Birgitte Krogsbøll:
Da kulturminister Brian Mikkelsen tiltrådte i 2001, var hans første tiltag at rydde op i moradset. Derved kom han til "ved et ulykkeligt, utilsigtet fumleri og dårlige embedsmænd" også at ramme Øverste Kirurgiskes økonomi temmelig hårdt.
"Ministerfadæsen", som det kaldes.
Nu har han, som en slags plaster på såret, og som han selv omtaler det "et rigtigt bamseknus", opkøbt Ungdomshus-grunden, Jagtvej 69, for der at opføre et domicil til jer. Et hus lidt større end Ungdomshuset, det tidligere Folkets Hus, var.
Og I har meddelt ministeren, at I har besluttet at tage imod det "... i en kærlig og forsonelig ånd".
Her er hele 3 spørgsmål:
Hvad skal huset hedde?
Thomas Ahrensbøll Hansen:
Ahrensbølls pryd, pragt og prægtige perle.
Birgitte Krogsbøll:
Forventer I bøvl med de unge, beskidte, venstresnoede autonombøller, og hvordan bliver jeres samarbejde med politiet i den anledning?
Thomas Ahrensbøll Hansen:
Nej, nej, da, slet ikke, jeg forventer at være dejlig, smuk, glad, ovenud lykkelig og temmelig tilfreds sammen med de autonome med deres dejlige demonstrationer, smukke hætter og glade brosten og politiet i deres dejlige kampuniformer, smukke hjelme og glade stave.
Vi skal plukke skovjordbær sammen, masser af skovjordbær, alle sammen, sammen med hinanden skal vi bage tærter af jordbærene og skovene og hinanden, vi skal tage hinanden i hænderne og tærterne og danse kædedans og spise tærterne og hinanden og drikke urtete i det evige solskin, mens jeg læser mine dejlige, glade og smukke digte om mig selv højt, meget højt.
Birgitte Krogsbøll:
Det bliver jo et stort hus.
Hvilke faciliteter kommer det til at rumme, udover de obligatoriske: trykkeri, juicebar og sauna?
Thomas Ahrensbøll Hansen:
Jeg vil insistere på mindst en: Øvklub, Swingerklub, Kørehinandenoverklub, Glansbilledeklub, Riveihårklub, Bingoklub, Pasdigselvklub, Ølkapselklub, Klistermærkeklub, Hajeg kansagtensklaremigudendigklub, Snørrebåndsklub, Neglefileklub, Jegerbitterklub, Slipseknudeklub, Fiseklub, Hvidløgsklub, Ispineklub, Hindbærbrusklub, Fimseklub, Dengseklub, Jegharheldigvisglemthvorduborklub og en Boogiewoogieklub.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar