Trofæ

Trofæ

Jeg bed hovedet af skammen og lagde det forsigtig på trækpapiret foran mig. Her lå det så en dags tid og dryppede færdigt, til det var tørt nok, til at jeg kunne gå i gang med at skrabe den grønne manipulerende masse ud i en gammel cigarkasse fra min morfars tid – dengang cigarkasser lugtede af noget hyggeligt – som jeg havde præpareret med en særlig modstandsdygtig harpiks fra Sydamerika. Senere kunne denne masse genbruges til at holde myg væk med. Den brændte langsomt og med en for mennesker umærkelig duft, som myg tilsyneladende ikke kunne lide. Kroppen kan man ikke rigtig bruge til noget, den begynder at forrådne i samme sekund, hovedet bides af, og bides af skal det; der er ingen andre metoder, der duer. Hovedet fyldte jeg med kapok fra en gammel madras, som rigtignok havde været gennem en desinfektionsproces bestående af hvidløgsvand og karbolsyre, og monterede det på en gennem lange vinteraftener med største omhu udskåret plade af valnøddetræ. Jeg hængte det på væggen med hovederne af de andre besejrede skammer og monterede derunder en bronzeplade med årstallet 2004.

Senere kunne jeg ikke komme i tanker om, hvad det var, der gjorde dette år til noget særligt. ”Visse, vasse”, tænkte jeg, ”det betyder ingenting, for det er nuet, der gælder. Hvad jeg kan huske, finder jeg ud af, når jeg skal bruge det”. På den led kan jeg være ret så kold. Jeg lader mig ikke rokke af vilkårlig erindring.