Når jeg siger

Når jeg siger du skal passe på
så skal du passe på hende så
skal du ikke ynke dig selv undskylde dig selv over
for kærestebreve med falske snore så skal du ikke
vikle hvide bånd om hendes hals som bliver gule så snart jeg
vender ryggen til fordi du tror jeg ikke ser dig
Når jeg siger du skal passe på så skal
du passe på hende
ikke på vej ud af min dør med panden arrogant limet til månen du skal
se mig ind i ansigtet og sige at du passer på hende
Du skal passe på hende

anti-kanon

Og hvorfor altid disse gentagelser af de mindst betydende ord, som er du dermed mere Intet sigende mindre Alt favnende. Mest af alt. Ovenpå.
Hvorfor altid dyr men ingen græs. Intet hav, ingen himmel. Slet ikke himmel.

(Himle er blå og blåt er alt for meget. Men himlen er jo bare sfære og støvregn. Det er angsten for dit eget blå der skinner dig i øjnene, der får dig til at blinke, får dig til at se ned og at tale om en eller anden. Eller endnu bedre: en notesbog)

Det er nemmere at fylde det hvide ark end et skrånende blåt.
Så derfor: gentag.
Men ikke efter mig.

Ibris, ibris, ibris

Tvivlen

Jeg stod med Tvivlen i hænderne og lod den gro sig stor og rød
lod den fylde hele rummet med sin gennembrudsglød
og 18 nervøsiteter
Tvivlen, denne fine blanke Lykke med sit F punktum P punktum JAC alfabet rundt om
kommer mig til gode i en tid hvor jeg savner ord

Gode råd

Hvis du får en taburet
sælg den
hvis du får et nej
dobl det
hvis du sigter for lavt
skyd alligevel
hvis du mister alt
kig i dine forsikringspapirer
hvis du beskyldes for at være svindler
vær ydmyg
hvis du låner nogle fjer
smyk din hat
hvis du får det dårligt
giv det videre
hvis du begynder at forsvinde
nå det vigtigste først
hvis du ikke ved dine levende råd
se til de døde

ATMOSPHERE (34)

Mine digte (oversat til engelsk) & malerier:
Otoliths #14
Otoliths #15
&
David Byrne/Robert Fripp
Under Heavy Manners (video)
&
BLOGS:
Amy De'Ath
Kate Greenstreet
Amy King
Tony Trehy

24.10.09 12:56

Jeg ska regne ner
over menneskene
jeg ska skylle over levende døde
i førti døgn
ska jeg pøse på
tyngre enn syndefloden
ska det runge
fra en omvendt bukkake
himmelhøyt
te alt som står tebake
er meg

den enøyde

jeg troede bare du vidste det

jeg troede bare du vidste
at der findes sange
der søger forgæves efter toner at de
skifter farver ud med skud
huller fra liv til sort uden at tænke
på hjertets betingelser hjertets betingelser

”Det kan være”, sagde han til mig, ”det kan være, at svaret på vores længsel findes ude på landet.”
Altså tog vi næste dag en blå bus ud på landet, han og jeg.
”Hvornår starter landet?” spurgte jeg og tændte for min bærbare musikafspiller, mens chaufføren skruede op for Radio Viborg og anlagde en sur mine oppe i sit detektivspejl som sendte det ned langs rækkerne og specifikt ned mod mig. Han vendte sig om: ”Når du vil. Hvorfor spørger du om den slags ting?”
Jeg udvekslede et blik med ham i spejlet, og så kunne jeg godt se den var gal. ”Nu skal vi af!” sagde jeg og hoppede fra mit sæde ud i midtergangen, sparkede kækt frem for mig og slog ud med min arm som i en cabaret, så jeg ramte en ældre dame lige midt i sylten så hun gik ud som et lys. ”Så er det nuuuu!” hvislede jeg og vi sprang ud med rådne frugter flyvende om ørerne, de landede omkring os med en sumpet klirren mens vi løb, vi var på landet, og den gamle dame var alligevel humpet efter os sammen med sin stok og en grim lille hvid hund der boede i hendes indkøbsnet. Hun skreg op som en kæmpestor syg hejre og var magentafarvet i ansigtet og lavede dødsensfarlige streger i luften med sin stok. Vi var nødt til at gemme os bag en ko for derefter at lokke hende ud på marken, hvor vi til sidst fik overtalt en landmand til at køre hende over med sin mejetærsker. Det skuffende ved det hele var, at det var et kedeligt sted, hvor der ikke skete det mindste. Bondemænd går rundt derude dundrende alene og holder øje med deres åndssvage afgrøder og er enige om alting, så får de en idé og begynder at gestikulere og lave jappe-lyde i struben og grine fjoget indtil de stopper igen og begynder at grave huller med en savlende iver, der får dem til at ligne deres kvæg, der bare står og glor liderligt efter kornsiloerne i horisonten, mens deres fækalier bliver samlet i store tanke, sådan at lokale børn eller lokale tosser engang imellem har mulighed for at drukne i dem. Det er fanme det tætteste de kommer på poetisk retfærdighed! Lad være med at tage bussen!

Jaquine

Følgende har aldrig tidligere været nedfældet:

Da prinsessen var 14 år, nåede hendes kraftige, ibenholtblanke hår gulvet. Mens dronningen endnu levede, børstede hun prinsessens hår hver morgen og hver aften, men siden faldt hvervet på slottets anstandsdamer.

Som 18-årig havde prinsessens hår været i hænderne på 200 anstandsdamer og særligt uddannede hårbørstningspiger- og kvinder, og sågar et par enkelte unge mænd, som sages også at have talent for den slags. Men med 10 cm længere hår hvert år, og med alle de hår der faldt af under hver børstning, tiltog prinsessens nervøsitet for, at hun inden længe ikke ville have hår tilbage på hovedet, og hvordan så blive gift? Som 21-årig måtte kongen tvangsudskrive piger og kvinder til børstning af prinsessens hår; prinsessen var begyndt at insistere på, at hendes hårbørster for hvert hår, der sad i børsten efter børstningen, påførtes et snit på kroppen.

Årene, der fulgte prinsessen gennem tungsindet ved faldet i antallet af friere, var vidne til et begyndende oprør i befolkningen, der så sine kvinder skamferet af prinsessens nykker og frygt. Kongen udlovede således 1000 guldmønter pr. år til dén kvinde, som indtil prinsessen fandt en ægtefælle kunne udholde smerterne ved at blive snittet. Den tredje ansøger, en 17-årige skønhed, var endnu på pladsen et halvt år senere.

Hun var et bemærkelsesværdigt menneske. Ikke blot var hun usædvanlig blid, effektiv og hurtig, når hun børstede prinsessens hår; der var også sjældent mere end ti hår på børsten, når hun var færdig. Snittene valgte hun selv placeret på underarmene, på skuldrene, på benene - i skarp kontrast til alle tidligere hårbørstere, der havde bønfaldet om at kunne skjule arrene. En særlig dårlig dag for prinsessen havde resulteret i snit uadspurgt placeret på hårbørsterens ansigt - en mærkning hårbørsteren modtog med oprejst nakke og strålende øjne, og siden nyttesløst bad om at måtte bygge videre på.

Prinsessen var blevet led og ked af at skulle straffe med blod, og hvad var også en straf værd, som blev modtaget som gave? Et forsøg på at sætte en stopper for snit-per-hår resulterede i flere hår i børsten og tyst afventen betalingen i blod. Hvilket gjorde prinsessen mere opsat på at gøre op med egen praksis, mens der blev flere og flere hår at se i børsten, og så fremdeles, til dét øjeblik hvor hårbørsteren fremviste striktøjet, hun arbejdede på: Prinsessens kulsorte hår fingernemt fjernet fra børsten inden fremvisning, kunstfærdigt spundet til luftig tråd, og en smuk sort cardigan strikket halvt færdig.

I prinsessens bevidsthed fandtes ingen bedre hårbørster. Snarere end at gøre et eksempel af hårbørsterens ulydlighed og bedrag foreslog hun, at alle hår i børsten fordeltes i antal snit, halvdelen til prinsessen af vælge placeringen af, halvdelen til hårbørsteren at bestemme over, og skulle prinsessen tage hårbørsteren i at fjerne hår fra børsterne under arbejdet, var disse snit hendes at placere. Hårbørsteren indvilligede, og flyttede ind i værelset, der stødte op til prinsessens.

Iført den sorte cardigan af eget hår blev prinsessen gift det efterfølgende efterår, med en gemal hun over ganske få år lærte af elske af hjertet. Hårbørsteren forblev prinsessens hårbørster og overlevede hende med et halvt årti. Begge blev de gamle nok til at kunne have fortalt en forbilledlig eller opbyggelig historie, men gjorde det ikke.

Hverken prinsessen eller hårbørsteren trak nogen sinde selv en kniv over hud.

Han hedder Jaquine.

well again

there is nothing

quoth I...

like getting drunk

all ceases

regular transport no longer running

what is there

that we have no time for

any longer?

I quoth

I linger

waiting to be born again

from alchohol and tobacco

freed from restraints that minimise my time

by divvying it up into smaller parts I linger...

only as the wait at the healer's hand:

to get served

to go home and be well again

my self

poeten skal lade

poeten skal lade spørgsmålet ubesvaret

REJSEN PÅ STEDET HEN

Vejlegade, Kbh Ø

Silkeborg Plads, Kbh Ø

Nygårdsvej, Kbh Ø

Notting Hill, London

Samsøgade, Kbh Ø

Vesterbrogade, Kbh V

Porto, Portugal

Frederiksberg Allé, Kbh F

Gothersgade, Kbh C

Sigurdsgade, Kbh N

Husumgade, Kbh N

ved den store kirkegård i Prag, Tjekkiet

Bjarkesvej, 8230 Åbyhøj

Strandtoften, 4200 Slagelse

Freundsgade, Kbh V

Frydendalsvej, Frederiksberg C

Sindshvilevej, Frederiksberg K

Tranebjerg, Samsø

Kolby Kås, Samsø

Parkvænget 4000 Roskilde

Haveforening i sommermånederne...

jeg har sikkert lykkeligt glemt steder

og hende jeg deler samtid med

har hjemme for 35. gang, vi er ikke sigøjnere

en bolig følger bare automatisk med når man flytter, vi skal jo

alle sammen bo et sted, ikke

det samme sted: forskellige-fra-hinanden-steder

som dagene vi vokser ind i forandrer sig, pludselig

en morgen behøver vi at flytte os igen

fordi noget er rejst i forvejen og vil ha os med:

en drøm, en længsel, en trang til noget andet

- aldrig meningen at hjertet skal unddrages dem vi elsker som blir

men vejene får altid lige lidt mere elastik...

vi må rejse, vi må se noget andet, bo under andre forhold

i andre omgivelser med andre liv med andre afstande

til naturen til menneskene til indkøb og faciliteter

udfordringer i job og bekendtskabsskabelse og igen

lære nyt, se og lugte og forsage nyt

og boligen

boligen venter altid i den anden ende

boligen dukker altid op når den skal

et værelse, et hus, en båd, en autocamper, låne leje eje

to lys på bordet og en dug og fem puder på sengen

og en bog, lidt musik, så er det hjemme

så er jeg hjemme

så længe jeg er her, på rejse

hvor jeg er -

hvor vi er

fedtemand

knofedtet sidder løst vælter omkring din person
slappe skid kan du ikke se jeg truer kan du ikke høre
din pande kruse om dine ører når jeg slår
slår din pæne nakke så den
dumper ned på gulvet bøjer sig kløvet i gulvet kan du
kan du ikke mærke det?

u.t.

Jeg har båret
en hvisketorn
til søens
ånde

mit kød er godt

som lystflyvere hegner
værelser i luftens grundrids

et hjørne af sky.

Parabolhypnose.

someday somewhere

en dag vil jeg lære at gå videre lade som om intet er sket
selv det mest skelsættende møde med lyset nedgangen solen
lade det ligge som om intet var
meningen kun en forvirret vibration på afveje
lagt i hatten med hullet i midten

Oktober i Odsherred

Oktoberdagen
flytter ind med duft af muld.
Fuglene grånes.

Arkitektens håb I-III

Arkitekten I

Tilstandsrapport

Jeg mødte min arkitekt ude på markerne. Han trak sig
sammen og sagde, at verden var et system af tilfældige
sammentræf. Han kunne ikke længere måle de rette
vinkler. Skovbrynet buede ganske rigtigt en smule
udad mod venstre. Sammen med filharmonikerne gik
jeg ned til vandhullet. Her var alting blevet suget ned
og lå som et spejl af himlen ovenfor. En svag
erindring om fremtiden blafrede som en vindpose
ude ved vejen. Vejrstationen var forladt, verden
kunne ikke længere forudsiges, lattercoachen havde
lagt den syge hejre i en balje med blødgørende sæbe.
Økonomiens svingninger klingede af sammen med
filharmonikerne. Det var torsdag og alle havde glemt
at være trætte, at have ondt af noget, de ikke vidste
hvad var: smagen af sporvognsolie på et stoppested i
provinsen, lugten af en ubetalt regning i et par bukser,
der netop var blevet tørretumblet. ”Vi maler det hele
i pastelfarver og giver svenskerne gule navne”,
sagde arkitekten pludselig. Han trak hjemad med sin
olieindsmurte indkøbspose: her havde han alle tallene,
alle de eksakte udregninger, der beviste, at tanker
i virkeligheden var lavet af et
uformeligt materiale.

18.4.2009

Arkitekten II

Verden er af lave, og arkitekten er vort eneste håb,
den sidste psykolog, der kan genrejse mennesket efter
sammenbruddet af idealer. ”Tallene viser, at folk
bruger deres penge forkert. De fleste er stinkende
rige, men de kommer skævt ind i labyrinten af
udvekslinger, og det efterlader dem tomme og frysende
et sted ude på bjergenes bagside. Her står de med en
lille seddel, hvor alting er skrevet med en baglæns
logik, med svingende ulæselighed. Nu kan de ikke
længere finde meningen i en ganske almindelig
kogebog, og selv en S-togs station en søndag
eftermiddag fremstår falmet og useriøs. Vi må samle
idéer ind i et talkshow for venstrehåndede
terapeuter. Herved bliver ligningen mere kompleks,
mere sammensat, men også hurtigere og mere glat
som en ål.”

Nu var tiden kommet, hvor dyrene skulle lægges
til ro. Arkitekten fløjtede, vi fangede svalerne ind
og lagde dem på hver sin pude af mos. Nu lå de som
små salmevers og puttede sig, en langsom rislen af
forventninger der gradvist steg og herefter blev
svagere,
tonede ud i den tiltagende skumring.

19.4.2009.

Arkitekten III

Mysteriet om den fraktale kogeø

”Gribesved, fjeldspat”, sagde min arkitekt,
”problemet med den historiske kontekst er, at den
aldrig fører dig helt derud, hvor sproget går
i stykker. Det er simpelthen for lyddæmpende.
Misforståelsens knirkende hængsler gennem natten.
Generatorers for tidligt fødte verdensforståelse.
Jeg koger, altså er jeg fraværende: det er altid
for tidligt at sige noget, for sent at forstå.
Jeg må hjem og lægge mine svedende monstre i seng,
dune dem lidt med et par kolde
kontraster. Ved du hvad klokken er på
parkeringspladsen uden for byggemarkedet?” Jeg
skruede det hele sammen indvendig
og fortalte ham det.

Benzintankens klare skilt hang som en måne over
horisonten. Arkitektens ludende og ligesom lidt
fortabte skikkelse på landevejen: jeg kunne
mærke hans irritation over, at han endnu ikke
var blevet medlem af udvalget for skjulte
forsinkelser. De behandlede sager i grænselandet
mellem forforståelsens guld og eftertankens mere
udvandede,
blå tonarter. Han gik glip af de mest
vidunderlige symfonier, og alligevel
sukkede han
ikke en eneste gang
på vejen hjem.

3.5.2009.

Pladder-banal tanka m. vedhæng

Er der nat i ”sort”?
Citronhalvmånen spejles
i dieselsøens
skrævende smådyr og jeg
kræver lyden tilbage

fra sølvfoliets
dødehavsflade fra ra
diobølgenernes
usynlige spindelvæv
til ørets vugge og bur.

*
Nattens tændte oaser.

*

Som tilstand er vi
noget, der går over, som
forkølelse og
lysets tilstand som foton
eller bølge. Både og.

haiku har ikke titler

begsort kaffe
i tynde, hvide kopper
- samtalen går trægt

"som" ?

hvad kan være mere spændende end en gåde
der akkurat kan gennemskues uden at blive løst
som krybende sindssyg hund og katteklør over krads
som mønsteret på knolden der får lynlås og
trækkes ned over ansigtets gummimaske zippes op
i et sagnblæst vingeklædt skrig?

08.10.09 21:48

På rolige dager
tar jeg heisen opp på taket
ser stjernene
likesom høl i et veldig tak
jeg fyller lommene med glør
fra alle byens hjørner
før jeg durer ner igjen
og brenner inne

Lenes bekymringer

Lige nu er Lene sikker
på at redningsbåden er faldet af
at den ikke kan genfindes, jeg sover
men har trukket trøjen op
over hovedet, for at få fred, lige nu
er Lene sikker på at det næste
lyn vil flænge hendes gardin
i køkkenet, det har jeg ingen mening om
det er mange år siden
jeg har set hende

Ikke at vide

men at duve
på samme plet
i forskelligt vand
over en betonklods
under havets spejl

Opbrudt

Tyngde letter
*
som asfalt
gennem græs
*

der søges

liv der ikke helt kan ses måske de
ulmer under vand fortvivlet vand og råber
forbi de store både som duver i automatik
rundt om tangblærer fiskeben Langeland Hveen
slam i slyngformationer der gasser og ligner
gamle liv på troner der ikke tæller
med fordi de er er frønnede sorte forbi
liv der må søges som sidste dyr
der slukker kompasset

PRÆDIKEREN SOM GAMMEL

Jeg er for gammel til at se den her film. Jeg smiler overbærende af mig selv – jeg er nu sød, den olding.

Far, jeg ved, du har en anden rigdom. Husk, dit navn er far. Jeg går stadig den tur med dig, og jeg har stadig din hat på hovedet.

Landskabet fra dengang er skabt som en gammel vase med nye blomster. Hver dag går jeg i centeret og køber blomster til dig.

Mor er en klippe, og her har du bygget din kirke, lever og ånder i sin gamle by, tænder stjerner, kigger på dem hver nat.

Liste

Sortere stregerne i Picasso
Normalisere f'erne
Male skorstene lyseblå
Ændre et ord i alle bøger

Klippet ud af luften.

Fyldt af substans.

Jeg må holde mig i nærheden af ham.

ATMOSPHERE (33)

"Instead of" i den sidste udgave (#7) af streetcake magazine
&
4 digte & 2 malerier i Poet's Corner
&
WINTER'S OBJECTION,
The New Post-literate: a gallery of asemic writing
&
BLOGS:
Anny Ballardini NarcissusWorks
John Grochalski Winedrunk Sidewalk

Øverste kirurgiskes månedlige oplæsning

Den sidste hal, Enghavevej 82, den 1.10., kl. 20.

Foreløbigt program:

Vagn Steen
Amalie Smith
Anette Højlund
Niels Henrik Svarre Nielsen
Thomas Krogsbøl
Sternberg

Flere navne følger.

Tiltagende

Du kan ikke huske bulgarske nætter
men du kan mærke lagnerne
med omrids af det
du ikke efterlod
mens træerne trøster sig
bag jord og frodighed
i flæbende grønt

Kontrasten er slående
det samme er du og jeg
og alt det vi taler om
hver for sig
mens dagen aftager og
tiden tiltager
imellem os

Dowlands lut

Dowlands lut træder
med spæde skridt i lyset
en dans på støvets
korn i luften, i nattens
stilhed, i høstsolens kurv.

Som en hvisken mellem de,
der kun i enrum taler

højt.

Kære G

knuget fimbuløje
smukt med solen missende
smukt med frosten i klemme i sprækken
tynd stribe af vår

Øm haiku

Måske satte jeg
mig på en hveps, der sad på
stolen før mig. Nu

er den død, og jeg
er øm i røven. Sommer,
morskab og ømhed.

*

Når året hælder,
løber tiden ud. Hullet
hedder oktober.

Detalje

*
knopsort bryder
Du
mit
*
jeg har aldrig været
mindre Levende
mere Jeg
*
End
Nu
*
End
Da
*
End
*

Så er det altså sådan

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

Flid og foretagsomhed

Jeg får lavet det jeg kan overkomme, men pligterne
knækker mig ikke, får mig dog til at knejse
med nakken og dukke den regnvejrsstemning igen
med komplet filmlyd og forfængelig
påståelighed, lige som den skrivende der aldrig læser
en bog af et ærligt hjerte
så går jeg beslutsomt op på tyvende etage
for at se den legendariske udsigt
og hvad ser jeg så, jeg har været her før
så må jeg tilbage ad trappen hvor jeg kom fra
med hunden fra i går efter mig
og alle mønterne i hovedet som om
jeg skulle tælle efter hvor jeg går

Jeg kan ikke vente længere

Jeg er gået ned til vandet i bare tæer. Jeg kan høre regnen knitre i klitterne, der har ligget her i mange år uden nogensinde at have været helt som de er nu. Nede ved strandkanten kan man høre regnen sludre med havet: det lyder som tusind små glade børn med klare øjne der tysser på hinanden i et teater. Med det underste af mine fødder undrer jeg mig over, at vådt sand er mere hårdt end tørt sand, og så går jeg helt ud til kanten og begynder at gå langs brydningslinien, og presser hælen eller mine tåspidser ned i sandet hver gang jeg tager et skridt, og det er på sådan en abrupt prøvende måde, jeg ligner en maratonløber, der ikke kan huske hvordan man gør. Himlen virker på en måde tilfreds med sig selv, fordi regnvejret er så høfligt og hemmeligt et foretagende, som det er. Den har en meget flot farve, som også er meget stille.

Jeg blev ved lige til det holdt op.

Tungsindigt

Favnende
elskende og
brydning i mønstre
med havet som lyd

sortnende havskum
starter og
bryder mod sandet
hørbart
knitrende

befriende
ufravendt og
hud på hud
du kysser
diskant
du kysser

Højby by (a Summers) Night

trenches_2

Ufortalt

jeg ønsker ikke, at du spørger igen, men jeg savner, at du mangler svar

Moderne tider

Det er altid moderne tider. Et sted i fortiden er der én, der undrer sig over det første elektriske lys, mens der er rigeligt med personer, der i disse tider undrer sig over, at vi ikke er kommet længere i vore fremskridt, og jeg, jeg undrer mig over, at der findes så uendelig meget fred i William Byrds og John Dowlands musik, og de levede immerhen i en noget mere turbulente og sygdomsramte tider, og kunne vel sagtens have haft gavn af rindende vand, både koldt og varmt, f.eks. Måske de også havde en så meget desto større trang til at søge ”det skønne”.
Vinden lyder i de sensommertørre blade som var det havet, der hviskede udenfor min nordvendte dør.
Underboen, der har en rød bil, har fået en kæreste, som også har en rød bil. En anden nuance, ganske vist, og visse krakilere ville vel også hævde: ”En anden farve, min Herre!”, men jeg er ingens herre, og, skal jeg sige Dem, jeg har en fortid som kunstmaler, så jeg véd, hvad jeg taler om, når jeg taler om farver, men jeg er doven, så jeg nøjes med at sige rød, når jeg f.eks. lige så godt kunne have sagt vinrød, marroon eller bordeaux-rød. En bil er vel i bund og grund en bil.

Om at tale med sig selv

Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.

AMTOSPHERE (32)

E'ratio Poetry Journal
&
MUDLARK, An Electronic Journal
of Poetry & Poetics, Never in and
never out of print...
&
5_TROPE
&
JAAM
&
BRAZILIAN VISUAL POETRY