ANARKIET

en af græsplænens små panserklædte beboere kigger vådt op på himlen og er i dette øjeblik urbilledet på en fabel. det er morgen og hele natten er et rødt glinsende mørke vokset bag øjnene på de heste der også er der. det summer fugtigt i deres struber og deres hove tilbeder jorden i stilhed som en søn tilbeder en død fader. dagen har trukket sig lidt tilbage og er som smagen af et dårligt maleri: slimede bladløse træer og de stride kønshår på de klægt svedende marker. under overfladen er alting malm og læder og orme og ovenpå det et skvulpende pulsslag af forstillelse som aldrig aldrig går under.