Frugtelskeren

”Jeg gik i panik,” sagde arrestanten. Hans ansigt var blegt.”Forstår I det? Jeg gik simpelthen i panik. Jeg havde hørt, at den slags kunne ske for en mand, men jeg anede ikke, at det kunne ske for kvinder.”
Kommissæren lænede sig tilbage på stolen, sukkede træt og gned sin næse mellem tre fingre.
”Godt!” sagde han, ”Altså: Du løste billet til Amsterdam på Københavns Hovedbanegård, du fandt dit tog og din sovevogn, anbragte din bagage, og hvad skete der så?”
Arrestanten havde svedperler på panden. Hans hånd rystede let, da han løftede vandglasset.
”Jeg åbnede vinduet. Det var en af de gamle vogne, hvor vinduerne kan trækkes næsten helt ned. Jeg forstår ikke, man stadig bruger dem. Meget ukomfortable. Det var køligt, og det larmede på perronen, så jeg lukkede vinduet igen og satte mig ned. Jeg sad og spiste vindruer, da hun kom ind.”
”Hvem kom ind?” Spurgte kommissæren og så op mod en revne i loftet.
”Damen i pelsen. Ingrid Marie. Hun stod pludselig i døren, iført den der fantastiske pels, og med tykt, blondt, opsat hår. Hun lignede en million, selvom hun selvfølgelig ikke var helt grøn længere. Hvordan skal jeg forklare det? Hun havde samme udstråling som en velhavende mands gamle Cadillac. Kvalitet, tænkte jeg. Hun sagde: Undskyld, men er der nogen her, som vil hjælpe mig med at finde min plads?”
Arrestanten tav.
”Hvad skete der så?”
”Ingenting. Jeg tænkte først, at hun var forkælet. At hun kunne lide at koste rundt med folk. Det overraskede mig, men det sendte også en sær behagelig gysen gennem mig.”
Assistenten, som stod ved døren, hostede og børstede et imaginært fnug af sit jakkeærme.
”Jeg har altid været tiltrukket af modne kvinder, der ved hvad de vil,” sagde arrestanten, ”jeg har bare aldrig før haft lejlighed til at komme så tæt på én. Nå, men så gik det op for mig, at hun var blind. Man kan se det på deres bevægelser. Der er noget tøvende og næsten famlende over dem. Så jeg sprang op og kiggede på hendes pladsreservation. Jeg tog hende under armen og hjalp hende på plads.”
”En sand gentleman!” mumlede assistenten.
”Toget satte i gang. Konduktøren dukkede hurtigt op for at billettere. Han ønskede os tillykke med, at vi havde hele kupéen for os selv. Vi præsenterede os for hinanden – Ingrid Marie og jeg. Talte om vejret.”
”Hvad skete der så?” sagde kommissæren.
”Jeg læste i min avis. Mørket faldt på. Ind imellem iagttog jeg hende. Hun mindede mig om en moden frugt. Jeg kom til at tænke på ferskner. I ved: bløde fuldmodne ferskner, lige før de bliver uspiselige. Da hun åbnede sin pels, bølgede duften af modenhed, af pudder og saftige frugter gennem luften. Hendes knæ strejfede mit, da jeg skiftede stilling. Jeg tilbød hende en klase af vindruerne og lagde den mellem hendes hænder. Hendes håndflader var bløde og varme. Så bad hun mig, om hun måtte mærke mit ansigt. Jeg lod hende gøre det. Pelsærmet kildrede min hage. Jeg kunne ikke modstå det: Da hendes fingerspidser ramte mine læber, slikkede jeg hende i håndfladen. Den smagte salt.”
”Og hvordan reagerede hun på det?” spurgte kommissæren og så ned på bordpladen.
”Hun lænede sig frem mod mig. Jeg kyssede hende. Først blidt, men så noget voldsommere. Vi gled ned på gulvet mellem sæderne. Jeg trak pelsen af hende og skubbede den tilrette under os.”
”En hvid pels på et kupégulv,” udbrød assistenten forarget, ”det er jo vandalisme!”
Kommissæren skulede til ham.
”Jeg knappede hendes bluse op. Perlemorsknapper, det var perlemorsknapper. Jeg skubbede hendes bh-skåle ned. Jeg har aldrig vidst, at modne kvinders bryster er så forskellige fra yngre kvinders. Udtrykket meloner har fået en helt ny betydning for mig efter det.”
Assistenten betragtede væggen bag arrestanten. Kommissæren skrabede med fødderne mod gulvet.
”Jeg smagte på dem. Jeg skubbede hendes nederdel op og trusserne ned. Hendes lår var bløde og glatte som skindet på nektariner. Hun duftede af vinteræbler.”
Kommissæren rømmede sig og så plaget ud. Assistenten havde røde pletter på kinderne.
”Hun var, om jeg så må sige, plukkemoden.” sagde arrestanten.
”Da hun blev fundet mindede hun mere om nedfaldsfrugt.” sagde assistenten i en stødt tone. Han havde været med ude at hente hende.
”Jeg rører ikke nedfaldsfrugt!” sagde arrestanten. ”Det kan være fyldt med alskens kravl. Det kan være på vej til forrådnelse.”
”Præcis!” sagde assistenten med et grumt udtryk i ansigtet.
”Så spurgte jeg, om hun ville smage min banan!” sagde arrestanten.
”Banan?” Kommissæren lænede sig brat frem over bordet.
”Ja, I ved… min banan. Det ville hun gerne. Og et øjeblik efter kom hun så op at sidde ovenpå mig. Hun kunne lide den. Det var ligesom når man klemmer en appelsin, og saften løber ned ad ens håndled. Hun råbte noget, men så…”
Arrestanten gik i stå.
”Hvad så?” spurgte kommissæren.
”Hun faldt sammen. Først troede jeg, hun kom, men så gik det op for mig, at hun var gået bort. Hun trak ikke vejret. Og så gik jeg i panik. Jeg klædte hende på. Så trak jeg vinduet ned. Det lykkedes mig at løfte hende op og bugsere hende ud af det. Vinden ruskede i hele kupéen. Hendes rejsetaske smed jeg også ud. Så lukkede jeg vinduet og lagde mig ned. Jeg sov forbløffende godt, men det var vel ovenpå al den virak.”
”Så Ingrid Marie Appel var allerede død af naturlige årsager, da du ekspederede hende ud gennem vinduet?” spurgte kommissæren.
”Ja, det ved gud hun var!” svarede arrestanten.
”Godt,” sagde kommissæren og rejste sig, ”vi kommer ikke videre lige nu. Men foreløbig beholder vi dig her. Vi sørger for, at du får noget mad bragt op.”
Assistenten åbnede døren for kommissæren.
”Jeg spiser ikke kød,” sagde arrestanten, ”jeg kunne vel ikke bede om noget frugt?”