt medfølelse. Hun opnår krigsveteranens fredning, og hun ved det.
Og vreden? Den lægger sig som giftig spy bag hendes malede øjenlåg og udklækkes som en pludselig bryskhed i bussen eller de stadigt flere spydigheder i hjørnerne. På det seneste er hun også blevet stadig mere fraværende fra jobbet. Migræne, forstås.
Taunus bl.a.
Der skal ske noget, statsminister, du ser en rød gavl visne sten er mørke andre lyse og på det jævne, der skal ske noget du er i motoren i en Taunus, kender ikke forskellen på et-årige og fler-årige planter, der sker noget i en sten hvorfor ikke nævne de lyde hvor er det vanskeligt med rytmen overalt, også når den ikke er der, det er måske det inderlige, var på vej i en grå (bil) mekanikerne er skam ikke mekanikere de skifter hjul og alt det, hverken kommaer eller associationer skaber fremdrift eller forbrydelser for ikke at prale med drift et centrum cirkler forbi jeg hader jo påfund, Jobim! Det skal være virkeligt virkeligt virkeligt, det samme siger min ven han elsker at finde på, men jeg er imod, kan ikke li det, det er uværdigt. Så go back, go back. Måske til en gammel moderne opfattelse a la Borroughs ævl om handlingen i centrum han skød træskiver med geværet og solgte dem til gallerier træet flosser uden om hullet danner bestemte figurer afsætter farver interessant eller måske ikke, men skyhigh prices ifølge William vender man med dét tilbage ikke frem tilbage handlingen i centrum. Og jeg havde ikke tænkt på det historiske aspekt, statsminister, selv om der er flere ting såsom at aktionen på det tidspunkt helt tilbage til hulerne, og også senere, ikke kun er hel, det skønne ikke adskilt fra håndens bevægelse ejheller fra religion riterne myterne og hvad har vi, vi har senere udsondret det fra al ting som spyt vi har i munden spyttet, spyt, statsminister, spyt, siger jeg, måske er det myter som rifter, statsminister, ikke en performance på den måde okay pointen der skal vi hen igen på en anden måde jeg spørger, er det ikke forældet for 7.000 år siden, fluxus bliver det ikke ret kedeligt ret hurtigt man vil ikke dø af grin konstant, okay, det vil man måske ...
... men jeg tror nærmere det er kravet om friskhed autencitet kriteriet når alting løber guderne ved sikkert hvorhen, det må ikke være guderne i mig, ikke i mig, the piano has been drinking, og William satsede i performance på at være sjov dét sku være sjovt ikke ham og ikke for ingenting lignede han W.C. Fields og var på mange måder moderne, interessante ting fra 30erne sachen aus die dreizigerjahre men dels hvem er han ikke samtidig med, han blev ikke 214 år dels er han på en dels-måde med i alting det med moderne eller ikke er frygtelig forældet i øret i hjørnet i klubben i svømmehallen i søvnen en dagsorden, det er jo frygteligt.
... men jeg tror nærmere det er kravet om friskhed autencitet kriteriet når alting løber guderne ved sikkert hvorhen, det må ikke være guderne i mig, ikke i mig, the piano has been drinking, og William satsede i performance på at være sjov dét sku være sjovt ikke ham og ikke for ingenting lignede han W.C. Fields og var på mange måder moderne, interessante ting fra 30erne sachen aus die dreizigerjahre men dels hvem er han ikke samtidig med, han blev ikke 214 år dels er han på en dels-måde med i alting det med moderne eller ikke er frygtelig forældet i øret i hjørnet i klubben i svømmehallen i søvnen en dagsorden, det er jo frygteligt.
Nekrolog - Allan Olmehud
Forhenværende Jørgen Nakke, senere Allan Olmehud, er død efter en tids sygdom. Manden, som blev kendt som Allan Olmehud, blev døbt Jørgen Nakke, men tog navneforandring, da han blev optaget i Dansk Tyrenakkeloges lokale afdeling i Herlev uden for København. Her forløb hans liv sig i dybeste ubemærkethed gemt bag den massive hemmeligholdelse, der er logens kendemærke. Det eneste, man i skrivende stund kender til den, er dens navn og Olmehuds medlemskab, som den nægter at udtale sig om, lige som den nægter at eksistere, udtaler logens talsmand N. N. (Niels Nielsen? kendt fra adskillige verserende sager om hemmelige selskaber og loger, der ligeledes hævder, at de ikke eksisterer) til pressen. Olmehuds personlige data og hans fødsels- og dåbsattest er således stemplet: Ikke-eksisterende af en embedsmand, der i midt 70’erne var medlem af logen, men fik sit medlemskab annulleret, da man tilsyneladende fandt, at han led af en vis overivrighed. Jørgen Nakke efterlader sig ikke, og Allan Olmehud er død af pæleorm i hjernen, som han pådrog sig under et forsøg med at trepanering efter manuskripter fundet i det daværende Esrum Kloster. Manuskriptet foreslår ikke, som Nakke/Olmehud hævdede, trepanering udført i gamle træbygninger eller på bunden af Esrum Sø; det beror på en oversættelsesfejl. Hvorvidt Nakke/Olmehud er eller skal bisættes, står hen. Pårørende kan henvende sig.
mandag den 29. september 2008
Hvad samtale vil sige
Nu skal jeg sige dig en ting, tung som et åndedræt, så træk vejret dybt, for du skal ud, skal du, ud, sagde jeg, hører du, hvad der bliver sagt, kan jeg godt fortælle dig, for du skal til samtale, sagde jeg, og jeg skal lære dig, hvad samtale vil sige.
Svigt
Der råbes fra gaden
og lyset går ud ved højlys dag.
Svigt du aldrig ville tro, mens en kniv
falder larmende til gulvet
og latter høres langt borte.
og lyset går ud ved højlys dag.
Svigt du aldrig ville tro, mens en kniv
falder larmende til gulvet
og latter høres langt borte.
søndag den 28. september 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)
