09.49

Aldrig må hun mærke sig den modsatte glæde, vanvidstalen og feberhåbet. Altid må hun brække drømmene i stykker til spiselige bidder af erfaring, vride livet af led og gøre andetheden virkelig, som den ikke er.

Hun har ingen klostermure mod den hvide støj og englenes toner fra oven. Hun har ingen hvidkalket fortid, ingen merhed, nærhed eller glemte betroelser at gemme sig bag. Nej alt hvad hun har er kvalte kvadratmeter og radiatorvarmen, der lægger sig som en klam buffer mod inderligheden, mod huden, kulden og kroppens begær.
Alt mens vreden driver og løber som perler langs knoglernes puds, besejrer hun savnet. Alt forpasset, forvirret og fortvivlet ”for helvede”, samler hun som Samsons afrevne totter i vasken. Hun stopper til, stopper op, stopper ned i gemthed og glemsel.

” Fuck tapetidyl og stearinafstemt nærhed, jeg vil for fanden danse mig blå i polarnætters kulde, ædes af bjørne og andre prikker i horisonten, jeg vil glo på hvidt i hvidt og manglen på farver, jeg vil kaste op i gletscherrevner, persiennesprækker og uskrevne regler, jeg vil opløses i sprog der splintrer og skærer nuet til blods....

”

.