tonen høres længe efter fingre har slået den an

Klaveret spiller et brev med dine fingre

vandet vægtløst og skrøbeligt

Dét lungerne ånder forgæves blæses

hen over en blå nocturne

ØjeBlik

*

for mange øjne
for få blikke

*

HCA & demokratiet

Det ærgrede ham en kende, at hans hår omkring nosserne & pikken mere og mere kom til at ligne den sørgelige pels på hans hund, når denne var våd. Det måtte være alderdommen, jævnfør den forholdsvis unge H.C. Andersens stritte overskæg, en maske med grå strint. Havde HCA i øvrigt ikke haft et lidt vaklende forhold til demokratiet i sin vorden? Han knaldede kruset i bordet og satte sig, i nævnte rækkefølge. De andre to ved bordet gibbede om kap, skønt de kendte ham, han knaldede kruset i bordet, kaffen blev inde, det var hans måde at gøre opmærksom på, i den grad groet ind i ham, habitus fra guderne må vide hvornår. Han knaldede kruset i, med en kop var det aldrig gået. Her var så HAN.

SULT

udveksler skriftsteder

SKRÆMMER

er der forskel på terror?
der er mange der sulter, men de er ikke terrorister!...

FORSTÅR DU DIG PÅ COCA-COLA?
_"_ _"_ MURE,
ARBEJDSLØSHEDSMURE?

fish'n'chips børn og vrede folk afhængige af vold...
fatter de fleste

(Jeg vil ikke sige ordet ANTI-KR)
ANTIK ANTIK

PRÆSTER PRÆDIKER FORBI BLUSERS "luk røven"

og tænk hvis der ikke fandtes børn man kunne tage op og holde om
eller dug på græsset? Så ville man da opfinde det, ikke?
Man ville pludselig begynde at tro på noget, fordi hvem kan leve uden dug på græsset?

SULT - det HEDDER SULT!!!

efter det man ikke forstår...der er altid noget man ikke forstår...fatter du det?

udover marker
er du der i stilheden
ved siden af mig?

Under bordet

De elsker dig under bordet til du til sidst ligger rallende stiv som en opløst nonne der takker nej til flere genstande fra Gud / De elsker dig under bordet til du til sidst udspytter dråbeformede mænd der elsker for meget / De elsker dig under bordet til du til sidst drømmer om vin der bliver til vand / og et Happy meal fuld af had

Enkel luksus og elegant hygge.

Hvordan stænger man vreden inde, alene hjemme med de rigtige detaljer og hjemmelavede rædsler, små fine tuschtegninger og rigtige ægte oliemalerier af virkelige kunstnere, nej, de er ikke købt i Ilva og da slet ikke i Aldi, hvad tror hun egentlig, vi er for nogen, om vi må spørge, siddende ved bordet med kaffe fra Riccos og Limoncello, blandet i et surt opstød og spyttet ud i hinandens ansigter som en vrængen over den dårlige smag, i gensidig frygt for den andens afslørende blik ind i planer om flugt fra det smagfulde helvede, vi har bygget sammen og tapetseret med æstetiserende adjektiver, attributter og andre accessoires, fundet i de glittede håndbøger for middelklassefamilier med respekt for sig selv.

ManiFest

Det er ord i stridende strømme, som lunkne supper og varme omslag, de luner og lindrer men holder ikke en meter, så der må nyt på menuen, andre boller på dåsen, andre syn for sagn, nye øjne i nakken, lægge til, trække fra, lægges fra om man vil, som snøren om halsen og garnet om barnet, langt fra hjerte og smerte og nedslået blik

det er pondus der mangler, det er viljer og veje, det er liv og levned og lagkagefest, ingen følen og dvælen, ikke frem og tilbage, det er enten eller - take it or leave it, før døren lukkes og fælden klapper, før klokkerne ringer og masserne måber og spørger hinanden, hvem ringes der for?

slut på selvomsorgsdage og barselsfeber, intet nedsunket livsmod og feberhåb, det er slut med at fejre et punktum om dagen, slut med jubel og glæde over ret, rim og rusk, nu skal der knokles igennem og smøges ad åre, agurk på pølsen og vand til maden, det er slut med at drømme om kildevandskærtegn, om luftfrikadeller og bølget hår, nu er det ind i kampen, det er ud af kroppen, det er frem i skoen, igen og igen og igen

Fælde

smil er beskidt luksus på en dag som i dag
børn med is løbende foran sig
vi kvæles i solen smiler leger røver og politi
kommer til skade og griner
klæber til kraniet viser konturerne
ormædt græskar men det er fremtid
først får jeg bryster og børn der
løber foran mig mens jeg spiser deres is
sætter mig på gravens rand læser en bog og dør
derefter har jeg det sådan at jeg myrder dig hvis du
går din vej hvis du har det sådan i dag

LEGEBARN

Mit hus er et rum for døende børn –
Her leger de og glemmer deres mor –
De har kun øje for hinanden –

Deres blå øjne lyser i døde hjerter – de dunkende små bryster – en, latter, der aldrig forstummer, men bliver til kød –

De glemmer deres mor, som gav dem deres død –

”Vi er mange, der har det som jeg.”

Han forestiller sig, at han en dag, af sig selv, opnår netop den tilstand af færdighed, modenhed eller hvad det nu hedder, der automatisk resulterer i, at alt han derefter giver sig i kast med lykkes. Han sætter sig ned og venter ved et vindue, der vender ud mod gaden. Hans mor og skiftende kærester, som han egentlig synes er for grimme, og som han får kontakt med på nettet, sørger for at holde ham i live. Der skal mere og mere til. En dag møder 3 stærke mænd op, og 2 af dem løfter ham, mens den 3. placerer et stærkt sugende flytoilet under ham. En gang om måneden kommer en mand iklædt et fluekostume og sprøjter mod kryb. Skiftende regeringer kender ikke til hans eksistens, men han har lavet en hjemmeside, der hedder: ”Vi er mange, der har det som jeg.”

4 kugler i Kongens have

Når jeg ser din mine, bli'r jeg glad!

( Melodi: ”Det’ hammer, hammer fedt…”)

Du ved, jeg er et kvaj ;
men jeg elsker dig
Du syn’s, jeg er for syg
Den sang er ikke ny
Jeg er for alene
Du kan bli’ den ene
Men du syn’s, at jeg er alt for syg.

Du ved, jeg er et kvaj ;
men jeg elsker dig.
Og du er bare sød
Og jeg er alt for blød.
Jeg ville gerne dele
mit liv med dig – det hele
Men du syn’s, at jeg er alt for blød.

Jeg har jo nu i sinde,
at du skal bli’ min kvinde
Men jeg er jo for lad
og du er ikke glad.
Men du er af de fine
Jeg skal bare grine
Når jeg ser din mine
- bli’r jeg glad!

Min sang er alt for syg
Jeg laver snart en ny
Gi’ mig så det kram
Det er jo ingen skam.
Så, nu lad dog hjerte
Rime lidt på kærte!
Du og jeg er ikke gjort af bly!

fortællingen om

måske skulle man skrive historien om sin mor. eller historien om en moder. ja egentlig ville man helst skrive om sin far, som man desværre er så ulykkeligt bundet til, at det ville blive en tragedie på c-niveau, en farce, en casestory i et 10.klasses undervisningsforløb i basalpsykologi. for klichefyldt, ligesom.

nå anyway, man skriver om sin mor istedet. den ømme mor. selve billedet af selvopofrelse og slidte hænder. alt det hun gør for at glæde andre og som for langt den overvejende del misforståes eller tages for givet. og der står hun så, moderen, med alle sine talenter og sine drømme og sit begær efter bekræftelse og venter. men der kommer ikke noget. ingen tak. ingen taknemlighed. ingen bukken eller skraben.

og pludselig bliver stilheden så høj. truer med at sprænge trommehinderne. og hun føler sig til grin, klædt af, forladt og snydt. lidt ligesom kontaktannoncer med løfter om kærlighed og lad os mødes og drømmen om den eneste ene. og de mødes og han er dorsk, ukvik og ustyrlig kedelig. og hvor fanden blev den eneste ene af? ja han står stadig et sted i kulissen og griner.

pludselig føler hun sig til grin, og gu fanden om hun vil være til grin. så hun bider af - bider i - det sure æble. eller lukker af og lukker ude. og vreden bliver en klump i maven - en vrængende bøvs ved middagsbordet. og hun ved godt, at det sandt hvad de siger, de andre, uden ord men med øjne tunge af bebrejdelse. at vreden er uberettiget, forkert, for meget. og hun hører dem tale om ”de små børn i Kina og de sultne i Afrika”, hun hører dem tale om proportioner og: ”se, så kan man tale om problemer”. og hun bærer stadig rundt på sin indre uformelig vrede, en gustengrå tunghed og ved, at det er en fis i en hornlygte.

så tag den væk, væk, ud, bort, forsvind, heraus.

men vreden forsvinder ikke, den lurer, gærer, fylder det meste. og hun vil ikke se det, ikke se det i øjnene, ikke mærke det. nej hun vil udvise ydmyghed og ansvarlighed og gemme vreden væk og fungere. så hun fortrænger og gemmer og skjuler og pudser sølvtøj om natten, lufter sengetøjet om dagen og det hele med en ildhu aldrig set magen. hun pakker i kasser og pakker ned, stabler og lukker kapitler af et liv, hun aldrig har levet.
og hun er ikke vred, nej hun er bestemt ikke vred, bare træt, så umådelig forbandet træt. kan ikke holde sig oprejst, så hun lægger sig, lægger våben. lægger låg på. det hele.

og lever det halve

Barnebytte

Hvis jeg ikke havde vendt ryggen til, var det måske aldrig sket. Men det er mig i en nøddeskal: jeg vender gerne ryggen til, eller rettere: jeg vender gerne forsiden af mig selv væk, for dér er jeg blød og nem at såre, men jeg kan dog ikke, som visse dyr, rulle mig sammen for at dække bugen, ikke fordi jeg ikke er smidig nok, men fordi menneskenes verden, som vi har formet den gennem de sidste årtusinder, ikke er indrettet til sådanne pludselige forsvarsstillinger. Der er altid møbler eller andre genstande i vejen, og så siger den almindelige etikette, at man ikke sådan bare kaster sig ned og ruller sig sammen, når man er sammen med andre mennesker. Måske lige undtagelsesvis i idrætssituationer, hvor det er en del af kropsforædlingsadfærden, at man indtager almindeligvis uhensigtsmæssige positurer, men sådanne situationer gør jeg meget for at undgå. Hvis jeg ikke havde vendt ryggen til, fordi jeg var nervøs for at blive såret – eller ubekvemt ramt – var det måske ikke gået så galt. På den anden side, kunne jeg jo ikke vide, at barnet havde gemt bogen på maven, og hvis jeg havde været klar over det, var det ikke sikkert, at jeg ville have opfattet situationen som alvorlig, idet barnet ikke, hvad på sin vis er mærkeligt nok, havde tænder, selvom det var godt og vel 4 år. Men det var til gengæld et gammelklogt barn. Det havde den mærkelige evne, at det sugede visdom gennem gummerne. Når det havde tygget i en bog, kunne det bagefter genfortælle den, opsummere, udlægge og fortolke (fordi det også havde tygget i resterne efter et kuldsejlet studie i litteraturhistorie), og i begyndelsen var det til almen morskab, og det genfortalte simple og naive historier om giraffer og aber og tomater, men i længden blev det ensformigt. Barnet havde selvfølgelig opfattet og taget til sig, at vi andre morede os over denne lidt aparte evne, og tog imod vore klapsalver og latterudbrud med stor glæde – og begærlighed. Og det tænkte vel, at hvis det var morsomt én gang, kunne det også være morsomt flere gange. Men det var det ikke! Barnet kendte ikke til den hærdelsesmekanisme, der plager de fleste voksne, og som gør, at ting og hændelser, der i første omgang vakte en vis moro, med gentagelserne bliver plagsomme trivialiteter. Så det satte i gang med at tygge sig gennem reolerne med bøger meter for meter. Og det blev plagsomt. Det var ikke længere morsomt, at blive afbrudt af et barn, der rev én i buksebenet og udsagde dele Proust, Grotrian, Major Sørensen, Homer, Marquez og Melville (og kommenterede dem) for ikke at nævne opslagsværkerne med faktuel viden, så vi isolerede barnet i et rum med almindeligt legetøj og et fastmuret tv, hvor vi afspillede tegnefilm beregnet til de helt små, lejede nogle jævnaldrende det kunne lege med, og efter et par uger var det ved at blive som et normalt barn. Det legede og sagde almindelige barnelyde, d.v.s. noget, der lignede almindelig tale, nogle selvopfunde ord og nogle andre lyde, der skulle udtrykke det, barnet endnu ikke havde opdaget ordene for; hvis de da fandtes. Det var ikke til at blive klog på, det barn. Der var et eller andet inden i det, som ikke skulle være i et menneske af den størrelse og alder. Da barnet fik fat i landkortene, vejkortene og hylden med atlas, blev det ikke til at holde ud. Det var én lang opremsning af europæiske hoved- og motorveje med byer og sidegader og lokaliteter. Vi blev enige om, at barnet ikke var i orden, og vi gik ned og fik det byttet til strikkemaskine (det var det bedste tilbud den dag), og siden var der ingen mangel på trøjer og strikket tøj i familien, som nu var skrumpet lidt.

MEN MOR ER I STUEN

Jeg går op af trappen. Jeg kan ikke finde mor. Men mor er i stuen. Jeg kan ikke glemme mor. Men mor er i stuen. Jeg har gentaget de skridt op af trappen. Og nu går jeg nedad igen. Og nu går jeg opad igen. Jeg har fundet min mor. Men i oktober mistede jeg min cykel. Så går vi bare baglæns og finder min cykel. Det er nemt at gå baglæns. Så vil jeg også finde far. Jeg mistede far for syv år siden. Jeg går mange skridt baglæns af trappen. Jeg går syv år baglæns og ender i et hav. Jeg vil svømme ud til de store verdenshave, siger du. Jeg vil være en havmand. Men du er jo død, siger jeg. Men jeg er levende, siger du. Og jeg ved ikke. Jeg er levende. Endnu. Jeg går syv år baglæns og for langt ud i et stort hav. Der er for dybt nede på bunden af havet.

Poetaktisk II

......og der er meget skov og megen skygge og ikke mindst den her velsignede ro når tingene ikke giver overskud, men som et sort hul suger kraft til sig og giver fyldigt underskud: træk mig ind til dig, æd mig, opslug mig, fyld mig, og lad mig forsvinde i centripentaltekst, og nok er måne og stjerner og sol og univers tykt af udtjent gerning, men ikke desto mindre er det jo stadig en virkelighed der banker derudaf ovenpå og som vi forsøger at gøre til vores, men som jo er fløjtende ligeglad, og stjernerne de lever sgu sit eget liv og det samme gør alt det andet, som vi vil eje og være en del af, men vi kan fange det med ord og et sekund gøre det til nærvær og tryghed og tæthed uden galaksers fjernhed og tusinder og atter tusinder af kilometers distance, vi kan ikke bare skrive det savn vi mærker, vi kan også skrive det savn vi ikke mærker og måske kan komplementariteten ophæve hele lortet .....

På med vanterne

Gro et barn ud af hver en finger
og plir med kloder ti

når neglene blir bløde
får du flere

Frekvenser

Højfrekvente ordsammensætninger
er statistisk signifikante, som planlagte gennemsnits-
familier til at regne med, kedelige vil nogle 
sikkert sige 
og indimellem
når gamle vaner og faste dage, kæder, tøjret 
til en fast forankring, vender og vrider sig af led
når hovedstrømmens brede flod
munder ud i et bristefærdigt øjeblik

modsat mosaik II

Går man bag om havneskuret og lidt til højre, vil man se den afskallede træbænk. Der står den og glor på dovne måger og lossekraner, der langsomt slæber sig over himlen, som har de undervejs glemt hvorfor og hvorhen.

Her lister gule trucks omkring næsten uden lyd, og hvisker om smuglergods, firskåren romantik og akkordrytmer.
Her letter lyde fra stilheden uden at skære igennem eller forstyrre: bare dump motorstart og hårde smæld af metalbjælke mod metalbjælke.
Her vågner himlen og står op, stærkt blå mod støvgrå regn og udtrykløse siloer.

En herreløs hund strejfer omkring med et stykke stof om halsen og sult i øjnene. Roder på må og få uden at kende tid og sted. Mænd i blå kanvas bevæger havnen som stykgods fra palle til palle. Et puslespil uden motiv, en mosaik af containerbjerge og grove hænder.

Tusind brikker finder plads uden plan.

ATMOSPHERE (20)

Rafal Wojaczek, selected poems
Michael McClure, selected poems

Øjenvidneskildring

Vidne til noget, værd at nævne
har jeg ikke været.
Hvad er lidt gadekamp 
og lidt halløj,
taler, snik snak og fødsler 
i tide og utide
og et uheld hist, et dødsfald pist
i sidste ende?
 
Aldrig de momenter 
der er grundsten 
i Monumenter.

Ikke det store, kort fortalt
er historien.

Billede

Sort vidste ikke hvad klokken havde slået
sort var fornærmet på hvid,
så kom grå ind i billedet og præsenterede sig
i følge med en lille rød trekant,
der var nu en vis balance
indtil elfenben lagde sig tungt i et hjørne
og grøn langsomt krøb op ad rygraden,
en violet gren dunkede mod vinduet
der forskrækket lukkede sig igen

Den sorte klokke begyndte sine bedeslag forfra
bam bam bam,
et lille lyst lammehoved stak frem
i følge med hvem?
frøken tunge!
er det mærkeligt at blå nærmest eksploderede af glæde
og bagefter ikke kunne forstå det?
liden gul, æggegul
hoppede i sin hoppegynge

Gæt en forfatter

Hvad jeg rigtig godt kan lide ved Anarkiet i blog-form er, at man først ser forfatterens navn til sidst. Der er gået sport i at se, om jeg kan genkende en bestemt skribents stil, før jeg når slutningen :-)

Sabroe Blues

Jeg stjal mig til et ord i en bog
og mærkede den skamfulde følelse ved at begære dets form og lyd
lod tungen glide over og omkring
og pustede det ud
mellem mine knap adskilte læber

Som et liderligt suk slap det ud
og verden lyttede forskrækket
til en telefonstønners forbudte hvisken

Ud og ind over
falske ledetråde, tilbageholdte løgne
og en drøm om i går
bølgede ordfald på ordfald gennem vers

"Sort elskov", "velsignet begær"
og duften af kunstig viol
fandt form
i tjæresort elfenbenslyrik
tændte grædende lys
og similistjerner
i øjnene på et længselsfuldt Jeg
så helvedes hungrende
at selv fortrydelsens suk og en afsked
føltes bedre
end fravær

Wilma

Ingen skal fortælle dig at du ikke ejer din egen vilje

Ingen skal fortælle dig du er en slags dyr, der ikke ejer evnen til at sætte studsen fast på bruseren, ganske simpelthen fordi du er en slags dyr

Ingen skal fortælle dig du ikke kan flyve

du har fløjet masser af gange siger du, og viser det med dine arme

Ingen skal fortælle dig du skulle ha været på biblioteket

al gæld til det offentlige er ok siger du. Det offentlige er et egern.

men ingen skal fortælle dig du rent faktisk skulle ha været der i går

for du ejer din egen vilje, du ved nok hvornår du skulle ha været hvor og hvornår

ingen skal fortælle dig du skal dø

du ved nok hvornår den skid er slået, hvis den overhovedet blir slået, for du har masser af

bekendte der ikke er døde

du har masser af beviser på det modsatte

Ingen skal fortælle dig at efteråret er på vej

vi har det vejr vi har fordi du bestemmer det

Ingen skal fortælle dig at efter sommer kommer efterår, og efter efterår, så vinter hvorfor dog det?

Ingen skal fortælle dig du ikke kan sove stående

folk sover som de vil. Du har tilfældigvis sovet vågen.

ingen skal fortælle dig du skal spise sundt, det er da det mest kraftidiotiske noget

ingen skal fortælle dig det måske er en mindre god idé at putte plastikheste ned i lokummet og trække ud

Ingen skal belære dig

Ingen skal flinkenøsse dig

Ingen skal tante konversere dig

Ingen skal Onkel grimassere dig

Ingen skal ville dig noget, med mindre de er virkelig virkelig oppe på dupperne

for du er 4 år og der er ikke noget pis med dig.

løsning på USA´s finanskrise

Hvis bare fanny mae havde været hende fanny hill, så kunne de ha bollet sig ud af problemerne.
Så kunne hun ha sat sig ned overskrævs på alle milliarderne, og på den måde ville alle småsparerene og alle kapital-interesserne ha svedt den samme sved og været mætte alligevel bagefter. Naive knald ville ha genlydt istedet for denne deprimerende sukken. Liderlighedens hofter ville ha holdt det på plads, indtil en pragtfuld orgasme. 690 millioner sædceller er immervæk osse en slat.

..

Jeg ligger tungt med sneen
ved
den vil trykke mine klæder
ned
tungt hvidt drævent trykke mine klæder
ned
men det kolde vil forsvinde
op
i himlen forsvinder det kolde
op
i takt med trafikken
musikken
kan du høre musikken?

Drengene

Drømmene er digterne / De impressionistiske ordfattige der lader dyden gå amok i prikker og parenteser / Og lader mig dø af tuberkulose

Digterne er drengene / Drengene der er nærmere Gud og mit køn end jeg nogensinde vil komme / Og lige så langt fra pigerne som jeg selv

Drengene er darlings af Darwin / En flok af efterabere der drømmer det samme som mig / Om glitrende kæder af sukkermødre og -fædre og -søstre og -brødre og diamanter

Dagens billede(r)

Eksil

*

.....og må væk fordi fuglenes flagren forstyrrer mine drømmes frihed, fordi himle drukner i havet, fordi terningerne kastes for ofte og forkert, fordi jeg hører farver, der ikke kan smages, ser lyde uden form og hals.....

*

Grøn

Han synes, hun ligner en fugl. Han har haft en fugl engang. Kanarie. Grøn. Men hende her har langt reklamehår. Han drømmer, at det sætter sig fast mellem ruden og karmen. Og at hun skal lempes forsigtigt tilbage i buret. Da han vågner, må han løbe. Fumle og ingen morgenmad få. Hvad for en slags fugl? – tænker han, mens han løber. Hun er jo ikke så kulørt. Slet ikke grøn.

Næsten hver dag ser han hende. Når han har afleveret kaffen og mineralvandet. Ikke danskvand. Det hed det, da han var barn. Når der kom gæster. Nu er det noget udenlandsk. Nåh ja, der var for resten også Apolinaris til gæsterne. Hvor kom det mon fra? Han sætter også masser af frugt og slik frem. Og senere får de pizza. Men det er mest statisterne, der rigtig går til den. Al den ventetid.

Hun venter også nogle gange. Så sidder hun på den umagelige stol og bladrer i et eller andet. Han prøver på at se, hvad det er. Hun har briller på. Så ligner hun ikke en fugl. Man kan ikke se det mørke om øjnene, som sminkøren hele tiden dupper noget lys farve på. Hvilken slags fugl er hun? En lille ugle? Hun ligner slet ikke hans mor. Ikke hende her.

Han står der ikke så længe. Der er nok at gøre. Men der skal fyldes op med slik. Så ser han på hende.
Vil du ha’ en marsbar? – tænker han og forestiller sig, at hun kigger op over brillerne. Og hun er slet ikke bange. Hun vil gerne spise af hans hånd. Sminkøren går ind i hans synsfelt. Bagefter ligner hun ikke fuglen så meget. Hun er sminket blussende. Hun venter på sin elskede. Statisterne kan holde en pause.

Statisterne er ellers dem, der arbejder mest. De berømte kommer først i sidste øjeblik. En gang havde de arbejdet med en skuespiller, der var mongol. Han spillede en ung fyr, der var vild med chokolade. Han kunne bare ikke tåle det. Blev dødssyg af det. I filmens slutning var han nedtrykt, og så spiste han en stor æske chokolade alligevel og gik op på taget af en skyskraber for at begå selvmord. Statisterne skulle ligne menneskemængden på gaden. De gik frem og tilbage på pladsen i solen, mens kameraet blev sænket i et simuleret fald. Frem og tilbage. Da dagen var gået, fik de pizza og en lille sjat penge. Hvorfor gør I det? – havde han spurgt en af dem. Det er da sjovt at prøve – svarede en pige. Hun var korsanger. Statisterne skulle stå rundt om fyren, der lå på maven på asfalten. De skulle mime med på slutsangen. Så kom de til at stå ved siden af en rigtig berømt skuespiller. Det var det hele værd.

Nu er der frokostpause. Hun taler i mobilen. Skal mødes med nogen. Han ser efter hende, mens nu går over mod den store campingvogn, hvor hun klæder om. Det skinnende blanke hår er sat op. Nu løsner hun det. Det falder fuldstændigt som i reklamerne. I slowmotion. Med blændende reflekser. En stær, måske? Alt det blanke. Han får lyst til at gribe fat i det. Trække i det. Trække hendes ansigt tæt på.

Han går om bag en bygning, under en jerntrappe og ned til en lille kunstig sø. Der er et halvtag, og der står nogle rekvisitter. Det hele er brunt og orange og storblomstret. Han sætter sig i en sofa med sandwichen fra Linda’s. Det er nærmest et tilfælde, at han er havnet i det her job. Der havde ikke rigtig været noget, han havde lyst til. Eller jo, noget der var selvfølgelig et par ting, men der havde altid været en bremse et eller andet sted. Men det her er hans mor i hvert fald stolt af. Alle de spændende mennesker han møder.

Han lægger posen ved siden af sig og lukker øjnene. Der er sol og nogle store skyer, der trækker op. Hendes stemme er tæt ved hans øre. Hun vil bare lige spørge, hvorfor han ikke har talt med hende i dag. Kan han ikke lide hende? Har han ikke lyst til hende? Jo, selvfølgelig har han det. Og hun lukker fugleøjnene. Hans hånd er på alle de spinkle steder. Det blanke, blanke hår. Det støvregner lidt. Han åbner øjnene. Tager den uåbnede pose med tilbage. Campingvognen er mørk og lukket. De fleste statister er også gået hjem. I morgen er det kun den mandlige hovedperson, der skal møde. Det var så det.

Lyset, der kommer ind af vinduet, er hverken gult eller hvidt. Det er grønt. Det grunder han lidt over. Måne af grøn ost – tænker han og fnyser svagt. Som de smøreostetrekanter de fik, da han var barn. Den gule var vidst nok med svampe. Den røde med skinke, eller var det rejer? Og den grønne? Hvad var det for en smag? Han ville gerne spørge sin mor. Hun satte dem på bordet, når der var gæster til ost og rødvin. Var man uhøflig, hvis man tog en hel ostetrekant for sig selv?
Nu er han sulten. Men han sidder i stuens fjerneste hjørne. Og gulvet er grønt.

Bjergskred

Der er bjergskred i min vulva
Nu er der trekking forbudt
Hvad så Miss Fish
Har du nu fortrudt?

GID, JEG VAR SVENSKER

Kullen drages ind af kulden – og når ret skal være ret – må vi fryse på toppen – titta ind – i vores hvide huse – fryse, når døren er låst – skratta, imens vi ryster

Det er skog at være fri – og når fuglen sætter sig – er vi ensam – på en snor – som en mand, jeg kjendte – der talte hvert eneste spor i sneen

Han gik ind i en skov – for at skrive en bog – på svensk – på et træ – der var væltet – som en degn – stod han op – ved at lægge sig ned

Det han skrev – hænger på den snor – som er kold – i vores frosne hænder – hvor vi tæller hvert skridt, hvert spor, hvert tegn på sne

Når den fugl sætter sig – har vi talt hvert eneste spor – vi har skrevet en bog – vi har mødt den mand – vi har frosset og leet på svensk

Sort kongeørn

Falk og falkonér

uden titel

Der er sole der skinner og fugle der synger, der er måner der skygger for nætternes fred, der er fuldfede hymner om kroppe der skælver, der er halvkvædne viser om druk og om svigt, der er veje der gåes og græs der betrædes, der er veje der skilles og mødes igen, der er biler der starter og stopper og dytter, der er kvinder der svinger med hår og med lyst, der er aftener så lange at de aldrig får ende og dage så korte at de aldrig får liv, der er digte om lys, om brikker der samles, der er digte om muser der kvæler sig selv, der er stiger der rækker langt mer´ end til himmels og andre igen der går lige lukt ned, der er smil der gemmes til bedre tider, der er tænder der blottes i skærende hvidt, der er byer der svømmer så smukt på kanaler, der er huse der klynger sig sammen i håb, der er smør på brødet og vindfrikadeller, der er flugt over planker og naboers mark, der er hænder der rækker og vinker til næsten, der er drømme om drømme og Helt vild med dans, der er rytmer og remser der danser en polka, der er hofter der vugger til sambaoptog, der er åer der løber og broer der bygges, der er ord på papir og farver i leg, der er nogen der hvisker i ører der lytter, der er nogen der råber i skov uden vækst, der er nisser på loftet og ræve bag øret, der er aber på skuldre og åg sammesteds, der er bryster der blottes og hår der må gemmes, der er tro der må troes og andet der vides, der er over og under og det mit imellem, der er helheder, halvheder og meget mer´ end

alt_cph 2008

U.t.

Han var en mand, der havde et mørke i lommen,
sådan et, som børn kan se. Derfor blev han ofte
forfulgt af de store drenge, selv om han intet gjorde,
og de forsøgte at fange ham, mens de råbte mange
bandeord, som kun de store kan. Os i de mindre klasser
formodedes ikke at kunne sådan nogle, og hvis vi kunne,
måtte vi kun sige dem, når ingen kunne høre det.
Han slap altid væk.
Han skulle blot dreje om et hjørne, så kunne ingen
se ham længere. Han var meget uhyggelig. Senere
viste det sig, at han var en overlærer fra en nedlagt
skole, der gik igen, fordi han havde været ond mod
dem, der kom for sent i skole, og var den gårdvagt,
der gokkede de uvorne i knolden med en nøglering
omkring gokkefingeren. Så var det bedre til
at forstå.

U.t.

Jeg gik på en trappe, der gik ind i sig selv, så jeg måtte gøre mig stadig mindre, og til sidst fik jeg voldsomt ond i ryggen og skrabede knæene. Trappen førte i sidste ende kun tilbage til sin egen begyndelse. Dér stod, som før, stadig fyldte affaldscontainere og henkastede møbler, der var mugnet af regn og baggårdsfugt. Oven i det hele lå en brugt hinkerude, hvor 9-tallet var regnet væk.

ATMOSPHERE (19)

Torben Dalhof
UDVALGTE DIGTE (2008)

dybere

Det er svært at følge med
når kærlighed er mørkhåret, blond og karamel
Og man skal spare op af lidt af hvert
man skal have råd til cool kost og husleje
man skal ha råd til
ærlighed og
tålmodighed

Som når en tøs jeg ikke kender
fortæller mig at Jan Sondergaard, hvis man rigtig læser ham og leder
er dyb, dyb, dybere, end jeg tror
Jeg siger, hun er dum at høre på
Men hun fortsætter ufortrødent

Og jeg har lyst til at slå hende ihjel
Rejse mig fra lænestolen og kvæle hende
Kaste min bog om Bulgarien i maven på hende
Og jeg er ligeglad med Jan Sondergaard, han er ond i sulet og godt for ham
Og hvis hun siger dyb engang til, hugger jeg mine skarpe hjørnetænder i hendes hals og dræner hende for blod, bagefter voldtager jeg hende og fjerner hendes indvolde med mit personlige barberblad for til sidst at iføre mig en gennemsigtig regnfrakke og smadre resterne af hendes livløse krop med en velvoksen økse til tonerne fra min nye yndlingssang ”It’s hip to be square”.

Om forskellen på en pipfugl og en paphat

Nej, jeg fortryder intet
synger Piaf
Ja, jeg fortryder alt
sukker jeg