Bannerførerne

i en verden på nåle
sidder unge bannerførere
på række/i lige linje
for at fyre op under bålet
på en hel generation

som lygtemænd
sætter de gadens mørke under en skæppe

enstemmigt: tiltrængt

for vinduerne kan først åbnes
når alle spejlene er knust

Natten staver sig frem

Dalai Lama biografi 1 af 5

Trosspørgsmål

MAN SKAL IKKE ALTID

TRO

PÅ ALT MAN FØLER

Indian Summer

ATMOSPHERE (18)

Greek Zorba

Kollaps

JEG SKAL GIFTES

Nye lærdomme

Manden med nøglen til den muntre
karrusel med dyrene er sunket sammen.

Børnene er for længst kastet af
og ligger spredt over gruset med uredt hår.

Mit vand står stille og danner bundfald.

Et uoverlagt ord falder til jorden
og dør.

*

Af jord er du kommet
med ord skal du siges
ved spor skal du findes.

I Kongens Have

Nå så begynder det at regne
nå så begynder det at sne
det er hagl der kommer nu
jeg går fløden i møde
jeg er en vellystig dag
præsentationen foregår i en løs time
jubilaren har netop skudt en halv ræv
og hængt den op over sin søndagshylde
han godter sig
tropenatten fortsætter i et stift kvarter
så regner det
jeg har regnet ud at det er en tirsdag
det må det være af hensyn til formørkelsen
og dåbskjolen er en hvid diamant
næppe frostklar endnu
barnet er ikke kommet
vi slæber på fødderne
det går langsomt
og vi indrømmer at vi ikke er til boligindretning
dommeren kommer forbi
har jeg stillet mine sko her
en svane skyder ryg på det blomstrende indhav
hvem læser op i Kongens Have når kongen selv er bortrejst
det gør hans muse
en underlig stemme griber folk i forbifarten
de får lov til at passere
men de synger ikke imens
det gør dem til flagermus
og det betyder ikke at de er dagligdags
de bærer deres bedste festtøj
og det regner
det styrter ned
indendørs

Trist

Jeg er trist.
Det er fuldstændig ligesom sidst.
Jeg har det svært alene med mig selv.
Folk er dog stadig søde – det er et held.

Kunne jeg være alene med mig selv
I et par timer om dagen
Ville min kontakt med andre være mere sagen!

Jeg slider mine venner op
Nu sidder jeg med en kop
Kaffen er i top
Dette digt bli’r dog aldrig pop.

Jeg føler mig lidt forladt
Jeg kan jo også kun lidt pjat.

Hvis jeg kunne hvile i mig selv
Så var det en kæmpe lykke
Men mennesker er jo sociale
Det gælder også os gale.
En pilsner har ofte kunnet svale
Nu ligger jeg blot i dvale.

Egentlig ville jeg helst noget andet end dette pjat
Sollyset er nu ved at få fat.
Mit håb er det når mit hjerte.
Lad dog for pokker hjerte rime på kærte.

Kunne jeg bruge mine talenter
Til andet end pjank og følelsernes fortabte fallenter…
Ligge og flyde
det er min gerning
Lad mig dog yde
Og flytte til Herning…

Parallel

Så står de ved klinten og kan næsten ikke tro deres egne øjne, så storslået men brutalt åbner himmel og hav sig for dem.

De stirrer i tavshed ud over kanten, dernæst på hinanden, og så ud over fremspringet igen.
De ser.

Hun ser havet strække sig og bag det hele en horisontlinje i det fjerne. Hun tænker ”Selv uendeligheden har en grænse”, og mærker frygten for at miste. Ham.
Han ser havet, himlen og kilometer efter kilometer af rå hede. Han tænker ”Det får aldrig ende”, og mærker frygten for at miste. Sig selv.

De vender sig om, og går sammen ned ad skrænten mod bilen, der tegner sig som en prik langt borte.

Først holder de hinanden i hånden, men må snart slippe for at holde balancen ned af den stejle skråning.

Da de når parkeringspladsen banker de skoene fri af jord, og sætter sig ind.
Han drejer nøglen og de kører tilbage fra hvor de kom.

”Sikke en storslået udsigt”, siger hun.
Han nikker.

Can-scape eller manden bag manden

-hjem

Der er ingen, hverken hjem- eller udvej, ingen bindestreger der samler ord og giver mening, kun løse forbindelser der stritter i luften som det ruinerede hus kabler, rør og bærende bjælker.

Dem og de andre, som du og jeg ikke er, fremmede tegn, de har sat sig, på det ene og det andet, som om du og jeg ikke er fremmede tegn, de har sat sig på det ene og det andet og spor trukket, stier trådt, ture taget med hinanden og resten af verden. Det kommer an på, hvor grænserne går. 

Vi er sat fast og dog så godt som fritstillet fra hverdage med trivielle ture ned i Aldi og så hjem igen med kaffe og mælk til pladsen ved vinduet, hvorfra vi følger genboernes liv i kludene i køkkenerne, imens jeg arbejder, inden jeg må videre ned til bussen og ud i byen og så hjem igen. 

Ikke din tid, ikke dit sted, ikke dig, der er spærret inde, snarere ude, ude af stand til gennemløbe hele den vanlige liste på dosmersedlen og det er træls, ja, det er, men sådan er krig, kammerat; der er ikke frit valg på alle hylder og nogle gange ryger supermarkedet med i købet. 

Drevet på flugt fra verdens vante gang, flytter vi længere og længere ind i min gamle lejlighed. 

En lærdom

I dag lærer jeg sagtmodighed
af træet uden for mit vindue,
der blot står og er træ og lader
årstider og dyr ændre på sig
uden at kny (særlig meget. Det
hænder, at det brokker sig højlydt,
men da kun om natten eller
i efterårets storme, hvor stemmen
drukner i den almindelige larm.
Så fremsiger det lange elegiske
digte fra en fortid, kun træer kender).

modsat mosaik

Det smukkeste var aldrig at åbne op men at lukke i,

ikke at vide og vide sig ud men snævres og krympe

til mere end ingenting, sammentrukket åndedræt,

klumper af kvalmet liv så helvedes smukt, at man

måtte brække sig af glæde i stykkevise sammenbrud

og modsatte mosaikker, spredte helheder tilfældigt

undervejs

DIT NAVN

Summertime

Elvings Vulkanudbrud 22. aug. 08

ØKs oplæsninger starter igen torsdag d. 4. september kl. 20.00 i DEN SIDSTE HAL - det er 100% live og ingen hackere kan hacke os der

Se også Thomas Krogsbøls blog
og Sternbergs blog

Og så er der kommet navne på, se bare her

VindFang

*
Og midt imellem at være Til og være Fra standser hun. I vindfanget. Et lille koldt lokale med stenbeklædt gulv og kridhvide vægge. Hér hvor kulden slår rod og beskytter resten af huset mod træk og udenforhed. Hun elsker dette rum, denne lille pause før man træder ind til alt det andet og alle de andre. Det er her hun griber sig selv, før hun gribes af eller griber. Dem. De andre. Det andet. En oase hvor man trækker ind, trækker fra og lægger til. Så tingene – et kort øjeblik – går op.

Her i Vindfanget er der ikke noget hvorfor, ikke noget hvorhen, nej her er hun tilstede. I frit fald. En væren uden tyngde - hun svæver, men ikke i et tomrum, nej snarere i en fortættet midte af noget frit.

Her er der ingen ord, men alt det lige før ordene. Det lille stik bag øjet, et værende Forbi. En krop der ikke kaster skygge, men samler skygge, kaster lys og drømmer tegn. Her i Vindfanget er selv inderligheden hudløs og begæret så langt mere sanseligt end noget andetsteds, ikke større eller mindre men mere fortættet, sammentrukket. Implosivt. Her trækker hun vejret så dybt, at det ikke finder ånde, men dirrer i kroppen og vidner om noget der kommer. Eller kunne komme. Hvis. Hvis ikke.

Her i vindefanget står hun og er så uendelig meget mere. End. Sig selv.

Asocialrealistisk hjemstavn.

Krydset i H.C.A's lille sorte

Jeg er mand i vindjakke på vej ned ad kældertrappe
Jeg er for gammel til ble og flaske
Jeg er latinlærer der knepper verber
Jeg er fantast i Socialrealistisk Folkeparti
Jeg er missionær forklædt i strap on
Jeg er stort stærkt handyr med fiskehjerte
Jeg er gammel gris der ikke kan lide småfolk
Jeg er swinger og jeg tror på ét kød
Jeg er socialrealist i Fantastisk Folkeparti
Jeg er nonne og jeg dør jævnligt
Jeg er nonne og gud er kvinde med kaninører
Jeg er Rifbjerg og Bjerregaard på sydamerikansk
Jeg er Hugh Marston Hefner i varmeisolerede etplanshuse
Jeg er impulsiv søn af Sisyfos
Jeg er hellig ko med et herrens sprog
Jeg er sørenjensme uartig
Jeg er krydset i H.C. Andersens lille sorte bog

Ind i labyrinten

Grisen går ind i labyrinten og tisser på en grøn gren, der springer op og forstår det hele. Er det ikke besynderligt som visse væsener ligner deres ophav, hvordan de læner sig op ad noget velkendt; men vi behøver da ikke hver gang begynde med at ligne os selv hver eneste morgen, en gang imellem kan vi blot skylde nogle andre og stjæle deres personlighed, og langsomt bygge os op til noget mere enestående, noget der ikke er set før i vores egne øjne når vi kigger i spejlet.
Så grisen går ind i labyrinten og ser en rød gren med æbler på; den kan ikke nå dem, og det var ærgerligt, så er de sure; men betyder det at alt er forgæves, og at man lige så godt kan lægge sig ned og forbløde, selvfølgelig ikke, der er altid en vej ud, det skal ikke skille os ad, det kan vi ikke være bekendt at forandre.
Så grisen går ind i labyrinten og læner sig op ad en anden gris, der ser på en gren der blomstrer med mandelblomstrer. Og nu ved vi snart ikke hvad vi skal tro og mene; er der en duft gemt som vi ikke har adgang til, eller er det noget vedvarende og forbigående som vi ikke kender eller forstår.
Det skal vise sig snart, for nu går grisen fra før ind i den samme labyrint, som den ikke genkender, og ser en ny gren på et andet træ, som ikke ligner tilsvarende, for der er små griseunger der hænger ned. Den er tungt lastet, grenen, så den næsten knækker; og nu giver det et lille gib i os, mens vi tænker og overvejer, for ligner det ikke et eller andet fra vores eget liv; et tidspunkt hvor der var en forbindelse til noget større.
Derfor går grisen ind i labyrinten og vender og drejer sig, men vokser sig større og sidder fast; og hvad skal den gøre, den kigger den vej den kan, og ser en gren der vokser for øjnene af den, og der er mangofrugter på grenen, og frugterne ser så appetitlige ud at grisen dør af sult, fordi den ikke kan nå dem.
Og på tilsvarende måde vil det gå de mennesker der sidder fast i deres eget liv, eller i en sporvogn fra en fjern tid hvor fjernsynet var endnu fjernere, og ingen havde fjernet fornemmelsen af at leve i en glemt og vedholdende tid uden moderne bekvemmeligheder og bådflygtninge.

Betonhesten

Yderst på molen stod, af uransaglige grunde, en gigantisk statue af en hest. Placeringen var højst besynderlig og statuen ikke særlig velgjort. Den var ikke gjort i marmor, sandsten, bronze eller nogen af de andre traditionelle materialer men af beton, som det meste af byggeriet på det lille havneområde; beton og rustent jern, der sine steder trak ud gennem betonen, som svedte hesten blod. Det var et drabeligt syn; eller kunne have været det, hvis det ikke var for hestens klodsede udtryk. Der var ingen tradition for heste i byen, som altid havde været en fiskerby, ikke for andre end dem, man i sin tid brugte til at hive fiskerbåde og større skibe op på stranden med, men det var længe siden. Nu var her en havn, og havnen var tom, for fiskeriet var stort set dødt. Fiskekvoter og almindelig udvandring betød, at der kun var et par fritidsfiskere tilbage, og de var et godt stykke over de 60 år. Havnen var blevet til i 50’erne, og dengang var der godt gang i byen, men det var længe siden. Dengang var beton et materiale, der varslede moderne tider, men kønt var det ikke. Der var ikke noget miljø på havnen, men den var effektiv, så længe det varede. En af byens originaler havde under byggeriet vundet et par læs beton i kortspil, og havde lavet hesten i én af de større haller og havde sat den op, uden at man bagefter havde kunnet få taget sig sammen til at fjerne den, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale for det. Derfor var den blevet stående, grim som den var. Efterhånden som den almindelige velstand voksede, flyttede flere og flere af de unge mennesker til de større byer for at studere, fiskebestanden begyndte at lide under overfiskning, og fiskekvoter fik folk til at lægge op med tilskud. Havnen og hesten forfaldt uden at nogen kunne, eller ville, gøre noget det. Sådan var situationen, da en søndag morgen efter kirketid en sortklædt mand af ubestemmelig høj alder – hans uhæmmede hår- og skægvækst forplumrede aflæsningen af hans alder -, som vi ikke før havde set i byen, besteg hesten og i et par timer poserede i forskellige heroiske positurer, som man ser dem på rytterstatuer rundt omkring i verden, hvor heste har spillet en rolle i krigsførelsen. Han sagde intet de første par timer, eller den halve dag eller hvor længe, det nu varede, men fandt en stilling og blev siddende i den, til han fandt på en anden. Måske blev han bare træt. Det er immervæk noget krævende, at blive siddende i samme stilling, uden at bevæge sig. Det var en lun sommersøndag, så der var rigeligt med trafik på havnen. Folk gik tur der, og andre kom fra sommerhusene for at spise is og lugte fisk, så han havde godt med publikum. Sådan gik søndagen uden anden nævneværdig aktivitet. Han blev siddende tavs gennem den efterfølgende uge stadig afprøvende forskellige stillinger, og jeg tør bide spids på, at jeg også noterede mig små, men tydelige, ændringer i hestens stilling. Den var begyndt at bevæge sig op på bagbenene. Det så ud til, at den var begyndt at skubbe kropsvægten bagud, men det skete meget langsomt. Det er vel sin sag, at få en hest, der har stået stille så længe, tilbage i bevægelse. Den var jo heller ikke blevet yngre. Søndagen efter – også efter kirketid – begyndte den sortklædte mand at komme med lange tirader på et sprog, vi ikke forstår her på egnen. Svadaerne kom som salver af et par minutters varighed. Jeg går ud fra, at det var svadaer og formaninger og tordentale, da han fægtede med armene som en dommedagsprædikant; løftet pegefinger, der fra tid til anden pegede mod himlen, horisonten eller jorden og nogle gange i en halvcirkel. Som søndagen før var havnen pænt besøgt, men denne gang kom de også for at studere manden nærmere. En krumrygget sprogprofessor, som havde sommerhus i nærheden, oplyste mig mellem sine fugtige bap på piben om, at mandens tale foregik på oldslavisk, nytestameligt græsk, persisk, aramæisk og noget andet, som han ikke lige på stående fod og med sovsende pibe kunne høre, hvad var. Interessant, nikkede jeg. Interessant, replicerede han, og så tænkte vi ikke mere over det. Efterhånden som sommeren gik rejste hesten sig stadig mere op på bagbenene og en lille flok tilhørere, som skulle vise sig at blive tilhængere, slog sig ned omkring statuen. Der rejstes en mindre teltlejr, og man begyndte at uddele forskellige små foldere og hæfter med oversættelser af talerne og referencemateriale fra forskellige østlige kirkebøger, og med østlig mener jeg ikke Sjælland og København, men Rusland, Grækenland og Mellemøsten. Det var alt i alt meget fremmed, men slet ikke uinteressant, hvis man gik op i sådan noget. Det var der nu ikke mange fra byen, der gjorde. Teltlejrens beboere kom så godt som alle udefra, og sådan nogle har sjældent kunnet påvirke os nævneværdigt. Dog havde Hinke-Jørgen slået sig ned i lejren, for der stod åbenbart skrevet i en af bøgerne, som der refereredes til, at de halte skulle gå glidende, når de blev frelst, og Jørgen havde altid gerne villet være skøjteløber. Så han bed på og blev en del af foretagendet. Ugerne gik, og manden talte. Lejren voksede, og hesten rejste sig stadig mere, og fra tid til anden kunne man høre en svag vrinsken inde fra statuen. Desværre faldt der også stadig mere af betonen, efterhånden som hesten kom mere og mere op på bagbenene, og nogle steder kunne man se ind til armeringen i benene, som var der, hvor der var mindst materiale. Så kom den tirsdag, hvor der var blevet hængt sedler op rundt omkring i byen med annoncering af, at førstkommende søndag, igen efter kirketid, ville manden på hesten, som nu blev kaldt Pastor Joachim Bartholdy Matthæus Sergei Olsen, ville vise de vantro troens kraft, og få hesten til at løbe som en rigtig hest. Min mistanke blev bekræftet. Der var ved at ske noget med dyret af beton. I dagene inden holdt pastoren ikke sin mund, men talte i døgndrift på sit kaudervælsk, og salget af ørepropper steg, da de troende mod byens vilje havde forsynet ham med højttaleranlæg, som om han skulle råbe den højeste magt op, Ham, som kan høre elektroner snurre om sig selv. Jeg gik ned til havnen, efter at have været i kirke. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men var dog lettet ved udsigten til, at larmen snart ville høre op. Manden havde arbejdet sig op i en frenetisk tilstand, og nu talte han dansk. Han fordømte til højre og venstre, mens han udsagde lov og pris og ære til noget andet, og det var ganske uklart, hvad han fordømte, og hvad han lovpriste. Det kørte vist lidt rundt for ham. Men hen ad 14-tiden, begyndte hestens armering at give lyde fra sig, og nu kunne man se, at den bevægede sig, og sandelig om ikke den kom helt op i stejlende, selvsikker stilling med pastoren siden som en Konstantin i sejrsrus oven på den. Han råbte nu helt uforståeligt og usammenhængende, og lagde an til, at nu skulle han ride ud og besejre det onde i verden, det, som, så vidt jeg kunne høre, bestod af ishuse, karameller, børnesangbøger, farvede blyanter og en mængde andre ting og sager, hvori jeg kunne genkende enkelte begreber, fænomener og personer, som jeg personligt godt kunne undvære, men også mangt og meget - og mange -, jeg ikke kunne se noget som helst galt med, f.eks. frikadeller. Så greb han fast i hestens betonmanke, der så ud til at være blevet blød, svingede med armen over hovedet, som holdt han et svært, og råbte: ”Rid, min hest, rid!”, og hesten sparkede med forbene og satte af fra soklen, men ak, hovene på bagbenene sad stadig fast i betonen, og bagbenene var næsten reducerede til den blotte armering, så i stedet for at springe ud i luften og galoppere mod kamp og sejr, blev hesten revet over, og bagenden faldt sammen i en støvbunke. Resten af hesten faldt ned på jorden, hvor den med et skingrende vrinsk gik i mange småstykker og et par lejrens beboere kom i klemme, og pastoren selv faldt meget uheldigt ned på de strittende armeringsjern og blev gennemboret. Det var et frygteligt syn, og der var meget blod bagefter. Alt i alt var det en værre redelighed, og der var skrigen og råben og ambulancer og små børn, der græd, men da det var overstået, var vi alle enige om, at det var godt, at vi slap af med den grimme statue.

Drømmefanger

I stormens øje
Eddersten på spring
over stokrosers gashale
før bardommens kometnedslag

Det var nu lupiner
er en erindringskorrektion
helt uden grøftekanter

hylende som min overkørte hund
på trillebør gennem årenes hulveje

En måge drømmer
sin fremtid i et hav af
stivnet flødeskum

Ved rekylet af pludselig vindstille
går øjeblikket af led

Der går ikke røg af en brand uden ild

Vækster

Du fylder godt i dag måske 30 eller 40 jeg er lykkelig når du laver lort med din milde ende flår i fluerne vinge for vinge
Vi ryger en Jørgensen klædt af til røvfuld og ingen trapper lunger ned eller krummer blod og levertallet gror en unge
Kors hvor vi elsker os jeg har det fint måske tar vi et lån i banken til vi dør

Skrighals

Det kan være vi indhenter Fanden

ryg til ryg
med øjne i panden som ruder
med slør
haler os ind på Fanden roligt
som en død vind under en bro
roligt
som en død vind

Kort konstatering

Jeg har ikke flere ansigter at tabe.

Frustration

Hvis intet nyt er under solen,
så lad være at sole dig i intetheden!?

HISTORIEN OM EN MODER

Hvor er din mund? Jeg er et kys.
Disse små hænder? Holder på dig.
Det spæde vræl? Jeg hyler kun om natten?
Og hvor er natten? I nat.

Udenfor

Du tropper op i forældrenes skole
bygningen med snøre langt op ad benene
skingrer ringer aldrig ud så længe folk knepper
Larmen firkanter sig hysterisk under uret
kjolen ses må ikke røres blikket drypper på de nye sko
Snævert kryber du på plads mellem reolerne lille globus
drejer stop mens verden styrer forgæves efter frihed

Lago di Como

Kranset af mørke løvtræer lå den, under den lysende tusmørkehimmel, som fed, blå silke spændt stramt ud over en sovende kvindes åndende ryg. Svagt sitrende kastedes genskær af himlen tilbage fra kjolen, fandt vej gennem salens vinduespartier, kastede perlemorspytter på dugen og glimtede måneskin i Chardonnay. Aldrig så jeg en sø så blå som Lago di Como den aften i juli, da skønheden flød som svalende bølger over det blanke gulv og dæmpede lyden af tjenerens skridt, da han bragte os maden. Selv vore hviskende stemmer blev blå, som vi sad der i spejlingens dybder.

August

Kumulusskyernes katedraler
tårner sig op bagved skovbrynet

Over det knasende grusblege hjulspor
funkler en guldsmed i rykvise glimt

Brøndkarsekildens kølige klarhed
strømmer krystal om grøntflimrende fingre

Og på den stejle skrænt bag din broders hus
bløder disetblå blåbær magenta
slet skjult under sensommersolplettet bladhang



Regnen kom senere
- hen under aften -
rullende ind på en tordenvogn
I horisonten trak lynene lys
bag smalle gransilhuetter

Tegn

karse er karse
en sten
flytter sig
kun når noget
støder til den

sjældent tavshed
skaber ro nærmere
skuffelse allerede inden
begyndelsen hvor
du skabes
i en menneskekrop
og ikke i en
passiv gumlers
der intet aner
om at den
kløvereng
var mig

de færreste
hænder synker
tilfredse

Tortur

En hvisken sprøjter og trækker ryggens perler på snor. Strube til mund sekreters vagtparader. Grønne mænd er slet ikke grønne. Det er noget man tror, de er dig og mig uden far og mor. Slæbende fedt
over Jordens korn. Høster søn hakker mand skovler kvinde.
En rød aramant knuses flovt i kussen. Gnider fnidder bladrer fnadder strammer til og binder op. Sladderspalten
mere rød end kød trækkes ud og ind på en snor

FADERVOR

Vi både er og ikke er. Vi kan ikke gå ned i den samme flod to gange. Alting bevæger sig, sagde han. Alting er ligesom dig. Du flyder ud. Jeg er også en flod. Hvordan kan jeg være en flod og et hav og en sø er ikke noget problem. Jeg både er og ikke er. Jeg er ikke et paradoks. Jeg er ikke en løgn. Jeg er ikke en sandhed. Jeg er ikke en flod. Jeg er en og altid den samme. Jeg er en og altid en flod. Jeg er en tante. Jeg er et navn. Jeg er ikke et navn. Jeg er ikke et paradoks. Jeg er ikke en gentagelse.

Mr Le Baron

Mr Le Baron
der er ingen
Rien dit
du går bare med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har jo vandet
Mr Le Baron
og en lille historie
i dit fipskæg
og den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
ser sit snit
skjorten er jo ikke sig selv mere
Mr Le Baron
d'ici là...
Magnifique
og din hårkrans
du spiller så jeg tror den blinde mand får synet igen
min blå blå kjole
din gule gule krave sol omkring halsen
Mr Le Baron
du har jo vandet og karpen
og mig?

Og så skreg Edvard Munch

Broens skræv er sunket efter mange års misbrug. Opmærksomt hejser synet havet op gir en skalle, et stunt det lærte som barn. Betragter køretøjer cykle på glas
legemer skride ud i svinget. Men det er bare et online-spil - 'Byg en bro' er et online-spil, dine øjne rejser den forkerte vej mens broen ruster og himmelvandet skiller broen selv tunnelen under havet gløder som cigar

Giovanni Montes hest

Giovanni Monte er en skinfigur lyset går ret igennem ham hvis man ser efter det er kun tøjet der standser lyset en anelse så han må passe på ikke at gå i tyndt tøj Giovanni Monte ved det men siger ikke noget det ligger ikke til hans natur hans natur er at findes mere er det endnu ikke blevet til og mens dette skrives står en blondine i tv og ser indfølende ud og det er en skuespiller der leger at hun er en anden og det får hun penge for man må håbe hun får nok Giovanni Monte er en anelse mere virkelig han kan selv tænde og slukke for tv og radio biler og bumser træer og kantsten og hvad det skal være og han har ikke travlt der går en skinfigur gennem Giovanni Monte og låner hans skyggefulde tøj en hånd går i lommen efter nøgler og nøglerne rasler men det ligger ikke til hans natur hans natur er en anden end man sådan lige kan få fod på og skulle det lykkedes at træde ham over tæerne ville man blot stå på gulvet bussen er en skuespiller der leger kantsten og er indlevende lys men så er dagen rullet væk og et øjebliks stilhed står i vejen og tager udsynet insektet ikke ved at værdsætte.

Giovanni Monte har en hest han ikke kan finde.

Skod. Skygge. Sten

Rytmehans