Den Lille Sorte

Ud af Den Lille Sorte kommer en kvinde, højt og flot, blondt hår opsat, elegant i sin hverdagsbeklædning, lange ben i løstsiddende lange bukser. Der er noget i gangen, den måde hun skridter fortovet af på, som en scene eller et langt podium. Et øjeblik efter kommer en lille bylt hoppende ned fra butikkens trappesten. Med skulderen nærmest glidende mod udstillingsvinduerne langs fortorvet, bobber hun lidt forsigtigt efter skønheden, der på sin side går på kantstenen ud mod cykelstien, så langt fra den lille som muligt. Bylten har lyserød silkesløjfe i sort hår, er bred med korte ben i strømpebukser under hvid flæsekjole.

Så kom skraldet. Skønhedens læber spidser til og ud spyr hun væmmelse. Hvorfor skal du altid pille ved alt tøjet i butikkerne og gnide klæderne mellem dine små fede fingre? Du er henne og røre og rode ved det hele. Dine fedtede pølser er så ulækre i alting. Kan du da ikke se, hvor klamme de er? Det er pinligt at have dig med ud. For fremtiden må du sidde alene derhjemme, når jeg tager på shopping. For hver sætning, hvert nyt skridt hun tager, giver det et lille spjæt i Frk. Fedeberg, det lille utyske.

Den dag kommer, hvor hun føler sig hjemme i sit øgenavn, lyder det som enhver anden sit navn, tager det på sig, som Else Pelse sit Pølseskind, der dækker hænderne. Da er hun lejer med eget værelse, adgang til køkken, bad og toilet. Kannibalen har med gaflen kræsent skubbet hende ud på kanten af porcelænet.