modsat mosaik III

Han tabte noget af syne engang. Noget rundt og rigtigt og fandt kant i stedet:
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på

Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog

Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt

Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik

Gude Sludder

Til helvede med formler
tårne rager ud af ilden

Fire hjørners ørne
sluger Johannesbrød

Askens gløder
på marmorbryster

Uvidenhed gør sig klar
som utilpassede børn strejfer

Illusion

Hun finder svar på spørgsmål aldrig stillet og sidder tilbage med favnen fuld af uafklarede udråbstegn, mere i tvivl end tvivlen selv

Hun griber ord der ikke findes, aldrig er sagt og ender med skrift på vægge der for længst er væltet

Hun finder drømme uden ejer og længsler uden krop
Hun skaber konturer uden omrids og savner tyngden af en skygge

Hun lever et fatamorgana og hun ved det

Nyhederne

Godaften,
det er TV-avisen
Nye undersøgelser viser,
at det alligevel ikke vil være
muligt at nå ind til
virkelighedens kerne. Eksperterne
udtaler, at vi må leve med at observere
tingenes overflade som den er
De teknologiske vismænd,
der har lavet undersøgelsen,
er ellers nogle af de
lykkeligste i verden, viser en rundspørge
i foreningen af forsvundne
kioskejere
Dog har en nødvendig kæde af
misforståelser
ført til en del kritik. Overalt på
landets posthuse har sagen været
diskuteret. ”Den der finder frem til
sandheden,
vinder en gris”, har generaldirektøren
udtalt.
Og vejret: tåge over det meste af landet,
koldskål
fra vest, kaniner og rådyr
med grå stær i vejkanten, fare for
udskridning

19.6.2008

EFTERLADT

melodisk vanddrypperi
i dukkens gyldne hår
efterladt i badekabinen
mixes med rotternes
gnaven i tørre brødkrummer
som hovedløse jægere
uden haler overtog
ormene lidt efter lidt
magten over torsoen
i stuens eneste stol
de indtog overtog og
sørgede for at der igen
kom liv i tomme øjne
i badet gispede dukken
efter vejret da lyset
forsvandt

albuesmykke

Hun kan lære det
kniven i ryggen kniven
skarp som bjergets krop

fortiden klæber
til det glemte lange skrig
det blå aftenlys

Fartøj

I det primære øjeblik
af sort
gjorde livet indtryk
af parathed
og polaritet

bevægelsen fremad
hvor verdenen
bag mig
blev holdt fast

jeg indstillede
mine knoglers
løse strenge
strakte dem
imod omkredsen
for at høre
det uhørlige

Mmmmmm.....

Tænk at bære navnet Jerichau - at kunne tænde en syvarmet lysestage,
drømme om tabte lande og mindes det unævnelige i et fælles sprog af tavshed

Tænk at bære navnet på en by, et træ, en sunken skonnert
at spejde forgæves og kende ordet tyst, som en tyngde i kroppen

Tænk at vinke fra et vindue i en bus undervejs
rejse bort og vende tilbage i een og samme håndbevægelse

At vide sig tilstede i en tanke et sted

Tænk at nynne ”Mmm...”
og mærke jorden svinge med samme frekvens.

Erindrings erosion

Jordens læderhud er skoldet, en drøms dagsrest brændt i kød, en grill tiltet omkuld i græsset og ad flugtvejen forbi et flået fabeldyr, afslagne hænder som tyves, kløvede stamtræer faldet i baghold. I blå stænk ligger regnen spredt, strimler af stof hængt i hegnet, blafrer som vimpler, små flag, stormen har sat på det erobrede land. Skypumpen kaster op i skvulp og spytter vraggods fra en falden himmel, som verdens fede vom vendt på vrangen. 

Prag

Vi der valgte druknelivet

De tusinde mænd med fugtige ører
De nul ridende bølger
De nul våde drømme
Havet af umuligheder

?

Vejrtrækningen
bøjer
sig ned
gennem
mig
som et
spørgsmålstegn.

Stejlbillede

Kunsteren vil være anonym, men jeg kender dennes identitet og må gengive billedet her.

To digte

Solens dæmon hæver sig
over dagens matte sokkel og
kysser skoven med sine blide flis
I jorden en forstenet muldvarp: alle
under jorden sover trygt. Inde i cirklen
af ventetid sidder et postbud af filt
og rører i sovsen:
han har tænkt sig frem til en tilstand
af svævende identitet: det ene øjeblik
er han en lille fugl, det næste øjeblik
en islænder-sweater der luner sig selv
i de kølige sommernætter, det næste igen
en tivolidirektør
der råber op til dagens
forestilling mens han står fastklemt
mellem
to cirkusvogne på grund af sin
alt for store mave

Det er ikke lige til at se
at sommeren ikke er kommet rigtig
i gang i år. Men buskenes blade
sitrer ikke som de plejer og træerne
af jern signalerer kun til os via
underjordiske kanaler når vi svøbt
i søvnens pose under nattens myggenet
af sved råber på mere feber

Tanker af strå lægger sig på det
allervarmeste sted i hjernen,
det hele naglet fast med søm og skruer
midt i en sump af meningsløs oversvømmelse:
Tallene viser, at tragten er for snæver: de fleste
dyr vil uundgåeligt sidde fast i kontrastens
skarpe fremkaldervæske: som overeksponerede
falder de giftsyge ud i den ventende
sø af kød

Maj 2008.


Verden ånder
gennem spejlet af papir
og efterlader duggens
fine aftryk – bogstaver af salt
En nethinde af udsagn gennem
bandagen – du får øje på
dyret dér hvor lyset falder
ind gennem hjernens sprække
af metal

Verden er tung og gammel
Økonomerne svæver
som lette fnug i stratosfærens
kogende ozon

Bølgeslag af glemsel
holder dig vågen
som en lampe
i nattens svævende stof
Mens du leder efter spor
i sandet opdager du
at tiden har fundet dine

Som gammel krigsveteran
beholder du hjelmen på
til det sidste, men det hele er
sløret, åndedrættet er for tæt
på

1.6.2008

Det er sommer på månen i dag

ingen grund til at tage lån i solen
selv om den har så meget

Tekst TV 93.

Min dør
burde ikke ligge lige der
men til venstre
som på snoede græske hoteller
i en tid
hvor al
tekst tv
blev lavet i
Albanske pixilerede strøg.

Om kriser

Kan man ikke finde på andet, kan man altid finde en krise, der kradser. Og man kradser igen, og der går hul på bylden. I heldigste fald også betændelse i skidtet. Og det bløder og pletter tøjet og så går tiden da med det. Plefjerner og kogevask. Man sætter sig lidt foran maskinen med tromlen, der kører og kører. I ring. Og man tænker: ”trædemølle”. Det gør én så trist. Trædemøller er per definition triste.

Man forsøger at tænke på noget andet, men tristheden har bidt sig fast, ligesom kulden og krisen. Der kradser. Så man rejser sig og sætter sig igen. Triller tommelfingre. Først den ene vej, og så den anden vej og tju og tju og skomagerdreng. Så triller man igen: først den anden vej og så den ene vej. Bare for at se tingene fra en anden vinkel. Det gør ikke den store forskel. Tommelfingre er tommelfingre, hvordan man end vender og drejer dem.

Så prøver man noget andet. Man fejer lidt for egen dør, for ekempel. Det bliver hurtigt kedeligt og skidtet sætter sig under neglene. I stedet flytter man ind i et glashus. Så kan man kaste lidt med sten. Eller bedre: håbe at nogen kaster med sten. Mod eget glashus. Og der bliver kastet og man råber:
”Pas dit eget glashus, så skal jeg nok smadre mit”.
Så går tiden jo med det.

Men som man råber i skoven, får man svar. Og som man råber mellem glashusene finder man sten. Til sin kiste. Dem kan man så rydde af vejen. Mens krisen kradser og vasketøjet tumbler. Man kan også lade være.
Godnat og sov godt

ATMOSPHERE (22)

Joe Strummer & The Mescaleros:
"Walk on the Wild Side" (St. Ann's Warehouse,
Brooklyn NYC, 5 April 2002)
POEMS by TED BURKE
TED BURKE Blog: like it or not

Lille weekendgrammatik

Den danske språg

"Der er løbet meget vand under åen siden da."

En dansk "mediefigur" (bl.a. forfatter).

Blådykker

At synge
med
lånte fjer
smykke sig
ved
andres næb
*
at flyve
en himmel
og
dykke et blå
*

Ak!

det er jeg som buer månen over kafé Heimdal/ Saxo Phony, den umelodiøse svindleren/ vill etter nakne silhuetter og velgjørere med fjær i hatten/ tigerbalsam under hvert øyelokk/ jeg!/ buer månen til et lekk krus og drikker ustanselig/ danser på vampyrenes grav/

En digters død

*
tomme recitativer
*
af
*
elfensbenshad
ibenholtssavn
modfasepuls
og
hverken eller
*

Det Ærlige Digt

Døden den dramakvien flakser lifligt
i slipstrømmene fra en flower roterende
a la Rigshospitalets helikopters rotorblade
- når den snitter står blodet så det ligner
et helt springvand - medens jeg står og betagter og
betages af skæbnens potens medens
livet rinder ud af en tilfældig vidunderlagt
hvorpå en knyttet hånd åbner sig langsam
hvorpå en blomst en rypelyng vokser frem af venstre bryst
og den springer ud og jeg plukker den, jeg spiser den, jeg gumler den.

If you go away like I know you will..

Kunstneren vil være anonym, men jeg kender hendes navn og må gengive maleriet her.

Stop!

Du skal passe på 8 især
når det ligger for dine fødder
som et sæt øjne eller dobbelt punktum
Achtung baby, 2 ringe eller håndjern
der knipser dig fast
knipser dig fast så du ikke
kan bevæge dig over
over eller tilbage
tilbage vent til i morgen
9 er trods alt den højeste Herre
Derefter starter du forfra

une mirage

hva finnes av fjell



hva finnes av språk for fjell



hvilke portretter finnes av fjell



alle tre meget interessante spørsmål vedrørende fjell



her er tre ikke så interessante spørsmål vedrørende fjell:



hvorfor finnes fjell



hvorfor finnes språk for fjell



hvorfor finnes portretter av fjell



dette sier nok mye om meg, og lite om fjell



om diktet, hvis det finnes, sier det ingenting

En efterårstragedie

Der var en gang et stort træ, der gerne ville være pænt om efteråret. Det ville stå der, hvor det stod på brinken, der, hvor den kærlige og pæne skovsti snoede sig på vejen rundt om søen, som var den lagt af en ulykkeligt forelsket guldaldermaler, og vise sine blades mange farver frem for dem, som kom forbi dernede under kronen. Men denne oktober var en uvenlig én af slagsen, og der gik ikke mange dage, før vinden havde revet alle bladene af træet, og det stod nøgent tilbage, og fremviste sine spinkle grene og slappe bark. Selv de snyltere, der kunne have ventet til, den første nattefrost havde været der, gik i hi i utide, egernene nægtede af kravle op ad stammen. Den var dog for ulækker. Alt i alt var efteråret slet ikke, som træet havde tænkt sig. At gå ind i vinterens udsathed og de mange normale storme som en mosgroet vanskabning, var ikke noget at se frem til. Træet tog en beslutning. Dybt inde i stammen, hvor de største træmuskler sidder, begyndte det at spænde op, og efterhånden som spændingen arbejdede sig udad, blev træet stivere og stivere. Hvis nogen havde været der for at se på det, kunne de have set, hvordan træet efterhånden blev så overspændt, at man skulle tro, at det var invaderet af frost, der fik alt vand i veddet til at udvide sig, og med et lille pfft faldt træet sammen i flere millioner tændstikker (m. svovl). Det tog et aktiveringshold fra den tidligere Farum Kommune hele vinteren at samle dem sammen i æsker, og på dem klæbe små fine billeder af kommunalbestyrelsen.

naturens evindelige fitness

Om efteråret taber naturen sig.
Det er ligesom den går på Nupo kur
Det må være ekstremt usundt
Men fadbamse-daggryet er ovre
Det er tid til at rense ud
Alle de blade der ryger af
Og alle de fedtede grene
Sensommer-slasken
For-vinter dasken
Fuglene flygter
Åååååh
Fittness september
Kronhjorte kardiogrammer
uuuh
Spinning oktober
Havet får Nike-løbe-lort på
Henad november står den så uden et gram for meget
Slank som et siv
Lidt ligesom Elvis i 68
Fuld af overskud
Fuld af fever
Men også lidt overkold og hysterisk spændstig
Naturen i en boksering med tætsiddende læder

Jeg har
tunge
fugtige
viskestykker
lagt
over
mig
siddende i
skudtæt
lotusstilling.

NU ER DET SNART NU

Ældste Oktober ligner min far
tænder lyset sent
spreder blod over sengen
Lille mor med venstre kind
vendt på vrangen over puden
"Hvor mange tårer har du?"
"Jeg har 80 resten ligger i bunker."
Den dag han døde var der sne i sengen
og December

ATMOSPHERE (21)

CLASH/SPANISH BOMBS
Adam Zdrodowski, POEMS, Jacket Magazine 29

efternat

det er efternat, han sover og har forlængst forladt dagenes manglende berøring og sofaens umagehed, som de tidligere på aftenen delte. nu er han undervejs i søvnen, på vej mod flere dage, flere vågne timer med fjernblik og tavse appeller, for en stund fredet i og af søvnen.
med kroppen formet som et omvendt S, synes han at tegne et spørgsmålstegn mod det hvide lagen.

hun står i døren og betragter ham, hans sitrende øjenlag og den lette savl der har lavet en mørk plet på puden. hun kan svagt høre køleskabets mekaniske vejrtrækning fra køkkenet og møblerne der giver sig en smule, som vånder de sig under nattens åg. hun er helt, helt tæt på skumringsgråheden, hun er opløst og fri af tanker og kan mærke hans krops dufte som en tyngde i rummet. en tyngde der får hende til at skutte sig en smule i den tynde bluse, som fornemmer hun pludselig, at der ikke er rum til hende, derinde bag søvnens dør.

hun mærker trætheden men vil ikke sove, nej hun vil stå her til han vågner.
så vil hun sige ”godmorgen”, mens han vil knibe øjnene sammen for at skærme mod lyset bag gardinerne. han vil strække sig, og hun vil vide at han et kort øjeblik føler sig fremmed, afsløret, nøgen. han vil se på hende med en slags frygt, som læser hun hans tanker og drømme, der handler om alt andet end dem og deres. så vil han skubbe dynen til side og med den også frygten, han vil kærtegne hendes skulder, gå mod badeværelset og svagt mumle et ”godmorgen” til svar.

hun vil vende sig om og forgæves søge hans blik, men han er længe væk, han er trådt ind i dagen og vasker nu nattens længsler af under bruseren.

så vil hun lægge sig på lagnet og søge at fange det spørgsmål hans krop tegnede i nat - hun vil snuse og mærke fordybningen, hvor hans krop har ligget.
og hun ved, at hun vil søge forgæves. at hun må kvæle et savn før det opstår, og søge mod søvnen for at finde.

Uforsigtig omgang

Han optrådte velmenende, og skrev digte, der var ligesådan. Han var kommet direkte hjemmefra med en stak nye skriblerier i tasken og en pæn flok stærke øl. Han havde læst cirka 25 digte op, og jeg var blevet mere og mere irriteret og –tabel. Jeg kunne ikke ha’ det! Det var noget umodent pis, for at sige det rent ud, men jeg handler altså nogle gange, før jeg taler, og jeg blev nødt til at klappe ham hårdt på kinden. Han kaldte det for et slag. ”Må jeg be’?”, sagde jeg, idet jeg véd med mig selv, at jeg ikke er voldelig, men nogen eller noget, hvilket i mit tilfælde kan være det samme, måtte få ham rystet så meget, at han ville skifte synsvinkel og indstilling. Jeg havde jo kun tjattet til ham for hans eget bedste. Det var, og det kan jeg ikke betone kraftigt nok, ikke et slag. Hvis jeg havde slået ham, ville han ikke længere have været at tælle blandt de levende, og jeg havde ikke til hensigt at myrde ham mere end tilstrækkeligt. Men det nytter ikke med det dér velmenende, altfavnende, filosofiske, middelmådige, lommeplatte pjat! Han tog sig til underkæben, og jo, det var måske mere en kajetrækker, en gedigen uppercut, end en lussing, han havde taget imod fra min velmenende (en positiv betegnelse i denne forbindelse) hånd, der knap nok havde strejfet ham, og det siger noget om hans almene konstitution. Man må gøre sit for at få folk på ret køl og få dem til at bevæge sig i den rigtige retning, få dem på rette kurs, for nu at blive i det maritime, så de ikke kuldsejler i banalt vås, som er lige så farligt et farvand som Sargassohavet og Bermuda-trianglen. Da han havde læst nok af digte om i sit køkken pludseligt opdukkende påfugle, der jo egentlig blot var en lettere abstraktion over de høns, der altid havde bevæget sit rundt i hans hus, om kold kaffe med mælkeskind, om hvor dybt banaliteterne stikker etc., var der jo nogen, mig, der måtte få disse overfladiske ligegyldigheder rystet løs fra hans oversensitive hjernes vindinger. Måske var det lettere prætentiøst af en klamphugger som mig selv, at gøre sig til domsmand og eksekutor, men helt grundlæggende, drejede det sig først og fremmest om, at jeg ville slippe for kvalmen. Han blødte lidt, og jeg gav ham en nogenlunde ren klud at tørre sig med, og når jeg siger nogenlunde, er det fordi, jeg opdagede, at jo mere han tørrede sig, jo mere forsvandt hans ansigtstræk. Jeg kiggede efter, hvorfra jeg havde taget kluden. Det havde jeg nemlig forsømt i første omgang. Det viste sig, at den kom fra en kasse med klude og væsker, jeg bruger til at opløse irriterende ting og sager – og uvelkomne dyr. Jeg dækkede i skyndingen et par næsten opløste påfuglehalefjer til. Jeg ville jo ikke føje spot til skade. Jeg sagde ingenting, men det, der fandt sted foran mig, havde fanget min interesse. Det var jo et ganske fortrinligt terror- og overraskelsesvåben. Jeg mener nok, at han sagde en hel del, mens han således ømmede sig og viskede mere og mere af sit ansigt ud, men jeg lagde ikke rigtig mærke til, hvad det var. Måske var det noget af det dér: ”Av, for helvede, marn! Hvorfor fanden gjorde du det? Idiot, mæfikke” … og sådan noget. Jeg lod ham tale. Han kunne alligevel ikke sige noget, jeg ville finde interessant. Det viste hans skriverier mig. Jeg lod ham tale, mens jeg så, at hans næse blev væk, men i stedet for at efterlade et hul, der skulle fyldes som Tycho Brahes, blev ansigtet blot fladt og så lyserødt som en barnerumpe. Det blev ved, og til sidst var alle hans ansigtstræk væk. Hvordan han stadig kunne se og tale og høre, for der, hvor ørerne skulle være, var der ligeledes bart og glat, kan jeg ikke sige, men det var med til at gøre det mere interessant end et almindeligt syreangreb. På et tidspunkt gik han på toilettet, men kom hurtigt skrigende og råbende tilbage til stuen – eller værkstedet – hvor vi havde siddet. Igen sagde han en hel masse, og igen hørte jeg ikke efter. Kald mig bare kold, men jeg har jo forklaret sagens sammenhæng én gang. Jeg knappede endnu en 47’er op til ham og skænkede ham også et tandglas whisky, men han spildte det ned ad sig, da han ikke kunne få det indenbords. Munden manglede ligesom, og det er ikke noget, der ligefrem gør det lettere at drikke. Jeg fandt et gammelt dropstativ frem, hvorpå der stadig hang en tom flaske, der engang havde være formaldehyd i. Den fyldte jeg nu med en blanding af førnævnte varer. Jeg fandt også en gammel og stump kanyle, som jeg bruger til at fylde blæk og tusch i diverse små beholdere med, og jog den i armen på ham, og allerede efter et par minutter blev han roligere. Der måtte dog have været nogle rester af kemikalie i slangen, for efter at være gået omkuld med et par krampeagtige spjæt, fik han den dér underlige farve og overflade, som f.eks. balsamerede får. Nå, men han faldt dog på en måde til ro, og jeg kunne fortsætte med det, jeg have været i gang med, før han kom for at læse sine umanerlige digte op. Jeg fik opløst resten af påfuglen, katten og hans enlige ged, og gik i seng til en god nats søvn. Der er intet, der er så godt, som at hvile efter veludført gerning. Dog lagde jeg mig på sinde, at jeg for eftertiden måtte mere omhyggelig med, hvor jeg lagde mine kemiske klude. Jeg besluttede mig for, at han, hvis han vågnede, kunne få bygget et nyt sæt ansigtstræk af de optøede kyllinger (5 for 200 kr.), som alligevel lå og rådnede i køkkenet. Sådan noget er jeg god til. Jeg kan nævne adskillige kendte personer ved navn, som har været turen igennem, men af helt andre årsager.

oktober rundt om hjørnet hos Andrea!

Symphony

En orm borer
pibler frem vælter
rødder
som livet er på jorden
det skriger
vildt i riste
vrister sener
svaler stiger
svinder vind
omkring aorta
bruser bryster
imod udstødte
børn
ridser med knive
blev du nysgerrig?
ja, en chance
What a chance!
se det
en chance
lydene stiger
en periode med sprog
formuleret til:
alle er kunstner
en stol med blod og vox
stress lægges på materialer
enhver hemmelighed
fornægtes
ingen ord bruges
monotone lyde stiger
varme skulpturer
men sproget/hænger på spørgsmål
om sprog
dem der kender verdens sprog
altså du og jeg?

Et billede

KRABBESHOLM SKOV

Jeg ville tage et fotografi af dig dengang.
Du håbede.
Du grinede .
Og du kiggede på mig.
Og du kiggede på min søster.
Og du kiggede på anemonerne.
Og du kiggede på bladene.
Og du kiggede på grenene.
Og du kiggede på træerne.
Og du kiggede på skyerne.
Og du kiggede på solen.
Og du kiggede på himlen.
Da du glemte at være lidt bange.
Men det gjorde jeg ikke. Det glemte jeg.
Men. Det gør jeg nu
BLITZ! KAPOW! Og nu
Er du her.

Hver nat får jeg den idé, som skal redde dig
Men jeg glemmer den, når jeg vågner igen.

Når jeg vågner. Har jeg glemt
I søvne. Husker jeg alt
Det er. Upraktisk

HÆ

Et HÆ
er en osteklokke
dinglende
over et hampereb
med rådne måger
der sluger hinanden
fra røven til halsen.

Kommunikation...

Det er fint at snakke sort
Talen flyver længere bort
Sproget er jo stadig vort

Men hvorfor er det stort
At skrive sort
Nammenam og dikke dikke
Se det forstår jeg ikke!

Man skulle tro
Kommunikation bli’r go’
Når budskabet er klart
Det ville da være en start.

Nej, det er den første oktober nogensinde