u/t

man ser sin bevidsthed
miste struktur som noget oppusteligt
der ikke længere leges med
i håndaftryk sidder sand
fra et glimt ved Vesterhavet
der er kun spurve om vinteren
og minder om skovbrand
kærlighed på lånt tid slår ud i knuder
langs stoiske boulevarder
nat som fjern maskinstøj
gennem luften over lunkne kaffefiltre
spidsborgeren rømmer sig
i hospitalslyset og sveder
dine ture frem og tilbage over kysten
driver af grønt metal
ærkeenglen fra barndommens rodeæsker
vikler grinene ind
i hinanden