Rent bord

Jeg slog i bordet. Jeg slog HÅRDT i bordet! Og straks stod en stramt udseende overtjener parat med regningen på et lille sølvfad og med en mine af, at han gerne så mig forlade denne snobbe-restaurant. Det var nu ikke for at lave ballade eller påkalde mig opmærksomhed, at jeg slog hånden i bordet; det var snarere fordi jeg klaskede en kakerlak og fordi, jeg pr. telefon var blevet sat stævne her af en person, der ikke selv viste sig. Her havde jeg siddet flere timer og småspist af brødet uden at bestille noget. For det første anede jeg ikke, hvilken mad de havde her, da jeg ikke kunne forstå, hvad der stod på spisekortet, og for det andet kunne det ikke falde mig ind at betale for en middag, jeg ikke selv havde foranstaltet. Timer, siger jeg Dem. Timer! Som om jeg ikke havde andet at lave, end at sidde her og spille Kong Gulerod eller klovn; jeg ved snart ikke, hvad der var værst. Jeg løftede hånden med den kvaste bille og viste den til overtjeneren, der hurtigt skiftede ansigtsudtryk og holdning. Han børstede og viftede med det evindelige hvide viskestykke og råbte noget for mig ganske uforståeligt i retning af køkkenet, og straks kom en, går jeg ud fra, køkkenmedhjælper ud med sprit og klud og desinfektionsvæsker. Han rensede min hånd for kakerlakmos, greb den og førte mig ud i den usleste ende af køkkenet, hvor jeg kunne vaske hænder. Medhjælpen stod servilt skråt bag mig og sikrede sig, at alt var i orden. Han småmumlede under afvaskningen i et tonefald, der både kunne være undskyldende men også en svada af skældsord og nedsættende bemærkninger. Det kunne han med lethed slippe af sted med; jeg forstod jo ikke sproget, hvilket undrede mig, idet jeg ikke erindrede mig at være rejst bort fra min hjemstavnsby for at gå på restaurant. Jeg blev dog færdig med at vaske mine afsprittede og desinficerede hænder, så nu de duftede af en skønsom blanding af fransk lavendelsæbe, denatureret sprit og noget andet stads, men gnomen bag mig ville ikke holde op med at mumle, og er der noget jeg ikke kan holde, så er det mennesker, der mumler. Det er ikke fordi, jeg er specielt intolerant, men jeg har dårlig hørelse på netop det øre, der vendte mod staklen, så derfor greb jeg rask en kødøkse fra væggen og kløvede hans hoved i et eneste hug. Jeg blev glædeligt overrasket, jeg mener, jeg troede, at jeg ikke længere havde hurtigheden og styrken i mig, man han sank sammen med et fåret udtryk i resterne af ansigtet og holdt mund. Blodet flød ud på gulvet, hvori der heldigvis var et afløb, men en anden i køkkenet havde set det og kom farende imod mig med en voldsomt stor kniv og råbte noget på det der sprog, jeg ikke forstod. Han så drabelig ud. Hans hvide dragt var oversmurt af dyreblod og kagerester, og jeg er ikke i tvivl om, at det var sundhedsfarlige sager, der let kunne afstedkomme voldsomme mavetilfælde hos restaurantens gæster. ”Nå, men jeg må vel til det”, sagde jeg til mig selv, og lige da den truende fyr skulle til at hugge ud efter mig, afveg jeg i en nedadgående bevægelse, idet jeg med en glidende bevægelse huggede kødøksen i hans lår, så benet separeredes fra kroppen. Denne gang kom der råb og skrig fra den sårede, og jeg hørte en frygtelig larm fra den anden ende af køkkenet. Jeg så på uret. Klokken var mange, så hvis jeg skulle nå at få noget at spise på en ordentlig restaurant, måtte jeg hellere gå. Jeg krøb helt tilbage i det lille rum, hvori jeg havde vasket hænder og gled lige så stille ned i afløbet. Heldigvis er min gode habit behørigt behandlet med noget nano-noget, så eventuelt skidt vil være forholdsvis nemt at tage af. Jeg kom helskindet gennem rørene. De var så tilpas gamle, at de indvendigt var glatte af ting og sager, jeg ikke vil tænke på. Da jeg plumpede ud i kloakrøret nogle etager nede, svingede jeg mig behændigt over på en afsats, hvor jeg, efter at have rettet på klæderne afgav mit sædvanlige gennemtrængende pift, og ikke mange minutter efter kørte min chaufførrotte den firehjulede lille motorslæde op foran mig, og jeg steg ind på bagsædet. ”Goddag, mester”, sagde rotten, ”Hvordan gik mødet, om jeg må spørge?”. ”Ad Pommern til”, svarede jeg. ”Idioten dukkede aldrig op”. ”Suk, Herre, nutidens mennesker har da heller ingen skam i livet”. ”Så sandt, så sandt”.