søndag den 14. marts 2010

Eros

Dine store, talende, mandelformede øjne
er altid
Jeg betræder verden
som min egen Tundra
Hører stilheden og alle dens længselsfulde brøl
som et ekko
en mosaik af alle de stjerneklare nætter.
En stemme fra urtiden ansporede os til vildskab.
Pinus sylvestris
Jeg savner din skygge.

Kærligheden ér.
En nunatak.

1 kommentar:

Louise Juhl Dalsgaard sagde ...

Så....Mmmmmmm...

Nunatak!