lørdag den 17. oktober 2009

poeten skal lade

poeten skal lade spørgsmålet ubesvaret

REJSEN PÅ STEDET HEN



Vejlegade, Kbh Ø

Silkeborg Plads, Kbh Ø

Nygårdsvej, Kbh Ø

Notting Hill, London

Samsøgade, Kbh Ø

Vesterbrogade, Kbh V

Porto, Portugal

Frederiksberg Allé, Kbh F

Gothersgade, Kbh C

Sigurdsgade, Kbh N

Husumgade, Kbh N

ved den store kirkegård i Prag, Tjekkiet

Bjarkesvej, 8230 Åbyhøj

Strandtoften, 4200 Slagelse

Freundsgade, Kbh V

Frydendalsvej, Frederiksberg C

Sindshvilevej, Frederiksberg K

Tranebjerg, Samsø

Kolby Kås, Samsø

Parkvænget 4000 Roskilde

Haveforening i sommermånederne...

jeg har sikkert lykkeligt glemt steder

og hende jeg deler samtid med

har hjemme for 35. gang, vi er ikke sigøjnere

en bolig følger bare automatisk med når man flytter, vi skal jo

alle sammen bo et sted, ikke

det samme sted: forskellige-fra-hinanden-steder

som dagene vi vokser ind i forandrer sig, pludselig

en morgen behøver vi at flytte os igen

fordi noget er rejst i forvejen og vil ha os med:

en drøm, en længsel, en trang til noget andet

- aldrig meningen at hjertet skal unddrages dem vi elsker som blir

men vejene får altid lige lidt mere elastik...

vi må rejse, vi må se noget andet, bo under andre forhold

i andre omgivelser med andre liv med andre afstande

til naturen til menneskene til indkøb og faciliteter

udfordringer i job og bekendtskabsskabelse og igen

lære nyt, se og lugte og forsage nyt

og boligen

boligen venter altid i den anden ende

boligen dukker altid op når den skal

et værelse, et hus, en båd, en autocamper, låne leje eje

to lys på bordet og en dug og fem puder på sengen

og en bog, lidt musik, så er det hjemme

så er jeg hjemme

så længe jeg er her, på rejse

hvor jeg er -

hvor vi er

torsdag den 15. oktober 2009

fedtemand

knofedtet sidder løst vælter omkring din person
slappe skid kan du ikke se jeg truer kan du ikke høre
din pande kruse om dine ører når jeg slår
slår din pæne nakke så den
dumper ned på gulvet bøjer sig kløvet i gulvet kan du
kan du ikke mærke det?

tirsdag den 13. oktober 2009

u.t.

Jeg har båret
en hvisketorn
til søens
ånde

mit kød er godt

som lystflyvere hegner
værelser i luftens grundrids

et hjørne af sky.

Parabolhypnose.

mandag den 12. oktober 2009

someday somewhere

en dag vil jeg lære at gå videre lade som om intet er sket
selv det mest skelsættende møde med lyset nedgangen solen
lade det ligge som om intet var
meningen kun en forvirret vibration på afveje
lagt i hatten med hullet i midten

søndag den 11. oktober 2009

Oktober i Odsherred



Oktoberdagen
flytter ind med duft af muld.
Fuglene grånes.

Arkitektens håb I-III

Arkitekten I

Tilstandsrapport

Jeg mødte min arkitekt ude på markerne. Han trak sig
sammen og sagde, at verden var et system af tilfældige
sammentræf. Han kunne ikke længere måle de rette
vinkler. Skovbrynet buede ganske rigtigt en smule
udad mod venstre. Sammen med filharmonikerne gik
jeg ned til vandhullet. Her var alting blevet suget ned
og lå som et spejl af himlen ovenfor. En svag
erindring om fremtiden blafrede som en vindpose
ude ved vejen. Vejrstationen var forladt, verden
kunne ikke længere forudsiges, lattercoachen havde
lagt den syge hejre i en balje med blødgørende sæbe.
Økonomiens svingninger klingede af sammen med
filharmonikerne. Det var torsdag og alle havde glemt
at være trætte, at have ondt af noget, de ikke vidste
hvad var: smagen af sporvognsolie på et stoppested i
provinsen, lugten af en ubetalt regning i et par bukser,
der netop var blevet tørretumblet. ”Vi maler det hele
i pastelfarver og giver svenskerne gule navne”,
sagde arkitekten pludselig. Han trak hjemad med sin
olieindsmurte indkøbspose: her havde han alle tallene,
alle de eksakte udregninger, der beviste, at tanker
i virkeligheden var lavet af et
uformeligt materiale.

18.4.2009

Arkitekten II

Verden er af lave, og arkitekten er vort eneste håb,
den sidste psykolog, der kan genrejse mennesket efter
sammenbruddet af idealer. ”Tallene viser, at folk
bruger deres penge forkert. De fleste er stinkende
rige, men de kommer skævt ind i labyrinten af
udvekslinger, og det efterlader dem tomme og frysende
et sted ude på bjergenes bagside. Her står de med en
lille seddel, hvor alting er skrevet med en baglæns
logik, med svingende ulæselighed. Nu kan de ikke
længere finde meningen i en ganske almindelig
kogebog, og selv en S-togs station en søndag
eftermiddag fremstår falmet og useriøs. Vi må samle
idéer ind i et talkshow for venstrehåndede
terapeuter. Herved bliver ligningen mere kompleks,
mere sammensat, men også hurtigere og mere glat
som en ål.”

Nu var tiden kommet, hvor dyrene skulle lægges
til ro. Arkitekten fløjtede, vi fangede svalerne ind
og lagde dem på hver sin pude af mos. Nu lå de som
små salmevers og puttede sig, en langsom rislen af
forventninger der gradvist steg og herefter blev
svagere,
tonede ud i den tiltagende skumring.

19.4.2009.

Arkitekten III

Mysteriet om den fraktale kogeø

”Gribesved, fjeldspat”, sagde min arkitekt,
”problemet med den historiske kontekst er, at den
aldrig fører dig helt derud, hvor sproget går
i stykker. Det er simpelthen for lyddæmpende.
Misforståelsens knirkende hængsler gennem natten.
Generatorers for tidligt fødte verdensforståelse.
Jeg koger, altså er jeg fraværende: det er altid
for tidligt at sige noget, for sent at forstå.
Jeg må hjem og lægge mine svedende monstre i seng,
dune dem lidt med et par kolde
kontraster. Ved du hvad klokken er på
parkeringspladsen uden for byggemarkedet?” Jeg
skruede det hele sammen indvendig
og fortalte ham det.

Benzintankens klare skilt hang som en måne over
horisonten. Arkitektens ludende og ligesom lidt
fortabte skikkelse på landevejen: jeg kunne
mærke hans irritation over, at han endnu ikke
var blevet medlem af udvalget for skjulte
forsinkelser. De behandlede sager i grænselandet
mellem forforståelsens guld og eftertankens mere
udvandede,
blå tonarter. Han gik glip af de mest
vidunderlige symfonier, og alligevel
sukkede han
ikke en eneste gang
på vejen hjem.

3.5.2009.

fredag den 9. oktober 2009

Pladder-banal tanka m. vedhæng

Er der nat i ”sort”?
Citronhalvmånen spejles
i dieselsøens
skrævende smådyr og jeg
kræver lyden tilbage

fra sølvfoliets
dødehavsflade fra ra
diobølgenernes
usynlige spindelvæv
til ørets vugge og bur.

*
Nattens tændte oaser.

*

Som tilstand er vi
noget, der går over, som
forkølelse og
lysets tilstand som foton
eller bølge. Både og.

haiku har ikke titler

begsort kaffe
i tynde, hvide kopper
- samtalen går trægt

"som" ?

hvad kan være mere spændende end en gåde
der akkurat kan gennemskues uden at blive løst
som krybende sindssyg hund og katteklør over krads
som mønsteret på knolden der får lynlås og
trækkes ned over ansigtets gummimaske zippes op
i et sagnblæst vingeklædt skrig?

torsdag den 8. oktober 2009

08.10.09 21:48

På rolige dager
tar jeg heisen opp på taket
ser stjernene
likesom høl i et veldig tak
jeg fyller lommene med glør
fra alle byens hjørner
før jeg durer ner igjen
og brenner inne

Lenes bekymringer

Lige nu er Lene sikker
på at redningsbåden er faldet af
at den ikke kan genfindes, jeg sover
men har trukket trøjen op
over hovedet, for at få fred, lige nu
er Lene sikker på at det næste
lyn vil flænge hendes gardin
i køkkenet, det har jeg ingen mening om
det er mange år siden
jeg har set hende

onsdag den 7. oktober 2009

Ikke at vide

men at duve
på samme plet
i forskelligt vand
over en betonklods
under havets spejl

tirsdag den 6. oktober 2009

mandag den 5. oktober 2009

der søges

liv der ikke helt kan ses måske de
ulmer under vand fortvivlet vand og råber
forbi de store både som duver i automatik
rundt om tangblærer fiskeben Langeland Hveen
slam i slyngformationer der gasser og ligner
gamle liv på troner der ikke tæller
med fordi de er er frønnede sorte forbi
liv der må søges som sidste dyr
der slukker kompasset

lørdag den 3. oktober 2009

PRÆDIKEREN SOM GAMMEL

Jeg er for gammel til at se den her film. Jeg smiler overbærende af mig selv – jeg er nu sød, den olding.

Far, jeg ved, du har en anden rigdom. Husk, dit navn er far. Jeg går stadig den tur med dig, og jeg har stadig din hat på hovedet.

Landskabet fra dengang er skabt som en gammel vase med nye blomster. Hver dag går jeg i centeret og køber blomster til dig.

Mor er en klippe, og her har du bygget din kirke, lever og ånder i sin gamle by, tænder stjerner, kigger på dem hver nat.

torsdag den 1. oktober 2009

Liste

Sortere stregerne i Picasso
Normalisere f'erne
Male skorstene lyseblå
Ændre et ord i alle bøger

onsdag den 30. september 2009


Klippet ud af luften.

Fyldt af substans.

Jeg må holde mig i nærheden af ham.

tirsdag den 29. september 2009

mandag den 28. september 2009

Øverste kirurgiskes månedlige oplæsning

Den sidste hal, Enghavevej 82, den 1.10., kl. 20.

Foreløbigt program:

Vagn Steen
Amalie Smith
Anette Højlund
Niels Henrik Svarre Nielsen
Thomas Krogsbøl
Sternberg

Flere navne følger.

søndag den 27. september 2009

Tiltagende

Du kan ikke huske bulgarske nætter
men du kan mærke lagnerne
med omrids af det
du ikke efterlod
mens træerne trøster sig
bag jord og frodighed
i flæbende grønt

Kontrasten er slående
det samme er du og jeg
og alt det vi taler om
hver for sig
mens dagen aftager og
tiden tiltager
imellem os

lørdag den 26. september 2009

Dowlands lut

Dowlands lut træder
med spæde skridt i lyset
en dans på støvets
korn i luften, i nattens
stilhed, i høstsolens kurv.

Som en hvisken mellem de,
der kun i enrum taler

højt.

fredag den 25. september 2009

Kære G

knuget fimbuløje
smukt med solen missende
smukt med frosten i klemme i sprækken
tynd stribe af vår

Øm haiku

Måske satte jeg
mig på en hveps, der sad på
stolen før mig. Nu

er den død, og jeg
er øm i røven. Sommer,
morskab og ømhed.

*

Når året hælder,
løber tiden ud. Hullet
hedder oktober.

torsdag den 24. september 2009

Detalje

*
knopsort bryder
Du
mit
*
jeg har aldrig været
mindre Levende
mere Jeg
*
End
Nu
*
End
Da
*
End
*

Så er det altså sådan

Vi vinker farvel til vore drømme
de ligner hvide måger
med retning mod havet
ind under aften
Så er det altså sådan det er
vi nivellerer vore længsler
afstemmer håbet med realiteten
synker en smule mere ned i mosset
dybere nu dag for dag
accepterer uden nævneværdig smerte
at himlen blot er et astronomisk fænomen
vi erindrer glimtvis men stærkt
bærer den tyngde med os i cellerne
ind i skumringstimen
Så er det altså sådan det er
at blive ældre

Flid og foretagsomhed

Jeg får lavet det jeg kan overkomme, men pligterne
knækker mig ikke, får mig dog til at knejse
med nakken og dukke den regnvejrsstemning igen
med komplet filmlyd og forfængelig
påståelighed, lige som den skrivende der aldrig læser
en bog af et ærligt hjerte
så går jeg beslutsomt op på tyvende etage
for at se den legendariske udsigt
og hvad ser jeg så, jeg har været her før
så må jeg tilbage ad trappen hvor jeg kom fra
med hunden fra i går efter mig
og alle mønterne i hovedet som om
jeg skulle tælle efter hvor jeg går

Jeg kan ikke vente længere

Jeg er gået ned til vandet i bare tæer. Jeg kan høre regnen knitre i klitterne, der har ligget her i mange år uden nogensinde at have været helt som de er nu. Nede ved strandkanten kan man høre regnen sludre med havet: det lyder som tusind små glade børn med klare øjne der tysser på hinanden i et teater. Med det underste af mine fødder undrer jeg mig over, at vådt sand er mere hårdt end tørt sand, og så går jeg helt ud til kanten og begynder at gå langs brydningslinien, og presser hælen eller mine tåspidser ned i sandet hver gang jeg tager et skridt, og det er på sådan en abrupt prøvende måde, jeg ligner en maratonløber, der ikke kan huske hvordan man gør. Himlen virker på en måde tilfreds med sig selv, fordi regnvejret er så høfligt og hemmeligt et foretagende, som det er. Den har en meget flot farve, som også er meget stille.

Jeg blev ved lige til det holdt op.

Tungsindigt

Favnende
elskende og
brydning i mønstre
med havet som lyd

sortnende havskum
starter og
bryder mod sandet
hørbart
knitrende

befriende
ufravendt og
hud på hud
du kysser
diskant
du kysser

tirsdag den 15. september 2009

Ufortalt

jeg ønsker ikke, at du spørger igen, men jeg savner, at du mangler svar

lørdag den 12. september 2009

Moderne tider

Det er altid moderne tider. Et sted i fortiden er der én, der undrer sig over det første elektriske lys, mens der er rigeligt med personer, der i disse tider undrer sig over, at vi ikke er kommet længere i vore fremskridt, og jeg, jeg undrer mig over, at der findes så uendelig meget fred i William Byrds og John Dowlands musik, og de levede immerhen i en noget mere turbulente og sygdomsramte tider, og kunne vel sagtens have haft gavn af rindende vand, både koldt og varmt, f.eks. Måske de også havde en så meget desto større trang til at søge ”det skønne”.
Vinden lyder i de sensommertørre blade som var det havet, der hviskede udenfor min nordvendte dør.
Underboen, der har en rød bil, har fået en kæreste, som også har en rød bil. En anden nuance, ganske vist, og visse krakilere ville vel også hævde: ”En anden farve, min Herre!”, men jeg er ingens herre, og, skal jeg sige Dem, jeg har en fortid som kunstmaler, så jeg véd, hvad jeg taler om, når jeg taler om farver, men jeg er doven, så jeg nøjes med at sige rød, når jeg f.eks. lige så godt kunne have sagt vinrød, marroon eller bordeaux-rød. En bil er vel i bund og grund en bil.

søndag den 6. september 2009

Om at tale med sig selv

Markerne omkring vores hus var således anrettet (af det ubenævneliges ældgamle hænder), at en dreng i sin sjette sommer kunne skue ud over dem fra forældrenes soveværelsesvindue; og skue så længe, at han begyndte ubevidst at vente på evighedens indtræden. Denne langsomme udstrækning af sindet mod landskabets døsen kom pludselig til live, når han fik en ubeskrivelig trang til at bevæge sig ned i dette billede, bevæge sig i det mandshøje græs og modtage solens stråler sammen med det. Denne trang satte ind som var det individets eneste mulighed for en urfornemmelse, og når drengen kom derned, kunne han mærke stenene langs åen sitre ærværdigt i den blide varme, som naturens kirkegængere der hver dag modtager solens prædiken og drikker uafvendeligt af vandets bugtende kile. Således slog tiden sig selv ihjel og fiskede drengens hjerte ud af hans bryst, som med kroge af filt omvundet med blomsterranker. Således blev grusets sælsomme knasen under hjemturen så velkendt en ven, at han efter endt liv blot ville ønske, at den var alt, der ledsagede hans vej til himlen. Således taler årstiderne ufatteligt.

torsdag den 3. september 2009

AMTOSPHERE (32)

E'ratio Poetry Journal
&
MUDLARK, An Electronic Journal
of Poetry & Poetics, Never in and
never out of print...
&
5_TROPE
&
JAAM
&
BRAZILIAN VISUAL POETRY

Halvmåne af uløselig ligning

Der var engang et land, hvor mennesket og den

iberiske skovsnegl levede i harmoni side om side.

Men alle spor er forlængst slettet på naturlig vis,

da det er 40.000 somre siden. Vi ved ikke, hvad

der gik galt. Resultaterne kan blot ses. Mennesket

kultiverer hvert et landskab. Ubærligt let. Vi må

antage, at hvis bæveren havde samme grad af
dårskab var den sikkert overvældet af misundelse.
Det er dog et større mysterie, hvorfor mennesket
anlægger disse græsplæner.


søndag den 30. august 2009

Ornitologisk

Over skulderen bærer han en armygrøn skuldertaske af den slags, der kan modstå al slags vejr. Han synes om farven. Den minder ham om den farve, himlen kan have lige efter en tordenskylle.
I tasken har han et antikvarisk eksemplar af ”Fugle i farver”, en tysk parlør, en kikkert og en skitseblok. I skjortelommen bærer han en blyant: den bliver så nemt væk på bunden af tasken, og i brystlommen er den altid til at finde.

Nemlig!


Han svinger armene. En, to, en, to - taktfaste sving frem og tilbage. Armenes bevægelser tvinger ham fremad, hvor han ellers ville gå i stå. Tasken svinger modsat.
Kun blyanten er i ro, som den stoisk stikker hovedet frem fra brystlommen.


Undervejs på sine vandringer ser han solstjært, gråmejser og lavthængende hættemåger uden hals. Alle er de opført på himlen som Fugle i Farver med tyskklingende navne og tyste næb. Set gennem kikkertens øje ligner de slet ikke fugle, men sorte Rorschach-pletter klistret op mod blå.


Det er uforståeligt men sandt og svinger han armene højt nok, kan han gribe dem med fingrene og gemme dem i brystlommen, til han når hjem. Der vil han tyde dem efter forgodtbefindende og tegne et udråbstegn på blokken.
Sådan!

onsdag den 26. august 2009

Selvom jeg ikke kan den sten, er den ikke til at rokke

Altså,
så jeg går derhen
igen
så sidder jeg der
og lytter til noget
jeg må høre på nogen
der siger noget
der vil mig noget
det er ligesom når vinden
bevæger en solhats tunge
blomsterhoved
på en alt for lang stilk
og man tror den vil knække
eller når du kaster
med bogstaver
og der står kubhløpåmuhsgt
som betyder I love you
hellere det end
alle de fugle der har et navn
men ingen krop

mandag den 24. august 2009

Hvorfor

har jeg først set det nu
hospitalet der styrtede bygninger i grus
vinterens nye ofre - de dyre lidelser er snu - men hvorfor
har slagene ikke givet genlyd over marker
hav og huse groet ud af dit land alle øjnene
alle lemmerne - det koster jo ikke noget
Hvorfor dette mørke over ansigtet denne pose af dumhed hvor
bevidstheden betaler med sin klarhed og presser sig forbi solen
hvor biler kører begge veje uden at skelne mellem spøgelser eller bjerge
Hvorfor er det lørdag med badekar når vandet er frosset til is når
rosen er falmet paryk der krøller som filtrede blade

Giv i det mindste brostenene fri
mens du tekopper den inde bag facaden

tirsdag den 18. august 2009

i forening

...hun lister et par ord eller fem ind, såatsige bagfra, noget, han ikke har sagt, endsige hvisket, men kunne have udtalt et andet sted til en anden tid i et andet referat, som I og for sig var noget, han mente, men ikke lige sådan, præcis på den måde, i den sammenhæng, som sagt, som hun ville have sagt, men som hun ikke ville sige, ikke forbindes med, have siddende på sig og sættes fast på, så det var ham, der gjorde det, sagde det, udtrykte sig sådan, havde den mening, hun refererede bare det, de andre sagde, havde ikke noget med det at gøre, havde ingen mening om det eller den eller hende eller ham eller dem eller hvad vi andre syntes om det her? havde hun blot spurgt, se engang hendes cv, havde hun bare sagt, og vi så engang hendes cv, hun lød træls, hende her, her skulle hun ikke ind, hun vil ikke være god for os, men den anden derimod, kæresten arbejder i reklamebranchen og hun laver kunst, virkelig kunst, hende kender hun, hun er fin at få med, men den anden må man være skeptisk overfor, hun lyder ikke rigtig seriøs eller ikke rigtigt, sådan, det er svært at forklare, men der er bare noget ved den ansøgning, der ikke er tiltalende, selv om vi andre ikke kunne se noget problem eller galt med hende, hun var vel ok, eller ja, vi holder ikke nogen ude her, men vi ved selvfølgelig ikke, hvad hun har tænkt sig, hun skal selvfølgelig ikke tro, at vi er her for at yde service, men hun skal da være velkommen, hvis hun selv kan finde sig til rette og finde ud af det, ja, og hun noterer, hvis hun selv kan finde ud af det, at ansøgerne trænger til at få noget på det rette, at nu skal de nye altså ikke tro noget, fx at vi giver ved dørene, fx at vi holder dem for dem, fx at vi er en servicestation, tjenende ånder, der står parat med et hvidt klæde over ærmet på den stive smoking, så gerne, så gerne, og det er lige dér, hun tar ham på ordet, dér hun befamler det og, med et snuptag, river det ud og bløder det op, forlener det med papmachemassens plasticitet, udsagnet blødt og formbart som læber, o lille tandløse, ren og ny som babypludder, du er min min min og nu skal du altså lære det, og igen tager hun det og tager ham på det, ordet, klar som spyt, med limtråde, lange og klistrede, som fx fusket ud af kontext og klæbet ind i en anden sammenhæng...

onsdag den 12. august 2009

Duen himmelvid forskel

Duen himmelvid forskel
Kukuret annoncerer i den blå
spurvs netavis efter nye
mulige bofæller Dagens
tuden begyndte med gråd
da kulturen langsomt erkendte
at de vuggende bryn var nænsomme nok
Klubben for vågne stammede
en brusen af hårdkogte teorier
trusler der føg i mindretal
Nu tryller alle miraklerne
Huen transcenderes og flaget
hjuler med spin af stor begejstring
Fuglenes virvar forsvares
i den gule lerede himmel
Blues for en vinterbaders darling

onsdag den 5. august 2009

panorering og zoom

panorering: skoven
søen, bilen
zoom:pilleglasset

De var to små drenge på en stor grøn bænk.
Et dybt mørke mellem ribberne. En tåget
mælkevej bagved.

Det var en drøm,men jeg ved, det var ham.
Jeg ved, han var ung og mand ved et markskel
og hun spillede ham ind til sig
i kirken.

Jeg ved, at han var en der kendte alle
de vilde blomster, og det var ikke i haven
hun spillede ham ud mod sig selv.

Han var vild med haven.
Vildskaben kunne være
på et meget lille sted.

zoom: heste ånder
tåge i kulden bag ham

lørdag den 1. august 2009

Drøm

Wokkens farve fælder
sort jern på familiens gravsted
hengemt for hvilken gang
stenskræd - oh hvilken sang

Minder husker brændte chancer
når munde smæsker sig i gamle længsler
Kult er udtryk for menneskets frygt

Tidens tørklæde strammer
når halsen synker endnu en ring
og hagen falder hvor den skulle løfte
et helt menneske ud af sin seng
lade det være mere end cyklus
mere end tilfældig nat og dag

På andre kloder er
mennesket små øjne på vejen
hvor de får så meget mindre at se
- perspektivet er sundt når det regner
og hvem har sagt - vi er bare vi?
mens vi ruller afsted som hvide pletter