Jess

Jess er midt i trediverne, men kunne sagtens lyve sig ti år ældre. Ikke på grund af den begyndende halvmåne eller det arvede møblement i lejligheden. Snarere fordi han med sin højde på næsten 2 meter og sin magre krop krummer som en gangbesværet herre. Han ved det godt, men har vænnet sig til det. Det er ikke noget han vil lade sig pine af.


Jess er ved at færdiggøre sit speciale. Medicinske forsøg på rotter og biologiske processer i forbindelse med hjernens serotininbalance. På det psykiatriske ambulatorium hvor han har sine lokaler, arbejder han udelukkende sammen med midaldrende laboranter. Kvinder alle sammen. Og det er herfra Jess henter sin daglige omgang med mennesker.



Samvær er så meget sagt. Men de hygger sig i frokoststuen, det gør de i hvert fald. Og som ene hane i kurven behandler laboranterne ham med en nænsom og kærligt drillende omsorg, som huer ham. Her i deres selskab føler han sig mere hjemme end noget andetsteds. Her i de lange hospitalsgange virker hans ranglede krop mindre iøjnefaldende, ja falder næsten naturligt ind i det sært stilliserede miljø. Her har han sin hule, sit forsøgslaboratorium og her går dagene helt umærkeligt. Én efter én. Uden at efterlade sig nogle særlige spor, men også uden at efterlade noget savn.


Jess tilbringer det meste af sin vågne tid på hospitalet. Også weekenderne og aftnerne. Det bliver gerne sent, inden han tager sin sorte herrecykel købt i Brugsen, og vender hjem til sin lejlighed. Her går han som regel direkte i seng efter at have drukket et glas sødmælk og skyllet glasset af under hanen.


Sødmælk. Altid sødmælk. Bare et enkelt glas og så på hovedet i seng.


Man skulle jo gerne være frisk til forsøgsrotter, kvindelige kolleger og serotininbalancer dagen efter.