Det er et sandkorn.

Som hengivelsen.

Og dine øjnes klare,

utilslørede.

trygt forvart
bak glass
og stein
i blokk etter blokk
stiger vi opp
og inn
for å glemme
og vi glemmer
hele natta igjennom
drømmer vi
uredigert
i widescreen

Der var engang

hvor jeg kunne gå rundt sammen med Alene og hilse på store masser uden at føle mig nøgen. Det var som om jeg fik næring af at gå rundt med Alene. Næring til min digter og mit røvhul. Der var intet problem i at dele bord med Alene og mit glas og min taske, intet problem med smal snak, når en digter eller 10 kom forbi. Nu er verden en anden. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med Alene, mens store masser rundt i ring på store pladser rundt omkring, står og klæder mig af. Min mund bliver tør og tunnelsynet breder sig til hørelsen og den smalle snak bliver det brede rugbrød fra i onsdags. Paranoiaen snakker grimt om mig og Alene. "HA se, han går nøgen rundt med Alene" og så sidder Alene endnu mere på mig og knepper mit image. Det er som om alle kun kan se Alene, mens de peger på mit røvhul og fryder sig over hvor rynket det er. Hvorfor ser de ikke mig? Jeg er jo ellers den der slæber rundt på Alene, min taske og mit tomme glas, som jeg gerne vil fylde op, men som jeg ikke KAN fylde op, fordi flasken står derovre. Derovre hvor de andre står og griner af Alene. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med bar røv og Alene mere. Derfor siger jeg nej til store forsamlinger hvor digtere finder sammen fordi de nyder at strippe for hinanden. Ja, verden har virkelig ændret sig. Nu er det ikke de andre der er snerpet. Nu er det mig.

Aften

så balancerer vi igen
på en blå
tynd
dag

fuld af alt det vi sagde
tung
af tjekkisk regn

broen
står lige for
der er
ingen
der

en fod uden sko
lidt ved siden
af

legg munn mot mur

kjenn mørket slå

vi må være stille nå

stille så det høres

I DISSE REGNTIDER

tagskægget drypper
melodiske regndråbe
dryp på fliserne

Haiku

styrtregn, piller hård hud af fødderne, ellers intet

.....

Diktion: Smerte
Apparat: Klaver
Organets poetiske kjole flagrer
Luft: Lykke
Kontekst: Blind
At overse hjertets trafik hen ad vejen
Knusperknus: Lyd
Mandekind: Stof
Hun fik det stenhårdt i blonden i rytmen
Organ: Engel
Kjole: Vej
Trafikken fik vinger

~





Havet blomstrer med vådeskud.





~

Værdier

en graf med røde trusser og medusa sekstaller
sådan mødes vi i todimensionel afhængighed

Haiku

lighter med julemotiv, ahorntræet sætter frøvinger

Nytid

Sneens styrke ligger i det hvide
Det klare når det smelter på din hud

Stikker du en finger i
flytter du et punktum
åbner du et vindue

Haiku

trængsel: fem sommerfugle over græsset, går efter post

HELLMAND

han kom hjem igen
men sjælen blev derude
sagde hans øjne

Haiku

reb om trappens løse trin, sneglen på gelænderet

Jeg vil ha poesien tilbage i blomsten
og den skal være sort