modsat mosaik III

Han tabte noget af syne engang. Noget rundt og rigtigt og fandt kant i stedet:
en ridsende blødhed, en slibesten at runde vreden på

Han greb chancer der ikke var. Pakkede det ubegribelige ind i mærkbare savn efter Et noget og Et nogen
uden ansigt, og dog

Han tabte noget af syne og skabte Et syn i stedet:
en em af morgenfugt, aftengus og havskumringsblink. Pustede liv i ufødtheder uden fremtid
en spejling af en spejling af et gulnet foto
på en væg af hvidt

Nu venter han bare
på knuste krystalkugler, Nemesis og gangarytmik