Det har jeg så ikke. Glemt dig. Jeg har bare pakket dig ned i en skuffe mellem ubrugelige noter, grafit og blegede garnruller. Hvor længe du har ligget der, ved jeg ikke, heller ikke hvor længe du skal blive der. Måske altid, måske aldrig.
Blyantspidseren er spændt fast til bordet. Jeg elsker at spidse de gule blyanter, en efter en, mens bly og træ samler sig som afrevne totter i skuffen under. Jeg ved ikke, om det bedste er pennens nyvundne skarphed eller alt det, der skrælles af. En dag vil der ikke være mere tilbage. Det føles godt. En dag vil alt være skrællet af, skrevet ned, forsvundet i en skuffe mellem garn og bleghed. Det føles godt, det gør det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar