ANARKIET

Fuglene er mine fjender
Når de sidder og kalder
De tager mig væk
På deres spinkle stemmer
De lader mig ikke være
De styrtdykker
Lukt ned i mine tanker
Får mig til at stoppe op
Får mig til at vende mig omkring
Fuglene er mine fjender
Når de sidder og kalder mig
Ud af Byens ro
Ud af Byens baggrund
Når de trækker Byens blytunge tæppe
Af mig
Og jeg spinkelt
tynd og forvirret
Begynder at vakle ud af mig selv
Uden andet at lede mig
End deres kald
Ingen tanker
Intet fald
Kun deres kald