fredag den 21. maj 2010

U.t.

Vi opstår på bjerge af skrammel. Vi sætter katapultfjedre i bunden af ældre navler, så selvdykkere kastes ud i – indrømmet – pæne buer, med primtalsvinkler og pyntelige svanevinger. Vi har fornøjelsen af kakler og kalkerpapir og får ud af det blå anfald af medlidenhed med bier, der vågnet efter vinteren slås fortumlede med ruders uigennemtrængelighed. Vi er massive i små kilometerantal og tager os friheder, ingen andre vil kendes ved. (De ligger jo blot dér. Ingen bryder sig om dem, men det gør vi). Vi siger det usagte og ingen forstår os. I pauserne går vi ud og strækker benene i pæne bukser.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Elsker din måde at skrive på. enormt let at danne sig en masse små 'blinkies' af hele sessionen (digtet) - synes din vikling på storbysmennesket, eller det moderne menneske (?) - er enorm fed, da der ligges tryk på en vis paradoksalhed, og skjult panser, som vi knuger til os.. Godt Gået!