Nørreport Station

Helt påklædt, men dog nøgen.
Sådan føles det.
Kulden slår benene væk under min sjæl,
som er gennemsyret af dadaistiske tanker.
Nu klaprer mine tænder
på Nørreport Station, København.
Det sner.

Natten er sort og netop begyndt.
Sneen glaserer asfalten.
Alting går glat…undtagen…

Hvorfor holder DSB her time efter time?
Hvorfor er mit liv gået i stå her?
Er det et tegn om at jeg skal flygte fra ansvaret
i arbejde, dagligdag og kærlighed,
for a sne inde i København ?
Og dog:
Sne kan man ikke regne med.

Om nogle timer skinner solen afdæmpet
på dette kolde glaserede sceneri,
hvor endnu en grusom dag, med skrigende vognhjul,
vil rulle over de rustne skinner.
Travle folk, med dokumentmapper,
står i kø, for at indløse billet til hjertestop,
mens de lavmælt synger:
”…nu har jeg nået toppen mor,
brrr, hvor er her skidekoldt”.

Er tiden talentløs?
Hvorfor affinder vi os med det moderne livs jerngreb
og køber aflad,
underholdning til vore børn,
når vi i virkeligheden burde stoppe op,
tage pauser – som i en DSB ruteplan.
Præcision er ikke en dyd, man kan være stolt af.
Det er nærmest snyd.

Skulle jeg forlænge mit ophold på Nørreport Station,
hvor tankerne tilsyneladende bliver ligeså klare som frostluften.
Jeg burde takke for den manglende præcision,
hjælpe andre ved at sabotere togdriften,
men her står jeg blot,
med løbende næse,
kolde tæer og dårlig samvittighed.