Piber og trommer

Det er ikke særlig sart og sensitivt, vores forehavende. Men vi vinder flor om vores ord. Sådan skrives historien. Med skønskrift, men i bestemt form. Der er en række mænd, der holder taler, fører ordet. Enkelte kvinder flankerer dem, med budskaber, der til forveksling ligner dem, der ligger i de af mændene førte ord. Andre mænd og kvinder klapper. Atter andre kvinder og mænd slæber og pynter og rydder op bagefter. Og så har vi dem, der sidder i krogene og ude bagved og klager og klynker sig. Er uenige i dagens orden og talernes sidste ord. Disse bonde- og brokkerøve drikker sig fuldere og fuldere og til sidst tæver de hinanden eller dem, der er endnu længere ude. Yderst sidder en tigger. Hans pibende harmonika hiver efter vejret. Han beder om lidt klingende mønt, imens han pumper varm luft ind og ud af den gamle blæsebælg, lirer lidt lyd af for opmærksomhed.

At trække sigende sætninger sammen og vide dem ud igen, gør vi alle. Høje som lave, store som små, fede som smalle. Det er ingen kunst. Ingen poesi.