Bannerførerne

i en verden på nåle
sidder unge bannerførere
på række/i lige linje
for at fyre op under bålet
på en hel generation

som lygtemænd
sætter de gadens mørke under en skæppe

enstemmigt: tiltrængt

for vinduerne kan først åbnes
når alle spejlene er knust

Natten staver sig frem

Dalai Lama biografi 1 af 5

Trosspørgsmål

MAN SKAL IKKE ALTID

TRO

PÅ ALT MAN FØLER

Indian Summer

ATMOSPHERE (18)

Greek Zorba

Kollaps

JEG SKAL GIFTES

Nye lærdomme

Manden med nøglen til den muntre
karrusel med dyrene er sunket sammen.

Børnene er for længst kastet af
og ligger spredt over gruset med uredt hår.

Mit vand står stille og danner bundfald.

Et uoverlagt ord falder til jorden
og dør.

*

Af jord er du kommet
med ord skal du siges
ved spor skal du findes.

I Kongens Have

Nå så begynder det at regne
nå så begynder det at sne
det er hagl der kommer nu
jeg går fløden i møde
jeg er en vellystig dag
præsentationen foregår i en løs time
jubilaren har netop skudt en halv ræv
og hængt den op over sin søndagshylde
han godter sig
tropenatten fortsætter i et stift kvarter
så regner det
jeg har regnet ud at det er en tirsdag
det må det være af hensyn til formørkelsen
og dåbskjolen er en hvid diamant
næppe frostklar endnu
barnet er ikke kommet
vi slæber på fødderne
det går langsomt
og vi indrømmer at vi ikke er til boligindretning
dommeren kommer forbi
har jeg stillet mine sko her
en svane skyder ryg på det blomstrende indhav
hvem læser op i Kongens Have når kongen selv er bortrejst
det gør hans muse
en underlig stemme griber folk i forbifarten
de får lov til at passere
men de synger ikke imens
det gør dem til flagermus
og det betyder ikke at de er dagligdags
de bærer deres bedste festtøj
og det regner
det styrter ned
indendørs

Trist

Jeg er trist.
Det er fuldstændig ligesom sidst.
Jeg har det svært alene med mig selv.
Folk er dog stadig søde – det er et held.

Kunne jeg være alene med mig selv
I et par timer om dagen
Ville min kontakt med andre være mere sagen!

Jeg slider mine venner op
Nu sidder jeg med en kop
Kaffen er i top
Dette digt bli’r dog aldrig pop.

Jeg føler mig lidt forladt
Jeg kan jo også kun lidt pjat.

Hvis jeg kunne hvile i mig selv
Så var det en kæmpe lykke
Men mennesker er jo sociale
Det gælder også os gale.
En pilsner har ofte kunnet svale
Nu ligger jeg blot i dvale.

Egentlig ville jeg helst noget andet end dette pjat
Sollyset er nu ved at få fat.
Mit håb er det når mit hjerte.
Lad dog for pokker hjerte rime på kærte.

Kunne jeg bruge mine talenter
Til andet end pjank og følelsernes fortabte fallenter…
Ligge og flyde
det er min gerning
Lad mig dog yde
Og flytte til Herning…

Parallel

Så står de ved klinten og kan næsten ikke tro deres egne øjne, så storslået men brutalt åbner himmel og hav sig for dem.

De stirrer i tavshed ud over kanten, dernæst på hinanden, og så ud over fremspringet igen.
De ser.

Hun ser havet strække sig og bag det hele en horisontlinje i det fjerne. Hun tænker ”Selv uendeligheden har en grænse”, og mærker frygten for at miste. Ham.
Han ser havet, himlen og kilometer efter kilometer af rå hede. Han tænker ”Det får aldrig ende”, og mærker frygten for at miste. Sig selv.

De vender sig om, og går sammen ned ad skrænten mod bilen, der tegner sig som en prik langt borte.

Først holder de hinanden i hånden, men må snart slippe for at holde balancen ned af den stejle skråning.

Da de når parkeringspladsen banker de skoene fri af jord, og sætter sig ind.
Han drejer nøglen og de kører tilbage fra hvor de kom.

”Sikke en storslået udsigt”, siger hun.
Han nikker.

Can-scape eller manden bag manden

-hjem

Der er ingen, hverken hjem- eller udvej, ingen bindestreger der samler ord og giver mening, kun løse forbindelser der stritter i luften som det ruinerede hus kabler, rør og bærende bjælker.

Dem og de andre, som du og jeg ikke er, fremmede tegn, de har sat sig, på det ene og det andet, som om du og jeg ikke er fremmede tegn, de har sat sig på det ene og det andet og spor trukket, stier trådt, ture taget med hinanden og resten af verden. Det kommer an på, hvor grænserne går. 

Vi er sat fast og dog så godt som fritstillet fra hverdage med trivielle ture ned i Aldi og så hjem igen med kaffe og mælk til pladsen ved vinduet, hvorfra vi følger genboernes liv i kludene i køkkenerne, imens jeg arbejder, inden jeg må videre ned til bussen og ud i byen og så hjem igen. 

Ikke din tid, ikke dit sted, ikke dig, der er spærret inde, snarere ude, ude af stand til gennemløbe hele den vanlige liste på dosmersedlen og det er træls, ja, det er, men sådan er krig, kammerat; der er ikke frit valg på alle hylder og nogle gange ryger supermarkedet med i købet. 

Drevet på flugt fra verdens vante gang, flytter vi længere og længere ind i min gamle lejlighed. 

En lærdom

I dag lærer jeg sagtmodighed
af træet uden for mit vindue,
der blot står og er træ og lader
årstider og dyr ændre på sig
uden at kny (særlig meget. Det
hænder, at det brokker sig højlydt,
men da kun om natten eller
i efterårets storme, hvor stemmen
drukner i den almindelige larm.
Så fremsiger det lange elegiske
digte fra en fortid, kun træer kender).

modsat mosaik

Det smukkeste var aldrig at åbne op men at lukke i,

ikke at vide og vide sig ud men snævres og krympe

til mere end ingenting, sammentrukket åndedræt,

klumper af kvalmet liv så helvedes smukt, at man

måtte brække sig af glæde i stykkevise sammenbrud

og modsatte mosaikker, spredte helheder tilfældigt

undervejs

DIT NAVN

Summertime

Elvings Vulkanudbrud 22. aug. 08

ØKs oplæsninger starter igen torsdag d. 4. september kl. 20.00 i DEN SIDSTE HAL - det er 100% live og ingen hackere kan hacke os der

Se også Thomas Krogsbøls blog
og Sternbergs blog

Og så er der kommet navne på, se bare her

VindFang

*
Og midt imellem at være Til og være Fra standser hun. I vindfanget. Et lille koldt lokale med stenbeklædt gulv og kridhvide vægge. Hér hvor kulden slår rod og beskytter resten af huset mod træk og udenforhed. Hun elsker dette rum, denne lille pause før man træder ind til alt det andet og alle de andre. Det er her hun griber sig selv, før hun gribes af eller griber. Dem. De andre. Det andet. En oase hvor man trækker ind, trækker fra og lægger til. Så tingene – et kort øjeblik – går op.

Her i Vindfanget er der ikke noget hvorfor, ikke noget hvorhen, nej her er hun tilstede. I frit fald. En væren uden tyngde - hun svæver, men ikke i et tomrum, nej snarere i en fortættet midte af noget frit.

Her er der ingen ord, men alt det lige før ordene. Det lille stik bag øjet, et værende Forbi. En krop der ikke kaster skygge, men samler skygge, kaster lys og drømmer tegn. Her i Vindfanget er selv inderligheden hudløs og begæret så langt mere sanseligt end noget andetsteds, ikke større eller mindre men mere fortættet, sammentrukket. Implosivt. Her trækker hun vejret så dybt, at det ikke finder ånde, men dirrer i kroppen og vidner om noget der kommer. Eller kunne komme. Hvis. Hvis ikke.

Her i vindefanget står hun og er så uendelig meget mere. End. Sig selv.

Asocialrealistisk hjemstavn.

Krydset i H.C.A's lille sorte

Jeg er mand i vindjakke på vej ned ad kældertrappe
Jeg er for gammel til ble og flaske
Jeg er latinlærer der knepper verber
Jeg er fantast i Socialrealistisk Folkeparti
Jeg er missionær forklædt i strap on
Jeg er stort stærkt handyr med fiskehjerte
Jeg er gammel gris der ikke kan lide småfolk
Jeg er swinger og jeg tror på ét kød
Jeg er socialrealist i Fantastisk Folkeparti
Jeg er nonne og jeg dør jævnligt
Jeg er nonne og gud er kvinde med kaninører
Jeg er Rifbjerg og Bjerregaard på sydamerikansk
Jeg er Hugh Marston Hefner i varmeisolerede etplanshuse
Jeg er impulsiv søn af Sisyfos
Jeg er hellig ko med et herrens sprog
Jeg er sørenjensme uartig
Jeg er krydset i H.C. Andersens lille sorte bog

Ind i labyrinten

Grisen går ind i labyrinten og tisser på en grøn gren, der springer op og forstår det hele. Er det ikke besynderligt som visse væsener ligner deres ophav, hvordan de læner sig op ad noget velkendt; men vi behøver da ikke hver gang begynde med at ligne os selv hver eneste morgen, en gang imellem kan vi blot skylde nogle andre og stjæle deres personlighed, og langsomt bygge os op til noget mere enestående, noget der ikke er set før i vores egne øjne når vi kigger i spejlet.
Så grisen går ind i labyrinten og ser en rød gren med æbler på; den kan ikke nå dem, og det var ærgerligt, så er de sure; men betyder det at alt er forgæves, og at man lige så godt kan lægge sig ned og forbløde, selvfølgelig ikke, der er altid en vej ud, det skal ikke skille os ad, det kan vi ikke være bekendt at forandre.
Så grisen går ind i labyrinten og læner sig op ad en anden gris, der ser på en gren der blomstrer med mandelblomstrer. Og nu ved vi snart ikke hvad vi skal tro og mene; er der en duft gemt som vi ikke har adgang til, eller er det noget vedvarende og forbigående som vi ikke kender eller forstår.
Det skal vise sig snart, for nu går grisen fra før ind i den samme labyrint, som den ikke genkender, og ser en ny gren på et andet træ, som ikke ligner tilsvarende, for der er små griseunger der hænger ned. Den er tungt lastet, grenen, så den næsten knækker; og nu giver det et lille gib i os, mens vi tænker og overvejer, for ligner det ikke et eller andet fra vores eget liv; et tidspunkt hvor der var en forbindelse til noget større.
Derfor går grisen ind i labyrinten og vender og drejer sig, men vokser sig større og sidder fast; og hvad skal den gøre, den kigger den vej den kan, og ser en gren der vokser for øjnene af den, og der er mangofrugter på grenen, og frugterne ser så appetitlige ud at grisen dør af sult, fordi den ikke kan nå dem.
Og på tilsvarende måde vil det gå de mennesker der sidder fast i deres eget liv, eller i en sporvogn fra en fjern tid hvor fjernsynet var endnu fjernere, og ingen havde fjernet fornemmelsen af at leve i en glemt og vedholdende tid uden moderne bekvemmeligheder og bådflygtninge.

Betonhesten

Yderst på molen stod, af uransaglige grunde, en gigantisk statue af en hest. Placeringen var højst besynderlig og statuen ikke særlig velgjort. Den var ikke gjort i marmor, sandsten, bronze eller nogen af de andre traditionelle materialer men af beton, som det meste af byggeriet på det lille havneområde; beton og rustent jern, der sine steder trak ud gennem betonen, som svedte hesten blod. Det var et drabeligt syn; eller kunne have været det, hvis det ikke var for hestens klodsede udtryk. Der var ingen tradition for heste i byen, som altid havde været en fiskerby, ikke for andre end dem, man i sin tid brugte til at hive fiskerbåde og større skibe op på stranden med, men det var længe siden. Nu var her en havn, og havnen var tom, for fiskeriet var stort set dødt. Fiskekvoter og almindelig udvandring betød, at der kun var et par fritidsfiskere tilbage, og de var et godt stykke over de 60 år. Havnen var blevet til i 50’erne, og dengang var der godt gang i byen, men det var længe siden. Dengang var beton et materiale, der varslede moderne tider, men kønt var det ikke. Der var ikke noget miljø på havnen, men den var effektiv, så længe det varede. En af byens originaler havde under byggeriet vundet et par læs beton i kortspil, og havde lavet hesten i én af de større haller og havde sat den op, uden at man bagefter havde kunnet få taget sig sammen til at fjerne den, fordi man ikke kunne blive enige om, hvem der skulle betale for det. Derfor var den blevet stående, grim som den var. Efterhånden som den almindelige velstand voksede, flyttede flere og flere af de unge mennesker til de større byer for at studere, fiskebestanden begyndte at lide under overfiskning, og fiskekvoter fik folk til at lægge op med tilskud. Havnen og hesten forfaldt uden at nogen kunne, eller ville, gøre noget det. Sådan var situationen, da en søndag morgen efter kirketid en sortklædt mand af ubestemmelig høj alder – hans uhæmmede hår- og skægvækst forplumrede aflæsningen af hans alder -, som vi ikke før havde set i byen, besteg hesten og i et par timer poserede i forskellige heroiske positurer, som man ser dem på rytterstatuer rundt omkring i verden, hvor heste har spillet en rolle i krigsførelsen. Han sagde intet de første par timer, eller den halve dag eller hvor længe, det nu varede, men fandt en stilling og blev siddende i den, til han fandt på en anden. Måske blev han bare træt. Det er immervæk noget krævende, at blive siddende i samme stilling, uden at bevæge sig. Det var en lun sommersøndag, så der var rigeligt med trafik på havnen. Folk gik tur der, og andre kom fra sommerhusene for at spise is og lugte fisk, så han havde godt med publikum. Sådan gik søndagen uden anden nævneværdig aktivitet. Han blev siddende tavs gennem den efterfølgende uge stadig afprøvende forskellige stillinger, og jeg tør bide spids på, at jeg også noterede mig små, men tydelige, ændringer i hestens stilling. Den var begyndt at bevæge sig op på bagbenene. Det så ud til, at den var begyndt at skubbe kropsvægten bagud, men det skete meget langsomt. Det er vel sin sag, at få en hest, der har stået stille så længe, tilbage i bevægelse. Den var jo heller ikke blevet yngre. Søndagen efter – også efter kirketid – begyndte den sortklædte mand at komme med lange tirader på et sprog, vi ikke forstår her på egnen. Svadaerne kom som salver af et par minutters varighed. Jeg går ud fra, at det var svadaer og formaninger og tordentale, da han fægtede med armene som en dommedagsprædikant; løftet pegefinger, der fra tid til anden pegede mod himlen, horisonten eller jorden og nogle gange i en halvcirkel. Som søndagen før var havnen pænt besøgt, men denne gang kom de også for at studere manden nærmere. En krumrygget sprogprofessor, som havde sommerhus i nærheden, oplyste mig mellem sine fugtige bap på piben om, at mandens tale foregik på oldslavisk, nytestameligt græsk, persisk, aramæisk og noget andet, som han ikke lige på stående fod og med sovsende pibe kunne høre, hvad var. Interessant, nikkede jeg. Interessant, replicerede han, og så tænkte vi ikke mere over det. Efterhånden som sommeren gik rejste hesten sig stadig mere op på bagbenene og en lille flok tilhørere, som skulle vise sig at blive tilhængere, slog sig ned omkring statuen. Der rejstes en mindre teltlejr, og man begyndte at uddele forskellige små foldere og hæfter med oversættelser af talerne og referencemateriale fra forskellige østlige kirkebøger, og med østlig mener jeg ikke Sjælland og København, men Rusland, Grækenland og Mellemøsten. Det var alt i alt meget fremmed, men slet ikke uinteressant, hvis man gik op i sådan noget. Det var der nu ikke mange fra byen, der gjorde. Teltlejrens beboere kom så godt som alle udefra, og sådan nogle har sjældent kunnet påvirke os nævneværdigt. Dog havde Hinke-Jørgen slået sig ned i lejren, for der stod åbenbart skrevet i en af bøgerne, som der refereredes til, at de halte skulle gå glidende, når de blev frelst, og Jørgen havde altid gerne villet være skøjteløber. Så han bed på og blev en del af foretagendet. Ugerne gik, og manden talte. Lejren voksede, og hesten rejste sig stadig mere, og fra tid til anden kunne man høre en svag vrinsken inde fra statuen. Desværre faldt der også stadig mere af betonen, efterhånden som hesten kom mere og mere op på bagbenene, og nogle steder kunne man se ind til armeringen i benene, som var der, hvor der var mindst materiale. Så kom den tirsdag, hvor der var blevet hængt sedler op rundt omkring i byen med annoncering af, at førstkommende søndag, igen efter kirketid, ville manden på hesten, som nu blev kaldt Pastor Joachim Bartholdy Matthæus Sergei Olsen, ville vise de vantro troens kraft, og få hesten til at løbe som en rigtig hest. Min mistanke blev bekræftet. Der var ved at ske noget med dyret af beton. I dagene inden holdt pastoren ikke sin mund, men talte i døgndrift på sit kaudervælsk, og salget af ørepropper steg, da de troende mod byens vilje havde forsynet ham med højttaleranlæg, som om han skulle råbe den højeste magt op, Ham, som kan høre elektroner snurre om sig selv. Jeg gik ned til havnen, efter at have været i kirke. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men var dog lettet ved udsigten til, at larmen snart ville høre op. Manden havde arbejdet sig op i en frenetisk tilstand, og nu talte han dansk. Han fordømte til højre og venstre, mens han udsagde lov og pris og ære til noget andet, og det var ganske uklart, hvad han fordømte, og hvad han lovpriste. Det kørte vist lidt rundt for ham. Men hen ad 14-tiden, begyndte hestens armering at give lyde fra sig, og nu kunne man se, at den bevægede sig, og sandelig om ikke den kom helt op i stejlende, selvsikker stilling med pastoren siden som en Konstantin i sejrsrus oven på den. Han råbte nu helt uforståeligt og usammenhængende, og lagde an til, at nu skulle han ride ud og besejre det onde i verden, det, som, så vidt jeg kunne høre, bestod af ishuse, karameller, børnesangbøger, farvede blyanter og en mængde andre ting og sager, hvori jeg kunne genkende enkelte begreber, fænomener og personer, som jeg personligt godt kunne undvære, men også mangt og meget - og mange -, jeg ikke kunne se noget som helst galt med, f.eks. frikadeller. Så greb han fast i hestens betonmanke, der så ud til at være blevet blød, svingede med armen over hovedet, som holdt han et svært, og råbte: ”Rid, min hest, rid!”, og hesten sparkede med forbene og satte af fra soklen, men ak, hovene på bagbenene sad stadig fast i betonen, og bagbenene var næsten reducerede til den blotte armering, så i stedet for at springe ud i luften og galoppere mod kamp og sejr, blev hesten revet over, og bagenden faldt sammen i en støvbunke. Resten af hesten faldt ned på jorden, hvor den med et skingrende vrinsk gik i mange småstykker og et par lejrens beboere kom i klemme, og pastoren selv faldt meget uheldigt ned på de strittende armeringsjern og blev gennemboret. Det var et frygteligt syn, og der var meget blod bagefter. Alt i alt var det en værre redelighed, og der var skrigen og råben og ambulancer og små børn, der græd, men da det var overstået, var vi alle enige om, at det var godt, at vi slap af med den grimme statue.

Drømmefanger

I stormens øje
Eddersten på spring
over stokrosers gashale
før bardommens kometnedslag

Det var nu lupiner
er en erindringskorrektion
helt uden grøftekanter

hylende som min overkørte hund
på trillebør gennem årenes hulveje

En måge drømmer
sin fremtid i et hav af
stivnet flødeskum

Ved rekylet af pludselig vindstille
går øjeblikket af led

Der går ikke røg af en brand uden ild

Vækster

Du fylder godt i dag måske 30 eller 40 jeg er lykkelig når du laver lort med din milde ende flår i fluerne vinge for vinge
Vi ryger en Jørgensen klædt af til røvfuld og ingen trapper lunger ned eller krummer blod og levertallet gror en unge
Kors hvor vi elsker os jeg har det fint måske tar vi et lån i banken til vi dør

Skrighals

Det kan være vi indhenter Fanden

ryg til ryg
med øjne i panden som ruder
med slør
haler os ind på Fanden roligt
som en død vind under en bro
roligt
som en død vind

Kort konstatering

Jeg har ikke flere ansigter at tabe.

Frustration

Hvis intet nyt er under solen,
så lad være at sole dig i intetheden!?

HISTORIEN OM EN MODER

Hvor er din mund? Jeg er et kys.
Disse små hænder? Holder på dig.
Det spæde vræl? Jeg hyler kun om natten?
Og hvor er natten? I nat.

Udenfor

Du tropper op i forældrenes skole
bygningen med snøre langt op ad benene
skingrer ringer aldrig ud så længe folk knepper
Larmen firkanter sig hysterisk under uret
kjolen ses må ikke røres blikket drypper på de nye sko
Snævert kryber du på plads mellem reolerne lille globus
drejer stop mens verden styrer forgæves efter frihed

Lago di Como

Kranset af mørke løvtræer lå den, under den lysende tusmørkehimmel, som fed, blå silke spændt stramt ud over en sovende kvindes åndende ryg. Svagt sitrende kastedes genskær af himlen tilbage fra kjolen, fandt vej gennem salens vinduespartier, kastede perlemorspytter på dugen og glimtede måneskin i Chardonnay. Aldrig så jeg en sø så blå som Lago di Como den aften i juli, da skønheden flød som svalende bølger over det blanke gulv og dæmpede lyden af tjenerens skridt, da han bragte os maden. Selv vore hviskende stemmer blev blå, som vi sad der i spejlingens dybder.

August

Kumulusskyernes katedraler
tårner sig op bagved skovbrynet

Over det knasende grusblege hjulspor
funkler en guldsmed i rykvise glimt

Brøndkarsekildens kølige klarhed
strømmer krystal om grøntflimrende fingre

Og på den stejle skrænt bag din broders hus
bløder disetblå blåbær magenta
slet skjult under sensommersolplettet bladhang



Regnen kom senere
- hen under aften -
rullende ind på en tordenvogn
I horisonten trak lynene lys
bag smalle gransilhuetter

Tegn

karse er karse
en sten
flytter sig
kun når noget
støder til den

sjældent tavshed
skaber ro nærmere
skuffelse allerede inden
begyndelsen hvor
du skabes
i en menneskekrop
og ikke i en
passiv gumlers
der intet aner
om at den
kløvereng
var mig

de færreste
hænder synker
tilfredse

Tortur

En hvisken sprøjter og trækker ryggens perler på snor. Strube til mund sekreters vagtparader. Grønne mænd er slet ikke grønne. Det er noget man tror, de er dig og mig uden far og mor. Slæbende fedt
over Jordens korn. Høster søn hakker mand skovler kvinde.
En rød aramant knuses flovt i kussen. Gnider fnidder bladrer fnadder strammer til og binder op. Sladderspalten
mere rød end kød trækkes ud og ind på en snor

FADERVOR

Vi både er og ikke er. Vi kan ikke gå ned i den samme flod to gange. Alting bevæger sig, sagde han. Alting er ligesom dig. Du flyder ud. Jeg er også en flod. Hvordan kan jeg være en flod og et hav og en sø er ikke noget problem. Jeg både er og ikke er. Jeg er ikke et paradoks. Jeg er ikke en løgn. Jeg er ikke en sandhed. Jeg er ikke en flod. Jeg er en og altid den samme. Jeg er en og altid en flod. Jeg er en tante. Jeg er et navn. Jeg er ikke et navn. Jeg er ikke et paradoks. Jeg er ikke en gentagelse.

Mr Le Baron

Mr Le Baron
der er ingen
Rien dit
du går bare med dine tynde ben
sammen med fuglene
du ligner en frø
din basklarinet
ligger ude i søen
du har jo vandet
Mr Le Baron
og en lille historie
i dit fipskæg
og den spidse næse som en bro
under de plirrende øjne
du er sød Mr Le Baron
du sveder
der er ingen
ser sit snit
skjorten er jo ikke sig selv mere
Mr Le Baron
d'ici là...
Magnifique
og din hårkrans
du spiller så jeg tror den blinde mand får synet igen
min blå blå kjole
din gule gule krave sol omkring halsen
Mr Le Baron
du har jo vandet og karpen
og mig?

Og så skreg Edvard Munch

Broens skræv er sunket efter mange års misbrug. Opmærksomt hejser synet havet op gir en skalle, et stunt det lærte som barn. Betragter køretøjer cykle på glas
legemer skride ud i svinget. Men det er bare et online-spil - 'Byg en bro' er et online-spil, dine øjne rejser den forkerte vej mens broen ruster og himmelvandet skiller broen selv tunnelen under havet gløder som cigar

Giovanni Montes hest

Giovanni Monte er en skinfigur lyset går ret igennem ham hvis man ser efter det er kun tøjet der standser lyset en anelse så han må passe på ikke at gå i tyndt tøj Giovanni Monte ved det men siger ikke noget det ligger ikke til hans natur hans natur er at findes mere er det endnu ikke blevet til og mens dette skrives står en blondine i tv og ser indfølende ud og det er en skuespiller der leger at hun er en anden og det får hun penge for man må håbe hun får nok Giovanni Monte er en anelse mere virkelig han kan selv tænde og slukke for tv og radio biler og bumser træer og kantsten og hvad det skal være og han har ikke travlt der går en skinfigur gennem Giovanni Monte og låner hans skyggefulde tøj en hånd går i lommen efter nøgler og nøglerne rasler men det ligger ikke til hans natur hans natur er en anden end man sådan lige kan få fod på og skulle det lykkedes at træde ham over tæerne ville man blot stå på gulvet bussen er en skuespiller der leger kantsten og er indlevende lys men så er dagen rullet væk og et øjebliks stilhed står i vejen og tager udsynet insektet ikke ved at værdsætte.

Giovanni Monte har en hest han ikke kan finde.

Skod. Skygge. Sten

Rytmehans

Én

prøver at gå kan du se hvordan han kaster den ene fod foran den anden så den rammer havet hvor isen breder et net mellem fod og bund. Én prøver at række ud efter den hånd der gav slip på armen lige under albueleddet og greb om en længe savnet hånd. Én og én går de sammen og vænner sig til rytmen smagen dagen i morgen som de ikke kan undgå selv om de måske vil fordi de går sammen igen som for seksten år siden. Én prøver at trænge ind i dette billede og adskille. Hvis det lykkes bliver hånden uden arm en sten. Hvis det ikke lykkes falder den ene fod sikkert over en sten når den kaster sig foran den anden

Elastik

Fortiden er så fremmed
når man ser på billeder
af sig selv og de smil
man havde grund til at smile
der

så fremmed
når man kigger på de andre
personer på billederne
og husker de ting de havde
grund til at sige dengang

så fremmed
når man forsøger at tale
om den, og opdager at man
har stivelse i stemmen og
slet ikke kan sige noget ægte nok

og de trækker tyngden med sig
de år der ligger bagude
for der bliver flere og flere af dem
og mindre og mindre tid at se
frem til

alt bliver så fremmed
til sidst
at selv nu
er en man ikke vil have stirrer
på en, når man går forbi
på gaden

En lille overenskomst

I den lejlighed jeg skulle flytte ind i, da jeg rykkede ”på landet”, som man siger, stod et fint gammelt skab med glaslåger. Det glædede mig, skønt jeg sådan set allerede havde møbler nok, at være i besiddelse – eller tilsyneladende besiddelse – af sådan et fint møbel. Det var noget, der var kommet på mine ældre dage (og i netop de dage, var jeg en ældre person, end jeg er nu), det der med glæden ved ældre fine møbler. Normalt er jeg ret ligeglad med, hvad jeg har af møbler, blot de virker efter hensigten. Jeg stod lidt og beundrede det, mens flyttemændene slæbte sig pukler til mod betaling, og blev enig med mig selv om, at hvis ikke de forhenværende ejere henvendte sig, ville jeg lade som ingenting og gøre det til mit eget. I skabet stod flere fine bøger på et sprog, jeg formoder havde været de forhenværendes, det var i hvert fald ikke dansk, og de forhenværende havde da også gjort sære ting ved gulvene, som var blevet påmalet forskellige tegn og symboler, der vist hidrørte fra de gamle Zarathustra–tilhængere og noderne til indledningen til ”Also sprach Zarathustra” var skrevne på alle dørkarmenes overliggere. Jeg åbnede den ene glasdør, og tog forsigtig en bog ud for at bladre i den, men straks hoppede en lille mand af metal med omhyggeligt farvelagte klæder af persisk art ud fra bag en af de andre bøger og slog mig hårdt over fingrene med en heldigvis sløv krumsabel. Han rettede på sin fez og sagde en masse meget hurtigt på et sprog, jeg ikke fattede en døjt af, men jeg forstod dog så meget, at han ikke ville have, at jeg skulle læse endsige berøre bogen. Men det ville jeg dog ikke finde mig i. Èn ting er, at have en fremmed boende under sit tag, en anden, at denne gør sig selv til herre i huset. Det var immervæk ikke ham, der betalte huslejen. Jeg tog bogen op igen og smækkede døren i for næsen af ham. Han løb durk ind i glasset og slog sin lille næse. Så kunne han lære det, kunne han. Efterhånden har han da også lært, hvem der bestemmer her, men han prøver ustandseligt at ændre magtbalancen. Nogle gange om natten begynder han på at synge sit hjemlands vemodige sange ved en lille ild og drikke af nogle små bitte flasker, til han falder omkuld. Jeg troede, at indtagelse af alkohol var forbudt der, hvor han kom fra. Nå, så længe det finder sted i skabet, kan han vel ikke gøre skade. Imidlertid er vi kommet en smule overens, og efter hans natlige eskapader, maler jeg hans overskæg op, for det han drikker, har det med at opløse malingen. Til gengæld er han den fødte edderkoppejæger.

Før billeder lukker ned

Stjerner er lykkelige
Men det var ikke det jeg ville sige
På en vis måde savner jeg sporvogne
Men det har ingen relevans
Sommerhuse er fine byggeklodser
Boder og bæltesteder gemmer sig ikke
Dyrt tøj
Småkager
Men det har ingen betydning her
Hvordan er det kommet så vidt
Og kroner og ører
Hvad løber det ikke op i
I røg
Før billeder lukker ned
Og samfundsstøtter forlader landet
Før spritten fordamper helt
Og alle småbåde hugges op
Landet ligger
Helt fladt på ryggen
Kernesundt
Og alligevel rødt som en hummer
Hvor det har været udsat for solen
Fremtid
Maner til besindelse
Bjældeklang
Kan ikke bruges
Hvad har vi gjort
Rygerne er blevet stammere
Sparekasser hulker ved hver dags ophør
Ben og arme finder ikke sammen uden besvær
Torso lynes ned
Det blå hav og sodavand
Står ikke i forbindelse med hinanden
Kugleregn, vinduespudsning
Flagstænger og yoga
Det er brydetag for nybegyndere
Men det kan ikke holde fast

ATMOSPHERE (17)

Gregory Corso discusses Jack Kerouac
Jack Kerouac: Bowery Blues
Lydia Lunch: Jack Kerouac/Bowery Blues
Charles Bukowski: Pimps & Whores

Symbol

ligklæder har ingen lommer
sagde du, mens kisten blev
sænket ned i graven

det er derfor man lagde pengene
på øjnene, fortsatte du
inden præsten trådte til

hvis det havde været en killing
ville den slet ikke have fået øjne
hviskede jeg tilbage

dig og dit semiotiske genfærd
sagde du og tårerne fyldte dit ansigt
som kun dit ansigt kan bære det

det er ikke genfærd, de er helt i live
svarede jeg trøstende uden at høre
ordene fra præsten

hvis de er så i live, hvorfor er
vuggen så fuldstændig tom
spurgte du, nu vredt

jeg blev mundlam, og blank i blikket
det ved jeg ikke, sagde jeg så
og lagde min arm om dig

du hikstede, du græd, du kunne ikke se
på jorden der blev smidt som
smagløst krydderi på den lille kiste

vi vendte ryggen til og gik ned til
bilen, hvis motor ikke en gang
var blevet kold

de næste tredive år holdt vi hinanden
i hånden
men der var ingen varme i huden
vores kød var kølet ned til temperaturen
af en ufødt søns
gravsted

når vi lægger blomster på det
ser vi på hinanden, spøgelser
de samme genfærd som den dag

og du hvisker
de er stadig lige døde
og jeg ville gerne give dig ret
men jeg kan ikke

for i min sjæl står der med småt
at alt sker af en grund
og at det er i den jeg en gang selv
skal begraves

Om råd, der kan bære

Man kan give gode råd og falde i dem alle
Tre
På stribe
Det er ikke godt for nogen og værst for dig selv
Så meget for gode viljer, for gode råd
Våde viljer og dårlige råd


Man kan også lade være
Fra starten
Med råd og striber


Så flyver man ikke højere end himlen bær
- end lorten rækker
End lagkagen lugter
Så hopper man ikke højere
- end længslen kan bære
igennem


Det er bare et godt råd
Eller nej - det er ikke et råd
Det er bare godt
at lade længslen bære
Igennem

Påklædningsdukken

Hun slog med sin perfekte lille krop, slog nogle smukke slag om min gamle. Hun
svansede rundt og pegede på mine negle der var rillede, uplejede. Hun havde det strålende. Hun
kastede med lokkerne. Hun kastede mig af sig. Hun var så forfærdelig grotesk i sin fremtoning.
Dette produkt af dame, hvor evnen til at se Mennesket bag tekstiler, make-up og frisure var væk,
stod foran mig og hoverede. Denne lille dame
var ved at blive oplært i kynisme. Og jeg var hendes lærer.

Den perfekte kineserkrop

Spørgsmålenes by løfter sig ud af min favn
jordskælvsarkivet råber forskrækket

hvem flytter ind bag den stramme muskel.

Vi nævner den som den triller
ud af sit bur
før den løfter munden
som barnefødder sparker dynen af

hver aften blir begyndelsernes bog
båret som kanariefugle i kraniet.

I næven skyerne presset sammen
i daglige bjæf
hvem skal undfolde dette bolsje af silke

åbne uniformerne
som en stor ensom skede
af himmelsk fred.

3 fortællinger

1.
så. du er så lille mindre uro en let skælven men trods alt en åkande svedet af fjer. smedet til voldsomhed du kan jo. ikke jeg vil ikke jo gerne men trods. trodsigt skider over det hele. nej panik. jeg var hotellet hvor lort blev til drømme og dommen processen forinden det var jo dig lille fugl brugte ikke energi på andet end at mane hovedet direkte mod ruden. igen. igen. mod månen da din hals knækkede så let det var så lidt din sang blev dog i væggene dit blod laset på ruden.

2.
nej jeg siger dig jeg kender ikke navnet selvom vi fulgtes til havnebassinet hvor en bilkirkegård voksede sig større og større atter et stræde hvor vores vandede fødder kan kendes på tørhed. tørskoet i land det der var i sigt.

3.
engang. du var mindre. minderne miderne ringveje væltet bælte fordi vi er mennesker vi er personerne dig Thomas ræk mig ikke et dødt hoveds vink men lad miderne fortælle det tætnede mørke hvor tale ikke behøves før et andet LUCKY PUNCH MOTHERFUCKER ban vejen bag fik du et daggry efter endt bytur morgenmad hos bageren på hjørnet gennem det lille vindue på klem der reducerede bageren til en loddet til wienerbrød arm så hvid som havde armen hånden alle fem fingre været oppe i røven på den gamle dame vi døbte den forladte gårds genfærd.

Papir

noget om snakken

så ringer du klokken hallihallo for at fortælle og fortælle om din nye bil og hvor fed den er og nu har du repareret det ene og det andet og skal vi ikke snart drikke en kop te eller på kafé og jeg siger ved du hvad jeg har været på arbejde til klokken hallihallo og jeg er træt og det ved jeg ikke jeg ringer senere og du fortsætter med din kafé og din te og din bil og dine idéer til det ene og det andet og jeg holder min kæft og siger jeg er træt og du kører videre med din bil og du kører og kører og fortsætter videre og længere ud forbi mit øre og ud i det uklare lys hvor slummeren sænker sig over morgensmoggen vandrer mine tanker og på flugt og kan jeg ikke ringe senere og det kan jeg vel og du siger selvfølgelig hvornår ringer du det ved jeg ikke senere og så er det en aftale om at ringe og høre mere om mine idéer og min bil og vi skal på kafé og hun glæder sig allerede selv om det ikke lige var det jeg sagde er der sikkert noget om snakken

MOD

Alt det blod var ikke mit

så længe jeg sang

fever sang hun

og han sang også

jeg kan være alvorlig i dit selskab

Du suger mit røde mod op i servietter

og kalder mig grådig og stærk og kvinde

jeg er en kæmpe kvinde, jeg elskede

vi elskede

Og hvor burde du være?

I krig og brænde marker af

Du indsamler blod i plastikposer

Skumbad = blodbad

Vi elskede Eva og røg cigaretter

skriver du

Vi sang for Eva

fever

Vores kærlighed findes i dine breve

du synger, jeg bløder heldigvis igen

vi græder, viser nye nøgne steder

ødelægger røvhuller, men du skider endnu

skriver du

Du forsøger ikke at føle

kys, blod, skud, tæv, knive, larm, mad

feber, svimlende, kvalmende feber

Fluerne flyver

Fluerne flyver i flok

Dit blod er mindre romantisk end mit

I dit ansigt har alvoren lagt sig

din egen alvor, ikke min

du er ikke længere mig

ikke dine fingre, ikke dine ører

jeg er ikke længere dig

og det lyder som den værste

kærlighedskliche

men jeg kan ikke nå dig

Tankemylder

Jeg vil prøve at fortælle hele historien, så præcist som muligt. Her er hvad, der skete:

Jeg blev indlagt på hospitalet, fordi alle medierne blev ved med at stjæle mine tanker fra mig – det ville jeg have erstatning for, jeg kunne bevise det hele. Men politiet mente ikke, jeg kunne få en krone – de kørte mig bare på hospitalet og sagde, jeg var syg. Mage til frækhed skal man lede længe efter!

Så tog jeg med på sygehuset og så bliver de Gud-hjælpe-mig ved med at stjæle mine tanker. ”Hvis ikke I snart holder op med det, klager jeg direkte til Menneskerettig-hedskommisionen !!!”

Efterfølgende samtale indtraf så en dag. For nemheds skyld kalder jeg sygeplejersken for Sø’e Helle for det var hun og hun hed noget lignende. Jeg selv sætter pris på at blive kaldt Henrik.

Sø’e Helle: Hvordan går det i da?

Henrik: Jeg vidste, du ville sige det!

Hvad er der galt?

Som om du ikke ved det selv – det var dig der gjorde det…

Hvad gjorde jeg?

Jeg tog dig på fersk gerning for hulen…

I hvad?

Som om du ikke ved det selv. Jeg tog dig på fersk gerning!

I hvad – vil du ikke godt sige det?

I tanketyveri for pokker!

Hvad sagde jeg?

Det må du da selv bedst vide – men hvis det absolut skal være så pisse nøjagtigt. Du sagde: Hvordan går det i dag?
Det siger jeg, da hver dag…

Ja, det er så irriterende – kan I ikke holde op med det?

Jeg kan godt forstå dig – vi skal gøre, hvad vi kan – hvad synes du vi skal gøre?

Giv mig papir og kuglepen og papir – så kan jeg da bevise, at det er mine tanker, så bliver det sværere at stjæle dem – så kan jeg da bevise, det er mine tanker.

Det er dine tanker! Men hvis du skriver dem ned, bliver de da nemmere at stjæle.

Nej, så bliver det sværere… Så kan jeg lægge dem ind i en bankboks og beholde beviserne på, at det er mine tanker.

Det er i orden – så bliver de da også nemmere at huske…

Nej, når jeg skriver dem ned, så bliver de nemmere at glemme… så behøver jeg ikke længere at huske dem, så kan jeg tænke nogle nye tanker!


Har du tankemylder?

Ja, jeg gider da ikke tænke langsomt...

Perspektiv

Folket var engang et støvkorn
Hele bevægelsen i folket var et støvfnug
Alle forbindelser til kendte socialdemokrater var et sort hul
Og ude i universet var de ikke opmærksomme på hele andelstanken
Men vi slog det fast i en håndevending

Isabell I

*
Isabell bor i byen uden kerne. Kun turisternes stadige gennemrejse giver byen en plads på kortet, mellem landbrugsklynger og tivoliforstæder. Her bor weekendfolket og her mødes de, der alle tror sig usete og gemte for hverdagens trøstesløshed. Selvom alle ser alle, er man tilsyneladende ukendt, som man pendler mellem timesharelejligheden, wellnessstudiet, klitterne og den rustikke restaurant med gourmetmenuer i lange baner.
Man er her. Alle sammen. Trækker vejret for en stund og returnerer derefter til det helvede man søgte at undslippe, men som man ikke kan undvære i længden.

Kun Isabell vender aldrig hjem. Hun er den usynlige fastboer, der ikke har base men rod. Isabell, som gemmer sig i sin spencer, traveskoene og som skjuler sig bag sin udtjente damecykel. Her hvor man kendes på sin hilsen, hilser hun aldrig. Ingen høflige nik, ingen indforståede blikke, ingen udveksling med Dem. Dem, der skulle være de andre, men som er noget andet. Noget fjernere og mere uforsoneligt.

Isabell bor der, hvor vejene ikke er farbare. Så hun må stille cyklen 200 meter fra det lille hus og trave de sidst meter med poser og lyngbuketter og brænde. Hun ser, på sine fødder når hun går gennem den uvejsomme sti til huset, og hun har ikke øje for andet end at komme indendøre, i sikkerhed, i læ. Så pakker hun ud: mælken i køleskabet ligesom pålægget og et glas cornichonner. Kartoflerne i skuffen under vasken med de øvrige grøntsager og brændekævler i den lille kurv ved brændeovnen. Så laver hun te i den skårede potte, der holder så fortrinligt på varmen. Smører en skive hjemmebagt rugbrød med sennep og sild. Sætter sig ved det runde køkkenbord og ser ud af vinduet. Hun spiser sin rundtenom og lader en slurk te glide gennem halsen.

Hun er fuldkommen gennemsigtig. Lille af statur og med kommunefarvet hår slynget op med et spænde i nakken. Hun ses ikke med nogen og kommer ikke gerne ud, andet end for at handle eller cykle sine daglige ture gennem skoven. Familie har hun ikke udover en fjern fætter i København: Ægtefællen døde allerede efter to år og deres fælles datter Inge Marie arbejder som ulandsfrivillig i Kenya på fjerde år. Et kort i ny og næ bliver det til. Som regel påtegnet et logo fra den velgørende organisaton hun er udsendt for. Et kort med nogle linier om hvordan projektet skrider frem. Hvor godt det føles at gøre en forskel. En sjov bemærkning om infrastrukturens miserable tilstand eller bussernes tilfældige kørsel. Og afslutningvis en kærlig håndsrækning til Isabell: ”Jeg savner dig mor, og håber, at du ikke er ensom”. Gerne efterfulgt af en åben invitation om at komme til Afrika eller en opfordring til at søge til en større by. En by med muligheder for at finde venner: ”Jeg vil jo så nødig, at du føler dig tilovers”

Som om Isabell ville finde venner. Som om hun ønskede at finde venner. Men Isabell vil ikke til Afrika og hun vil ikke til byen. Isabell er tilovers i andres øjne, men føler sig ikke sådan. Hun lever i sit selvvalgte eksil, fri af hensyntagen, fri af forklaringer og bortforklaringer. Fri af alt.

Udsigter

Jeg tør ikke et øjeblik overlade
tingene til glemslen og tilfældet
det kan være jeg alligevel glemmer
men kun indtil det vender tilbage
i ny forklædning flere fremspring
rejser sig over vandets spejling
der står stille bortset fra indløbet
hvor skibe endnu lægger til

Jeg ved godt jeg sikkert har fundet
det sted jeg vil blive resten af mine
dage selvom jeg kunne gå ombord
og sejle væk jeg kan ikke tage afsted
sålænge der er nogen tilbage jeg
ikke kan sige noget til jeg er jo ikke
en svale der flyver i spiraler og sluger
myg men der er noget ved ruterne
over tagene og punkterne dernede
jeg ikke husker hvor lå og som
mister sig selv lidt efter lidt

Hvasseline forelsker sig i en stille pony

Ritualet

Jeg tog tyren ved hornene, hvilket man havde gjort sig stor umage med at fortælle mig, var den eneste rigtige, den eneste ordentlige, metode. Der var (givetvis) mindre rigtige metoder, som kunne anvendes, så som f.eks. at løbe foran tyren og håbe, at den faldt død om af udmattelse, inden man selv gjorde det – hvilket er den mest udbredte metode, så vidt jeg er orienteret, men ingen havde endnu vundet på den måde – eller helt lade være med at befinde sig i samme arena som tyren, men da kunne det hænde, at den, bogstavelig talt, kom bag på én eller tog en på sengen, for man kunne ikke befinde sig udenfor. Af uvisse årsager. Jeg for mit vedkommende undrede mig over, nogen ville være så rent ud sagt dumdristige, at tage deres seng med i en tyrefægterarena, men det må der jo være en og anden, der har gjort, ellers ville man næppe have nævnt det. Altså tog jeg tyren ved hornene, da den kom mod mig. Jeg havde set det forsøgt mange gange før, da det var en skik, en manddomsprøve, som også gjaldt for kvinder, eller et ritual der skulle markere overgangen til voksenalderen, og hver gang havde jeg set, hvad de andre, der ikke var succesfulde i tyrekampen, gjorde galt, og hvad jeg eventuelt skulle gøre bedre, når det blev min tur. Og jeg øvede mig, så godt jeg nu kunne, uden at have adgang til en tyr, so to speak. Kampen var en uomgængelig del af livet. Konfrontationen ligeså, og en konfrontationen i dette mit store øjeblik var uundgåelig i og med, at tyren og jeg befandt os i samme tid og på samme sted, og begge – både tiden og stedet – var nogenlunde velafgrænsede, tiden i forhold til evigheden, stedet i forhold til f.eks. kloden, og al kulturel og menneskelig vanetænkning betød, at en sådan situation ikke kunne findes, uden at konfrontationen ville opstå. Der var noget sært lukket over det hele. Det har vist også noget at gøre med en oldgammel modsætning mellem menneske og tyr, eller mand og tyr, noget man vil kunne finde eksempler på rundt omkring i forskellige kulturer. Hvem véd? Nogen havde et sted i tidernes gry - hvor man ikke ser helt klart – fundet på, at mennesket skulle besejre et så vældigt ureflekteret muskelbundt som en tyr, og at en eventuel sejr ville være fantastisk, selvom den oftest blev tyrens. Én af os måtte forlade tiden og stedet - som i dette tilfælde var onsdagen og tyrefægterarenaen – anden mulighed var ikke med den hidtidige erfaring og fastlagte viden og ditto overlevering til at se. Jeg greb hornene, idet dyret kom galoperende med sænket hoved for at spidde mig, men den gjorde et voldsomt kast med sin tyrenakke og smed mig op mod den jublende folkemængde, der med fine hatte og løse blomster og navnløse mængder af kropsbårne hjælpemidler og proteser af både mekanisk og elektronisk art tiljublede tyren, for dén var det, som gennem årene havde været årsag til den uhyrlige mængde af skader, de hver især havde pådraget sig. ”Heja, tyr”, ”Viva el toro” og ”Hejsan tjur” råbte enhver på sit tungemål, og jeg fandt det mildest talt en anelse nedtrykkende og var vist temmelig skuffet over mine medmennesker. På den ene side forstod jeg dem godt. De var ikke trygge ved mennesker, der ikke som dem selv var sårede og handicappede, men fungerede efter hensigten. Man så ikke med velvilje på dem, der ikke var, som folk var flest, og det kunne jeg sådan set godt forstå, men jeg havde samtidig haft det forfængelige håb, at jeg med min unge fysik ville kunne gøre det af med tyren, så vi kunne få sat en stopper for dette cirkus. Once and for all, om jeg må be’. Jeg havde så at sige ofret mig selv, syntes jeg, men ak, jeg havde også samtidig overvurderet mine egne evner og mængdens trang til at hylde andet end det sårede og knapt fungerende som normalen. Jeg havde en ubehagelig fornemmelse af, at være helt alene i min ynkværdige flyvetur, og jeg nåede at gøre mig lynhurtige forestillinger om, hvilke lidelser jeg selv kunne andrage mig. I flugten over mængden, så kort den end varede, blev jeg grebet af alle mulige frygtelige syner, der indvendigt kastede mig rundt, som tyren kastede med min udvendige del, men samtidig vaktes en besynderlig ro og fortrøstning i mig, da jeg erkendte, hvor langt den moderne hjælpemiddelkonstruktion var nået. Mine sanser må have fungeret med adrenalinets hast, for jeg opfattede langt mere og tænkte langt videre, end jeg havde gjort i mit hidtidige liv, hvor min mest intense erfaring med netop adrenalin var, når en fodboldkamp på tv ikke fik den ønskede udvikling til fordel for mit hold, og kort før jeg landede, nåede jeg at se efter tyren, og da var det, jeg opdagede, at det var selveste Guldkalven.

Jeg er en umulig brik

Folket er født sådan
Persiennerne er røde
Jeg er en umulig brik
Men alle steder kan begynde forfra
En stjerne har en gang været et lysstofrør
Det er også en begavelse
Vi mener alt
Men vi minder ikke om noget som helst
Familier kommer og går
Kun individet er til at leve med

Turen

Jeg skubber min mor afsted De store hjul er hendes vinger Hun drejer kører rundt i sin krop smiler barnligt til mig Så holder hun styret op under kjolen østen for solen vesten for månen og tæller gøgens gurglen Hun trækker lyde fra fugle og lægger sin kind ind til min Jeg ved ikke hvor vi ender

lilla

Du er den eneste jeg ikke holder af

Du er betændelse i tåen
Du er at falde i åen
Du er dårlig accent
Du er tinnitus dagen lang
Du er galt i halsen
Du er slinger i valsen
Du er toiletpapir under skoen
Du er dagens ret på kroen
Du er flosset neglerod
Du er lukket gavebod
Du er computer gået ned
Du er armsved
Du er dårlig deal
Du er sælgersmil
Du er kunstige bryn
Du er fra Fyn
Du er søvnløs nat
Du er den sidste sjat
Du er lopper og lus
Du er parcelhus
Du er eller og hverken
Du er mug på tallerken
Du er sælskindsanorak
Du er vinduet der trak
Du er you wanna fuck
Du er film uden plot
Du er koncert uden røg
Du er nudist med tøj
Du er Korsør midtby
Du er Converse fra ny
Du er hule ord
Du er børnekor
Du er kakao med skind
Du er den anden kind
Du er hundrede år
Du er Pia Kjærsgaard
Du er markeret overarm
Du er irritabel tyktarm
Du er hak i plade
Du er nu skal vi alle sammen være glade
Du er det du aldrig fik
Du er sidestik
Du er synergi
Du er massehysteri
Du er jeg er sån en type der
Du er neej hvor er han kær
Du er diskursteori
Du er sidste nye skrig
Du er streg i regning
Du er hår med blegning
Du er carpe diem
Du er god tur hjeeem
Du er lårene af den anden
Du er bekymringer i panden
Du er bibelbælte
Du er en af hverdagens helte
Du er Seven Eleven-reklame
Du er pelsdame
Du er Pisang Ambon
Du er en der siger fjong
Du er mit livs novelle
Du er fængselscelle
Du er mr. Charming
Du er global opvarming
Du er cigaret med menthol
Du er 60 kr. om måneden på sol
Du er går direkte ind i folk med træsko på
Du er man må give for at få
Du er mænd er nogle svin
Du er jeg har lige købt femten flasker årgangsvin
Du er skælder ud i Netto-kø
Du er verdens isbjerge ved at tø
Du er solen skinner alt er godt
Du er skæg og snot
Du er det er altså bare for prollet det der
Du er aldrig mer

Middelalderen

Og du leger at munke i middelalderen
er den historiske no-how
du har gået og sukket efter
i alle disse år
at vejen er virkelig bred
"Western Society and The Church in The Middelages"
ligger mellem os på bænken
og selvom bogen er bred
er den også fucking lang og kedelig læsning

Kun duerne danser her på pladsen foran Louvre
rokker med deres hoveder, spiser og spiser
sover og vågner og spiser
og rokker og flokkes om tabte pomfritter

Du ønsker at være en due
Jeg spiser en sandwich med poulet
og bliver døsig
til sidst går jeg fra dig
og det er tragisk, kan jeg se nu
for der er ingen, der snakker så meget
for at skræmme pigen væk

Og selvom jeg tænker på dig
når jeg rører ved mig selv
er du stadig en gammel hønisse
en ældre herre med hentehår og hentemave
og en besynderlig trang
til at befamle mine arme

Og jeg er alt for ung
jeg kan ikke tåle synet af dine
romantiske forventninger
jeg kan ikke tåle lugten af frygt
din frygt for at blive efterladt
hvordan det hele ruller rundt og rundt
i dine djævelske øjne
jeg tåler ikke
hønisser

Sensommer og sådan...

Fra midten af denne uge, udstiller jeg nogle videoer i kælderen i Det Poetiske Bureau i Griffenfeldtsgade, Nørrebro, Kbh. Ovenstående billeder er fra en helt frisk en af slagsen, som også bliver vist dernede. Kig forbi en af dagene.

Åbningstider og yderligere info om stedet? Klik her: Det poetiske bureau.

Dværgpincher

Da jeg endelig var færdig på klinikken, trådte jeg ud på en gade med udelukkende hvide huse. Det er et sjældent syn på disse breddegrader, hvor nok så meget fortaber sig i musegråt store dele af året, og jeg vidste med mig selv, at en sådan gade ikke fandtes i den by, jeg formode, jeg levede i. Der var intet liv på gaden og alle vinduer var blændede med skodder. Jeg kiggede til begge sider op og ned ad gaden, men den var død og det var i og for sig ikke bemærkelsesværdigt, men det var derimod fornemmelsen af tomhed; tilsyneladende ubeboede bygninger, ubrugt gade og en iøjnefaldende mangel på reklamer, plakater og graffiti – og affald. Det sidste er noget, vi ellers er kendte for ude i verden. Jeg vendte mig om for at gå ind igen, men døren var væk. Jeg besluttede mig at gå til højre ad gaden, der havde retning mod bjergene, som for den sags skyld heller ikke burde være der, men deres tilstedeværelse var uomtvistelig. Jeg håbede på, at gaden krydsedes af andre gader, og byen ligesom ville åbne sig, men efter en kilometers gang eller så, var der en skrigende blå dør i den hvide mur, der ellers havde forekommet massiv og ugennemtrængelig. I døren, som var af jern, var der en lille glasrude på størrelse ed et A5 ark med indlagt ståltråd og en ganske lille dørhammer, som ikke så ud til at kunne banke noget som helst op. Men jeg holdt mig ikke tilbage for at prøve, og efter et par forsøg hørte jeg da også slæbende skridt nærme sig på den anden side. Der gik en rum tid. Enten var huset bag døren meget stort, eller også var den person, der var på vej, langsomt gående. Det viste sig at være det sidste, der var tilfældet. Et besynderligt ansigt dukkede op bag trådruden og kiggede med sløve øjne på mig, som havde jeg vækket vedkommende af en dyb søvn eller en søvn, der blev sovet, fordi der ikke var andet at foretage sig. Manden – jeg gik jeg ud fra, at det ansigtet tilhørte en mand – spurgte mig om mit ærinde, og da jeg ikke havde hørt denne formulering i meget lang tid og da slet ikke i denne virkelighed, men kun i gamle film og genopførte teaterstykker, måtte jeg et øjeblik lede efter ordene, men jeg fik da svaret, før hans opmærksomhed atter veg, at jeg gerne ville låne en telefon og et toilet, hvis det ellers kunne lade sig gøre. ”S’gerne, Herrrr”, svarede han med ’r’erne liggende dybt i halsen. Jeg hørte 6 låse og slåer blive åbnede og slået fra og døren blev åbnet langsomt. Da jeg trådte ind mistede jeg for et kort øjeblik orienteringen på grund af den store kontrast i lyset. Indenfor var der ganske dunkelt, og luften var meget gammel, så gammel, at jeg umiddelbart, samtidig med desorienteringen forårsaget af overgangen fra lys til halvmørke, måtte snappe efter vejret. Det forekom mig, at der var temmelig langt mellem iltmolekylerne, og jeg gispede som en fisk på land. Men en stærk hånd greb mig i kraven, og jeg blev løftet op og båret, som en hvalp, der skal ”ud og luftes”, før den forretter sin nødtørft på gulvet. Ganske rigtigt. Jeg så mig over skulderen, idet jeg umiddelbart ikke kunne forene ansigtet fra ruden med denne styrke, men dér gik den underligste skabning af en mandsperson og holdt mig i udstrakt arm. Han må have været mindst 3 meter høj, og det var vel grunden til, at han havde haft et vist besvær med at kigge ud. Han slæbte på det ene ben og hans ansigt så ud som, han havde levet mange hundrede år. Han bar mig en lang vej gennem tomme produktionshaller og lange korridorer med kontorer på hver side, hvor der sad skrivere, bogholdere, notarer, overbogholdere og overnotarer og skrev uden at se op. De lod til at være fuldt opslugte af arbejdet, hvilket jo til tider kan være en ren fryd at betragte. Jeg kunne ikke forestille mig, hvad det drejede sig om, da jeg, at dømme fra de tomme haller, gik ud fra, naiv, som jeg er, at her ikke fandt nogen produktion sted. Jeg dinglede i min krave og spurgte den bærende om, hvad det var, de sad og skrev, alle disse mennesker, der for øvrigt så meget almindelige ud; næsten for almindelige. ”Bureaukratiet i forbindelse med Selskabets produktion er meget omfattende. Ligeledes kræves det af myndighederne, at al dokumentation skrives i hånden med enten gåsefjerspenne eller disse nymodens af metal. Således vil de have det, og vi sætter en ære i, at efterkomme myndighedernes ønske”. ”Men hvad så med det moderne tekstbehandlingsmaskinel? De har vel skrivemaskiner eller måske endog computere?”, forsøgte jeg. Manden sukkede som havde jeg spurgt om noget, han var blevet træt af at svare på. Vi kom til en dobbeltdør af glas, der lukkede op til en have af anseelig størrelse og alder efter træerne at dømme, og dér blev jeg sat ned, og den høje trætte mand pegede tavs på plænen i midten. Den var opdelt af buske med mange blomster, som jeg ikke kendte, men som jeg var sikker på ikke fandtes i det land, jeg normalt befandt mig i, og som jeg ikke var mig bevidst, at jeg havde forladt. Jeg gik om bag én af dem og lettede mig. Da jeg ville ind igen, var dørene låst og jeg bankede atter på for at tilkalde mig opmærksomhed. Manden havde stået lige indenfor i skyggen og trådte et skridt frem, men vinkede sådan ”Næ, nej” med en løftet og ret lang pegefinger foran ansigtet, derpå pegede han hen mod det fjerneste hjørne af haven, hvor der stod en stige, der gik op til bygningens flade tage 4 etager oppe. Så viftede han med hånden som for at sige: ”Kom så af sted, lille hund”. Jeg stak min hale ind mellem bagbenene og lagde ørene tilbage, blottede tænder og tandkød i en dyb snerren, men det gjorde vist ikke stort indtryk på ham, som han stod der i sikkerhed bag glasset og noget højere, end jeg huskede. Han kunne sagtens, kunne han. Han må da vide, hvor svært dværgpinchere har ved at klatre på stiger.

det er

mig eller projektilet
skudt over målet
og dig
mens jeg
svæver over Jylland
river farten ud af himlen

Skifte

~

vingeskudt gråspurv
bølger af himlende hav
et fald er på vej

~

det er svanerne
himlens flagrende trækvind
det er sommerflugt

~

Jeg sagde
REND MIG I ENGANGSFORETEELSERNE OG RIM MIG I RØVEN

Dukkens afsked

”Kom, lad os gå herind”. Jeg tog barnet med kapokhovedet ved hånden og forsøgte at indgyde det en smule fortrøstning, men det er ikke til at sige, hvad der foregår inde i sådan et hoved, der er fyldt af tørrede plantedele og er en del større, end hoveder almindeligvis er. Desuden var de påsyede brune knapper, der skulle gøre det ud for øjne, svære at aflæse for følelser. Sådan er det med knapper, de kan ikke afspejle sjælen og følelserne, sådan som menneskeøjne kan og modsat hundes, der altid spejler ejerens følelser. Desuden er brune øjne ikke sådan til at kigge dybt i. Det ved jeg fra mig selv. Når jeg i spejlet kigger mig selv i øjnene, aner jeg ikke, hvad jeg tænker eller føler. Så er jeg en fremmed. Barnet anstrengte sig for at løfte det lettere deforme hoved og kigge på mig, og jeg kunne fornemme, at det var lettere rådvildt. Øjnene kunne vist ikke se tydeligt, og barnet orienterede sig mere efter min stemme end efter min skikkelse, som sikkert ikke har været tydelig, idet der nede i gangen under det store gamle hus, hvor vi stod, herskede et dovent og fugtigt halvmørke. Jeg trykkede håndtaget på døren ned, og hele mekanismen inde i døren skreg som af smerte. Jeg forestiller mig, at det er sådan, det føles, når man skal have gang i gigtplagede led om morgenen. Barnet stod stille med den anden hånd ned langs siden og afventede med et slagtedyrs fornemmelse for det uafvendelige i situationen, hvad der skulle ske. Det sagde ingenting. Det ville fremdeles også være svært med den påsyede mund af grov uldtråd, en sikkert venlig hånd havde forsynet den med; måske i et forsøg på at få dukken eller barnet – eller hvad det nu var – til at fremstå så at sige mere menneske-ligt Vi trådte ind i rummet, der viste sig at være en slags forhal; et ankomst- og afgangsværelse, det også havde været i brug som fadebur. Der var temmelig mørkt, og jeg brækkede en planke af en palle og fik trods mine ringe spejderevner ild i den, så den kunne bruges som fakkel. I bunden af rummet gik en stentrappe nedad, og et svagt koldt lys, sådan lidt grønligt i det, kom op fra hullet. Vi gik helt hen til kanten af trappen og stod lidt for at vænne os til lyset. (Det var nok kun mig, der skulle vænne mig; barnet eller dukken, formodede jeg, så ingenting). Efter et halvt minuts tid begyndte vi at høre lyde. Det var lyde af mange legemer i bevægelse, legemer som efter lyden at dømme måtte være iklædte tøj af groft stof og lyden af pakket strå og træ henover sten. Der var samtidig en vis mumlen, og af og til dukket et næsten kendeligt ord op. Barnet eller dukken (eller hvad det nu var) begyndte at ryste en smule, eller dirre, men det var ikke af skræk, snarere fornemmede jeg i kapokken, der hist og her stak ud gennem tøjet, og som tillod en vis berøring, at der var tale om et stort savn, der langt om længe stod foran en forløsning. Nu løftede det hovedet, og de brune knapper – tro mig, jeg så det – havde et dybt spørgende og ”Må jeg ikke nok”-udtryk samtidig med, at jeg kunne skimte noget, der skulle gøre det ud for tårer i hullerne, hvor tråden gik gennem knappen. Jeg havde sært nok knyttet mig til denne klump af stof og planterester, men jeg indså, at jeg ikke rigtig havde noget at tilbyde, som kunne gøre det ud for en rimelig tilværelse, så jeg nikkede og sagde: ”Så gå da. Tag hjem. Dine forældre og søskende venter”. Dukken – eller barnet – klemte min hånd med et vemodigt klem, og jeg hørte en stemme i mit hoved, som ikke var min egen, hviske ”Tak”. Så begyndte den først at gå prøvende ned ad trappen, derefter løb den og til sidst kastede den sig med et glædesskrig i armene på fire-fem større og mindre figurer af samme slags, der stod i forgrunden af en anselig mængde af de menneskeefterligninger, vi giver vore børn at lege med, og jeg er sikker på, at jeg hørte både ”Mor”, ”Far”, ”Eskild”, ”Anna” og en masse andre navne.

REN
D MIG
I EN
GANG
S
FORETEELSERNE
RI
M
MIG
I RØ
VEN

Schhhh...

~

havblikstilheds blå
drømme gemt for nattens blik
som skrift bag vægge

~