torsdag den 3. april 2008

Arb.titel: Fjerkræ i dansk poesi

Sverre skridter godt ud – sig mig, har du nogen sinde hørt rigtig
svanesang – spørger han og
svinger med armene, og nej, det har hun ikke, hun har skrevet om
svaler, hun har rigtig nok
svælget i
svingfjer
svaner og
svømmehud
sværme af stære og mursejlere der
svirper over himlen, og hun kan godt være lidt ud-
svævende, men hun har aldrig hørt dem synge, hun bli'r ham
svar skyldig, og havde det været ham, ville der nok forekomme en
svartbag, larus marinus med sort ryg, præcis som hans tøj eller den
svalehale, der kom i klemme i døren, og det var ikke med vilje, men alle grinede
svedent, og latteren blev tyk som en
svelle, og det er et rigtig dårligt billede, det ved hun godt, hun har
svigtet et eller andet, han er altid så u-
svigelig sikker, og han går hurtigt, han har
svedperler på panden, panden med digterrynken, hun tænker på
svævehud, når hun ser hans øjne, hun bliver
svimmel, usikkerheden
svirrer og
svækker hendes dømmekraft, hun er fanget i hans
svikmølle, og det er også et dårligt billede, hun løber i ring på hans
svalegang, hvor klatterne rammer hende, de
sviner
svalerne men
svanerne, de synger, siger man

Ingen kommentarer: