Det er et sandkorn.

Som hengivelsen.

Og dine øjnes klare,

utilslørede.

trygt forvart
bak glass
og stein
i blokk etter blokk
stiger vi opp
og inn
for å glemme
og vi glemmer
hele natta igjennom
drømmer vi
uredigert
i widescreen

Der var engang

hvor jeg kunne gå rundt sammen med Alene og hilse på store masser uden at føle mig nøgen. Det var som om jeg fik næring af at gå rundt med Alene. Næring til min digter og mit røvhul. Der var intet problem i at dele bord med Alene og mit glas og min taske, intet problem med smal snak, når en digter eller 10 kom forbi. Nu er verden en anden. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med Alene, mens store masser rundt i ring på store pladser rundt omkring, står og klæder mig af. Min mund bliver tør og tunnelsynet breder sig til hørelsen og den smalle snak bliver det brede rugbrød fra i onsdags. Paranoiaen snakker grimt om mig og Alene. "HA se, han går nøgen rundt med Alene" og så sidder Alene endnu mere på mig og knepper mit image. Det er som om alle kun kan se Alene, mens de peger på mit røvhul og fryder sig over hvor rynket det er. Hvorfor ser de ikke mig? Jeg er jo ellers den der slæber rundt på Alene, min taske og mit tomme glas, som jeg gerne vil fylde op, men som jeg ikke KAN fylde op, fordi flasken står derovre. Derovre hvor de andre står og griner af Alene. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med bar røv og Alene mere. Derfor siger jeg nej til store forsamlinger hvor digtere finder sammen fordi de nyder at strippe for hinanden. Ja, verden har virkelig ændret sig. Nu er det ikke de andre der er snerpet. Nu er det mig.

Aften

så balancerer vi igen
på en blå
tynd
dag

fuld af alt det vi sagde
tung
af tjekkisk regn

broen
står lige for
der er
ingen
der

en fod uden sko
lidt ved siden
af

legg munn mot mur

kjenn mørket slå

vi må være stille nå

stille så det høres

I DISSE REGNTIDER

tagskægget drypper
melodiske regndråbe
dryp på fliserne

Haiku

styrtregn, piller hård hud af fødderne, ellers intet

.....

Diktion: Smerte
Apparat: Klaver
Organets poetiske kjole flagrer
Luft: Lykke
Kontekst: Blind
At overse hjertets trafik hen ad vejen
Knusperknus: Lyd
Mandekind: Stof
Hun fik det stenhårdt i blonden i rytmen
Organ: Engel
Kjole: Vej
Trafikken fik vinger

~





Havet blomstrer med vådeskud.





~

Værdier

en graf med røde trusser og medusa sekstaller
sådan mødes vi i todimensionel afhængighed

Haiku

lighter med julemotiv, ahorntræet sætter frøvinger

Nytid

Sneens styrke ligger i det hvide
Det klare når det smelter på din hud

Stikker du en finger i
flytter du et punktum
åbner du et vindue

Haiku

trængsel: fem sommerfugle over græsset, går efter post

HELLMAND

han kom hjem igen
men sjælen blev derude
sagde hans øjne

Haiku

reb om trappens løse trin, sneglen på gelænderet

Jeg vil ha poesien tilbage i blomsten
og den skal være sort

Haiku

tæller fluerne
byder dem på det bedste
de er jo gæster

Fra et togvindue

En verden bøjes for kornet
mæt af dagen
og
marker mistænkeligt gule

Fri haiku

Min farfars ansigt
ubetinget tillid
cerutrøg til hans minde.

Bodsgang

Om det handler næste kapitel

Skammens Datter
en uselvstændig værdi af
fortumlet melankoli
En Himmelsten af ødelæggelse

Håndvask mine fødder straf mig
Det er sikkert du har mig tilbage

Celledeling

Fra midten vil du altid være yngst
Fra staven

Sørg for at vælge side

(Endnu et) haiku

Flygtet fra Kabul
klipper han hår på gamle
for en halvtredser.

@-krebs

@-krebs
virtuelle venner
ingen dufte.

Haiku

Månens hvide blik
sommernattens korte liv
søvnløs i Højby.

ATMOSPHERE (40)

A Marzipan Factory Grzegorz Wróblewski
(Translated from the Polish by Adam Zdrodowski)
112 pages Otoliths, 2010
ISBN: 978-0-9807651-1-3 $15.95 + p&hURL:
http://www.lulu.com/product/paperback/a-marzipan-factory/11184884

A Marzipan Factory is the most original and enticing book of poems I have read in years. It is Kafkaesque and yet tender, cynical and yet warm, elliptical and yet wholly immediate. Grzegorz Wróblewski can take the most ordinary of phenomena and then give them the twist of a knife: to "spare" the life of a living organism—a "dry" tangerine for instance—is, from another angle, to forget it. The pleasures and terrors of sex, of age, of the fear of death, of the deceptions of our social life, have rarely been so brutally—yet wittily and charmingly—documented as they are in these short, often gnomic poems, surprisingly well rendered in Adam Zdrodowski’s translation. Grzegorz Wróblewski restores one’s faith in the power of lyric poetry to renew itself.
— Marjorie Perloff

Grzegorz Wróblewski's poems are ironic and serious, quick and probing, nailed to place and character but soaring in imagination. If you haven't read his poems, it's not too late to start and this new volume is the perfect place to do that.
— John Z. Guzlowski

A Marzipan Factory is also available through Amazon.

SOMMER

let tango tang leg
mellem sild strandløver og
slotte i sandet

Udstilling af collager og digte fra Utidig i tide i Sakskøbing d. 24/7 til 31/8

Min digtsamling, Utidig i tide, er netop udkommet på Books on Demand.
Den kan bl.a. købes ved henvendelse til tb-it@hotmail.dk eller hos lokale boghandlere. Den kan også lånes på biblioteket.
Derfor udstiller jeg de collager, som illustrer digtsamlingen på galleri SimonArt (Se http://www.tb-it.eu) i Sakskøbing fra d. 24. juli til d. 31. august.

tidlig morgenstund
snabelen stukket helt ned
i dit indre dyr

Haiku

Fra en planet nær solen

En blå flaske sprit
på det hvide skab. Varmen
er ulidelig.

( ww )

Hvis denne himmelråbende himmelblå himmel
kunne høre sig selv, siger jeg bare,
ville meget være anderledes
ukæntret og forbilledligt harmonisk
som tarmslyng i en regnorm.

Haiku

Under himlens tag – hvilket er en illusion – høster jeg afmagt.

Operation

Spræknæk hidskrid. Fnysnit. Hakarrig spærkradser. Næsepuds. Særspjæt. Spinkelklip plirpirpjusk.

Haiku

Utidig solsort
synger i middagskulden.
Torden i anmarch?

Mmmh

Jeg fylder mig selv
op til jeg flyder over
og ender som pyt.

Pilgrim

Torben Dalhof,
Pilgrim, Udvalgte digte
Underskoven 2010
www.underskoven.dk

Haiku

Natten lurer i dagens væsen, i regn går jeg ned efter vand.

SMUTSTEN

den livløse sten
på stranden er rundet af
årtusinders slid

en lille stenkrop
formet af havets aldrig
hvilende hænder

Loba

Disse uendelige skridt

ud af glemsel

Sult

Og længselen efter

En evighed

monodose

se ned

ATMOSPHERE (39)

CREATIVE DISORDER, The New Post-literate:
A Gallery of Asemic Writing
&
Otoliths #16
Otoliths #17
&
Past Simple, new issue #8
&
Buddhist Anarchism (Gary Snyder)
&
Zeitgeist Spam
&
arrow as aarow
&
BLOGS:
mischievoice
&
Annandale Dream Gazette,
Poets' Blog of Dreams

Tætvævet

Myrna hænger ud af vinduet på tredje sal i den røde murstenskarré fra krigens tid.
Myrna, som aldrig vasker vinduer og som alle ved hvem er, men ingen kender.

Myrna, der engang var kendt for sit vid og sin hjælpsomhed, og som altid kunne passe naboens unger. Myrna, der havde sin egen systue hvor hun lappede tøj og strømper og på bestilling lavede egne kreationer, som hun solgte for rimelige penge. Myrna, som idag kun en sjælden gang ses åbne døren på klem og undersøge trappeopgangen, uden at der er nogen eller noget.

Fra tid til anden åbner hun køkkenvinduet på fuld gab. Skriger og råber til den tomme luft og vasketøjet, der hænger på snore over gården. Om fjendtlige stemmer, invasion fra oven og russerne, der kommer. ”Jeg ved det godt, det hele”, råber Myrna. Hende kan de ikke narre! Nej, gud forbyde at hun skal lade sig overrumple af russere og andet utøj.

Så lukker hun vinduet og folk ånder lettet op og forsøger at glemme, hvad de har hørt. ”Det er jo bare vrøvl fra en stakkels gammel dame”, tænker de. Og nok er hun en stakkel, men hvad skal man stille op, man kan jo ikke redde hele verden. Det er da for dårligt at hendes børn ikke tager sig lidt af hende, og nok ved de alle at hun ingen børn har, men der må da være noget familie. Eller det offentlige? Og de mumler stille, at det også er lovlig meget, at man flere gange ugentligt skal stå model til hendes skrigeri. Det skræmmer jo børnene! Måske skulle man kontakte boligforeningen og høre ad, men så kommer de fra det igen, og det kan jo også være det snart hører op, for hun er vist langt over firs, den skøre gamle kone.
Og de nøjes med at lukke vinduet for larmen.

Myrna er beskyttet i sin skizofrene verden af stemmer og minder om næsten ingenting. Hun ved ikke af at verden ler af hende, ved ikke af verden. Myrna er hvor hun er: i sin lejlighed med tungt møblement og neonrør i køkkenet, med sin hemmelighedsfulde og uforståelige verden af krig og stemmer og engang. Ja, Myrna er hvor hun er og længes ikke efter andet.

Myrna kan få dagevis til at gå med at finde annoncer fra turnerende cirkus i de mange aviser, hun abonnerer på. Hun er omhyggelig, klipper alt med stor præcision, så kun det mest nødvendige kommer med. Ingen unødvendige kanter eller margener, kun tekst. Er der et billede ved, klipper hun det ud separat og klistrer ind i de A4-store kinablokke, hun har så mange af og som er nøjagtig dateret. Hun kender hvert et foto og dets placering og kan ganske nøje huske hvad billedet illustrerer. Ikke at det har nogen betydning, det vigtige er strukturen: de mønsterrette kolonner, den præcise datering og det sirlige arbejde med at undgå at unødig plads spildes. Billederne danner mønstre, og for Myrna er det vejen væk fra russerne, uret og den fortid, der ikke længere er. Hun erindrer intet, ikke engang glimtvis. Kun fornemmer hun af og til noget: genkender en duft eller en stemme i radioen. Og russerne naturligvis. Disse bastante mænd med tomme øjne i massive uniformer af tætvævet uld. Hun møder dem hver dag i lejligheden i den murstensrøde karré fra krigens tid. Hun kan høre dem: I væggene, på trapperne og udenfor på gaden. Hun ved at de er der, og tror de kan overmande hende i et uovervåget øjeblik.

Men Myrna lader sig ikke overrumple. Hun er på vagt, hun er beredt og hun vil ikke tøve med at kæmpe. Ingen russere skal få taget på hende.

Swarming

Regn bestøver grønt duftende
blomsterfald katarsis tiltager
rødsort galde drypvis duftende
tanker angrebspunkterer slagdråber
falder omkring hoteller med udsigt
forårsbesværgelser jordbundsvæsker
spiralforlader opad omkring forbi
rejser udkranser fuglecirkler oceaner
Knuser sig selv under regn og medicin

U.t.

Vi opstår på bjerge af skrammel. Vi sætter katapultfjedre i bunden af ældre navler, så selvdykkere kastes ud i – indrømmet – pæne buer, med primtalsvinkler og pyntelige svanevinger. Vi har fornøjelsen af kakler og kalkerpapir og får ud af det blå anfald af medlidenhed med bier, der vågnet efter vinteren slås fortumlede med ruders uigennemtrængelighed. Vi er massive i små kilometerantal og tager os friheder, ingen andre vil kendes ved. (De ligger jo blot dér. Ingen bryder sig om dem, men det gør vi). Vi siger det usagte og ingen forstår os. I pauserne går vi ud og strækker benene i pæne bukser.

(A)

Afsindig og affabel
lettere entropisk. Ligfugle
på særlig fortæring
måltidet dækket på nålespids.

Det lukkede rum øverst.

Et kabelløst møde over poler.