*






Efter at have været lukket i en måned
er Millionærbutikken på Borgergade
atter åbnet og døgnet kører normalt
søskendeflokken hugger snolder maven
fuld af neonånde Millionærbutikken
har fået spilleautomater og kaffe lounge
hvor håndværkere taxichauffører og
alle andre kan nyde en kop skoldhed kaffe
få en snak og se nyheder på TV
og hvis bunden ryger arbejder vi
måneden uden tærte
pantelånertrio på ønskekvist
hører vel også til i pausen
tænd vokalsignalet gæst
fis hjem dit CV er allerede
en frisbee.





*

Gen(op)stand

Skrab ikke hornhinden af mit syn
men lad øjnenes negle
ridse
erindringens tavle
med en lyd så skinger
at den vækker
drømme
om nat

Fan, tänkte hon, jag måste hitta något annat at pyssla med.

men det er næsten som jeg taber det hele neglene fingrene hænderne
samler maven i midten det største røde hul fosser ud af mig liggende

LIVSVÆRDI

Du lever med to gamle mænd
Det er dine arveonkler
De har kondicykler og inhalatorer

For hver dag tappes de for blod
Men dine arme er varme og stærke
Du lever i gamle grå øjne

I kælderen ligger tre kister
En til hver
Og en af guld

Solnedgang over farven rød

Vores kærlighedsliv er en sag for det østrigske politi

Radikale mænd i et længst eksploderet kvarter

Du kan selvfølgelig se den her på siden, men hvis du i stedet dobbeltklikker på videoen, åbner den i et nyt vindue. Dér (hos youtube) vil du til højre, nedenunder videoen kunne klikke dig til at se den i ”high quality” - forskellen er til at tage at føle på. Du kan ligeledes vælge at se den i ”full screen mode” - også det kan anbefales.

Initiativet kommer af, at jeg godt kunne tænke mig en flot produceret spoken word-film som ikke var plastret til med uvedkommende musik. En form for dogmeagtig enkelhed: lyd, gestik, ansigtets anatomi under oplæsning - ikke-iscenesat baggrundsvirkelighed.

Der er et større publikum til det talte ord via digitale medier end på nogen scene i landet. Jeg har tidligere uploadet små, hjemmegjorte film, men nu er tiden moden til at gøre det for alvor. I samarbejde med instruktøren Suvi Helminen har jeg lavet film ud fra performances med mit tekstmateriale. De vil blive formidlet via youtube, Facebook, myspace, Sternbergs.dk og Øverste kirurgiskes hjemmeside, Oplysningskontoret.dk. Spoken word er som skabt til nettet – hvis det er skabt til nettet.

Suvi Andrea Helminen har lavet film og TV siden 1997. I 2003 blev hun færdiguddannet som dokumentarfilm-instruktør fra Den Danske Filmskole, TV-uddannelsen. Suvi har været instruktør på en række tv-programmer og dokumentarfilm. Hun fik på Documenta i Madrid, 2006 juryens 2. pris for filmen, ”Kærlighed og smadret glas”. “På vej til Paradis” vandt prisen for bedste dokumentar på Odense Filmfestival i 2007.

Teksterne er en del af en samling, som formentlig udkommer i bogform til næste år.

Arbejdet med teksterne er støttet af Kunstrådets generelle midler.

Lille prinsesse

Det hele var i grunden alt for galt
Du måtte tabe din porcelænssko som et hjerte

Frostånde

Hun elsker frosten. Vintermorgenerne hvor hun går udenfor, møder dagen og kan gribe sin egen ånde mellem hænderne. Iskolde morgener, hvor hun ser sin puls som hvide dampskyer i luften og kan mærke kroppens kontur aftegnet som jag i vinden.

Disse morgener er hun hverken mere eller mindre alene end ellers. Hun mærker sig som altid afstanden mellem sig selv og Dem, mellem kroppen og verden. Men ensomheden synes mere venlig i det frostebidt trav - mere skærmende. Disse morgener bliver afstandene hendes, en distance hun lægger og ikke som ellers en distance lagt. Af andre.

Hun går ud i vintermorgenernes skarpe frost. For at nærme sig det, der fjerner sig. Men mest af alt for at fjerne sig fra det, hun ikke ønsker. Skal nærme sig.

Hun går og hendes ånde tegner sig som en uhåndgribelighed hun
kender som skarptskåret frost. Et kort øjeblik hænger vejrtrækningen i luften.
Så opløses den hvide damp og hun kan gå hjem.

Mens jeg siver

Du godeste
Her er jeg på en måde anbragt i en krop
Du godeste
Her er jeg ude af dit skind
Du godeste
Her siver jeg under husmure
Du godeste
Her er virkelig den slags begær
Du godeste
Her er så stille at jeg hører sværmen
Du godeste
Her beder jeg dig udrette mirakler

ørten tentabel i ru pryk

ATMOSPHERE (24)

Altered Books
&
Writing and the Digital Life
&
poeticdiversity.org
&
David Byrne Journal

//

Nålen kyles ned
i blodkarrets bløde bund
Spasmen klapper i

[svar]

natskyggens seksløber
truer
dagdrømmens slæbespor
~
rygvendte stjerner
trækker lys
over
og væk

Hymmmmmmne

i pausen mellem to tænder
knaser som guldkorn
fredsramte krigere
*
værgeløst spyttes
et ord
til jorden

hmmmmmm....

Korrekt ordstilling udsat

Nu skal jeg
fortælle Dig
noget
om Nødvendighed
Glem
Dine usle vilkår
tilbed Langballe
nej æd ham
som din næste Danielle Steel
Bedrag Samfundet
det vil jo bedrages
og begraves i et
gammelt harskt smørhul!

NYHEDSMAIL

det var ikke fastfrosset i køen
i morgendøsen halvvågen
kører toget mig eller kører jeg togs jernsmag
på fugtige gelændere
det er det har det du
hos Ivan Grundahl nål i fåreuld stikker metalspænde
fremmed olie ophober sig
i Chrystler risikerer at dreje nøglen om
job ryger på frie fodsåler
arbejder imod mere frihandel
milliarder dollers koger usunde lån
og ingen sundhedsforsikringer
indsmurt i fedtbræmmer
breder sig til andre lande
gik til Jerusalem tre mænd
trådte for Kongen frem med pandestjerner
saltsjæle og hær af dråber
dråber vinder overalt
af ve og nød skal livet springe
handlinger forestår
fremfor blodmætte læber og fod og kjortler grå af støv
hånd venter Jeres nyeste kald tålmodigt sig selv
menneskehvælvinger fremad frem foran støv og støv
og soldater fløj hen
velkommen hjem i tilbagetogs brandskærs farver
hvor alting skælver

*


Løft foden over hver sten
i byen vender skjulte døre
hvor nemt du gir og køber seks dåser
intet fremmedlegeme stemmer på din afstand
eller gå ti skridt baglæns
kilometerlange køer af høflige fraser
og bagefter klemmer letmetallet
som kassesystem gør-det-selv og ekstra medhjælp
sølvpapir langt ned i brøndens bål
er du hvad du med foden vokaliserer
og hun messer en bøn
og mærker tæerne vokse i ryk mod dine strømper
stemmefremmede eksempler
gemmer sig oftest i ankelhøjde
og hun messer et vandfald
og mærker tæerne mod strømpens seje stof
og vækstfremmeren indkasserer
ned i brøndens bål tager det mig et år
og hårdt tager det mig
vær vejmester med benet løftet til gribetå
lån februar rør før mausoleet
så snart du grådigt indtager dit jeg
og vækstfremmeren tæller kasser
at suge alt det selvgode
vær vejmester løft foden allermest
nu finder du nummeret til stuen
som en humlebi der slikker dug
uanset hvem det er der rækker ud efter rækker
nedad rejser et tegn langs murene
tusindårsefeu svæver til selvmål
en myre begynder fra bagerste hylde
så snart du står med skibsforlis
helsedomshjem i skiver, uh medicinkort med termofjæs
den hvælvede tilføjelse du
med et enkelt spark
falder tusmørket fra muren
at bide sit vabelformat
og syv haves ebbe og flod
gå til lægen med dine fremmedlegemer
du du stilk
giv foden tåmesterstrømpesko
nummeret til fødestuen
og sindssygen øges som et regnestykke der ikke går op
stram skruen om dit akneskred
og intet rusmiddel åbner sprækker som
foden har sin egen bue
og du er endda god til matematik
aknekrumtappen kæfter op
som for helvede bestandigt
små asfaltaftryk af massesåler og hagl
hvornår åbner det andet
i hovedet kører spændetrøjen gazeomvundet
kan du for helvede ikke se kæledyret lige i øjnene
søpapegøje strejfer nakken
små åkandeformede pixibøger eksploderet i gang
hvornår lukker du øjnene op
bukserne op eller ned
ingen anden aktør øger kødressuren på Guds CD
men ikke du og festerne
lad det bare sive nedover fodgængerfelter og lyskryds
til endnu en fødselsforberedelse
remsen
som kerneydelsen sidder oppe i ærmet med sin kødrand og regner den ud
festerne med bøllestreger
du der står så rødligt se dig for
maven er helt normal med mindre du
du øver dig dreng du øver dig kokstriptykoner
regn med jeg går på gaden lettere skrårem
i hver sin bås
grin foden spitfireformet og sådan
går rundt og falder
indstiller signalet signalerer signalerne
og fremstammer snurrige brumbasser
ned i sæbemaskinen
må efeu og kiosker svæve over hvert skridt
falder du over en tue af numre
mens øjet hænger ægyptisk
hvor mange udgifter går der på et fremmedlegeme
og gnaske bog
giv albuerum før du fæster
reklameskiltes berusende slogans
oh, det cykler
enkelt eller månedlig øjenmedicin; årsdagen springer læk
stå og trippe på gajoler
bryster for hvilke lydmure gennembryder
meget nærmere en løsning
tossekasse du behøver et skvæt
kom alle mine digitale venner: find færgemanden
en hvilken somhelst lagerbar forbindelse
på hjørnet af fødsel og livet går videre og videre og videre
at stå imod med at så imod med
hiv joystikket ud
du og dit stereo-under
oh, ve ve ve
en hvirvel langs ruden og kørebanen deler døgnet
en oase er Iraq se en stor oase
skod de fuckmordere, dig et hul
molboløftet men ikke du
store sortfod sørg først
for din egen søvn og naglerne
falder ud af side
ruder på TV
undskyld mig en støttestrømpe
stadset op til fest
spidse torne jaget igennem
en dyb og bombesikker mol
se det altsammen på TV
med knæhøje åkander går det ad stormfloder til
en syl i rød lava
husk så kun egenbuen
for de nye børn
for de nye børn
foldet sammen som en dåse
galhalsen galer
kun egenbuen som rabler over dit hoved
som alle løber til døren
sidder jeg øm og sidder jeg
asylcentret
som rabler over dit hoved
som alle løber hen til døren
uret til venstre med hjemmefordelen
sæt aldrig dit Josefskaft
og ser hullet og vinden på vej
et fastfrosset undskyld undskyld mig undskyld
stikker dødsmetallet
som kolbe
ind i en skakt
dit negerrav men ikke du
for nogen anden blomst
du du stilk.







_

Kalenderblade, sommeren 1966

NAGENTA

På en restaurant i Paris. Sidder kvinderne i korte skørter. Sidder børnene på store skød. Sidder mændene og spidser mund.
Og her sidder Nagenta

På hånden. I hans hånd. Her ligger der et ocean. Her sejler der en båd.

På anden hånd

Hun sidder ved et bord midt i dagens mylder. Bestiller en italiensk vand med brus og nipper forsigtigt af flasken, sætter den så tilbage på bordet. Læner sig frem og piller lidt ved den fint designede etiket. Hun ser ikke noget, hører i stedet samtalen som tager form ved bordet bagved, og finder liv i de ord der forlader deres mund:

Ved bordet planlægges ferie, der bliver leet ved tanken om skidragthelvede og umage forsøg på grønne pister. Der tegnes billeder imellem dem, så hjertelige at de kan gribes og mærkes som hænder der flettes.

De flettede fingre, øjnenes genspejling og de mange fælles planer gør hende tør i halsen: hun må tage endnu en slurk af vandet for at sluge savnet og skammen ved at stjæle af de andres ord - ved for et kort øjeblik at have gjort dem til sine egne.

Så rejser hun sig, og går ud på toilettet for at se sig i spejlet. Hvisler et indædt ”hvad fanden glor du på”, og skyller så ud i toilettet af bare vane. Går tilbage til bordet og den italienske vand, drikker endnu en tår og ser ud af vinduet.

Udenfor går mødre forbi, afslappet slingrende. De skubber livets mening foran sig på fire hjul akkompagneret af træranglers spil og svag pludren. Lidt væk cykler en blond pige forbi med rank ryg: gemt bag store mørke solbriller haster hun gennem efterårets grå på vej mod planer, aftaler og hektiske nætter. To ensklædte børn løber omkring på må og få, indtil den ene falder og bryder ud i gråd. En ældre mand hjælper barnet på benene og puster på hendes knæ. Moren iler til, griber barnet i armen og haster væk. Manden står lidt fortabt tilbage. Så går også han videre.

Hun sidder ved bordet lidt endnu. Piller ved etiketten. Hun mærker sig blikke, lyde og puls.
Tager så en sidste slurk af den prikkende vand og lægger en femkrone på bordet som tak.

Sort Nat

Jeg vil male natten sort
Når jeg føler megen tort.
Jeg blev rastløs i November
Holdt så fri hen ad December.
Alle regnvejrsnætter ender
Jeg vil male natten sort.

Jeg vil male natten sort
Når det hele er for hårdt.
Jeg er lige ved at vælte
Jeg bli’r sikkert lagt i bælte
Gid mit hjerte måtte smelte.
Jeg vil male natten sort.

Jeg vil male natten sort
Så det meste vejres bort
Jeg bli’r kemisk lagt i lænker
Alle sortsyns nætter ender
Kom nu maj i min kalender
Jeg vil drikke kaffen sort.

Jeg vil drikke kaffen sort
Når det hele går som smurt
Æde piller hele dagen
Så de aldrig har set magen
Få lidt sol på for og bagen
Og så bare snakke sort…

(Frit efter Pia Raug og Ebba Munks:
”Regnvejrsdag i November”)

Yellow Submarine

den fraskilte adskiller sig fra den omskårne

Den Kemiske Handske

Det hvide flag i det røde

Ræk hænderne ud
Knæl for en kinamands knæ
På alle fem tæer

sidste åndedrag
pausen høres som en lyd
et æble falder

akse

Dagen aftager med lysets hast og livet tiltager en time



(Om ganske snart vil hun ikke huske noget om nogen og havet vil skygge for horisonten.
Om kort tid er bare hukommelsens sorte huller tilbage, som tilfældigt spredte mærker ved uendelighedens grænse )

Nekrolog - Ole Peder Haske

Ole Peder Haske, Udviskeren, er død 16. februar 2006 efter kort tids vemod i Luleå, Sverige. Ole Peder Haske blev født 12. december 1899 i Vestre Lungelse af gårdmand Hans Peter Haske og hustru Eline Haske f. Blauenrumpff, og gennemlevede en stort set begivenhedsløs barndom. Han blev verdenskendt som Udviskeren, da han længe før Robert Rauschenberg og hans samtidige, gjorde udviskningen af eksisterende kunstværker, fortrinsvis tegninger og værker på papir, til en kunstart; ”Et statement om kunstens – og dermed alt menneskeskabt - flygtighed i en verden, der hele tiden falder sammen og fra hinanden. En understregning af paradokset, der ligger i, at mennesket bevidst om sin egen og sit værks forgængelighed – det være sig på grund af naturlige eller menneskeskabte kræfter – alligevel forsøger at skabe noget, der har evighedens karakter, eller rækker ud over den tid, det selv lever i, og hvor værket så at sige fødes til at skue mod det uskuelige. … de værker, der har holdt sig bedst gennem tiden, er de værker, ingen har set. Eller kun meget få.” (Citat fra interview i ”Art & Disappearance. Art Periodical. London 1944 (på engelsk, forstås)). Han startede som palimpsestør (palimpsest: håndskrift, hvis oprindelige tekst er slettet for at give plads til en ny. Det er undertiden muligt, fx vha. kemikalier eller UV-lys, at skelne den oprindelige tekst. Palimpsestør: en, der fremstiller palimpsester), men opgav snart denne karriere, da han ustandselig kom i karambolage med arkivarer, bibliotekarer og andre, der blandt andet talte hans studiekammerater Per Viking Glob og Herman S. Borthe, begge rigsarkivarer, og da han var en mand af få ord, der mente, at værket måtte tale for sig selv, og fordi, han ikke var så original i den tilføjede tekst, som han ville være, gik han over til tegninger og anden kunst udført og indført på papir, som var det tætteste, han kunne komme håndskriften, brevet, notatet, bogen in spe. En anden årsag til at holde sig til disse medier var, at han fandt lærreder for uimodtagelige for viskelæder og i det hele taget for klodsede, og statuer i det hele taget for umedgørlige; på alle punkter. Ole Peder Haskes foretrukne redskaber var netop viskelædere, af hvilke han selv udviklede forskellige typer og radérvand, som han kombinerede med skalpeller og specielle små knive, han havde ladet fremstille i Sydamerika hos en indianerstamme, der var kendte for at skrumpe insekter (på samme måde som andre stammer krymper hovederne af deres fjender), og derfor måtte have fine redskaber, for at borttage eventuelle letfordærvelige bløddele. Ole Peder arbejdede over hele verden. Han besøgte mange anerkendte kunstnere, gjorde sig gode venner med dem – bl.a. med hjælp fra sin bon-kammerat Jern-Svend (Svend Ingenstans), som var en glimrende hypnotisør og sin hundehvalp, der kunne blødgøre selv det hårdeste hjerte – for derefter at få dem til at overdrage sig et værk på papir, en tegning for det meste (Ole Peders foretrukne medie som sagt), som derefter blev registreret i et udstillingskatalog eller en officiel værkfortegnelse, så den officielle siden af sagen var i orden; værket var et anerkendt kunstværk. Så blev tegningen omhyggeligt visket ud, fjernet på den overordentligste måde, og papiret bar nu kun svage spor, der for det meste kun blev synlige under specielle belysningsforhold, og spor efter at have været under Ole Peder Haskes behandling. Håndværket var vigtigt for Ole Peder, og han var sig bevidst om, at overfladen på et papir altid vil bære spor efter det, der er sket med det. ”Papiret er en bærer af historien, og vidner om menneskelig ihærdighed,” sagde han tit og ofte. I årene efter 2. verdenskrig kom der rigtig gang i karrieren og han viskede, slettede, udraderede og bortkradsede utallige store værker, ligesom han, med den tiltagende udbredelse af grammofonpladen og båndoptageren, fandt lejlighed til også at begive sig ind på musikkens område, hvor han kunne arbejde med musikken på anden måde, end ved blot at udviske partiturer. Han opfandt en mekanisme, der kunne skrælle rillen af en grammofonplade i én lang streng, men fandt, at de magnetiske bånd var en anelse for nemme at slette, hvorfor han kun arbejdede med disse ved helt særlige lejligheder som f.eks. dengang, da Kaptajn Hermod Flühne vendte hjem fra Arktis med kaskelothvalernes fangstlyde og grindehvalernes korsang, som det havde taget 6 år at optage, og Ole Peder Haske så sit snit til ”at komme til at tabe” en vældig stor magnet ned i kassen med spolebånd. Der gik flere år, før han vedkendte sig værket. Men han kunne også angribe musikken fra den anden, den traditionelle, vinkel, nemlig ved at udviske nodeark kort før en opførsel, hvilket bl.a. fandt sted, da den amerikanske komponist Johan Kage (norsk afstamning) besøgte København og skulle opføre sit værk ”4:33” for kor og orkester. Dette blev et gennembrud, hvor komponistens og palimpsestørens værker gik op i en højere enhed. Værket er senere fremført over hele jorden og er udkommet i mange indspilninger. Det består i al sin enkelhed af et fuldtonet orkester og et 100 mands kor, der intet spiller eller synger i 4 minutter og 28 sekunder, men indledes med en heftig nervøs rømmen i 5 sekunder. Oprindeligt hed værket: ”The Rise and Fall of the Handmaids of the Titanic and the Icebergs or Lament of the Tibetan Whalers”, men blev efter opførelsen i Tivolis Koncertsal med det af Ole Peder Haske udviskede partitur omdøbt til netop”4:33”. Dirigentens (Peter Lühre) partitur var det eneste, der ikke hvad været under Haskes behandling. Senere blev Peter Lühre – efter endt ophold på det dengang berømte sanatorium ”Im See”, Østrig - lærer i tegnsprog for døve, som han udviklede til også at omfatte musiske partiturer. I denne, den oprindelige, fremførelse bankede dirigenten tillige på nodestativet, men det tog komponisten ud, idet han ikke mente, at det passede rent klangmæssig, og nemt kunne tolkes som et lån fra ”Skrivemaskine-sonaten”. Ole Peder havde da fast adresse i Borup på Midtsjælland, men fra midten af 1960’erne og indtil 1988 rejste han overalt i verden og udstillede og udførte sin kunst. Dog slog han sig på sine ældre dage til ro på opfordring af sin hustru, som indtil da ikke havde set ham siden ægtevielsen i 1947, og som nu insisterede på at ville have børn. ”Det var sandelig på høje tid,” skulle han have sagt, og dermed blev det. Som for at understrege sin målrettethed og i lyset af beslutningens betydning for fremtiden, kravlede han samme nat op på Århus Rådhus klokketårn og ”lod uret forsvinde”. Da det ikke var hans sædvanlige medie og fremgangsmåde, var der ingen, der mistænkte ham for ”udåden”, som dette forsvindingsværk blev kaldt i den almindelige presse. Senere, da han havde sikret sig, at Århus ikke havde udvekslingsaftaler med Luleå, sendte han Ur-værket, som han selv kaldte det, tilbage til rådhuset fordelt i mindre pakker og sendt fra flere forskellige posthuse i Nordsverige. Familien flyttede altså til Luleå i Sverige; også fordi de syntes, at navnet lød sjovere end Borup. Men selv om Ole Peder blev far i en meget høj alder, lagde han dog ikke arbejdet helt væk. Luleå Kommune og Det Svenske Rigsarkiv erholder ifølge hans efterladte papirer og en række personer, der har fundet ud af, at de er ikke-eksisterende, samt byggeprojekter, der har måttet skrinlægges på grund af manglende plantegninger, stadig et for offentligheden ukendt antal udviskninger. Tiden vil vise, hvor mange der er tale om. Ole Peder Haskes fysik havde det ikke godt med at flytte så højt nordpå, og som tiden gik blev han mere og mere nedtrykt. Han savnede karrierens udfordringer. Han forstod heller ikke det svenske sprog, skønt hans hustru vil vide, at det var et spørgsmål om ikke at ville tale et sprog, der lyder så fjollet, og fordi han ikke vidste noget om rensdyr og elge. De sidste 2 år boede han i et udhus, hvor man eller skulle have haft brænde til vinteren. Der havde han låst sig inde i en gammel kuffert, og her sang han i alle sine vågne timer danske sange, sådan som de blev fremført af Aksel Schiøtz. Han havde kendt Schiøtz i sine unge år, hvor han var med i en dilettantteaterklub, hvor også denne prøvede kræfter med de skrå brædder. Hans fremførelse bestod af en tro kopi af de grammofonplader af Schiøtz’ indspilninger, han i sin tid havde skrællet. Den var komplet med ridser, nålestøj og ”fluepletter”, altså små forekomster af almindeligt snavs, der på forskellig måde havde klistret sig fast til grammofonpladen, og som stadig sad fast på den lange plastik-snor, der var resultatet af en ”skrælning”. Ole Peder Haske efterlader sig 8 børn og en ganske livskraftig hustru, Elvira Haske. Bisættelsen foregår.

et spejl
et æg

Den sidste....

Den sidste
fantasi
vores dialog
bliver en film
hvor hver
replik
skal chokere
og
til sidst
løbe ud som
våd
croquis.

Prænet

Før nettet så alle mennesker tv
Før tv lyttede alle mennesker radio
Før radioen læste alle mennesker aviser
de gik i teater
de orienterede sig i rygter
de troede på ALT hvad de hørte
Alle lyttede
eller holdt deres kæft
og ingen kunne tale
så utroligt smukt som du kan.

SigNatur

Hun er helt sin egen

Altid på farten, på podiet, på vej.
I tilbagelænet hast gribes et gøremål, mens hun svinger med døren - ”derudaf og væk”.
Hun er hverken til dates eller dosmerliv, poesi eller nærværsprostitution. Nej, fanden stå i rim, remser og blikfjerne betroelser; her danses på gloende kul og inkvisitionens øjeblikke nydes, mens tid er.
Hun kaster med bolde på tværs af baner og høster flere sæsoners point på en enkelt halvleg. Lever af off- og insides, rene tacklinger og et stærkt forsvar.
Hun ejer navne som von og De la, men holder sig til skødesløst nedfældede initialer -”just like that”.
Hun befinder sig i overhalingsbanen, i slipstrømmen, på forreste række.
Underspiller med enhver tænkelig bagtanke rollen
som
heeeeelt sin egen

Det ses

verden bliver mere og mere lykkelig, lande smilende smilende, til højre fryder Sverige sig til venstre er der vand. Når en ny Ø skyder op, venter den med at lyse, den skal lige være flydevoren før det hele bliver grønt, men så tror vi også på den, langsomt. Der er mange dyr, de har knogler fulde af luft, de har vinger der kan spragle under solens viadukt. Himlen har vist os fuglene, som sikkert var børn engang. Læg dig med hjertet opad og syng min sang

Valium

Destruktion skal være hurtig
som omsætning i en regnskov
Konstruktion skal ikke noget
Den er på luksushotel i Costa Rica

Drogas

Nogle bliver
mere hårde
af drogas
ikke os
-bløde som
de mest
skinnende
muslingehjerter.

Det er et billigt trick
at skrive om krager.
De kan ikke engang
flyve ordentligt, de
flakser bare rundt
på naturens bagside, hænger
som affald i træerne,
altid tæt på togskinner,
motorveje, industrikvarterer.
De skræpper op, skælder ud
på hinanden, tilsyneladende
uden grund, kragerne.
Men uden krager intet sprog, derude
er det svært at få øje på noget, helt
derude i tågen, det bakkede landskab
af glemsel.
Kragerne er ligeså virkelige som
en varmtvandspumpe, et kontoudtog,
et gennemblødt girokort i vejkanten,
som fejemaskinerne glemte at få med. Ikke
girokortet, men dets helt naturlige,
halvt opblødte tilstand er
kragernes signatur.

og vandet er tykt

du kan skære i det med din mund
salt om din hals blinker til
lændens tæppe bevarer vildskab
tungen besvarer med vildskab
jeg ved ikke om jeg har
råd til at skrive ved siden af
når vandet fantaserer og
din mund vil så meget mere?

Atlantis

Endnu en regnfuld eftermiddag

De har været ved lægen. Ingen siger noget. Så ringer det på døren. Jeg lukker op. Udenfor står en meget høj, meget smuk, meget lyshåret, meget ung mand i en gulvlang frakke. - Er Inge hjemme?
- Nu skal jeg se, siger jeg og vender mig om i gangen. Så kommer Inge inde fra huset. Hun har et værelse hos os. Mit gamle værelse. - Du har fået gæster.
Jeg vender mig mod døren igen. Der står en lille, lav, gammel, pukkelrygget mand.
Jeg går ind til mig selv. DET der kommer vist ikke lige mig ved.

ATMOSPHERE (23)

Black Robert Journal
&
Robot Melon

carry me on the shoulder of a siamese cat

hei lisboa, du er to byer når jeg drømmer om deg/ jeg fotograferer deg i begge byer, uvitende om din doble natur/ bildene avslører ingenting, men viser et stykke rosa tøy mot en forfallen vegg/ dette kunne være porto, dette kunne være ourense/ this could be avalon/ jeg bor gratis på hotell, kaster skitne håndklær i søppelsjakten/ jeg portretterer de hjemløse og gateløse i havnen/ de er likegyldig til hvilken av byene de bor i/ de bor gratis overalt, sover på skitne håndklær i søppelkjellere/

Beat-it-up

Vi taler også om at alle disse...mennesker.. er levende døde, som Jack og Neal talte om det.
I dag tales der camouflageagtigt Punkt 1 om det...det er kommet for tæt på.

Vi elsker med øjnene åbne, som når vi slås, og så filmer vi lortet og kigger på det bagefter, som jordlopper der gør alting småt...

U.t.

Under sofaen ligger de græske øer
i et alt for havgrønt tæppe. Langhåret
salt og måger. Er havet en kvinde

og bølgen en mand? Er klippen
et barn ingen kan nå eller en sær
gamling, der har fået fikse ideer?

Luften flytter sig, og det kalder vi
noget, vi ikke kan huske. Søvn
og muntert marmor forenes.

*

Vi er oppegående.