Skinnerne

Jeg sad ved skinnerne. Det føltes på en måde uvirkeligt, så jeg rejste mig fra græsset og satte mig ud på selve sporet, det var det højre. Jeg sad på skinnerne. Jeg så på mine sko og forsøgte at sidde stille på de skinner, eller kaldes det mon skinnen, det føltes som om jeg gjorde noget forbudt, men det var jo inde midt i en skov. Der var kun ét skilt, og det pegede mod de mørke graner, der tårnede sig op i tyve-tredive meters højde. Jeg flyttede hurtigt mit blik, for jeg er ikke meget for symboler af nogen art. Et par hundrede meter længere fremme var der et sporskifte, eller måske hedder det et rangerspor, og der var lidt græs mellem svellerne. Jeg tænkte på, at jeg engang troede, at sveller var af jern. Jeg blev klogere, da jeg i en villahave så et par sveller ligge som led i dekorationen, det vil sige - jeg fik at vide, at det jeg så ligge der i græsset som en grænse til havens næste niveau længere nede, var sveller – det vil det sige. Hvorfor foran (eller bagved) et tog? Og hvorfor et sporskifte, her, midt i skoven? For mange spørgsmål pressede sig på én gang på. Er de sveller ikke bare noget, jeg bringer på banen for at undgå VIRKELIGE ubehageligheder? Jeg rejste mig og gik. Jeg havde svært ved ikke at se mig tilbage: Jeg sad ikke på de skinner.