lørdag den 17. april 2010

Piber og trommer

Det er ikke særlig sart og sensitivt, vores forehavende. Men vi vinder flor om vores ord. Sådan skrives historien. Med skønskrift, men i bestemt form. Der er en række mænd, der holder taler, fører ordet. Enkelte kvinder flankerer dem, med budskaber, der til forveksling ligner dem, der ligger i de af mændene førte ord. Andre mænd og kvinder klapper. Atter andre kvinder og mænd slæber og pynter og rydder op bagefter. Og så har vi dem, der sidder i krogene og ude bagved og klager og klynker sig. Er uenige i dagens orden og talernes sidste ord. Disse bonde- og brokkerøve drikker sig fuldere og fuldere og til sidst tæver de hinanden eller dem, der er endnu længere ude. Yderst sidder en tigger. Hans pibende harmonika hiver efter vejret. Han beder om lidt klingende mønt, imens han pumper varm luft ind og ud af den gamle blæsebælg, lirer lidt lyd af for opmærksomhed.

At trække sigende sætninger sammen og vide dem ud igen, gør vi alle. Høje som lave, store som små, fede som smalle. Det er ingen kunst. Ingen poesi.

4 kommentarer:

Erik Højer sagde ...

Tak for en kajeryster af en kop sort, bitter kaffe; får næsten én til at stikke piben ind, men også kun næsten:-)

"You never got me down, Ray. Ya hear me? Never got me down."
(LaMotta til Robinson i Raging Bull)

Vibeke Nielsen sagde ...

Uddyb gerne, Erik.

Erik Højer sagde ...

OK Vibeke. Din tekst er aggressiv, grænsende til det hadefulde men med en tilsvarende forrygende energi. Du insisterer på dit sandhedssøgende udtryk som er helt uden illusioner, hvilket aftvinger respekt. Jeg kan godt lide dine ting.

vh Erik

Vibeke Nielsen sagde ...

Nu må du ikke tro, at den tekst er et selvportræt. Så bliver jeg altså såret. Men tak, ellers.