Der var engang

hvor jeg kunne gå rundt sammen med Alene og hilse på store masser uden at føle mig nøgen. Det var som om jeg fik næring af at gå rundt med Alene. Næring til min digter og mit røvhul. Der var intet problem i at dele bord med Alene og mit glas og min taske, intet problem med smal snak, når en digter eller 10 kom forbi. Nu er verden en anden. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med Alene, mens store masser rundt i ring på store pladser rundt omkring, står og klæder mig af. Min mund bliver tør og tunnelsynet breder sig til hørelsen og den smalle snak bliver det brede rugbrød fra i onsdags. Paranoiaen snakker grimt om mig og Alene. "HA se, han går nøgen rundt med Alene" og så sidder Alene endnu mere på mig og knepper mit image. Det er som om alle kun kan se Alene, mens de peger på mit røvhul og fryder sig over hvor rynket det er. Hvorfor ser de ikke mig? Jeg er jo ellers den der slæber rundt på Alene, min taske og mit tomme glas, som jeg gerne vil fylde op, men som jeg ikke KAN fylde op, fordi flasken står derovre. Derovre hvor de andre står og griner af Alene. Jeg kan ikke holde ud at gå rundt med bar røv og Alene mere. Derfor siger jeg nej til store forsamlinger hvor digtere finder sammen fordi de nyder at strippe for hinanden. Ja, verden har virkelig ændret sig. Nu er det ikke de andre der er snerpet. Nu er det mig.