U.t.

Vi opstår på bjerge af skrammel. Vi sætter katapultfjedre i bunden af ældre navler, så selvdykkere kastes ud i – indrømmet – pæne buer, med primtalsvinkler og pyntelige svanevinger. Vi har fornøjelsen af kakler og kalkerpapir og får ud af det blå anfald af medlidenhed med bier, der vågnet efter vinteren slås fortumlede med ruders uigennemtrængelighed. Vi er massive i små kilometerantal og tager os friheder, ingen andre vil kendes ved. (De ligger jo blot dér. Ingen bryder sig om dem, men det gør vi). Vi siger det usagte og ingen forstår os. I pauserne går vi ud og strækker benene i pæne bukser.