Ornitologisk

Over skulderen bærer han en armygrøn skuldertaske af den slags, der kan modstå al slags vejr. Han synes om farven. Den minder ham om den farve, himlen kan have lige efter en tordenskylle.
I tasken har han et antikvarisk eksemplar af ”Fugle i farver”, en tysk parlør, en kikkert og en skitseblok. I skjortelommen bærer han en blyant: den bliver så nemt væk på bunden af tasken, og i brystlommen er den altid til at finde.

Nemlig!


Han svinger armene. En, to, en, to - taktfaste sving frem og tilbage. Armenes bevægelser tvinger ham fremad, hvor han ellers ville gå i stå. Tasken svinger modsat.
Kun blyanten er i ro, som den stoisk stikker hovedet frem fra brystlommen.


Undervejs på sine vandringer ser han solstjært, gråmejser og lavthængende hættemåger uden hals. Alle er de opført på himlen som Fugle i Farver med tyskklingende navne og tyste næb. Set gennem kikkertens øje ligner de slet ikke fugle, men sorte Rorschach-pletter klistret op mod blå.


Det er uforståeligt men sandt og svinger han armene højt nok, kan han gribe dem med fingrene og gemme dem i brystlommen, til han når hjem. Der vil han tyde dem efter forgodtbefindende og tegne et udråbstegn på blokken.
Sådan!

Selvom jeg ikke kan den sten, er den ikke til at rokke

Altså,
så jeg går derhen
igen
så sidder jeg der
og lytter til noget
jeg må høre på nogen
der siger noget
der vil mig noget
det er ligesom når vinden
bevæger en solhats tunge
blomsterhoved
på en alt for lang stilk
og man tror den vil knække
eller når du kaster
med bogstaver
og der står kubhløpåmuhsgt
som betyder I love you
hellere det end
alle de fugle der har et navn
men ingen krop

Hvorfor

har jeg først set det nu
hospitalet der styrtede bygninger i grus
vinterens nye ofre - de dyre lidelser er snu - men hvorfor
har slagene ikke givet genlyd over marker
hav og huse groet ud af dit land alle øjnene
alle lemmerne - det koster jo ikke noget
Hvorfor dette mørke over ansigtet denne pose af dumhed hvor
bevidstheden betaler med sin klarhed og presser sig forbi solen
hvor biler kører begge veje uden at skelne mellem spøgelser eller bjerge
Hvorfor er det lørdag med badekar når vandet er frosset til is når
rosen er falmet paryk der krøller som filtrede blade

Giv i det mindste brostenene fri
mens du tekopper den inde bag facaden

i forening

...hun lister et par ord eller fem ind, såatsige bagfra, noget, han ikke har sagt, endsige hvisket, men kunne have udtalt et andet sted til en anden tid i et andet referat, som I og for sig var noget, han mente, men ikke lige sådan, præcis på den måde, i den sammenhæng, som sagt, som hun ville have sagt, men som hun ikke ville sige, ikke forbindes med, have siddende på sig og sættes fast på, så det var ham, der gjorde det, sagde det, udtrykte sig sådan, havde den mening, hun refererede bare det, de andre sagde, havde ikke noget med det at gøre, havde ingen mening om det eller den eller hende eller ham eller dem eller hvad vi andre syntes om det her? havde hun blot spurgt, se engang hendes cv, havde hun bare sagt, og vi så engang hendes cv, hun lød træls, hende her, her skulle hun ikke ind, hun vil ikke være god for os, men den anden derimod, kæresten arbejder i reklamebranchen og hun laver kunst, virkelig kunst, hende kender hun, hun er fin at få med, men den anden må man være skeptisk overfor, hun lyder ikke rigtig seriøs eller ikke rigtigt, sådan, det er svært at forklare, men der er bare noget ved den ansøgning, der ikke er tiltalende, selv om vi andre ikke kunne se noget problem eller galt med hende, hun var vel ok, eller ja, vi holder ikke nogen ude her, men vi ved selvfølgelig ikke, hvad hun har tænkt sig, hun skal selvfølgelig ikke tro, at vi er her for at yde service, men hun skal da være velkommen, hvis hun selv kan finde sig til rette og finde ud af det, ja, og hun noterer, hvis hun selv kan finde ud af det, at ansøgerne trænger til at få noget på det rette, at nu skal de nye altså ikke tro noget, fx at vi giver ved dørene, fx at vi holder dem for dem, fx at vi er en servicestation, tjenende ånder, der står parat med et hvidt klæde over ærmet på den stive smoking, så gerne, så gerne, og det er lige dér, hun tar ham på ordet, dér hun befamler det og, med et snuptag, river det ud og bløder det op, forlener det med papmachemassens plasticitet, udsagnet blødt og formbart som læber, o lille tandløse, ren og ny som babypludder, du er min min min og nu skal du altså lære det, og igen tager hun det og tager ham på det, ordet, klar som spyt, med limtråde, lange og klistrede, som fx fusket ud af kontext og klæbet ind i en anden sammenhæng...

Bombing of Poems over Warsaw

BOMBING OF POEMS OVER WARSAW,
8/8 2009

Duen himmelvid forskel

Duen himmelvid forskel
Kukuret annoncerer i den blå
spurvs netavis efter nye
mulige bofæller Dagens
tuden begyndte med gråd
da kulturen langsomt erkendte
at de vuggende bryn var nænsomme nok
Klubben for vågne stammede
en brusen af hårdkogte teorier
trusler der føg i mindretal
Nu tryller alle miraklerne
Huen transcenderes og flaget
hjuler med spin af stor begejstring
Fuglenes virvar forsvares
i den gule lerede himmel
Blues for en vinterbaders darling

panorering og zoom

panorering: skoven
søen, bilen
zoom:pilleglasset

De var to små drenge på en stor grøn bænk.
Et dybt mørke mellem ribberne. En tåget
mælkevej bagved.

Det var en drøm,men jeg ved, det var ham.
Jeg ved, han var ung og mand ved et markskel
og hun spillede ham ind til sig
i kirken.

Jeg ved, at han var en der kendte alle
de vilde blomster, og det var ikke i haven
hun spillede ham ud mod sig selv.

Han var vild med haven.
Vildskaben kunne være
på et meget lille sted.

zoom: heste ånder
tåge i kulden bag ham

what's rocking

Drøm

Wokkens farve fælder
sort jern på familiens gravsted
hengemt for hvilken gang
stenskræd - oh hvilken sang

Minder husker brændte chancer
når munde smæsker sig i gamle længsler
Kult er udtryk for menneskets frygt

Tidens tørklæde strammer
når halsen synker endnu en ring
og hagen falder hvor den skulle løfte
et helt menneske ud af sin seng
lade det være mere end cyklus
mere end tilfældig nat og dag

På andre kloder er
mennesket små øjne på vejen
hvor de får så meget mindre at se
- perspektivet er sundt når det regner
og hvem har sagt - vi er bare vi?
mens vi ruller afsted som hvide pletter